Tema - borger vs forvaltningen

Print Print
26-01-2015

 

Det er vigtigt at tænke på, at den offentlige forvaltning både er forvaltning og pengekasse. Derfor er det nærliggende at forestille sig, at forvaltningen i sine afgørelser kan have et falsk lod i vægtskålen – nemlig behovet for at spare.

Forvaltningens skøn til serviceeftersyn
Forvaltningens afgørelse om hjemmehjælp, førtidspension eller hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet beror på et skøn, som domstolene sjældent prøver. Det betyder, at der mangler domstolskontrol med den offentlige forvaltning. Advokaten har talt med tre advokater og en lektor om de særlige problemstillinger, der er i spil, når borgeren har en sag mod forvaltningen.

Temaet er skrevet af Hanne Hauerslev
Foto: Sif Meincke

Hokus pokus, du er rask
Forvaltningen kan næsten slippe igennem med at skønne hvad som helst. Vi er på niveauet før et afslag som, “du er for tyk til førtidspension”, kan gå lige igennem, mener advokat, der peger på domstolenes manglende vilje til at prøve myndighedernes skøn, som kernen i problemet.
Det startede med et trafikuheld for 17 år siden. Efter en sygeperiode kommer kvinden i fleksjob, men det viser sig i løbet af kort tid, at hun har en diskusprolaps i halsryggen, og det er umuligt for hende at klare et job. Derfor søger hun førtidspension. Men hun får afslag med den begrundelse, at hun ikke har bevist, at hun er syg.
Siden kommer ti forskellige læger ind over sagen. De konstaterer uafhængigt af hinanden, at kvinden umuligt kan arbejde. Med tiden er hendes fysiske og psykiske tilstand forværret. Hun lider af voldsom angst, er stort set ikke i stand til hverken at stå eller gå, og hun ligger derfor i sin seng langt det meste af tiden. Men hun får stadig afslag på førtidspension. I stedet bliver kommunen ved med at sende hende invitationer til jobprøvning.
- Det er så grotesk, at nogle sagsbehandlere kommer hjem til kvinden, hvor de på det nærmeste sidder på hendes sengekant for at holde møder om jobprøvning. I fuld alvor forsøger sagsbehandlerne at få hende aktiveret på trods af, at det er helt klart, at det ikke har været muligt i mere end et årti. Desuden bliver hun indkaldt til møder, som hun jo ikke kan gå til. Når hun ikke møder op, så stopper hendes sociale ydelser, hvilket har resulteret i, at hun har oparbejdet en gæld, som hun selvfølgelig ikke er i stand til at betale, fortæller advokat Mads Krøger Pramming, som har speciale i blandt andet sociale sager.
Han klager kvindens sag til Ankestyrelsen, der er et år om at afgøre den. I september 2014 kommer styrelsen frem til, at det ikke er dokumenteret, at kvindens arbejdsevne er nedsat.
- Det vil sige, at Ankestyrelsen ikke forholder sig til de ti lægelige vurderinger og træffer dermed en afgørelse, som er stik imod de lægelige rapporter, selvom de tegner et helt entydigt billede af situationen gennem 17 år. Jeg må indrømme, at første gang jeg så på hendes sag, tænkte jeg, at det her er verdens bedste sag – men det viser sig jo så ikke at holde stik. Derfor skal den nu i retten, og vi er i gang med at søge fri proces.

