Advokaten 3 - EU-Domstolens effektivisering

Print Print
07-04-2015

 

Domstolens effektivisering har båret frugt, og nu tyder det på, at også Retten i de kommende år vil få bugt med sin store sagspukkel. Kommer næste EU-domstolsreform til at handle om afgørelsernes indhold?

Af Malte Normann Lyshøj, specialkonsulent i Udenrigsministeriet, og Rass Holdgaard, advokat, Kammeradvokaten

EU-Domstolen har i starten af marts måned udgivet sin årlige statistik over retssagerne i 2014 for henholdsvis Domstolen, Retten og Personaleretten. Statistikken er bemærkelsesværdig og er med EU-Domstolens egne ord “overordnet set præget af tal uden fortilfælde”. Set over de seneste fem år er der sket en stigning i produktiviteten på 36,9 procent. Det vil sige 1.685 afsluttede sager alene i 2014.
Den, der trækker læsset, og står øverst på effektiviseringssejrsskamlen er igen Domstolen. I 2014 sætter Domstolen på ny rekord for den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for præjudicielle sager, der nu er nede på 15 måneder mod 16,3 i 2013. Hvad angår de direkte søgsmål og appelsagerne er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid henholdsvis 20 måneder og 14,5 måneder, hvilket ligeledes er en nedgang i forhold til 2013.
Samtidig viser statistikken, at Domstolen for andet år i træk afslutter flere sager, end den får ind. I 2013 var tallet 701, i 2014 var det 719. Der blev anlagt 622 nye sager for Domstolen i 2014, hvilket udgør et fald på 11 procent. Det relative fald må ifølge Domstolen navnlig henføres til appelsager og præjudicielle forelæggelser. Antallet af sidstnævnte var 428 i 2014.
En del af denne imponerende udvikling tilskriver Domstolen selv den seneste reform i efteråret 2012, som i grove træk gik ud på en forenkling og effektivisering af sagsgangen, og som er beskrevet nærmere i Advokaten 9/2012. Reformen har ifølge Domstolen virket efter hensigten. Forud for 2012 havde tendensen ellers været præget af en støt stigende sagsbehandlingstid i ti år i træk – 25,5 måneder i 2003.

Domstolens effektive præsident
Dermed kan Domstolens præsident, V. Skouris, når han efter 12 år på posten træder tilbage 6. oktober i år, sætte en vigtig fjer i hatten. For ham har det været en hovedprioritet at effektivisere Domstolen. At dømme ud fra Domstolens rapporter de seneste mange år har denne vedvarende bestræbelse i den grad båret frugt.
For agenter og advokater, der regelmæssigt har retssager i Luxembourg, har forandringerne, især efter domstolsreformen i efteråret 2012, da også været mærkbare. Domstolen anmoder efter sigende jævnligt parter om at forkorte deres indlæg og indsende dem på ny, forkorter i præjudicielle forelæggelser i forbindelse med oversættelserne, afviser anmodninger om at afholde mundtlige forhandlinger og afsiger et stigende antal domme uden forslag til afgørelse fra en generaladvokat.

Retten halter efter
Retten har i mange år og i stigende grad haltet efter Domstolen, når det handler om ressourcer og effektivisering.
Udsigterne er nu blevet lysere. For det første ser det ud til, at domstolsreformen også har haft en mærkbar effekt på Retten. Det er lykkedes Retten at afslutte 814 sager i 2014. Det er en rekord og udgør en væsentlig stigning (16 procent) i forhold til gennemsnittet af de seneste tre år og beskrives med EU-Domstolens egne ord som “de mest produktive i Rettens historie.”
Ifølge EU-Domstolen kommer stigningen i Rettens aktiviteter ligeledes til udtryk i antallet af førte sager i 2014 (hvoraf en væsentlig del vil blive afsluttet i 2015), der udgør 390 sager, det vil sige en stigning på mere end 40 procent i forhold til 2013.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er imidlertid fortsat høj: 23,4 måneder pr. sag (2013: 26,9), hvilket blandt andet skyldes sagernes mere tekniske karakter. Inden for visse kategorier af sager er sagsbehandlingstiden væsentligt højere, for eksempel cirka fire år i statsstøttesager og konkurrencesager.
Samtidig er der igennem flere år anlagt flere nye sager ved Retten, end der afsluttes. Og antallet af verserende sager er i 2014 steget med næsten 100 i forhold til 2013, hvor tallet var 1423 sager. Den lange sagsbehandlingstid har blandt andet givet anledning til erstatningssøgsmål mod Retten.

