Advokaten 9 Embedsmænds retssikkerhed Mellem faglighed og politik

Print Print
18-11-2015

 

Statsløsesagen, Christianiasagen, GGGI-sagen, skattesagen. Det er blot nogle af de sager, der de seneste år har ført til grundige undersøgelser, og som har sat embedsmændenes retssikkerhed på spidsen. For nogle embedsmænd har sagerne kostet jobbet.
Er der behov for bedre retssikkerhed for embedsmænd? Har rollerne som politiker og embedsmand udviklet sig, så de flyder mere sammen? Og hvilke muligheder er der, hvis embedsmændene skal føle sig tryggere?
Læs interviews med en professor, en historiker og journalist samt en tidligere departementschef, der hver har sin holdning til udviklingen.

Temaet er skrevet af Sten Thorup Kristensen og Hanne Hauerslev
Fotos fra Christiansborg: Camilla Schiøler


Pilen peger på embedsmændene
En stribe sager har kostet jobbet for flere ministre og embedsmænd, blandt andet på grund af misinformation af Folketinget. Men hvor går den embedsmand hen, der føler sig presset til at gå på kompromis med sin faglighed, spørger professor.
Der var Statsløsesagen, hvor en stærk forsinkelse med lovliggørelse af sagsbehandlingen tidligere har kostet ministeren jobbet og nu også har affødt en stærk kritik af ministeriets topembedsmænd.
Sagen om socialministeren, der lovede en million kroner til en fond for hjemløse, og hvor det viste sig, at ansøgningen om de mange penge var blevet behandlet på usædvanlig vis.
Behandlingen af den tidligere statsministers skattesag, som efterfølgende førte til først omplacering af n topembedsmand og siden afskedigelse af en anden topembedsmand, som – uden nogen klar sammenhæng med dette sagsforhold – ikke blev genansat efter længere tids suspension fra sin stilling.
Christianiasagen, hvor den såkaldte nødløgn kostede først en minister jobbet og siden medvirkede til en omplacering af Justitsministeriets departementschef.
GGGI-sagen, hvor udviklingsministeren valgte at gå af efter misinformation af Folketinget, hvorefter en intern redegørelse medførte, at tre embedsmænd blev kritiseret for deres medvirken i sagen.
- De mange sager er et udtryk for, at noget ikke kører helt, som det skal. Det kan der være mange forklaringer på, og der er heller ikke to sager, som er helt identiske. Alligevel efterlader mange af sagerne indtrykket af, at embedsmændene er blevet presset på deres faglighed af politiske årsager. Eller at de selv har givet køb på deres faglighed ud fra et overdrevent hensyn til de politiske vinde. Begge dele med den virkning, at vægtige hensyn til borgernes retssikkerhed og retsbeskyttelse bliver tilsidesat.
Det siger Carsten Henrichsen, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, som videre peger på, at disse sager måske nok er undtagelser set i det store samlede billede, men at der alligevel er tale om så mange vildskud, at der kan være god grund til at undersøge området nærmere.

Risiko for at rollerne flyder sammen
Ifølge professoren er der grund til at se på, om ministrene i de skiftende regeringer udfordrer embedsmændene på en sådan måde, at de i stigende grad hvirvles ind i det politiske spil, og kommer til at begå fejl, som de bagefter risikerer at blive hængt op på.
- Det er jo en kendt sag, at der nu gennem en længere årrække har været et stigende pres på embedsmænd i ministerier og styrelser for at levere politiske resultater, og det er også en kendt sag, at tidligere tiders berøringsangst over for det politiske i dele af embedsværket er blevet afløst af en følgagtighed over for skiftende politiske vinde, som næsten kan synes at få målet til at hellige midlet, siger Carsten Henrichsen.
- Jeg synes, at de mange sager, som er opstået i kølvandet på denne udvikling, giver anledning til at overveje, om der er kommet for tæt et samspil mellem embedsværket og politikerne. Der er tydeligvis ikke den afstand, der har været tidligere, hvor en bureaukratisk embedsmandsetik betød, at embedsmændene kunne forventes at holde fanen højt, når det gjaldt værdier som retssikkerhed, faglighed og neutralitet, og at kravene til deres lydighed, loyalitet og lydhørhed over for politiske signaler omvendt ikke kunne strækkes væsentligt videre, end hvad disse grundværdier måtte tilsige.
- Men når man spiller tæt sammen, risikerer man også, at rollerne flyder sammen, sådan at embedsmændene begynder at drive politik enten af egen drift eller ved, at ministre presser deres embedsmænd langt ud over, hvad sagerne kan bære. Dermed sætter de embedsmændene i ubehagelige situationer. For enten må du som embedsmand sige fra – med risiko for fyring.  Eller også må du køre med på det politiske spil – med risiko for at begå fejl, som kan få det samme resultat, siger Carsten Henrichsen, der sætter spørgsmålstegn ved, om det efterhånden er blevet normen.
- Det er vigtigt at stille spørgsmålet, om embedsmændene i dag handler, som de får besked på, uden hensyn til retlige grundværdier og demokratiske spilleregler, og om de ikke går af vejen for at snyde på vægten i forhold til Folketinget – og i sidste ende befolkningen.