Så godt som umuligt at vinde en sag
Kvindens historie er kun en ud af mange. Hver eneste dag ringer borgere til advokatfirmaet Kroer Pramming for at fortælle deres historie og bede om bistand til at føre deres sag.
- Der er virkelig mange groteske sager, og vi må sige nej til de fleste, både fordi vi ikke har kapaciteten her på kontoret, og fordi vi ikke magter kun at have de her meget tunge sager, hvor omfanget af sagsakter er meget stort, og hvor muligheden for at vinde er meget lille. Det er så godt som umuligt at vinde eksempelvis en sag om førtidspension ved domstolene. Vi taler måske i allerbedste fald om en ud af ti. Der er selvfølgelig sager og sagstyper, der kan vindes ved domstolene – og dem vinder vi også. Navnlig sager om erstatning for fejl i sagsbehandlingen. Men angår sagen forvaltningens skønsudøvelse, er det nærmest umuligt at vinde, som det er nu, siger Mads Krøger Pramming, som begyndte at arbejde med de sociale sager ved et tilfælde.
- Jeg skiftede job til et advokatkontor, hvor jeg overtog 40 sociale sager efter en medarbejder, som stoppede. Jeg havde ingen erfaring med det sociale område og kom fra et stort erhvervskontor, hvor jeg havde arbejdet med blandt andet EU-regler og komplicerede internationale forsikringsretlige forhold. Men hvis jeg troede, at det var komplekst, så fik jeg et noget andet syn på det, da jeg fik taget fat på den sociale lovgivning. Den er vanvittig kompliceret og består af en myriade af lovgivning med en underskov af cirkulærer, bekendtgørelser og et meget omfattende refusionssystem, der hele tiden bliver ændret. Til eksempel fylder lovgrundlaget på dagpengeområdet for tiden mere end 23.000 sider.
- Samtidig er her en stor mangel på domstolspraksis. En af mine sager vedrørende sygedagpenge endte i landsretten. Det fordoblede mængden af sager om sygedagpenge i Ugeskrift for Retsvæsen. At en enkelt sag kan fordoble retspraksis, er efter min opfattelse udtryk for, at der stort set ingen domstolskontrol er med det her område. Der mangler med andre ord en hovedretskilde. Når vi så endelig fører sagerne, er resultatet, at myndighederne får meget lang snor ved domstolene, som kun yderst sjældent tilsidesætter det skøn, som forvaltningen udøver.  
- Det ser jeg faktisk, som det reelle problem. Selve lovgivningen er egentlig ikke problematisk – selvom man selvfølgelig politisk kan diskutere, om vi hjælper de svage i samfundet nok. Men det er svært for mig at pege på noget specifikt i lovgivningen, som politikerne burde ændre, for i princippet er der ikke mulighed for, at man kan falde mellem to stole. Problemet er, at fortolkningen af det skøn, som for eksempel ligger i ordene ‘varigt og væsentligt’, er delegeret til myndighederne, der skal spare og har interesse i at stramme. Det skøn kan reelt ikke prøves ved domstolene. Vi er på niveauet før, at du kan få en afgørelse, der hedder, at “du er for tyk til at få førtidspension.” Myndighederne slipper næsten af sted med hvad som helst – enten fordi sagerne ikke bliver anlagt, eller fordi de bliver tabt, hvis de gør.

En komfortabel afgørelse
- Et grotesk eksempel har jeg i en sag, der kører nu, hvor en kvinde havde fået en kronisk lidelse i sit bryst og ikke kunne arbejde. Efter et år bliver hun indkaldt af kommunen, som skal træffe afgørelse om, hvorvidt hun har ret til hjælp. Men pludselig skal hun nu undersøges af en psykiater, selvom ingen andre end kommunens lægekonsulent mistænker psykisk sygdom. Og hokus pokus bliver hun erklæret rask. Psykiateren, som er hentet hele vejen fra Fyn til Djursland, spørger blandt andet ekstremt detaljeret ind til hendes sexliv, hvilket er højst besynderligt, fordi det ikke er relevant, og han ender med at konkludere, at hun simulerer sin sygdom. Den er altså noget, som hun bare bilder sig ind, mener psykiateren.
- Den afgørelse var jo rar for kommunen, der slap for at betale for et fleksjob. Men konsekvensen var, at kvinden kom ud i et limbo uden arbejde og i dag står med et økonomisk tab på 200.000 kroner. Senere har det så også vist sig, at psykiateren har lavet samme komfortable afgørelse i mange andre sager for kommuner, og Sundhedsstyrelsen er nu gået ind i sagen og har udtalt kritik af lægen, forklarer Mads Krøger Pramming.
Selvom sagen virker helt klar og nu skal for domstolene, er han altid tilbageholdende med sine forventninger til at vinde – det gælder både i denne sag og i sagen med den sengeliggende kvinde, der ikke kan få førtidspension.
- Vinderchancerne er lave, netop fordi domstolene yderst sjældent kontrollerer skønsudøvelsen. Jeg har helt identiske sager mod forsikringsselskaber, der jo også ofte skal vurdere en persons arbejdsevne i forhold til for eksempel førtidspension – og her er billedet sjovt nok det stik modsatte. Her går domstolene fuldt ind i prøvelsen af skønnet, og der vinder borgeren ofte – især hvis selskabets vurdering er stik imod, hvad en række speciallæger ellers har vurderet. Min påstand er i den forbindelse, at forsikringsselskaberne generelt er langt mere rimelige end forvaltningen, for de ved godt, at hvis de kommer til et helt andet resultat end lægerne, så taber de sagerne i retten. Og derfor får domstolskontrollen på dette område en præventiv effekt i selskaberne. Det er helt anderledes i sager mellem borger og forvaltning, hvor der er en ubalance i og med, at myndighederne reelt er fredede.

