Advokaten 5 Iben Winsløw

Print Print
25-06-2015

 

Vi skal værne om etikken
Hun har deltaget i kollegialt arbejde de sidste 15 år, har siddet i Advokatrådets Miljø- og fast ejendomsudvalg, Energiudvalget, Udvalget for Unge Advokater, Innovationsudvalget, Regel- og Tilsynsudvalget og er nu formand for Uddannelsesudvalget.  
- Jeg deltager gerne i det kollegiale arbejde – uanset om det gælder Uddannelsesudvalget eller et andet udvalg, for det ligger mig virkelig på sinde, at vi alle bidrager til at holde fanen højt på det etiske område, mener Iben Mai Winsløw.
Når hun er optaget af retssikkerhed og har ført mange tilsynssager, handler det i bund og grund om, at klienterne altid skal føle sig trygge ved at henvende sig til en dansk advokat, og at de her møder en høj faglig standard.
- Det er vigtigt, at vi indarbejder den etiske dimension i vores værdisæt og vores tilgang til arbejdet. Hvis vi bliver slappe på det felt, mister branchen troværdighed og på længere sigt dermed også forretning. Vi skal værne om vores brand som seriøse advokater, og det gør vi bedst ved – udover at være skarpe rent fagligt - også at være etisk uangribelige.
Iben Winsløw er i dag en del af et advokatfirma i København, som hun sammen med sine partnere har fået til at vokse.
- Jeg er ikke blevet båret frem. Sammen med mine partnere har jeg skabt et firma fra grunden, der har sit eget brand. Den erfaring vil jeg gerne dele med andre advokater i mit netværk, der har mod på at gøre det samme.
En anden erfaring, hun gerne deler med andre, er, hvordan det kan lade sig gøre at skabe balance mellem arbejde og privatliv. Det er bestemt ikke et must at arbejde 70 timer om ugen for at skabe sig en karriere som advokat, mener hun.
- Det er et valg, man selv træffer. Men når det er sagt, så skal man selvfølgelig også være indstillet på, at når man er advokat med ansvar for egne klienter, så arbejder man naturligvis mere end 37 timer om ugen. Men der er også plads til familie og fritid.

Iben Mai Winsløw
Advokat (L) og stifter af Winsløw Advokatfirma på Gl. Strand i København. I Advokatrådet siden 2013. Formand for Advokatrådets Uddannelsesudvalg. Censor på advokatuddannelsen.
Iben Winsløw startede sit eget advokatfirma i 2003, i 2005 indgik hun kompagniskab med blandt andre Finn Träff og firmaet Winsløw Advokatfirma er siden vokset, så det i dag tæller 16 medarbejdere, heraf ni jurister med speciale i fast ejendom.
Bor i Søllerød. Gift og mor til to teenagere på 15 og 17 år.