Advokaten 4 - Farvel til Advokatrådet

Print Print
08-05-2015

Der skal være en udløbsdato på sådan en post
Søren Jenstrup har om nogen præget advokatbranchen gennem næsten 20 års kollegialt arbejde – de seneste seks år som formand for Advokatrådet. Nu træder han tilbage. Der er ingen tvivl om, at han vil savne det faglige arbejde meget, men også glæde sig til at få tid til de ting, han har måttet nedprioritere imens. Han mener, at han kan lukke døren roligt efter sig: Advokatstanden lever og har det godt – selvom udviklingen er ‘forrygende’.  

Af Dorthe Plechinger
Foto: Steen Brogaard


Da jeg første gang blev bedt om at underskrive 150 velkomstbreve til nye advokater, blev jeg slået af, hvor totalt u-festlige og kedelige de var. Så hurtigt opstod ideen om en fest for de nye advokater, som vi siden har afholdt fem gange med god succes, synes jeg selv: En rød løber, to lurblæsere, to formanende taler til lidt champagne og en fed middag, som det jo hedder, igen med fest og sjov. Det er da det mindste, man kan forlange, når man har opnået bestalling!
Jeg fik nærmest ind med modermælken, at det kollegiale arbejde var en del af det at være advokat. Jeg blev autoriseret i 1976 som fuldmægtig under landsretssagfører Niels Th. Kjølbye, og når han råbte “jeg er i Rådet” på vej fra Bredgade 3 til Kronprinsessegade, kunne man ligefrem fornemme den særlige begejstring, der strålede om ham. Selv begyndte jeg i 90’erne i bestyrelsen for første advokatkreds med masser af udfordrende klagesager. Det arbejde lærte jeg meget af de næste syv år, og det var helt naturligt for mig at stille op til Advokatrådet som en forlængelse. Jeg holdt en toårig pause fra 2007 og betragtede diskussionerne om udmøntningen af den nye advokatreform lidt fra sidelinjen, hvorefter jeg meldte mig under fanerne som kandidat til formandsposten igen i foråret 2009. Vi var to kandidater, og man var stadig i fasen med at definere den nye brancheorganisation Danske Advokater og dens roller i forhold til Advokatsamfundets, så begyndelsen var lidt ‘brat’.
Nu er seks gode år i den rolle ved at være forbi. Jeg synes, at det vigtigste, vi har opnået i min formandstid, er, at vi står med samme styrke og klarhed i omverdenens øjne som hidtil, at vi har løftet de nye opgaver på en afbalanceret og omkostningsbevidst måde, og at vi faktisk efter den første reduktion i medlemsbidragene er lykkedes med at holde bidraget i rimelig ro. Jeg havde allerede fra starten det program, at de fire opgavefelter – vedtægtens fire ben – som Advokatsamfundet fortsat skulle tage sig af, i hvert fald skulle varetages på samme høje niveau som hidtil. Det, synes jeg, er lykkedes.
Et af mine hjertebørn er Folkemødet på Bornholm og blandt andet vores opfindelse af ‘Folkedomstolen’. Der har været fulde huse, og det har været stort! Jeg tror, at folk i kraft af amerikanske film, filmatiserede bøger, advokatserier, thrillere og politiserier er blevet mere og mere interesseret i, hvordan en retssag foregår, hvem der bestemmer, og hvordan retssamfundet er bygget op. Vi har fundet en model, hvor Folkedomstolen i fuldstændig realistiske rammer har vist, hvordan en straffesag foregår her i landet, og med Folketingets Retsudvalg som jury. Den har kunnet belyse, hvilke dilemmaer domstolene står i, og hvor svært det er at udmåle straf. Det er nemt nok at have nogle forudfattede meninger om, at man bare skal slå hårdt ned og straffe og eventuelt udvise folk uden statsborgerskab i landet, men når det så bliver gjort anskueligt og realistisk i en konkret sag, opdager folk pludselig, hvor mange hensyn der skal tages, og at ikke to sager er ens. De forstår, at hver eneste sag handler om mennesker, at parterne har forskellige baggrunde og tilskyndelser til at gøre, som de har gjort – og at nogens liv for eksempel bliver ødelagt af selv en mindre frihedsstraf. Jeg tror, at det er gavnligt, at folks retsfølelse dermed bliver vakt.