Ingen retssikkerhed
Mens Mads Krøger Pramming dermed ser retssikkerheden som høj, når det gælder borger mod privat forsikringsselskab, har han ikke meget tillid til systemet, når det gælder borger mod forvaltning.
- Retssikkerhed? Der er ingen, sådan som det er nu. Den ene af de tre statsmagter udfylder ikke den rolle, de har på det her område. Det er en kæmpe urimelighed i vores retssystem, at du har en grundlovssikret ret, der i praksis ikke fungerer. Når der er et så stort fravær af kontrol, så er myndighederne selvfølgelig grænsesøgende, ikke mindst fordi de skal spare. Så opstår der en kultur, hvor man kan tillade sig hvad som helst, fordi det stort set ingen konsekvenser har.

Mads Krøger Pramming
Advokat og medejer af Kroer Pramming Advokater, der har specialiseret sig i erstatningsret og sager om borgerrettigheder. Har siden 2006 undervist på Københavns Universitet, har stiftet Advokatvagten på Nørrebro og hjælper frivilligt i en række foreninger for blandt andre krigsveteraner, torturofre og whistleblowere.

Retssikkerheden skal gælde både borger og forvaltning
Borgerens retssikkerhed er ikke god nok, når det gælder mødet med den offentlige forvaltning. Det mener advokat Henrik Høpner, der peger på, at forvaltningens afgørelser bør have opsættende virkning i forbindelse med anke af afgørelser, sådan at borgeren beholder sin ydelse, mens sagen bliver behandlet i Ankestyrelsen.
Inspirationen kom fra en konkret sag, som Henrik Høpner læste om i pressen i 2011. En kvinde var blevet frataget alle de offentlige ydelser, hun modtog som eneforsørger, da forvaltningen uberettiget mente, at hun levede sammen med en anden person.
- Folk samlede simpelthen penge ind til kvinden, som levede langt under sultegrænsen, og da sagen kom frem efter en periode med flere andre urimelige sager, så blev jeg faktisk ret forarget og tænkte på, hvordan samfundet kan behandle borgere på en måde, som er åbenlyst helt urimelig.
Han tog derfor emnet op i Advokatrådet, der allerede i Retssikkerhedsprogrammet fra 2009 havde fokus på borgernes retssikkerhed i mødet med forvaltningen.
- Samtidig har vi jo med mennesker at gøre, som i forvejen står i en svær situation, fordi de er ramt af sygdom eller på anden måde har mistet fodfæstet. Det er den allersvageste gruppe i samfundet, der ikke selv har ressourcer til at kæmpe for deres rettigheder – det kan være børn, unge, udviklingshæmmede eller pensionister. De mangler muligheden for selv at stille sig op og forklare, hvad deres rettigheder er. Og set i lyset af advokaternes særlige retsstilling i samfundet, mener jeg, at vi er forpligtede til at kæmpe for dem, der ikke kan selv, forklarer Henrik Høpner, der på den baggrund igangsatte et arbejde i Advokatrådet, hvor en arbejdsgruppe har set på retssikkerheden i forvaltningen og udarbejdet en række anbefalinger.
- Ideen om at se på kvaliteten i den offentlige forvaltning lå fint i forlængelse af Retssikkerhedsprogrammet, og derfor besluttede vi os for at skyde projektet i gang med en høring for at få mere viden. Vi inviterede advokater og dommere sammen med blandt andre Børns Vilkår, Finansrådet og Københavns Kommunes borgerrepræsentant, og høringen blev dermed en brainstorm på, hvilke udsatte grupper og hvilke særlige problemer der var i spil.
Høringen bekræftede Advokatrådets tese om, at der var behov for at se nærmere på området. Herefter gik arbejdsgruppen i gang med at analysere, hvor de største retssikkerhedsmæssige problemer lå.
- Vi var forbløffede over at konstatere, i hvor stort et omfang den offentlige forvaltnings praksis blev opfattet som problematisk, og derfor iværksatte vi en lang række drøftelser og bad om at få skriftlige input fra eksperter fra blandt andet Københavns Universitet. Her oplevede vi, at de involverede virkelig med ildhu kastede sig over opgaven, fordi de mente, at der var behov for at gøre en indsats på det her felt, og det var fantastisk at mærke, at der var opbakning til projektet.

