Advokaten 3 - Nyt regelsæt fra ICC

Print Print
07-04-2015

 

At den rette mediator udpeges er af stor betydning for, om parterne er i stand til at nå et positivt resultat. Ifølge ICC reglerne kan parterne aftale, hvem der skal udpeges som mediator. En sådan bestemmelse er helt klassisk, og genfindes i de fleste regelsæt om mediation.

ICC's regler om mediation indeholder nogle nyskabelser, som kan bidrage til øget brug af mediation, og som vil indgå i Voldgiftsinstituttets løbende arbejde med at opdatere instituttets regler om mediation.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet                                               

International Chamber of Commerce (ICC) har vedtaget nye regler om mediation. Reglerne, som består af ti artikler og et bilag, har været i brug i et års tid og minder om de regler om mediation, som findes ved andre institutter, herunder Voldgiftsinstituttet i Danmark.
ICC’s regler indeholder imidlertid nogle nyskabelser, som kan få stor betydning i forhold til at udbrede mediation som den foretrukne metode til løsning af kommercielle tvister. I det følgende beskrives nogle af disse nyskabelser, og der drages paralleller til erfaringerne med Voldgiftsinstituttets regler om mediation.
Mediationsreglerne administreres af et center under ICC. Centeret hedder ‘ICC International Centre for ADR’, der er en forkortelse for Alternativ Dispute Resolution, som dækker over forskellige former for tvistløsning, herunder mediation. Centeret er uafhængigt af den fra voldgiftssystemet kendte ‘ICC International Court of Arbitration’.
Centeret har nogle administrative funktioner i henhold til reglerne. Det er for eksempel centeret – og ikke mediatoren – der, i mangel af aftale mellem parterne, tager stilling til, hvilket sprog der skal anvendes under mediationen. En tilsvarende kompetencefordeling findes, hvor parterne ikke er enige om, hvor møder i sagen skal foregå. Formålet med at lade ICC afgøre sådanne processuelle spørgsmål er at afskærme mediatoren, der således ikke risikerer tab af parternes tillid ved at skulle afgøre de anførte processuelle spørgsmål undervejs i sagen.

Hvis der ikke foreligger en aftale om mediation
I reglerne sondres som noget nyt mellem sager, hvor parterne har aftalt at løse en tvist via ICC’s regelsæt, og sager, hvor en sådan aftale ikke foreligger.  Hidtil er de sidstnævnte sager uden videre blevet afvist på grund af manglende kompetence.
Det fremgår nu af reglernes artikel 3, stk. 1, at hvis der ikke foreligger en aftale om mediation mellem parterne, kan en part alligevel indsende en anmodning herom til ICC, som herefter vil tage kontakt til den anden part for at afsøge mulighederne for – på trods af den manglende aftale mellem parterne – at iværksætte mediation efter reglerne. Ideen om på denne måde at bygge bro mellem parterne er god, idet det må antages, at en henvendelse fra ICC er bedre egnet end en lignende forespørgsel fra modparten for at få en skeptisk part til alligevel at overveje at deltage i mediationen.
Det fremgår af den nævnte artikel 3, stk. 1, at centeret kan “assist the parties in considering the proposal [to refer the dispute to the ICC Mediation Rules]”. Bestemmelsen giver ICC adgang til at betrygge parterne – især den uvillige part – i forhold til brug af reglerne om mediation. Dette kan for eksempel ske ved at besvare konkrete spørgsmål og eksempelvis vejlede om omkostningsmæssige konsekvenser, hvordan en mediator udpeges, varigheden af forløbet, spørgsmål om fuldbyrdelse af et eventuelt forlig og så videre.
Artikel 3 må alt andet lige antages at føre til, at der i flere sager indledes mediation. En tilsvarende bestemmelse kan påregnes indsat i de regler om mediation, som findes ved Voldgiftsinstituttet. Instituttet modtager nemlig jævnligt anmodninger om mediation fra en part, uden at der er indgået aftale herom mellem parterne, og vil med en bestemmelse svarende til ICC’s artikel 3 forhåbentlig kunne overbevise også modparten om fordelene ved at indlede mediation. 