Hvad mener du med ‘at snyde på vægten’?
- Her mener jeg, at problemerne og deres løsningsmuligheder fremstilles i et fejlagtigt eller misvisende lys for at fremme en bestemt politisk dagsorden, som holdes skjult for omverdenen i hvert fald frem til det øjeblik, hvor der er skabt et flertal for regeringens forslag. Det kan for eksempel være i form af et embedsmandsnotat, som blåstempler regeringens tiltag, uden at der reelt er sagligt belæg herfor, og i hvert fald uden at væsentlige relevante modsynspunkter medtages.
Oppositionen, der præsenteres for et sådant notat, har sjældent mulighed for helt at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen, mener Carsten Henrichsen.
- Oppositionen har ikke det samme embedsapparat i ryggen, som regeringen har. Man kan måske henvise til en eller flere uafhængige eksperter, der stiller sig kritisk til regeringens oplysninger og vurderinger af en sag, men det har ikke samme vægt, som når den samlede statsadministration stiller sig bag et regeringsforslag med hele den sagkundskab, som den repræsenterer. Og her mener jeg, at der er grund til at drøfte, om det er en sagkundskab, man kan stole på, eller om administrationen er blevet så gennempolitiseret, at oplysningerne herfra er værdiløse.

Stærkere garantier til embedsmændene
Hvis det er rigtigt, at der er kommet et større pres på embedsmændene, og at dette pres kan forklare i hvert fald nogle af de politisk-administrative skandalesager, som vi har set gennem de senere år, er det vigtigt at se på, hvad der kan stilles op med denne udvikling.
- En mulighed er at give embedsmændene stærkere garantier for, at de ikke køres af banen, hvis de fastholder deres sagkundskab. Det klare udgangspunkt må være, at embedsmændene må kunne påtale overskridelser af grænserne for det lovlige – også uanset om ulovligheden er klar. Man skal kunne sige: Denne her beslutning holder ikke juridisk, og hvis jeg skal efterkomme den, udbeder jeg mig en tjenstlig ordre, og hvis den tjenstlige ordre efter min vurdering er klart ulovlig, forbeholder jeg mig min stilling med hensyn til at bringe den til udførelse.  Dette udgangspunkt kan skærpes ved at gøre det til en pligt for embedsmanden internt at påtale ulovligheder uanset klarheden af samme – altså en udvidelse i forhold til den pligt, embedsmanden har i dag til at sige fra over for den klart ulovlige ordre.

Hvilke scenarier ser du for en etableret ordning, hvor embedsmænd trygt kan henvende sig?
- Det såkaldte Whistleblowerudvalg under Justitsministeriet har afgivet en betænkning, hvor en bredt sammensat gruppe med repræsentanter fra blandt andet ministerier, personaleorganisationer, domstole, universiteter og Folketingets Ombudsmand blev enige om, at der ikke bør gennemføres en samlet ordning for hele statsadministrationen. Udvalget anbefalede i stedet, at hver enkelt myndighed overvejer, om de har brug for en whistleblowerordning, og udvalget kommer med forslag til, hvordan den i så fald kan etableres. Det synes jeg er ret vagt. Uden en positiv anbefaling af sådanne ordninger, sker der næppe noget. Myndighederne tager ikke sådanne initiativer af sig selv, siger Carsten Henrichsen.