Jeg kommer virkelig til at savne stemningen i Advokatrådet, hvor alle medlemmer er tændt på og giver deres besyv med om emnerne: Selvom man kommer ind til et møde med en fast formening om, hvordan en given sag skal løses, og hvad der er rigtigt og forkert, får man et endnu bedre og mere nuanceret beslutningsgrundlag efter en debat, hvor alle har givet deres vinkler på sagen. Det er en kæmpe tilfredsstillelse. Ofte er man jo som advokat en ensom ulv i sin sagsbehandling, og den kollegiale måde at behandle problemstillinger på i Advokatrådet er for mig noget unikt – og påvirker også den tilgang, jeg i øvrigt har fået til mit arbejde. Jeg har lært meget om kommunikation, og hvordan de samme ting kan siges på meget forskellige måder. Så over tid tror jeg, jeg er blevet bedre til at lytte til, hvad de, jeg arbejder sammen med, i virkeligheden siger. Jeg kommer også til at savne det supergode samarbejde med generalsekretæren og alle de andre dejlige medarbejdere i Sekretariatet – meget. 
Kunne jeg have holdt to år mere? Ja, det kunne jeg godt. Det ville stadig være et spændende og berigende arbejde. Men den slags arbejde må aldrig blive rutinearbejde. Så for mig er det helt rigtigt, at der skal være en udløbsdato på sådan en post.  Det er meget vigtigt, at der kommer nye folk med nye ideer, energier og dynamik. Der er dog især to ting, jeg gerne ville have holdt fast i bordkanten for lidt længere: Politikerne er igen ved at se på, om der er behov for liberalisering og regulering af advokatbranchen. Det er der efter min bedste overbevisning ikke for nærværende, og jeg har efterhånden et grundlag gennem mange år for at kunne sige det: Der er en glimrende konkurrence og et glimrende udbud af advokatydelser til markedet! Jeg ville også gerne fortsat medvirke til, at retshjælpen i Danmark blev forbedret. Den måde, man har valgt at løse problemerne på indtil nu, er i min optik absolut ikke tilfredsstillende.  
Jeg håber, at de nye – gerne yngre – kræfter vil værne om vores kerneværdier på samme lidt nidkære måde. Der skal kæmpes på mange fronter for fortsat at bevare advokatprofessionens helt centrale placering i vores retssamfund. Vi skal værne om blandt andet vores advokatetiske regelsæt. Vi skal forsøge at opretholde fuldstændig konfidentialitet omkring vores klienters forhold og enhver udveksling af oplysninger imellem advokaten og klienten – af hensyn til klienten. Men det har vist sig at være svært i et samfund, der bliver mere og mere komplekst, og hvor offentligheden i højere og højere grad accepterer overvågning og ønsker at medvirke til at undgå for eksempel skattesnyd og anden kriminalitet. Min holdning er, at lige akkurat advokaten ikke bør anvendes som den, der skal anmelde klienten: Advokaten må fortsat være den, klienten kan gå til og søge fortrolig rådgivning og vejledning, også i situationer, hvor han måtte befinde sig på kanten af loven. Selvfølgelig kan en advokat blive opmærksom på nogle forhold af så graverende art, at man bliver nødt til at bryde tavshedspligten, men det skal efter min mening være den absolutte undtagelse.
En advokat er for mig ikke en person, der glæder sig over, at han har tilegnet sig en specialviden, der gør ham i stand til at sende store regninger! Det er jo ikke dét, der får én til at stå op om morgenen og være glad for at gå på arbejde. Det etiske grundlag, som advokatprofessionen har hvilet på i mange år – ordentligheden, rettidigheden og den måde, man varetager klientens og kun klientens interesser på – holder fortsat. Det er i virkeligheden et af de forhold, der gør advokatbranchen til en i sandhed uafhængig rådgivningsbranche, hvor man kan forvente at få det bedste råd. Hvad er en god advokat ellers? Ja, vi plejer jo at sige, at den, der fører sin egen sag, har en tosse som klient, for en meget fornem rolle for advokaten er at være i stand til at have den nødvendige professionelle distance – uden dog at være u-empatisk. Man skal som god advokat kunne lægge tingene fra sig og bevare overblikket. Man skal også være interesseret i mennesker og ydmyg overfor, at de, der søger ens bistand og råd, ofte er i en menneskeligt presset situation. Og så skal man i øvrigt være stolt og glad over, at nogle mennesker søger ens bistand og hjælp. Det er dét, der efter min mening skal bære ens faglige engagement.
