Advokaten 3 - Her er det firmakultur at engagere sig i kollegialt arbejde

Print Print
07-04-2015

 

Erik Jensen er utrolig glad for den pingpong, han som kredsformand har med kollegerne i Østjyllandskredsen, og han føler sig meget beriget af den lægmandsvinkel, som offentlighedsrepræsentanten giver. Hvis klagesagerne ikke bliver lagt her som en permanent ordning, er det hans opfattelse, at kredsene mister deres berettigelse – og at Advokatnævnet ikke mindst vil komme til at mangle de lokale input fra ‘virkelighedens’ verden.

Af Dorthe Plechinger
Foto: Sif Meincke

Inden jeg skiftede til jura, læste jeg nordisk sprog og litteratur i to år. Springet er ikke så stort, for sproget er også juristens vigtigste værktøj – uanset om du skal tilegne dig viden eller formidle viden i form af processkrifter eller kontrakter. Tankegangen bag det juridiske sprog og lovteksterne er, at man skal formulere sig så præcist som muligt, og at man som modtager skal kunne forstå den præcision, der ligger i ordene: Hvad betyder det? Hvor er kommaet præcist sat? Hvordan er sætningen bygget op? Tilsvarende må man kunne udtrykke og formidle tingene klart, tydeligt og præcist som advokat.

Det var helt klart en fordel, at jeg gennem min daværende svigerfar fik et lille indblik i, hvad advokatfaget gik ud på. Som underviser har jeg ofte oplevet førsteårsstuderende, der dybest set ikke aner, hvad jurastudiet drejer sig om. De har bare set nogle amerikanske film med nogle advokater i retten, og tror, at det er sådan, det er. Og så bliver de dybt skuffede, når de finder ud af, hvor kedeligt det også kan være. Men sådan har jeg aldrig haft det. Jeg må med skam erkende, at det med at læse jura for mig ikke var en slags kald om at bidrage til større retfærdighed i samfundet for de svage. Jeg havde mere en generel samfundsinteresse. Og lovreglerne er jo dybest set et udtryk for, hvordan samfundet er skruet sammen, og hvilke spilleregler der får det til at fungere – det er juraen, der skal sikre de rimelige og retfærdige løsninger i forskellige situationer.

Man vælger den retning som advokat, som man synes er fagligt sjovest. Og jeg kan personligt godt lide, at der er så stor kompleksitet i de erhvervsretlige problemstillinger, fordi de involverer en hel masse retsområder. Ud fra et fagligt synspunkt er det meget udfordrende. Der er også en kommerciel vinkel i det, som jeg synes er sjov – forhandlingerne, det mere ‘købmandsagtige’. I min helt grønne fuldmægtig-karriere fandt jeg ud af, at jeg slet ikke havde temperament til for eksempel skilsmissesager. I en sag var det helt store kardinalspørgsmål, hvem der skulle have knivblokken til det Global knivsæt, som parret havde fået i bryllupsgave. Jeg må indrømme, at jeg synes, at livet simpelthen er for kort til at høre på den slags diskussioner, og det endte med, at jeg tog en mønt op af lommen og foreslog, at vi slog plat eller krone om det. Det er nok ikke en egnet fremgangsmåde, hvis man vil være familieretsadvokat.

Da jeg blev færdig, lå det slet ikke i kortene at overveje job i København. Jeg havde fået job i Aarhus, og vi havde allerede fået børn, mens jeg læste. Dengang – i midten af 90’erne – var det også mere eller mindre ligegyldigt, om man arbejdede i Aarhus eller København – de større Aarhus-firmaer havde i lige så høj grad spændende klienter og sager som de københavnske. Det er der stadig nogle, der har, men generelt har samfundsudviklingen og globaliseringen betydet, at mange ting og mange virksomheder er flyttet mod København. Det er bare nemmere at være der, og der er ingen tvivl om, at København på alle områder er løbet fra de andre danske byer. Sådan er det bare. Også de internationale klienter henvender sig i København. Hvis du sidder i Chicago og har brug for en dansk advokat, ved du jo knap nok, at der er noget, der hedder Aarhus.