Retten fordobles
Siden 2011 har Rådet derfor arbejdet på at tilføje Retten yderligere ressourcer med et antal nye dommere. I 2011 fremsatte Domstolen således et forslag om forøgelse af dommerantallet ved Retten med 12 dommere. Forhandlingerne strandede imidlertid fuldstændig, fordi man i Rådet ikke kunne blive enig om udpegningsmodellen.
Nu tegner det imidlertid til, at der er ved at samle sig den fornødne enighed – der kræves kvalificeret flertal – til, at Personaleretten lægges sammen med Retten, og at Retten herefter samlet set udvides med 28 nye dommere, som er en nettoforøgelse på ni nye dommere i forhold til  forslaget fra 2011, altså en fordobling til  56 dommere.
Selvom det med stor sandsynlighed vil sikre de påkrævede ressourcer til Retten, er der dem, som mener, at denne løsning ikke er den mest hensigtsmæssige – eller i hvert fald ikke den model, som forfatterne til Lissabon-Traktaten havde i tankerne.
Lissabon-Traktaten forudser ligesom Nice-Traktaten, at der kan opstå behov for tilførsel af ressourcer til EU’s domstole. I artikel 257 TEUF lægges der imidlertid op til, at der oprettes retsinstanser inden for særlige områder – specialiserede kamre.
Et konkret eksempel herpå er oprettelsen af Personaleretten i 2004, hvis opgave er at afgøre tvister mellem EU’s institutioner og disses ansatte. Det drejer sig om cirka 140-150 sager årligt. Det går man væk fra med forslaget, som ligger på bordet nu, og som lægger op til et generelt to-instanssystem med Retten og Domstolen.
Én ting er sikkert. Hvis forslaget gennemføres, vil Retten blive den største internationale domstol af sin art i Europa og vel også i det hele taget, når der måles på antallet af dommere, jurisdiktion og produktivitet. Om det vil gå ud over afgørelsernes indbyrdes sammenhæng, må tiden vise.  

Hvad bliver næste reform?
Det ser ud til, at Retten går en periode med store organisatoriske forandringer i møde, men at Retten med de nye ressourcer, som forventes tilført, vil få bugt med sin sagspukkel i de kommende år. Domstolen er allerede i mål med sine effektiviseringsbestræbelser. Og måske er grænserne for Domstolens effektivitet efterhånden også ved at være nået. En væsentlig yderligere effektivisering af sagsbehandlingsskridtene risikerer nok, i hvert fald under de nuværende rammer, som traktaterne opstiller, herunder med den nuværende sprogordning, at gå ud over kvaliteten og brugernes oplevelser. Det kan i sidste ende ramme Domstolen på dens legitimitet. 
Det betyder dog ikke, at Domstolen skal regne med at få fred for nye reformforslag i de kommende år. Domstolen har de senere år i stigende grad oplevet kritik af sine afgørelser. Kort før jul afviste Domstolen i klare vendinger et udkast til aftale om EU’s tiltrædelse af EMRK (udtalelse 2/13). Udtalelsen, som generelt opfattes som meget indadvendt, har givet anledning til ganske hård og bredt funderet kritik.
Skal man vove pelsen og se i krystalkuglen, er et kvalificeret bud derfor, at den næste bølge af reformpres på EU’s domstole vil komme udefra og vil være motiveret i EU-retsudviklingens indhold snarere end i for lange sagsbehandlingstider. Et helt friskt eksempel på en sådan type reformforslag kommer fra udenrigsminister Lidegaard, som til Altinget 3. marts i år har udtalt, at man bør modernisere Domstolens sprogregime, så arbejdssproget ikke længere alene er fransk, og at man bør indføre dissenser, så dommene bliver mere forståelige. Der er nok ikke tvivl om, at sprogregimet i praksis har stor betydning for EU’s retsudvikling. Udover at det afskærer mange fra at arbejde ved EU’s domstole, så begrænser det i praksis visse dommere fra at gøre deres indflydelse gældende fuldt ud under voteringer. Sprogkravene har dermed også betydning for, hvilke medlemsstaters retstraditioner der kan få størst indflydelse på retsudviklingen i EU. Det siger sig selv, at sådanne reformforslag vil påkalde sig langt stærkere følelser end dem, der handler om sagsbehandlingstider og ressourcer.

Malte Normann Lyshøj
Specialkonsulent i Udenrigsministeriets EU-retskontor. Indgår i det retssagsteam, som varetager det danske agenthverv ved EU-Domstolen og har deltaget i rådsarbejdsgruppen vedrørende Rettens udvidelse.

Rass Holdgaard
Advokat, ph.d., partner i Kammeradvokatens team for EU-ret og international ret. Han rådgiver danske myndigheder og fører retssager ved danske domstole og EU-Domstolen om en bred vifte af EU-retlige emner.