Advokaten 6 Sagsomkostninger i civile sager - igen igen

Print Print
26-08-2015

 

Sagsomkostninger bliver man som dommer eller advokat aldrig færdig med. Det er ligesom tan­ken om, hvad man skal finde på til aftensmad. Der er nye udfordringer hele tiden.

Af landsdommer Svend Bjerg Hansen, Vestre Landsret

I et indlæg i Advokaten 06/2011, side 30 ff. gennemgik jeg et notat med Vestre Lands­rets vejledende udgangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger i civile sager. Jeg foretog sam­tidig en gennemgang af den på daværende tidspunkt nyeste retspraksis. De vejledende ud­gangs­punkter er fra 2009 og kan efterhånden trænge til at blive kigget efter i sømmene.
Min mission med dette indlæg er at gennemgå nogle af de vigtigste afgørelser om sagsomkost­ninger, der har været de seneste år – naturligvis navnlig fra Højesteret – og på grundlag heraf prøve at vurdere, hvordan notatet fra 2009 harmonerer med denne praksis. Bemærkningerne om retsprak­sis er alene mine og ikke udtryk for Vestre Landsrets holdning. På grundlag af den nye­ste prak­sis vil det være naturligt at overveje en ny og revideret udgave af notatet fra 2009, som efterhånden er mere end fem år gammelt.

Notatets status og indhold
Det er vigtigt at holde sig for øje, at notatet om sagsomkostninger i civile sager alene indeholder nogle vejledende udgangspunkter for afgørelser om sagsomkostninger og er tænkt som basis­materiale, når landsrettens dommere skal træffe afgørelse om sagsomkostninger. Enhver om­kostningsafgørelse bør – som det også fremgår af Højesterets praksis – være udtryk for en kon­kret og nuanceret vurdering baseret på alle oplysninger i sagen og ikke blot på det beløbsmæs­sige resultat, men derfor kan det jo være godt at have noget at støtte sig til om, hvordan der normalt bliver forholdt med sags­om­kostningerne i forskellige typesituationer.
Notatet beskæftiger sig ikke med sagsomkostninger i forbindelse med syn og skøn, retsafgift og udgifter til vidner. Jeg har dog sidst i dette indlæg medtaget et par afgørelser om syn og skøn sam­men med nogle afgørelser og bemærkninger om særlige spørgsmål i relation til sagsomkost­nin­ger, som det kan være nyttigt for både advokater og dommere at holde sig for øje.
Jeg vil fremhæve det merudgiftssynspunkt, som er nævnt i Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om sagsomkostninger. Det siges her, at det skal tillægges betydning, om modparten er blevet påført merudgifter i anledning af en beløbsmæssigt videregående påstand. Hvis sagen først og fremmest har vedrørt ansvarsgrundlaget, vil der ikke være tale om merudgifter ved en beløbsmæssigt videregående påstand. Det gælder for eksempel i sager om erstatning uden for kontrakt, i funktionærsager om bortvisning, i sager om der har været grundlag for at hæve en kontrakt, og i sager om, hvorvidt der er en mangel i en køberetlig eller entre­priseretlig sag.  
Dette synspunkt er endosseret af Højesteret, jf. f.eks. U.2008.2252H. Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat skadelidtes erhvervsevnetab til 65 procent. Skadelidte nedlagde for retten principalt på­stand om et erhvervsevnetab på 100 procent. Forsikringsselskabet påstod frifindelse. Sagen blev for­ligt med et erhvervsevnetab på 75 procent. Forsikringsselskabet blev pålagt at betale sagsomkostnin­ger. Højesteret udtalte blandt andet, at skadelidtes principale påstand ikke kunne antages at have påført forsikringsselskabet merudgifter ved sagens førelse.   