Jeg kan ikke se, at det skulle være en fordel for nogen, at man får dobbelt så mange halvt så gode advokater. Eller i hvert fald mindre gode. Kvaliteten er vigtigere end kvantiteten, og det er lykkedes Danmark at bevare en fornuftig ratio mellem befolkningens størrelse og antallet af praktiserende advokater. Der er under 5.000 privatpraktiserende advokater, og det vil sige under en tusindedel af befolkningen herhjemme. Det er cirka fem gange færre advokater pr. indbygger end i for eksempel USA. Og der er næppe tvivl om, at jo flere advokater i forhold til befolkningens størrelse, jo mere kæmper de indædt om at få og skabe sagerne, så de har et eksistensgrundlag. Vi har bevaret et fornuftigt antal ved blandt andet at stille betydelige krav til dét at blive og blive ved med at være advokat. Det, tror jeg, er en god ting.
Det er særlig vigtigt at vedligeholde det internationale udsyn, når man er i en jurisdiktion af så beskeden en størrelse som vores. Jeg har anvendt Advokatsamfundets gode forbindelser til CCBE, IBA og de nordiske samt de baltiske lande. I det perspektiv har jeg også arbejdet for, at Danske Advokater kunne deltage – det er ikke mindst centralt i IBA – så vores stand i det hele taget har adgang til et internationalt netværk, som kan forsyne os med trends og synspunkter, der påvirker vores profession fremadrettet. Globaliseringen og den øgede kompleksitet i reguleringen af alting – både nationalt og internationalt – betyder, at der i dag arbejdes på flere hovedsprog, opereres med internationale voldgifter, grænseoverskridende rådgivning, og at man risikerer at blive sagsøgt ethvert sted i verden, hvor man gør forretning. Det har ført til udviklingen af internationale advokathuse med kontorer i måske 30 til 40 jurisdiktioner – en udvikling, som man dog endnu ikke er blevet en integreret del af i Danmark.
Globaliseringens pris er blandt andet, at vi mere og mere bliver nødt til at skrive alle aftalerne ud i lang form. I det kontinentale Europa har vi en hel del gennemarbejdet og -afprøvet lovgivning, og har derfor traditionelt kunnet indgå mere kortfattede og overskuelige kontrakter. Det angelsaksiske område derimod har en Common Law, der i højere grad er baseret på retsafgørelser. Derfor er aftalerne utrolig meget længere, mere komplekse og meget tit også bygget op omkring en hel masse undtagelser og undtagelser fra undtagelserne – ofte for at gardere sig mod uheldige fortilfælde. Med de store amerikanske og engelske firmaers repræsentation så bredt ud i verden betyder det, at denne kontraktmæssige praksis har smittet af på Danmark. Så hvis man som dansk advokat vil være med til at repræsentere danske firmaer over landegrænserne, bliver man nødt til at mestre denne praksis og i princippet være i stand til at præstere et ordentligt modspil og kunne forhandle ud fra det. Jeg tror ikke, at tendensen vil forsvinde, så man kan lige så godt øve sig.  Når amerikanske advokater besøger os, kan de ikke forstå, at danske advokater, der repræsenterer forskellige parter i en tvist, kan tale sammen. Vi danske advokater kan være i stue sammen, måske endda spise frokost sammen i en god, kollegial tone – uden selvfølgelig at tale om sagen. Den omgangsform, vi har, skyldes måske, at vi i virkeligheden ikke er så mange? Vi kender advokaterne inden for vores områder, specialer, nicher og de niveauer, vi rådgiver på – vi kender vores lus på gangen. I USA kæmper man med sin klient mod modparten og ikke mindst modpartens advokat, så dem kan man kun skrive til eller råbe højt ad under processen. Vores omgangsform og kollegiale måde at være sammen på tror jeg, mange ’ude i den hårde verden’ godt kunne lære noget af. Det er dog vand ved siden af, hvad vi kan lære af de skrappeste i klassen! De største globale advokatfirmaer ejer en imponerende specialiseringsgrad og ekspertise helt ned i nogle super smalle fagområder, og denne dybe specialisering er nødvendig i en stadig mere kompleks verden. 
