Advokaten 6 Leder På dybt vand

Print Print
26-08-2015

 

“Jeg fandt ud af, at de tre vigtigste ting for et godt arbejdsliv er, at jeg vil være specialist inden for mit område – familieretten, jeg vil have arbejdsglæde, og jeg vil være en advokat, der også har tid til at passe min familie. Det er et must for mig, at jeg har balance mellem arbejdsliv og privatliv.”
Sådan lyder det fra Henriette Houmann-Hammer fra Næstved, i dette nummer af Advokaten, hvor vi sætter fokus på, hvordan du som advokat starter din egen virksomhed.
En vigtig – måske endda den vigtigste – ingrediens, der skal til, når man springer ud på det dybe vand, er mod – ligesom man skal have den meget efterspurgte entreprenørånd ifølge de tre advokater, som her i bladet deler deres viden og erfaringer om start af advokatvirksomhed. Af deres historier kan man læse, at det kræver mange overvejelser at give slip på den tryghed, der følger af at have en fast indkomst, kolleger og et helt apparat i ryggen, der sørger for, at mange praktiske ting mere eller mindre kører pr. automatik.
Men de tre advokaters historier fortæller også, at så snart de har truffet beslutningen og er startet for sig selv, så går det rigtig godt. Jo, der er meget arbejde og måske en søvnløs nat eller to – men der er også rigtig meget opbakning og støtte at hente, blandt andet fra Advokatsamfundets side.
Som Christian Blixen-Thiele gerne anbefaler andre, der går med iværksætterplaner: Brug Advokatsamfundet. Og det er jeg naturligvis glad for, at han siger, for det er præcis en af grundene til, at vi er her. Husk, at du altid kan kontakte en jurist i Advokatsamfundets Sekretariat, hvis du har spørgsmål om for eksempel det praktiske, du skal have på plads i din egen virksomhed – det gælder alt fra forsikringer, klientkontoregler, selskabsformer, antihvidvaskregler med videre. Men selv når du har fået styr på de basale krav til at drive advokatvirksomhed, kan der opstå spørgsmål om interessekonflikter eller uddannelse, som det kan være godt lige at vende med en udenforstående – som dog ikke er mere udenforstående, end at vi har tavshedspligt, og at der naturligvis er fuld fortrolighed imellem Advokatsamfundet og medlemmerne. Endvidere har vi kendskab til og forståelse for advokatens vilkår.
Jeg vil også gerne citere Christian Blixen-Thiele for, at det kan være en god idé at være opmærksom på muligheden for at bruge faciliteterne i Advokaternes Hus i Kronprinsessegade 28. Som advokat er du altid velkommen til at bruge biblioteket, som er opdateret med den nyeste litteratur, og det er naturligvis gratis at bruge mødelokalerne, hvis du for eksempel driver din advokatvirksomhed i Jylland, men har et møde i København – eller måske ikke selv har de mødefaciliteter, som er nødvendige.
Som bekendt har vi lige haft Advokatmøde i maj, og i den forbindelse kan man i Advokatrådets skriftlige beretning blandt andet læse, at et særligt fokusområde i de kommende to år bør være relationen til medlemmerne, så det tilfører medlemmerne merværdi at være en del af Advokatsamfundet. Det gælder ikke mindst i tilfælde som med Christian og Henriette, der tager springet ud på det dybe vand og starter selvstændig advokatvirksomhed. Brug os – vi er her for det samme!