Med en ombudsmandsordning stilles alle lige
Han mener, at der med fordel kunne udvikles en form for whistleblowerordning under Folketingets Ombudsmand.
- Folketingets Ombudsmand har mulighed for at holde en henvendelse anonym, og i praksis fungerer denne funktion som en instans, der kan minde om en whistleblowerordning. Jeg synes, at det er nærliggende at tænke videre i de baner – og for eksempel medinddrage denne funktion i ombudsmandsloven med en nærmere regulering af betingelser og muligheder for dens anvendelse. Departementschefen kan altid vælge at gå til Statsministeriet. Det kan andre embedsmænd ikke, men med en ombudsmandsordning vil alle blive stillet lige, siger Carsten Henrichsen, der ikke mener, at der er brug for en særlig ombudsmand til formålet. Sverige har en ombudsmandslignende institution, regeringens ombudsmand – Justitiekansleren – men denne kontrolmyndighed retter sig udelukkende indadtil mod embedsværket selv.
- En whistleblowerordning vil styrke de ansattes muligheder for at påtale fejl og mangler. Som det er i dag har du valget mellem at gå til pressen eller sige stop internt i systemet. Men hvis normen er, at ministeren betjenes uanset, hvad han finder på, og at det måske oven i købet bliver en sport at få ministeren helskindet igennem med sine politiske opfindelser, så er det ikke en realistisk mulighed at gå op i det interne hierarki med sine anfægtelser. Så har du kun mulighed for at gå til pressen. Men det er heller ikke nødvendigvis anbefalelsesværdigt. Det er i alt fald forbundet med en vis usikkerhed omkring opretholdelse af anonymitet, og hvis dit navn kommer frem, kan man næsten være sikker på, at det er slut med karrieren i ministeriet eller styrelsen. Hvis det kommer til en retssag, er det i sidste ende domstolene, der afgør, om din anonymitet kan opretholdes.

Ansættelsesretlige garantier
Hvilke ansættelsesretlige garantier mener du, der skal være for ansatte, der løfter sløret for ulovligheder i administrationen?
- Sådan nogle tilfælde har været bedømt af domstolene, for eksempel i den såkaldte Frank Grevil sag. Den civilansatte analytiker var både sprogofficer med speciale i russisk og civilingeniør, og havde adgang til informationerne, fordi han på daværende tidspunkt var civilansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han havde kemiske våben som arbejdsområde. Da han mente, at statsministeren talte mod bedre vidende, når han sagde: “Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror, vi ved det,”  lækkede han det til pressen. Det havde den konsekvens, at han fik fire måneders fængsel, da domstolene fastslog, at det under alle omstændigheder var ulovligt at afsløre disse hemmeligheder ved at lække dem til pressen. Oplysningerne blev nemlig ikke i tilstrækkelig grad fundet i almenvellets interesse, og den ansattes egne motiver blev heller ikke anset for at være helt entydige.
- Sagen er atypisk ved, at den angik afsløring af fortrolige oplysninger fra en efterretningstjeneste. Det kan dårligt blive mere alvorligt, og der er grund til at tro, at ansatte får længere snor, hvis deres kritik ikke berører fortrolige forhold. Alligevel er der mange eksempler på, at ansatte, der rejser en kritik af forholdene på deres tjenestested, bliver udsat for ansættelsesmæssige repressalier. Og her kan der nok være brug for en styrkelse af embedsmændenes ansættelsesretlige beskyttelse. Det er forholdsvis let at komme af med en medarbejder, som man synes er for åbenmundet og besværlig. Hvis det kommer til yderligheder, og embedsmanden står over for en fyringstrussel, vil fagforeningen ofte blive koblet på, men det kan ikke i sig selv afværge en fyring. Det får i praksis kun betydning for fratrædelsesvilkårene, som kan blive lidt bedre ved foreningens mellemkomst. Men prisen er, at den ansatte frafalder alle processuelle rettigheder, siger Carsten Henrichsen.
- I whistleblowerbetænkningen overvejes en række muligheder for en styrkelse af det ansættelsesretlige værn gennem en særlovgivning med regler om mulighed for dom til fortsat ansættelse, omvendt eller delt bevisbyrde og øget godtgørelse i tilfælde, hvor en afskedigelse er sket på grund af retmæssige ytringer. Man nåede dog ikke frem til nogen samlede anbefalinger. Der skete det noget usædvanlige, at embedsmændene trak sig fra stillingtagen til disse spørgsmål med den begrundelse, at de vedrørte deres egen stilling og forhold, og at det var et politisk spørgsmål, hvordan der skulle forholdes hertil.
Det bør dog ikke være til hinder for, at der gås videre med forslagene, som efter Carsten Henrichsens opfattelse vil kunne medføre en tiltrængt styrkelse af de ansattes stilling.

Carsten Henrichsen
Professor, Københavns Universitet, Center for Offentlig Regulering og Administration.