Udviklingen i branchen har været forrygende de sidste seks år. En tiltrædende præsident i American Bar Association udtalte, at der ville ske langt mere de næste ti år end de foregående 100 år i vores branche. Det gentog han, da han trådte fra året efter… Men, som jeg sagde til ham, kunne han have sagt, at der ville ske mere de næste ni år end i de foregående 101 for yderligere at have accentueret udviklingskurvens stejlhed. Vi er fulgt rigtig godt med i Danmark, men på en måde, så vores regulering er bevaret proportionalt med opgaverne og på et hensigtsmæssigt niveau samtidig med, at vi har bevaret advokatstandens kvalitet og integritet. Vi har bevaret standens uafhængighed af uvedkommende interesser og formået stadig at varetage vores vigtige rolle som retssikkerhedens vogtere i et mere og mere komplekst politisk miljø. Jeg føler også, det er lykkedes os at forbedre debatklimaet mellem det juridiske fagmiljø og regeringen samt de folkevalgte. Det er godt for sagligheden og kvaliteten både i lovgivningsprocessen og hos den udøvende magt.
Den teknologiske udvikling og internettet har i sig selv været en kæmpe driver i advokaternes arbejde. Den har betydet, at det er muligt at generere, ændre, forandre, behandle, lagre og kommunikere dokumenter og give klienter direkte adgang til deres sager. Det har i sig selv revolutioneret måden at behandle sagerne på. Nedefra presses branchen navnlig af, at de mere simple ydelser som testamenter, ægtepagter og skøder nu bliver tilbudt online som en slags betjen-dig-selv løsninger med sporadisk rådgivning. Det sker jo til helt andre priser, end vi har haft før. Og bare det, at man kan sende e-mails til hinanden, har forandret kommunikationen væsentligt. Selvom man nogle gange ville ønske, at flere ville bruge den samme tid og eftertanke, før de sender en mail, som de ville have gjort, hvis de skrev et brev og bagefter læste det igennem for fejl…
Jeg er glad for at få frigjort noget tid til ting, som jeg måske har nedprioriteret, imens jeg var rådsformand. En ting er klienterne, som jo har indrettet sig på situationen og betjenes af andre gode kolleger i firmaet, hvis jeg ikke lige har været der. Men der er jo også privatfronten... Jeg kunne måske få lidt mere tid til musikken, som jeg spiller til husbehov, for eksempel at spille mere guitar. Jeg er musiksproglig student og ‘gik til klaver’ i årevis, og ville også gerne have mere tid til at synge i kor med min kone. Jeg vil gerne sejle mere – de danske farvande er jo pragtfulde at sejle rundt i – og så har vi i en årrække haft en ejendom i Toscana, som jeg nok kunne tilbringe lidt mere tid i end de fem til seks uger, der hidtil har været mulige. Jeg har foreløbig tre børnebørn, som det har knebet med at få tid til at lege med.
Det er en afgørende udfordring for vores branche at finde bedre løsninger på det, man kalder work-life-balance. Jeg tror, at det hen ad vejen vil lykkes, men ellers er det nok op til den enkelte at tilrettelægge sin tilværelse, så man opnår den bedst mulige balance. Som advokat arbejder man i princippet ‘altid’, og min erfaring er, at det kan komme over én midt om natten såvel som lørdag formiddag, hvor man ellers har påtaget sig at handle ind til weekenden. Den tankevirksomhed, som er kernen i det, vi laver, foregår hele tiden. Mit indtryk er, at mange advokater har evnen til at tænke juridisk over deres sager rimelig non stop for så hurtigt og meget let at kunne skifte til at være fuldt til stede et andet sted. Det er jo et talent, man skal have, at kunne sidde i sin larmende familie, hvor hunden gør, og alligevel koncentrere sig tilstrækkeligt til lige at få nogle ting på plads i hovedet. Så den måde, man får det til at gå op i en højere enhed på, er nok, at man bliver i stand til at arbejde, samtidig med at man holder fri, så at sige: Meget af advokatens idéudvikling kan jo for så vidt foregå, mens man spiller guitar – måske navnlig dér.