Advokaten 1 Procesretlige problemstillinger

Print Print
01-02-2016

 

Artiklen belyser en række problemstillinger af procesretlig karakter, som er illustreret ved en gennemgang af relevant og nyere praksis fra Advokatnævnet.

Af Cecilie Holt Nielsen, specialkonsulent, Advokatnævnet

Det fremgår af pkt. 17.3 i de advokatetiske regler, at en advokat i en konkret sag ikke må henvende sig direkte til en person, som i sagen er repræsenteret af anden advokat, uden dennes samtykke. Forbuddet gælder ikke parterne imellem, og en advokat er således ikke afskåret fra at opfordre sin klient til at rette direkte henvendelse til modparten, for eksempel som led i forligsbestræbelser.
Til forbuddet mod direkte henvendelse gælder en række modifikationer, herunder vil en advokat i tilfælde af modpartens advokats smøleri, uefterrettelighed eller manglende besvarelse af henvendelser ud fra et nødretssynspunkt være berettiget til at rette direkte henvendelse til modparten, idet den anden advokat senest samtidig skal underrettes om henvendelsen. Også tilfælde, hvor advokatens henvendelse til modparten sker for at opfylde påkravsregler, vil være undtaget fra forbuddet om direkte henvendelse. Modpartens advokat skal dog tilstilles en kopi af påkravet.
I sagen 2013-3514 fandt Advokatnævnet ved kendelse af 28. maj 2014, at indklagede havde handlet i strid med god advokatskik ved direkte til modparten at have rykket for restbetaling af tillagte sagsomkostninger. Indklagede gjorde gældende at henset til, at modpartens advokat ikke havde reageret på hans fremsendelse af betalingsanmodning, og idet han modtog en del af betalingen direkte fra modparten, gik han ud fra, at modparten ikke længere var repræsenteret af advokat. Advokatnævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at indklagede ikke på baggrund af den direkte indbetaling fra modparten havde haft grundlag for at konkludere, at advokaten var udtrådt som repræsentant for denne. Indklagede indbragte sagen for Københavns Byret, som den 8. maj 2015 stadfæstede den del af afgørelsen, der vedrørte direkte henvendelse. Retten udtalte blandt andet følgende: “Da sagsøger måtte indse, at modparten ikke havde samme opfattelse af størrelsen af de sagsomkostninger, der skulle betales, og da sagsøger ikke findes at have haft noget grundlag for at konkludere, at modpartens advokat skulle være udtrådt af sagen, samt da sagsøger heller ikke indhentede modpartens advokats forudgående samtykke til – eller gjorde advokaten bekendt med – at han rettede henvendelse direkte til hendes klient, findes sagsøger ved efterfølgende at rette direkte henvendelse til […] at have tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.”
I en anden sag (2015-871) havde indklagede skrevet direkte til modparten med forslag til en afgørelse af parternes bodeling, uden samtidig at sende kopi eller underretning til modpartens advokat. Uanset at indklagede blot havde besvaret modpartens e-mail, som var sendt direkte til ham, fandt Advokatnævnet ved kendelse af 26. juni 2015, at indklagede havde handlet i strid med god advokatskik og pålagde ham en bøde. Indklagede, der ikke havde svaret under sagen, anmodede herefter om genoptagelse, idet han til støtte herfor særligt gjorde gældende – og fremlagde dokumentation for – at modparten havde opfordret hans klient til at finde en løsning uden involvering af deres respektive advokater, og at parterne korresponderede omkring bodelingen uden om advokaterne. Indklagede gjorde endvidere gældende, at han på tidspunktet, hvor han skrev til modparten, ikke havde hørt fra modpartens advokat i cirka fire måneder, hvorfor han gik ud fra, at modparten ikke længere var repræsenteret af advokat. Advokatnævnet afviste genoptagelsesanmodningen, idet indklagede ikke var fremkommet med nye, væsentlige oplysninger, der kunne føre til et ændret resultat, ligesom der heller ikke var andre særlige grunde, der kunne tale for en genoptagelse af sagen.