Nyere retspraksis om sagsomkostninger
Jeg vil i det følgende gennemgå noget af den nyeste retspraksis og knytte nogle kommentarer hertil. I den forbindelse vil jeg navnlig henlede læserens opmærksomhed på betydningen af merudgifts­synspunktet, på afvejningen mellem sagsøgerens og sagsøgtes interesser og i relation til hævede sager på betydningen af det tidspunkt forud for hovedforhandlingen, hvor sagen bli­ver hævet.
U.2010.2029V er nævnt i min artikel fra 2011, men er afsagt efter notatet fra 2009. Afgørelsen er i god overensstemmelse med de vejledende udgangspunkter, muligvis fordi jeg selv var en af dommerne i sagen. I sagen havde en lønmodtager i en sag mod sin arbejdsgiver efter en arbejds­skade ved byretten fået medhold for 56.000 kroner vedrørende godtgørelse for svie og smerte. Sa­gen var anlagt for 346.647,73 kroner. Lønmodtageren fik således medhold for omkring 16 procent. By­retten ville pålægge lønmodtageren at betale sagsomkostninger, mens landsretten hævede om­kostningerne. Sagen må karakteriseres som en sag uden merudgifter.
I U.2011.375Ø fik en lønmodtager medhold i, at der skulle betales godtgørelse for svie og smerte med 35.000 kroner. Kravet var i alt på 164.083,24 kroner, hvoraf næsten 2/3 var tabt arbejds­for­tjeneste, som lønmodtageren ikke fik medhold i. Senere blev kravet vedrørende navnlig tabt arbejdsfortjeneste dog væsentligt nedsat, så det samlede krav var 96.259,13 kroner.  Landsretten hæ­vede sagens omkostninger.
Ved afgørelsen i U.2011.873V fik en lønmodtager medhold for 5.492,17 kroner. Påstanden var på 61.886,77 kroner. Byretten pålagde arbejdsgiveren at betale sagsomkostninger. Landsretten ophæ­vede sagens omkostninger. Der blev givet medhold for lidt mindre end 10 procent. Landsretten ud­talte blandt andet, at det havde været nødvendigt at anlægge sagen for at opnå betaling af et erstatnings­beløb. Sagen må karakteriseres som en sag uden merudgifter.
I U.2012.1977H traf Højesteret afgørelse om sagsomkostninger om en uberettiget tilbagekal­delse af en avlskåring af en hund. Ansvarsgrundlaget var fastslået under en tidligere sag. Hun­dens ejer nedlagde påstand om en erstatning på 150.000 kroner. Han fik medhold for 40.000 kroner. Hun­de­klubben blev pålagt at betale delvise sagsomkostninger med 25.000 kroner i to instanser. Sa­gen vedrørte ikke kun spørgsmålet om udmåling af erstatning, men også om, hvorvidt der overhovedet skulle betales erstatning.  
Der blev i sagen givet medhold for knap 27 procent. Højesteret udtaler, at det var nødvendigt for hun­deejeren at anlægge sagen for at opnå erstatning. Det er et fornuftigt og forståeligt syns­punkt, men jeg tror, at man skal passe på ikke at overbetone synspunktet. Det var jo også nødven­digt for hundeklubben at forsvare sig for at undgå at betale 110.000 kroner. Man kan så sige, at hunde­klubben bare kunne have accepteret og betalt de 40.000 kroner, men hertil kan det lige så vel anfø­res, at hundens ejer jo burde have nøjedes med at anlægge sagen med påstand om de 40.000 kroner, som han endte med at få medhold i. Hvis han havde gjort det, kunne det jo godt være, at hunde­klubben, for hvilken ansvarsgrundlaget jo allerede var fastslået, havde betalt ved kasse 1.
I denne afgørelse må man sige, at Højesteret i forhold til udgangspunktet i landsrettens notat er på vej nedad til sagsøgerens fordel. Selvom den beløbsmæssigt for høje påstand muligvis ikke havde påført hundeklubben yderligere udgifter til at føre sagen, bør det blandt andet i lyset af Højeste­rets afgørelse efter min opfattelse overvejes at ændre anvisningen vedrørende sager med merud­gifter til, at sagsøgte skal betale sagsomkostninger, hvis sagsøgeren får medhold for omkring 25-30 procent. Hvis sagsøgeren får medhold med mindre end 25-30 procent, skal omkostningerne hæves, og der bliver så alene et lille område tilbage, hvor sagsøge­ren skal betale sagsomkost­ninger til sag­søgte.