“Det er lidt noget vrøvl,” siger jeg til de studerende, når de taler om, at der er mere prestige i at være på et stort københavnerkontor – og i det hele taget i at være på store kontorer frem for små. Arbejdet kan jo være præcist lige så kompliceret og udfordrende på et lille kontor i provinsen. Og rent uddannelsesmæssigt gælder det, at jo større kontorer og sager, des mere får du som nyuddannet kun en birolle. Måske får du lov at lave et lille notat, og det kan du så gøre i rigtig, rigtig lang tid. På et mindre provinskontor er du derimod en arbejdskraft. Du får nogle rigtige sager, og de har ofte en størrelse, som gør, at hvis der skulle ske en fejl, er skaden til at overse. På den måde får du langt mere hands on arbejde.

På kontoret har vi historisk set en lang tradition for at engagere os i lokalt arbejde. Der er lidt en firmakultur i det. Men personligt synes jeg også, at det kollegiale arbejde er vigtigt. Min tilgang er, at det er meget vigtigt for advokatstanden og branchen generelt, at vi opretholder en høj grad af etik og ordentlighed i vores arbejde. Både for at kunne holde fast i den position, som advokater trods alt har i mange sammenhænge – lovgivningsmæssigt, i forhold til retssagsprivilegiet og den slags – men også rent forretningsmæssigt. Vi skal som stand sørge for en rimelig grad af sikkerhed for, at man som kunde får en ordentlig vare, så tilliden til branchen kan bevares.

Jeg vil tro, at 80-85 procent af de klagesager, vi behandler i kredsen, er lige ud ad landevejen. Enten er klagen grundløs, eller det er åbenbart, at der er begået en fejl. Det spændende arbejde ligger i restgruppen. Her kan man læse sagens akter og sige for og imod i et kollegialt forum. Som advokat er man jo ofte vant til at arbejde meget alene, så den her pingpong med kolleger om at nå frem til en form for enighed, synes jeg personligt er enormt spændende. Jeg – og de andre to medlemmer – sætter også enormt stor pris på, at der er en offentlighedsrepræsentant med. Hvis en klagesag handler om det advokatetiske eller salærer, er det interessant at høre en ikke-advokat, hvad for eksempel et rimeligt salær egentlig er. Vi andre er jo så forelskede i vores egen branche og kender den så godt, at vi nogle gange ikke kan se ud over vores egen næsetip.

I rigtig mange klagesager, hvor advokater har ‘smølet’, ligger der en personlig tragedie bag. En skilsmisse, et alkoholproblem, stress… For nogle år siden blev jeg kontaktet af en advokat, der havde indgivet en klage over en anden advokat. Det var i en ejendomshandel, som den anden advokat ikke fik berigtiget. Den advokat, der henvendte sig til mig, kunne ikke komme i kontakt med ham trods et utal af breve, mails og opringninger i langt over et år. Til sidst havde han i desperation indgivet en klage – selvom han egentlig ikke havde lyst til, at advokatkollegaen skulle dømmes. Om det gjorde en forskel, at jeg ringede som kredsformand, ved jeg ikke, men telefonen blev taget. Og ganske rigtigt: Der var noget i den pågældende advokats tilværelse, som gjorde, at han fuldstændig havde mistet overblikket. Sagen endte med, at vi tog et møde sammen med den klagende advokat om, hvordan vi kunne gøre den her sag færdig. Der manglede stort set ingenting – en kollega klarede den på en time til halvanden – og klagen blev trukket tilbage. Manden var lykkelig, for selvfølgelig havde han det selv dårligt med sagen. Jeg synes, det er en meget fin måde at klare den slags sager på, og jeg vil gerne opfordre til, at man som advokat i langt højere grad søger om kredsbestyrelsens hjælp i stedet for som det første at knalde en klage ind.