Nej – der er ikke kommet flere skandaler
Det er ikke retvisende, hvis man tror, at embedsmænd er blevet dårligere og giver anledning til flere skandaler end i gamle dage, mener Bo Smith. Der bliver begået fejl, men næppe flere end tidligere. Alligevel mener det udvalg, den tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet har lagt navn til, at der er behov for at tydeliggøre, hvordan den gode embedsmand agerer.
De mange sager i den offentlige forvaltning har haft den betydning, at imaget i befolkningen ikke just er blevet bedre de senere år. Det smitter af på de ansatte – på embedsmændene. Men faktisk bygger det hele på en misforståelse.
Det mener Bo Smith, der stod i spidsen for det af DJØF nedsatte udvalg, der i en nylig rapport analyserede forholdet mellem politikere og embedsmænd. Han underkender på ingen måde alvoren i de sager, der har været. Det er bare ikke sådan, at alt var bedre i gamle dage. Der var blot usædvanligt få sager i 00’erne, men det kan skyldes dette tiårs stabile VKO-flertal bag ministrene og regeringen. Sager, i betydningen skandaler, der bliver formelt undersøgt af eksempelvis en kommission, opstår kun, hvis mindst 90 folketingsmedlemmer gerne vil have en sådan undersøgelse.
- Der har dannet sig et billede af, at vi har haft flere og flere sager, og at det er en indikation på, at vores system ikke fungerer. Det har også førende juridiske eksperter sagt, og nogle har tilføjet den påstand, at embedsmændene i stigende grad er blevet følgagtige over for politikerne. Men vi har undersøgt de 58 sager, der formelt har været undersøgt siden 1980, og det fører os til to konklusioner. For det første at der ikke i de seneste år har været flere sager end der var i de første to årtier af perioden. For det andet at det kun er i nogle få sager, det går galt i samspillet mellem embedsværket og politikerne. Det helt overvejende billede i sagerne er dårligt embedsmandsarbejde i form af for eksempel dårlig sagsbehandling eller lemfældig omgang med offentlige midler, siger Bo Smith. Han tror heller ikke, at sagerne er blevet mere alvorlige, men det er ikke noget, der specifikt er undersøgt.
Selvom der således ikke er blevet flere sager, er der i dag et større pres på politikerne og på de embedsmænd, der skal bistå politikerne. Det er først og fremmest den nye medievirkelighed med pressedækning døgnet rundt, mange platforme og øget fokus på sager, der har ændret vilkårene for politikere og embedsmænd.

Embedsmanden mærker presset
Selv hvis man har is i maven, mærker man presset som embedsmand. For om end nyhedsmedierne er trængte, og der bliver færre og færre journalister, er der åbenbart mere og mere, de gerne lige vil høre ministre og borgmestre om.
- Da jeg kom til det daværende Arbejdsministerium i 1998, havde vi en ministersekretær og en journalist til at hjælpe med den politiske kommunikation. Da jeg forlod ministeriet i 2013, var der 12-15 medarbejdere, der beskæftigede sig med politisk kommunikation. Det er et udtryk for det våbenkapløb, der har været mellem ministerierne og medierne, og som man også finder hos kommuner og regioner. Det øgede mediepres har betydning, hvis man arbejder tæt på den politiske ledelse. Ikke bare har det kvantitativ betydning på den måde, at der kan komme 30 eller 50 henvendelser fra medierne på en almindelig dag. Kravene er også, at embedsmændene under meget korte tidsfrister skal kunne informere den ansvarlige minister eller borgmesteren om substansen i de sager, der bliver spurgt til, siger Bo Smith, der understreger, at han ikke er kritisk over for udviklingen over for medierne.
- Det øgede fokus på sager og fejl risikerer at gå ud over tilliden til embedsværket. Svaret er efter udvalgets opfattelse øget åbenhed især om fagligheden, og så skal man også være ærlige og oplyse om det, når der er sket en fejl, siger han.
- Fejl kan selv sagt aldrig undgås, men de skal håndteres effektivt, og man skal tage ved lære af dem, tilføjer han.