I U.2012.3303 H fik sagsøgeren ved et forlig medhold for omkring 1/3. Der var tale om en sag om godtgørelse for varigt mén, der også omfattede stillingtagen til ansvarsgrundlaget, og hvor der ikke var oplysninger om processkridt eller ekstraomkostninger, som kunne føre til at fravige udgangspunktet om at tilkende sagsomkostninger i forhold til det vundne beløb. Højesteret be­stemte derfor, at sagsøgte skulle be­tale sagsomkostninger i forhold til det vundne beløb. Lands­rettens notat harmonerer fint med denne afgørelse.
I U.2013.2970 H havde en sagsøger, der havde købt to byggegrunde, anlagt sag mod sælgeren principalt med påstand om ophævelse af handelen, subsidiært en erstatning på 1,8 millioner kroner og mere subsidiært et forholdsmæssigt afslag på 400.000 kroner. Køberen fik alene tilkendt et for­holdsmæs­sigt afslag på 100.000 kroner vedrørende den ene byggegrund. Byretten pålagde sælgeren at betale delvise sagsomkostninger til køberen, og denne afgørelse blev stadfæstet af Østre Landsret. Højesteret ændrede denne afgørelse og ophævede sagens omkostninger.
Man må konstatere, at byret og landsret tillagde køberen sagsomkostninger, selvom han alene fik medhold i sin mere subsidiære påstand, ikke fik medhold i en række væsentlige anbringender og beløbsmæssigt alene fik medhold for lidt mere end 5 procent. Det var meget sagsøgervenligt. Højesteret var knap så venlig over for sagsøgeren, idet omkostningerne efter en samlet vurde­ring af sagens resultat sammenholdt med de nedlagte påstande og anbringender blev hævet. Mon resul­tatet var blevet det samme, hvis der var anlagt sag med en påstand om betaling af 180.000 kroner og blev givet medhold for 10.000 kroner. Mange sagsøgte ville nok slippe de 10.000 kroner fremfor at in­volvere sig i en dyr retssag.  
I U.2013.3194Ø blev sagsomkostningerne ophævet i en ansvarssag. Der blev givet medhold for 10-15 procent. Østre Landsret nævner blandt andet nødvendighedskriteriet. Afgørelsen svarer til det, der er anført i notatet.
U.2014.343V er en lejesag om lejeforhøjelse, hvor udlejeren tabte sagen for 89 procents vedkom­mende. Sagen var anlagt af udlejeren. Sagsøgeren (udlejeren) fik altså medhold for 11 procent, men blev på­lagt at betale delvise sagsomkostninger. Afgørelsen svarer også til det, der er anført i notatet.
Den nyeste praksis synes generelt at være mere sagsøgervenlig end notatet. Det bør derfor nok overvejes at ændre landsrettens notat i overensstemmelse hermed. Udgangspunktet er, at der skal betales sagsomkostninger i forhold til værdien af det vundne beløb.  I sager med merudgif­ter må det overvejes at sætte den nedre grænse for, hvornår sagsomkostningerne skal hæves, ned til med­hold i omkring 15-20 procent af påstandsbeløbet. I andre sager bør grænsen måske sættes ned til om­kring 25-30 procent. Det bør også overvejes, om det også i sager med merudgifter bør være sådan, at det kun i meget begrænset eller i hvert fald i begrænset omfang pålægges sagsøgeren at betale sagsomkostninger, hvis den pågældende dog får et vist medhold.
Det bør nok også indføjes i notatet, at påstandsbeløbets størrelse i sig selv kan have betydning, således at sagsomkostningerne kan hæ­ves, selv i tilfælde hvor sagsøgeren får meget begrænset medhold, jf. U2013.2970H.
Jeg vil dog samtidig påpege, at man skal passe på med ikke at overdrive nødvendighedskriteriet, som er anvendt i en del afgørelser om sagsomkostninger, altså at sagsøgeren skal have sagsom­kostninger, fordi det var nødvendigt at anlægge sagen for overhovedet at få noget. Det kan me­get let vendes om til sagsøgtes fordel i sager, hvor sagsøgeren kun får begrænset medhold.           