Først gav de pengene – så tog de dem
Et af de områder, som kan forbedre retssikkerheden, er at give forvaltningens afgørelser opsættende virkning i forbindelse med anke, mener Henrik Høpner.
På den måde kan borgeren beholde den ydelse, som forvaltningen vil tage, mens sagen behandles i ankeinstansen eller alternativt blive stillet på samme måde, som hvis de ikke med urette var blevet frakendt den sociale ydelse.
- Det betyder, at de penge, kommunen sparer ved sin uretmæssige afgørelse, går videre til borgeren. Det er vigtigt at tænke på, at den offentlige forvaltning både er forvaltning og pengekasse. Derfor er det nærliggende at forestille sig, at forvaltningen i sine afgørelser kan have et falsk lod i vægtskålen – nemlig behovet for at spare.
- Forestil dig lige, at din hjemmehjælp bliver uretmæssigt fjernet. Du klager over afgørelsen, og samtidig må familien træde til for at støvsuge og klare indkøb. I dag er det sådan, at du kun får refusion for perioden, hvis du har lidt et økonomisk tab – det vil sige, lagt penge ud til et privat firma. Min holdning er, at besparelsen skal komme borgeren til gode, det står frit for at invitere familien en tur i Tivoli som tak for det arbejde, de har lagt. Det betyder jo samtidig, at forvaltningen undgår at blive skudt i skoene, at deres afgørelser er båret af økonomiske hensyn, siger Henrik Høpner, der trådte ud af Advokatrådet i 2013.
- Selvom jeg ikke længere er en del af Advokatrådet, er jeg glad for, at der nu bliver lagt sidste hånd på en rapport, som vil have masser af gode anbefalinger til mere retssikkerhed i forvaltningen. Der er rigeligt at tage fat på, og jeg håber, at der vil komme en god diskussion ud af det, som på sigt vil trække tingene i den rigtige retning.

Henrik Høpner
Advokat, medlem af Advokatrådet 2007-2013.

Manglende kontrol med grænsesøgende forvaltningspraksis
Ankestyrelsen tager ikke stilling til de erstatningsspørgsmål, som opstår, når forvaltningen har truffet en ugyldig eller urigtig afgørelse. Det presser borgeren til at gå til domstolene. Men mange af de borgere, der er i kontakt med den offentlige forvaltning, har ikke ressourcerne, og får derfor aldrig ret. Det mener en lektor i socialret.
Hvis lektor John Klausen skal pege på det væsentligste retssikkerhedsmæssige problem, når det gælder borgerens møde med den offentlige forvaltning, så er han ikke i tvivl. Det største problem er, at den offentlige forvaltning træffer rigtig mange afgørelser, som ikke er korrekte.
John Klausen har beskæftiget sig med socialret i 25 år – han er ph.d. og lektor i socialret på Aalborg Universitet, hvor han forsker og underviser – men han har tidligere haft en karriere inden for den kommunale forvaltning.
- Gennemsnitligt er det cirka en fjerdedel af de sager, som Ankestyrelsen afgør på social- og beskæftigelsesområdet, som bliver omgjort. For afgørelser efter lov om social service er det mere end hver tredje sag, der bliver omgjort. Når en sag bliver omgjort, er den enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige fejl, at den er ugyldig. Men inden sagen kommer til Ankestyrelsen, skal kommunen revurdere og behandle den igen, og kan dermed reparere sager med fejl, det et altså kun, hvis kommunen fastholder afgørelsen, at klagen går videre. Derfor er der grund til at antage, at der er mindst lige så mange forkerte og fejlbehæftede sager blandt de sager, der ikke bliver påklaget, siger John Klausen, der også påpeger, at antallet af omgjorte sager er et gennemsnit.
- Nogle kommuner gør det bedre – mens andre gør det ringere, og i nogle kommuner ligger fejlprocenten på visse områder over 50 procent, siger John Klausen og understreger, at problemet naturligvis er størst for de borgere, der ikke klager over en forkert afgørelse, da de aldrig får den ydelse, de var berettiget til.
- Men selvom borgeren klager til Ankestyrelsen og får ret, er det en meget lang proces. Først skal kommunen revurdere sagen inden for fire uger, en frist der ikke altid overholdes. Ankestyrelsen har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på trekvart år, og endelig kan der gå tid inden kommunen faktisk efterlever Ankestyrelsens afgørelse.