Udpegning af mediatoren
At den rette mediator udpeges er af stor betydning for, om parterne er i stand til at nå et positivt resultat. Ifølge ICC reglerne kan parterne aftale, hvem der skal udpeges som mediator. En sådan bestemmelse er helt klassisk, og genfindes i de fleste regelsæt om mediation. 
Efter Voldgiftsinstituttets erfaringer er parterne imidlertid kun sjældent i stand til i fællesskab at udpege mediatoren, og det overlades herefter typisk til instituttet at udpege mediatoren. Efter ICC’s regler, artikel 5, stk. 2, udpeger ICC også i disse tilfælde mediatoren. Som alternativ hertil kan parterne eller ICC i stedet vælge, at der af ICC til brug for sagen udarbejdes en liste med navnene på potentielle mediatorer. Parterne kan herefter i fællesskab udpege en mediator blandt navnene på listen. Såfremt parterne ikke er i stand til at blive enige om et fælles forslag, udpeger ICC mediatoren. Denne fremgangsmåde forekommer at være en forbedring for parterne, som herved kan trække på ICC’s ekspertise og kendskab til kvalificerede mediatorer og samtidig bevare indflydelsen på, hvem der udpeges som mediator i sagen.    
Det fremgår udtrykkeligt af reglerne, artikel 5, stk. 4, at uanset om mediatoren udpeges af ICC eller om dette sker via parternes fælles forslag på grundlag af ICC’s liste, så tager ICC konkret stilling til, hvem der med fordel kan udpeges som mediator i den enkelte sag. Udover krav om mediatorens uafhængighed og upartiskhed samt øvrige kvalifikationskrav, som måtte være aftalt mellem parterne, inddrages der i disse overvejelser også andre forhold, såsom mediatorens nationalitet, sprogkundskaber, uddannelse samt den pågældendes kvalifikationer og erfaringer i øvrigt. Af hensyn til processens effektivitet lægges der også vægt på, om mediatoren har tid til at tage sig af sagen, og i øvrigt har viljen til at gennemføre sagen i overensstemmelse med ICC’s regler.
Medmindre parterne skriftligt aftaler andet, må mediatoren ikke senere udpeges som voldgiftsdommer i sagen, jf. artikel 10, stk. 3. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne skriftligt aftaler, at mediatoren – i tilfælde hvor der indgås en forligsmæssig løsning – også udpeges som voldgiftsdommer med henblik på at forfremme forliget til en voldgiftskendelse på aftalte vilkår, jf. for eksempel § 30 i den danske voldgiftslov, sådan at parternes forlig herefter får status som en voldgiftskendelse, der kan fuldbyrdes over det meste af verden. Det er ikke klart, om ICC vil tillade, at en mediator også i andre tilfælde end det ovennævnte – ret specielle – tilfælde vil acceptere, at mediatoren udpeges som voldgiftsdommer i en senere voldgiftssag.   

Omkostningerne ved mediation
ICC's regler indeholder sædvanlige bestemmelser om indbetaling af et registreringsgebyr på 2.000 USD samt sikkerhedsstillelse. Reglerne indeholder endvidere et bilag om fastsættelse af mediatorens honorar og ICC’s administrationsafgift. Mediatorens honorar fastsættes som udgangspunkt efter medgået tid og en rimelig timetakst, som fastsættes af ICC ved indledningen af sagen. Timetaksten udgør typisk et beløb mellem 400-600 USD, men der gælder ingen faste takster herom. Alternativt kan der indgås aftale mellem parterne og mediatoren om et fast honorar i sagen. Administrationsafgiften til ICC fastsættes til et beløb mellem 5.000-30.000 USD afhængigt af sagens værdi. 
I Voldgiftsinstituttet modtager vi jævnligt henvendelser fra parter, som ønsker at få udpeget en mediator til en ad hoc sag, altså en mediation som ikke foregår i instituttets regi. En sådan ydelse udføres af instituttet mod et gebyr på 2.000 DKK. Det fremgår af ICC’s regler, at ICC tilbyder en tilsvarende service, dog mod et gebyr på 2.000 USD.

Forholdet til voldgift
Voldgift og mediation er ikke uforenelige størrelser. Forholdet mellem de to tvistløsningsformer er understreget i såvel ICC’s regler om voldgift som i ICC’s regler om mediation. I voldgiftsreglerne hedder det i artikel 24, stk. 1, jf. Appendix IV, pkt. h)(i), at der ved planlægningen af sagens forløb efter omstændighederne bør indarbejdes et ‘mediationsvindue’, sådan at der i tidsplanen afsættes tid til at forsøge at løse tvisten via mediation.
Af Artikel 4 i mediationsreglernes Appendix 1 fremgår, at hvis der forud for mediationen er indgivet en anmodning om voldgift, kan registreringsgebyret, som er betalt i voldgiftssagen, krediteres omkostningerne ved mediationssagen, sådan at der ikke betales dobbelt registreringsgebyr.
Den nedennævnte vejledning indeholder desuden i pkt. 28-35 yderligere vejledning om, hvordan samspillet mellem voldgift og mediation kan optimeres.

Under udvikling
Mens mediation i nogle lande er en fast bestanddel af virksomhedernes beredskab, forholder det sig anderledes her i landet, hvor denne uformelle tvistløsningsform fortsat er under udvikling.
Som noget nyt ledsages ICC’s regler af ‘Mediation Guidance Notes’, som er en vejledning til de involverede om brug af reglerne.
Vejledningen, som kan findes på Iccwbo.org, indeholder i alt 41 punkter. Det fremgår blandt andet, hvad der forstås ved mediation, ligesom den indeholder en redegørelse for gode grunde til at bruge mediation, og om hvordan de involverede kan forberede sig på at deltage i møder med videre, alt med henblik på at øge sandsynligheden for, at parterne opnår et positivt resultat via mediationen. Ideen med at lade reglerne ledsage af en vejledning er god. Ved Voldgiftsinstituttet oplever vi ofte eksempler på, at virksomhederne og advokaterne mangler basalt kendskab til mediation.

 

Erhvervslivets Mediationsdag
For at bidrage til at øge kendskabet til både mediation og retsmægling og dermed til at forløse potentialet ved disse alternative tvistløsningsformer afholder Sø- og Handelsretten og Voldgiftsinstituttet 20. maj 2015 Erhvervslivets Mediationsdag. 
Arrangementet henvender sig til virksomhedsledere, jurister og andre med ansvar for tvistløsning i virksomheder og organisationer, samt mediatorer, advokater og andre med interesse for mediation og retsmægling i erhvervssager. 
For tilmelding og program se Voldgiftsinstituttet.dk

Steffen Pihlblad
Generalsekretær, Voldgiftsinstituttet.