Politiske hensyn fremfor embedsmandsdyder?
I den debat om embedsværket, som de senere års sager har givet anledning til, har nogle haft det synspunkt, at embedsmændene er blevet for følgagtige over for politikerne, på bekostning af de såkaldte embedsmandsdyder, ikke mindst respekten for legalitet, sandhed og faglighed. Det har udvalget undersøgt, og Bo Smith peger på denne undersøgelse som et helt centralt resultat af udvalgsarbejdet.
- Embedsmænd skal på den ene side være loyale og lydhøre over for den politiske ledelse, der har det demokratiske mandat. På den anden side skal embedsmændenes rådgivning ske inden for de begrænsninger, der i en retsstat indebærer krav om lovlighed, sandhed og faglighed. De skal eksempelvis fortælle ministeren om eventuelle juridiske betænkeligheder og – hvis der foreligger klar ulovlighed – sige fra. Er der ikke tale om klar ulovlighed må det være den folkevalgte politiker, der foretager den endelige vurdering. I et demokrati kan det ikke være sådan, at embedsmændene kan trække et rødt kort over for de folkevalgte politikere i situationer, hvor de ikke er sikre på vurderingen, siger Bo Smith.

Kan embedsmændene så navigere mellem lydhørhed og embedsmandsdyder?
- Vores undersøgelse viser, at det kan de godt. Påstanden om, at politiske hensyn har fortrængt embedsmandsdyderne, kan vi således afvise, siger Bo Smith og tilføjer:
- I øvrigt er det min erfaring, at danske politikere faktisk har stor respekt for kravet om legalitet. Hvis embedsmændene giver udtryk for juridiske betænkeligheder, bliver der lyttet. Selvom dyderne altså er i live, anbefaler vi, at man aktivt sætter fokus på de faglige normer for at indlejre dem så solidt som muligt og give medarbejderne mest mulig sikkerhed, når de skal navigere i nærheden af det politiske spændingsfelt. Det er baggrunden for, at vi har anbefalet aktivt at bruge et kodeks, som regeringen jo også har taget initiativ til, slutter Bo Smith.

Bo Smith
Karriere i Finansministeriet og Miljøministeriet. Fra 1998 til 2013 departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Siden ESS-chefforhandler i Forskningsministeriet og formand for en række udvalg, blandt andet udvalget om forholdet mellem politikere og embedsmænd.

Aben placeres på embedsmandens skuldre
Embedsmænd må jævnligt finde sig i at skulle tage skraldet for beslutninger, der i virkeligheden er truffet højere oppe i systemet. Selvom embedsmænd sjældent bliver draget retligt til ansvar for at bryde loven eller vildlede Folketinget, må de alligevel tåle vilkårligt at blive ‘ofret’, hvis det er det, der skal til for at beskytte ledelsen, mener journalist og historiker Jesper Tynell.

I talrige sager i den offentlige administration sidder borgerne frustrerede tilbage over, at det ikke er muligt at stille de skyldige i miseren til ansvar. Men frustrationen er ikke mindre hos de involverede embedsmænd, selv om de i borgernes optik går fri: De bliver ført ud i et retssikkerhedsmæssigt tomrum, hvor deres karriere og faglige rygte vilkårligt kan blive smadret, uanset at de bare har passet deres arbejde.
Det mener Jesper Tynell, historiker, journalist og forfatter til den meget roste bog Mørkelygten, der udkom sidste år, og som handler om, hvordan embedsværket i en række konkrete tilfælde har forblændet offentligheden og Folketinget med fordrejede eller misvisende oplysninger.
Ifølge Jesper Tynell er der ikke tale om enkeltstående tilfælde, hvor der blot har været udygtige eller samvittighedsløse embedsmænd løs i gaden. Tværtimod.
- Se for eksempel også på de helt nylige sager. I Tibet-sagen blev menige betjente i flere år beskyldt af deres overordnede for egenhændigt at bryde grundloven. Det har nu vist sig, at de blot handlede efter ordre. I Statsløsesagen forsøgte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech længe at tørre ansvaret af på embedsmænd i Indfødsretskontoret ved at sige, at de måtte have kørt med skyklapper på, og at ingen politiske chefer havde givet ordre om ikke at overholde konventionerne. Det viste sig senere, at hun selv havde givet ordren. I skattesagen påstod departementschef Peter Loft, at han intet kendskab havde til, hvad SKAT København havde foretaget sig i Helle Thorning Schmidts mands skattesag. Det viste sig senere, at han havde blandet sig så meget i sagen, at han havde overtrådt skatteforvaltningsloven – trods advarsler fra sine underordnede, siger Jesper Tynell.
Embedsmændenes problem er her, at de som udgangspunkt bare skal parere ordre og i visse tilfælde kan straffes for ikke at gøre det. Men når skandalen bryder løs, bliver de i offentligheden snarere bedømt på det modsatte, nemlig om de har modsat sig de ordrer, de har modtaget.
- Offentligheden bliver hele tiden bibragt det indtryk, at embedsmandens opgave er at stå vagt om lovligheden, sandheden og fagligheden. Det fortæller man igen og igen udadtil. Hver gang der så kommer en sag, hvor nogen har forbrudt sig mod sandheden eller loven, går befolkningen og medierne derfor ud fra, at en embedsmand har forsømt sine pligter. Men embedsmandens første pligt er lydighedsforpligtelsen, og embedsmanden har først pligt til at sige fra, når der er tale om en klart ulovlig ordre, uddyber han.