Den store vinder er kommunen
Folketinget har netop i december 2014 vedtaget en lov, som betyder, at en kontanthjælpsmodtager, der får efterbetalt sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom, ikke får dette modregnet i kontanthjælpen. Tidligere var det formålsløst for en kontanthjælpsmodtager at få ret i en klagesag og få efterbetalt en ydelse, idet denne blev modregnet krone til krone i den fremtidige kontanthjælp. Det har været oplevet som retssikkerhedsmæssigt dybt krænkende.
De nye regler gælder dog alene økonomiske ydelser. Er der tale om serviceydelser, som for eksempel hjemmehjælp, kan disse ikke ydes med tilbagevirkende kraft.
- I disse tilfælde er den store vinder kommunerne, som har sparet ydelsen, i perioden fra de træffer en forkert afgørelse, og indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at borgeren eksempelvis uberettiget har fået afslag på eller er frataget hjemmehjælp.
- Ankestyrelsen tager alene stilling til, om kommunen har truffet en afgørelse, som er forkert – men ikke om borgeren har lidt et økonomisk tab som følge af afgørelsen. Borgeren kan dermed være tvunget til at gå til domstolene for at få oprettet følgerne af en forkert afgørelse. Det sker på et område, hvor mange borgere har svært ved at finde ressourcerne til at gennemføre en retssag, medmindre de har en faglig organisation til at bistå.


Den høje omgørelsesprocent
Årsagerne til de høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen finder John Klausen også interessante. Det har blandt andre Statsforvaltningen i Midtjylland tidligere undersøgt.
Undersøgelsen viste, at nogle kommuner bevidst prøvede grænserne af med deres afgørelser – altså hvor langt kan man gå, før ankesystemet underkender en afgørelse. Dette sker ud fra en betragtning om, at hvis kommunens serviceniveau skal ligge præcist på lovgivningens minimumsniveau – og hverken over eller under dette niveau – så må lovgivningens grænser indimellem afprøves. Nogle kommuner udtrykte på forskellig måde det synspunkt, at ikke enhver ankeafgørelse, der underkender en kommunal afgørelse, repræsenterer en fejl, der burde være undgået. For eksempel skrev en kommune, at der både politisk og administrativt var et ønske om at prøve grænserne af, idet der skulle findes besparelser på beskæftigelses- og socialområdet.
- Noget tyder på, at der mangler en egentlig kontrol med en grænsesøgende forvaltningspraksis, siger John Klausen, der i øvrigt mener, at det ikke alene er vigtigt at forholde sig til den objektive retssikkerhed, men også den subjektive.
- Det er også vigtigt at se på, om borgeren oplever at have tillid til forvaltningen. Vi er ved at være der, hvor en relativ stor gruppe borgere ikke oplever, at der er den nødvendige retssikkerhed. Nogle borgere giver udtryk for et åbenbart lovgivningsmæssigt misforhold mellem borger og forvaltning, forstået på den måde, at den borger, der ikke overholder en pligt, sanktioneres prompte. Hvis en borger eksempelvis ikke møder rettidigt til en samtale i jobcentret, nedsættes forsørgelsesydelsen. Men overholder kommunen ikke lovfastsatte tidsfrister eller træffer kommunen afgørelser, der er forkerte eller så fejlbehæftede, at de er ugyldige, har det ingen konsekvenser. I nogle situationer opleves det, som om kommunen tilmed bliver belønnet ved at opnå en besparelse på den ydelse, der skulle være ydet, indtil Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse. 

John Klausen
Ph.d., lektor Aalborg Universitet. Forsker og underviser i socialret.