Nogle særlige spørgsmål

Betydningen af forligstilbud
U.2008.129/1H om, at den part, der har fremsat et forligstilbud efter en vurdering af påstandene i forhold til resultatet som udgangs­punkt skal have sagsomkostninger, er fulgt op af U.2012.2706 H, hvor Højesteret fastslog, at Pumas krav ikke kunne overstige det beløb på 25.000 kroner, som Puma allerede havde mod­taget fra Fakta. Puma blev på denne baggrund pålagt at betale sagsomkostninger.
Det anførte må efter min opfattelse gælde forligstilbud både før sagsanlægget og under forbere­delsen af sagen, vel i princippet lige op til hovedforhandlingen, men kun for de sagsomkost­ninger, der ligger efter forligsforslaget.

Indstævnte tager bekræftende til genmæle
I U.2014.2860H udtaler Højesteret, at der ikke skulle ske nedsættelse af det sædvanlige proce­duresalær i en ankesag, hvori indstævnte tog bekræftende til genmæle en uge før den beram­mede hovedforhandling. Højesteret lagde vægt på, at sagen for landsretten havde medført en betydelig forberedelse, og at en tidligere berammet hovedforhandling var blevet udsat med én dags varsel på grund af indstævntes advokats sygdom.
I landsrettens notat er det anført, at sagsomkostningerne fastsættes til 2/3 af proceduresalæret, hvis sagen forliges eller hæves kort før hovedforhandlingen. Dette må stadig være gældende, men må suppleres med resultatet i U.2014.2860H.

Sager sluttet efter delforhandling
I U.2013.2103H følger Højesteret op på U.2008.1694H og U.2008.610V og udtaler i en sag, der blev afvist efter en delforhandling blandt andet, at der skulle tages udgangspunkt i sagens værdi og ka­rakter, men samtidig tages hensyn til, at delforhandlingen alene angik spørgsmålene om afvis­ning på grund af mangelfuld stævning og om rette værneting.

Sager mod det offentlige
Hvis der er tale om for eksempel tvivlsomme fortolkningsspørgsmål, jf. U.2007.943H, eller der er tale om alvorlige fejl i sagsbehandlingen, jf. U.2009.2203H, kan en borger eller en virksomhed i en sag mod det offentlige slippe for at betale sagsomkostninger, selvom den pågældende ikke får medhold.
I U.2013.498H fandt Højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangs­punktet, hvorefter den tabende part skal erstatte modpartens udgifter. Sagen er et eksempel på, at det også i sager mod offentlige myndigheder om tvivlsomme lovfortolkningsspørgsmål beror på en samlet vurdering, om der foreligger sådanne særlige grunde, at den tabende part helt eller delvis skal fritages for at betale sagsomkostninger til modparten.

Repræsentationstilfælde
I U.2013.343Ø var en sagsøgt repræsenteret af sin ægtefælle. Hun påstod sig tillagt sagsom­kostninger, idet hendes mand havde brugt en masse tid på sagen, herunder til at konsultere en advokat. Landsretten bestemte, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, idet retten fandt, at sagsøgte ikke havde afholdt udgifter, der kunne dækkes som sagsom­kost­ninger.
I U.2013.2832V tog Vestre Landsret stilling til sagsomkostningerne i en sag, hvor en selvstæn­dig advokat mødte for sig selv. I overensstemmelse med bemærkningerne i betænkning 1436/2004 side 266-268 udtalte landsretten, at omkostningerne til advokaten skulle udmåles på samme måde som til andre selvmødere. Det betød, at positive udgifter til transport og ophold og tabt arbejdsfortjeneste samt udgifter til ekstrakt, materialesamling, porto og kopiering skulle dækkes.
I U.2014.91V havde en region ikke været bistået af advokat under retssagen, men mødte ved en medarbejder. Regionen blev derfor ikke tillagt sagsomkostninger, idet landsretten bemærkede, at det forhold, at regionens medarbejdere havde brugt tid og ressourcer på sagen, ikke kunne føre til andet resultat.
I U.2015.2249H havde sagsøgeren anlagt sag mod et forsikringsselskab. Selskabet, der ikke var momsregistreret, var under sagen repræsenteret af en ansat advokat. Forsikringsselskabet blev tilkendt sagsomkostninger. Det var ubestridt, at der ikke havde været afholdt en udgift til moms. Højesteret tiltrådte, at omkostningsbeløbet ikke skulle tillægges moms, da bestemmelsen i retsplejelovens § 316, stk. 1, ikke sås at ændre de hidtil gældende retningslinjer for, hvornår et beløb til dækning af advokatomkostninger skal tillægges moms, da forsikringsselskabet ikke havde en ikke-fradragsberettiget udgift til advokatbistand.  