Efterprocedure
De advokatetiske regler opstiller i pkt. 18 en pligt til for en advokat at udføre sit hverv under respekt for retten og andre myndigheder, og advokaten må ikke forhindre, at sagen behandles og afgøres efter de regler, der gælder herom. Advokaten skal desuden respektere det kontradiktoriske princip og må således ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse om sagen til dommeren.
Ud fra en betragtning om, at en advokat har pligt til at respektere, at en sag er slut, når denne er endeligt indladt til rettens afgørelse, vil det som udgangspunkt være i strid med god advokatskik at rette henvendelse til retten om sagens materielle indhold, efter at sagen er optaget til dom. Retsplejelovens § 346 åbner mulighed for, at retten ex officio eller efter begæring fra en part kan genoptage behandlingen af en sag, der er optaget til afgørelse, når det findes betænkeligt at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Medmindre anmodningen om genoptagelse reelt dækker over at være efterprocedure, vil en begæring om genoptagelse, der er konkret begrundet, således ikke betragtes som en tilsidesættelse af god advokatskik, dog forudsat, at modparten senest samtidig modtager orientering om henvendelsen.
Advokatnævnet afsagde 26. juni 2015 kendelse i en sag om efterprocedure (sag 2015-534), hvor indklagede repræsenterede en haveforening i forbindelse med en eksklusion. Efter at sagen var optaget til dom, rettede indklagede henvendelse til dommeren med anmodning om et editionspålæg, idet han som begrundelse anførte, at hans klient havde en begrundet formodning om, at modparten havde afgivet falsk forklaring for retten vedrørende ejerforholdet til en varebil. Indklagede oplyste i den forbindelse, at han ved henvendelse til politiet havde fået oplyst, at de ønskede oplysninger krævede, at man fra retten modtog et editionspålæg. Dette var imidlertid ikke korrekt, idet politiet dagen forinden havde henvist indklagede til SKAT, som kunne udlevere de ønskede oplysninger via Centralregisteret for Motorkøretøjer. Retten meddelte, at man ikke fandt grundlag for at pålægge politiet edition og henviste indklagedes klienter til at indgive politianmeldelse, hvis man mente, at der var begået et strafbart forhold. Indklagede skrev herefter igen til dommeren, idet han på ny argumenterede for nødvendigheden af et editionspålæg. Advokatnævnet fandt, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved i sine henvendelser til retten at være fremkommet med bemærkninger til sagens beviseligheder. Henset til, at indklagede i henvendelserne gengav oplysninger, som han vidste, var i strid med sandheden, blev overtrædelsen karakteriseret som grov, og indklagede blev pålagt en skærpet bøde. Indklagede har indbragt sagen for domstolene.
I en anden sag (2015-497) hvor indklagede repræsenterede en fagforening som mandatar for et medlem i en afskedigelsessag, ønskede indklagede en speciallæge ført som vidne, hvilket modparten protesterede imod. Retten afsagde kendelse om, at lægen ikke skulle afgive vidneforklaring under sagen, idet hans forklaring fandtes at være uden betydning for sagen. Indklagede rettede herefter telefonisk henvendelse til dommeren, idet han anmodede om at få præciseret baggrunden for kendelsen, herunder hvilken vurdering retten havde foretaget af det faktum, at den pågældende læge havde behandlet og udredt medlemmet. Advokatnævnet afsagde den 10. juni 2015 kendelse om, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved telefonisk at have rettet henvendelse til dommeren efter afsigelse af kendelsen om vidneførsel, uden samtidig hermed at have inddraget modpartens advokat.

Indhold i processkrifter
Der må tillægges en advokat ganske vide grænser for i processkrifter og i øvrigt under en retssag at fremkomme med ytringer, så længe der er tale om ytringer eller spørgsmål, som med rimelighed kan siges at understøtte klientens påstande og anbringender i sagen.  For så vidt angår faktiske oplysninger, stilles der imidlertid krav om, at oplysningerne er korrekte, og retten skal uden videre kunne lægge informationerne til grund ved vurderingen af sagen. Den tidligere udgave af de advokatetiske regler indeholdt i pkt. 4.3 en bestemmelse om, at en advokat ikke må vildlede retten eller bevidst afgive urigtige oplysninger. Uanset at en tilsvarende bestemmelse ikke findes i de nuværende regler, gælder dette stadig.  
I sagen (2013-3911) havde indklagede i en ankestævning blandt andet anført, at modpartens advokat havde opkrævet bobestyrersalær, uagtet at der var udpeget en offentlig bobestyrer i boet. Det kunne konstateres, at de fremsatte udtalelser var urigtige, hvortil indklagede gjorde gældende, at han alene havde gengivet sin klients synspunkter. Advokatnævnet fandt ved kendelse af 26. juni 2014, at indklagede burde have efterspurgt dokumentation hos klienten for den fremsatte påstand om uberettiget opkrævning af bobestyrersalær, inden han over for retten fremkom med oplysningen. Advokatnævnet tildelte indklagede en irettesættelse for tilsidesættelse af god advokatskik, idet nævnet ved sanktionsfastsættelsen i formildende retning lagde vægt på, at oplysningen ingen skadevirkning havde haft.
Ved Advokatnævnets kendelse af 28. april 2014 (sag 2012-2520) fandt nævnet, at indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved i et påstandsdokument i strid med sandheden at have anført, at parterne var enige om, at modparten havde gjort erhvervsmæssig brug af klientens varemærke og derved havde krænket markedsføringsloven. Nævnet lagde herved særlig vægt på, at modparten rettelig bestred, at der var sket en sådan krænkelse, og at indklagede var bekendt hermed. Henset til, at indklagedes urigtige oplysninger ikke havde haft skadevirkning, og da der heller ikke var fare herfor, blev sanktionen fastsat til en irettesættelse.  

Find eventuelt de enkelte sager i Advokatsamfundets Vidensdatabase: Viden.advokatsamfundet.dk.

Cecilie Holt Nielsen
Specialkonsulent i Advokatnævnet siden 2012.