Juridiske problemer iklædt lægefaglige kitler
En del sager mod forvaltningen kan føres med positivt resultat, mener advokat Søren Kjær Jensen, hvis kontor det seneste halve år har vundet fire sociale sager ved domstolene. Han har haft hundredvis af sager, hvor det juridiske problem blev iklædt en lægefaglig kittel, fordi det blokerer for domstolenes efterprøvelse.
Selvom Ingelises sag i virkeligheden er ret enkel, så er den efterhånden et digert værk på mange hundrede ark papir. Kort sagt handler den om, at kommunen aldrig tilbyder hende den arbejdsprøvning, hun har krav på. Dermed får Ingelise aldrig mulighed for eksempelvis at få støtte til at komme videre med sit arbejdsliv.
Historien begynder, da Ingelise får en omfattende knæoperation. Hun er dårligt gående, og har derfor svært ved at passe sit job som leder af en institution. Hun bliver sygemeldt, kommer på sygedagpenge, og i den periode bliver institutionen nedlagt. Dermed er Ingelise opsagt.
På et tidspunkt bringer kommunen sygedagpengene til ophør. Der er dog en mulighed for at få sygedagpengene forlænget. Det kræver en vurdering af, om Ingelise kan bringes tilbage på arbejdsmarkedet i et nyt job. Det kræver en arbejdsprøvning, som er en nærmere undersøgelse af arbejdsevnen. Men det iværksætter kommunen ikke på trods af, at det flere steder af kommunens egne journaler fremgår, at det bør ske. I stedet henviser kommunen Ingelise til nærmeste jobcenter.
- Grunden til, at jeg kommer ind i sagen, er, at hendes fagforening BUPL forelægger mig sagen, og jeg bliver oprigtig fagligt forarget over, at kommunen melder tilbage, at ja, de skal have afklaret Ingelises situation, men alligevel nægter de at lade hende arbejdsprøve. I stedet får hun 39 uger mere på sygedagpenge, og besked om, at hvis hun “mangler et forsørgelsesgrundlag, så kan hun henvende sig til det nærmeste jobcenter.” Det gør de vel vidende, at Ingelise ikke mangler et forsørgelsesgrundlag, så hun vil blive afvist her, siger Søren Kjær Jensen.
- Den faglige forargelse består i, at kommunen vil lukke en sag på denne måde. Meningen med lovgivningen er at få afklaret, om man kan arbejde. Hele tanken bag lovgivningen er, at borgeren skal have hjælp til det. Det får Ingelise altså ikke, og det betyder i praksis, at hun – som på det tidspunkt er i begyndelsen af 60erne – ikke ved, om hun kan vende tilbage på det almindelige arbejdsmarked, komme i et fleksjob eller måske få førtidspension.


Vinder sagen ved byretten
- I forbindelse med, at vi anlægger sagen ved byretten, henvender jeg mig til kommunen for at høre, hvor i forvaltningen Ingelise skal gå hen med sin sag. Jeg forklarer, at jo hurtigere vi får en afklaring på hendes situation, des mindre vil erstatningskravet blive. Inden vi skal i byretten, får hun endelig en aftale med en sagsbehandler på et jobcenter. Men den sagsbehandler, som hun kommer i hænderne på, mener, at det nu handler om, hvorvidt Ingelise kan få førtidspension. Det sker på trods af, at sagen stadig handler om at få Ingelise arbejdsprøvet, for det er helt centralt for at afgøre, hvad der kan ske med hende i arbejdsmarkedsregi.
Søren Kjær Jensen vinder sagen i byretten.
Her slår dommeren fast, at ja, Ingelise skulle have været arbejdsprøvet. Samtidig får hun tilkendt en erstatning på 600.000 kroner.
Kommunen anker sagen. Og i sommeren 2014 stadfæster Østre Landsret, at Ingelise skulle have været arbejdsprøvet og forhøjer erstatningen til 800.000 kroner.
- Inden da havde Ingelise nået folkepensionsalderen, og havde derfor ikke længere krav på en arbejdsprøvning. Men før sagen blev afgjort i landsretten, havde vi gentagne gange presset på for en arbejdsprøvning eller en afgørelse herom. Kommunen havde så – efter byretsdommen – truffet afgørelse om, at hun ikke var berettiget til arbejdsprøvning; og den afgørelse ankede vi og fik medhold i Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen slår fast, at ja, der skulle have været sket en arbejdsprøvning, for det havde Ingelise ret til, men det har hun ikke længere, da hun nu er folkepensionist.