Jeg fornemmer helt klart en stigning i antallet af klagesager, hvor advokater klager over advokater. Og i mange tilfælde synes jeg, det er en uskik! Måske skyldes det et holdningsskred? Den traditionelle gamle holdning hos den ældre del af advokatstanden, som jeg åbenbart tilhører holdningsmæssigt, er lidt den, at medmindre det er virkelig, virkelig grelt, klager man altså ikke over andre advokater. I hvert fald ikke før man selv har taget fat i dem. En advokat må for eksempel ikke skrive direkte til modpartens klienter, jamen, det ses jo indimellem, men er det noget, man skal bruge klagesystemet til? Personligt vil jeg da hellere tage telefonen og sige: “Hør her, det der vil jeg simpelthen ikke se en gang til – skal vi ikke blive enige om det?” Jeg synes ikke, der er nogen grund til at blande myndighederne ind i det, medmindre selvfølgelig at det har haft nogen skade for klienten.

Den praksis, man har haft i Advokatnævnet om at betragte enhver faglig fejl som overtrædelse af god advokatskik, er absurd, synes jeg. Og den praksis kan også have betydning for stigningen i antallet af klagesager mellem advokater. Advokatnævnet kan ikke tage stilling til, om en advokat har pådraget sig erstatningsansvar over for en klient som følge af dårlig sagsbehandling. Men hvis du vil køre en erstatningssag mod en advokat, er det jo rigtig fint, hvis du under retssagen kan fremlægge en afgørelse fra Advokatnævnet om, at den pågældende advokat har handlet i strid med god advokatskik. Nu er der for kort tid siden kommet en Højesteretsafgørelse, der siger, at ikke enhver advokatfejl pr. automatik udgør en overtrædelse af god advokatskik. Fejlen skal være af en vis grovhed. Måske vil omfanget derfor nu ændre sig. Der sker jo fejl alle steder, mener jeg, og hvis tankegangen skulle følges, burde en byretsdommer, der får sin afgørelse ændret i landsretten, vel også fyres eller have en straf? Han har jo lavet en fejl!

Man mangler stadig at tage stilling til kredsenes fremtid. Det er jo sådan set ikke en permanent ordning, at kredsene behandler klagesager, men kun midlertidigt – til ophobningen af sagerne er væk. Min holdning er, at hvis kredsene skal have nogen berettigelse overhovedet, skal vi involveres i disse afgørelser. I mit første år som formand prøvede jeg, hvordan det var ikke at have den slags afgørelser. Jamen, vi havde ingen møder, der var intet at mødes om – intet at lave. Hvis det skal give nogen mening at opretholde kredsene, skal man gøre det til en permanent ordning at lægge afgørelser ud. Og sker det, kan man også kigge på størrelsen af kredsbestyrelserne. Det kunne godt være, at det var hensigtsmæssigt, at vi var lidt flere for at få arbejdsbyrden fordelt bedre. Kunne man så ikke bare nedlægge kredsene? Jo, men jeg tror, at det for Advokatnævnet også er gavnligt, at de får nogle input fra praktiserende advokater. Hvis kredsene ikke er involveret, ser jeg i hvert fald en risiko for, at Advokatnævnet begynder at anlægge en praksis, som kører helt ude af trit med virkeligheden.

Erik Jensen
Advokat. Uddannet ved Aarhus Universitet og tidligere partner i Bech-Bruun i Aarhus og siden 2007 medejer af Holst Law Firm i Aarhus med 29 jurister. Er desuden formand for 6. kreds. Erik Jensen blev beskikket i 1997, og har møderet for landsretten. Hans speciale er selskabs- og erhvervsret, og han er ekstern lektor i Finansieringsret på den juridiske kandidatuddannelse på Aarhus Universitet.