Syn og skøn
Som nævnt omfatter notatet ikke syn og skøn, men det skal ikke forhindre mig i at nævne et par nyere interessante afgørelser.
I U.2010.1490Ø blev erhvervslejesag om lejens størrelse forligt. Skønserklæringen støttede udlejerens påstand om, at markedslejen oversteg den aktuelle leje. Det havde derfor med rime­lighed været nødvendigt at foretage syn og skøn. Det forhold, at boligretten kun i begrænset omfang lagde vægt på skønserklæringen, kunne ikke føre til, at udgiften til syn og skøn ikke kunne kræves erstattet som sagsomkostning, og landsretten tiltrådte derfor, at lejeren delvis var pålagt udlejerens udgifter til syn og skøn.
I U.2013.107/1H udtalte Højesteret, at udgifterne til syn og skøn havde været nødvendige for sa­gens forsvarlige førelse, og det kunne ikke føre til en anden vurdering, at landsretten ikke havde tillagt skønserklæringerne i deres helhed betydning ved sagens afgørelse. Sagsøgte skulle derfor dække udgifterne til syn og skøn fuldt ud.
Afgørelsen viser, at det er afgørende for, om en part, der har begæret syn og skøn, skal have dækket sine udgifter til syn og skøn fuldt ud, om spørgsmålene i skønstemaet gik videre, end hvad der på daværende tidspunkt med rimelighed kunne anses for nødvendigt.

Sager uden økonomisk værdi
Af U.2013.107/1H fremgår det tillige, at udgifter til dækning af advokatbistand i sager uden øko­no­misk værdi skal fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang, jf. for­arbejderne til retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. punktum.
I U.2014.3602H udtaler Højesteret, at sagsomkostningerne i en kæresag om en umiddelbar fo­gedforretning skal fastsættes med udgangspunkt i arbejdets omfang, men at der endvidere kan tages hensyn til sagens karakter og betydning og det opnåede resultat.

Reminder
Til slut lige nogle remindere til advokaterne (og også til mine kolleger) om sagsomkostninger og om tilkendelse af salær til beskikkede advokater (og forsvarere).
De vejledende takster for fastsættelse af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbi­stand i proceduresager er naturligvis ikke bindende, men jeg minder om, at det fremgår af tak­sterne, at sagsomkostningerne kun bør fastsættes over eller under intervallerne, hvis sagen har været usædvanlig vanskelig eller usædvanlig enkel. Hvis retten ikke holder sig i det relevante interval, bør der gives en udførlig begrundelse herfor.
I U.2013.2970H slog Højesteret fast, at landsretten under et kæremål om sagsomkostninger skal afvente 10-dagesfristen i retsplejelovens § 397, stk. 1, inden der træffes afgørelse. Det gælder også, selvom der er modtaget svarskrift fra indkærede, idet kærende skal have mulighed for inden fristens udløb at indlevere kærereplik.
Advokaterne vil jeg minde om vigtigheden af allerede inden hovedforhandlingen at komme med dels bemærkninger til sagsomkostningerne, dels oplysninger, som ønskes taget i betragtning ved tilkendelse af salær til en beskikket advokat. Hvis oplysningerne først indleveres efter ho­vedforhandlingen, risikerer man, at retten ikke tager dem i betragtning til skade for både klien­ten og salæret.
Til brug for overvejelserne om at revidere landsrettens notat om sagsomkostninger i civile sager modtager jeg gerne bemærkninger og/eller interessante afgørelser om sagsomkostninger. Når der foreligger en ny udgave af landsrettens notat, vil der blive orienteret herom i Advokaten.


Svend Bjerg
Landsdommer ved Vestre Landsret siden 1992, retsformand siden 1998 og blandt andet næstformand i Ankenævnet for Forsikring.