Klart ulovligt eller blot ulovligt
‘Klart ulovligt’ er ikke et begreb, Jesper Tynell bruger i flæng. Det bliver brugt i en række juridiske værker og betænkninger om reglerne for embedsmænd, og er sat i modsætning til ‘blot ulovligt’ for eksempel i betænkningerne 1472 og 1553. Hvis en embedsmand får besked på at gøre noget, der ‘blot er ulovligt, har han således ikke pligt til at nægte at udføre opgaven.
- Så længe det ‘blot’ er ulovligt, og embedsmanden har advaret sine overordnede, gør han altså ikke noget forkert ved at udføre ordren. Det står i skærende kontrast til, at Bo Smith-udvalget og Finansministeriets nye kodeks endnu en gang fortæller offentligheden, at embedsmandens pligter er lovlighed, sandhed og faglighed. Når man samtidig giver indtryk af, at hele embedsværket åbenbart har brug for at få det gentaget, så placerer man endnu en gang uberettiget aben på de underordnede embedsmænds skuldre. Næste gang det kommer offentligt frem, at embedsmænd igen har brudt loven, må offentligheden derfor i endnu højere grad tro, at embedsværket ikke har gjort sin pligt, men har ageret i strid med de såkaldte ‘dyder’. Også selvom det langtfra behøver at være tilfældet, siger Jesper Tynell.
Selvom der altså i reglen ikke er grundlag for at gøre et retligt ansvar gældende over for de embedsmænd, der blot har gjort, hvad de har fået besked på, så kan de dog ingenlunde sove trygt om natten. Hvis det politiske pres på de overordnede bliver tilstrækkelig stort, tyer ledelserne ikke sjældent til noget, der til gengæld er gode muligheder for i dansk forvaltning: At udpege nogle ansvarlige underordnede og så omplacere, degradere eller i enkelte tilfælde ligefrem skille sig af med dem. Det kan som udgangspunkt gøres helt uden at løfte nogen form for bevisbyrde, mener Jesper Tynell.
Mens topembedsmænd og ministre altså har nemt ved at sende ordrer nedad i en forvaltning, også når de pålagte opgaver er på eller ud over lovens kant, så er det til gengæld vanskeligt at føre ansvaret op igen, den dag der kommer offentlig opmærksomhed på miseren, påpeger han.
- Der er ikke nogen formkrav til en ordre. En venlig e-mail fra chefen kan efter omstændighederne betragtes som en ordre af den underordnede, som derfor har sin ryg fri og slipper for ansvar. Den overordnede kan omvendt gøre gældende, at der bestemt ikke var tale om nogen ordre, men blot om en venlig anmodning, og dermed ligeledes gå fri. Det er blot en af de ting, der gør, at ansvaret meget let havner mellem to stole og dermed reelt forsvinder, siger Jesper Tynell.
Jesper Tynell påpeger, at flere af de nyere sager har vist et spil om at placere aben hos andre. Og ofte må lavt rangerede embedsmænd se pilen pege på dem.
- Mens embedsmænd forventes at yde fuld loyalitet opad, skal de altså ikke forvente, at loyaliteten i den type sager er gensidig, hvis først offentlighed får nys om eventuelle usandheder eller lovbrud. Et arbejdsmiljø, hvor man er nødt til at tage papirer med hjem for at kunne bevise sin uskyld, forekommer ikke at være særlig sundt. I praksis kan det på den måde alt i alt være svært at få øje på embedsmandens retssikkerhed, slutter Jesper Tynell.

Jesper Tynell
Historiker, journalist og forfatter til bogen Mørkelygten, der bygger på en række interviews med fuldmægtige og topchefer i centraladministrationen. I bogen fortæller de alle anonymt om en række sager og om deres arbejdsopgaver som embedsmænd.