Gør de komplicerede sager enkle
Søren Kjær Jensen ser en tendens til, at forvaltningen vægrer sig ved at give borgerne arbejdsafklaringer.
- Jeg har en mistanke om, at der er tilbageholdenhed. Det er et problem, for vi ved jo ikke, hvad der var sket med Ingelise, hvis hun havde fået arbejdsprøvningen. Kommunen havde selv undervejs sagt, at hun da bare kunne finde sig et andet arbejde, så hun kan da ikke være så hårdt ramt – og i så fald skulle der måske ikke så meget støtte til, for at det var lykkedes at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men vi kan kun gætte. Hvis det lykkes at gøre de komplicerede sager enkle som i denne sag, mener Søren Kjær Jensen, at der er god mulighed for at vinde sagerne.
- For det gør vi rent faktisk. Inden for det seneste halve år har vi vundet fire sager, hvoraf de to kan ses i Ugeskriftet. Hertil kommer de sager, som vi vinder i det administrative system, for selvom vores hovedområde er personskadeerstatning, så er du nødt til at kende den sociale lovgivning ret godt, da der vil være mange af de administrative sager som en del af hovedsagen, siger Søren Kjær Jensen, der er leder af en gruppe advokater og fuldmægtige, der alene arbejder på disse sager. Selv har han snart 20 års erfaring med sagsområdet, og det begyndte for alvor med en sag, som Højesteret afgjorde i december 1999.
- Det var første gang, at Højesteret tilkendte en borger pension, hvor myndighederne havde sagt nej. Ankestyrelsen havde tilkendt min klient den laveste pension, mens vi krævede den mellemste, og det fik klienten tilkendt, da der i forbindelse med en lægefaglig vurdering alene var taget stilling til, hvorvidt borgeren havde en alvorlig skulderlidelse – men uden at forholde sig til det, som loven lægger op til – nemlig at se på sygdom, bopæl, uddannelse og en række andre parametre, siger Søren Kjær Jensen, som ser en anden tendens – nemlig at sagerne kan vindes, hvis en sag er baseret på et skøn, som burde være en juridisk vurdering.

Lægeligt skøn eller juridisk vurdering
- Min erfaring er, at det i kvalificeringen af sagerne – altså kortlægningen med faktum og de juridiske problemer – viser sig, at en del af sagerne kan føres med positivt resultat for borgeren.  Kampen står ofte om at få kvalificeret skønnet. Sagt med andre ord, så vil myndighederne ofte gøre, hvad de kan, for at bygge sagens kerne på et skøn, eksempelvis et lægeligt skøn, for derved blokerer de for dommernes efterprøvelse. Så en del af processen handler ofte om at få skilt skøn for sig og regler for sig. Det gælder både for så vidt angår det kommunale skøn og så sandelig også den lægelige vurdering. I arbejdet med kvalificeringen får vi ofte hjælp fra socialrådgiverne. De er dygtige, og de ved mere om reglerne, der ofte bliver ændret, end mange af os advokater.
- Jeg har haft hundredvis af sager, hvor det reelt ikke var et lægefagligt problem, men et juridisk problem iklædt lægelig kittel. Sådan var det for eksempel i min højesteretssag fra 1999. Her var den juridiske problemstilling blevet præsenteret som en lægelig vurdering. Men det var myndighederne, der selv havde etableret en praksis for, hvilke lidelser der udløste hvilken pension. Det var ikke lægerne. De blev blot skudt frem som dem, der sad med den afgørelse. Det er super smart, men af og til kan det altså lade sig gøre at få kvalificeret sagerne, så domstolene vil forholde sig og efterprøve afgørelserne.

Søren Kjær Jensen
Advokat, Elmer og Partnere. Har gennem mere end 25 år hovedsagelig beskæftiget sig med arbejdsskadeområdet, behandlet tusinder af sager og ført hundredvis af retssager mod arbejdsgivere, forsikringsselskaber, kommuner, Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen – herunder også en del socialretlige sager. De fleste af sagerne føres af fagforbund for deres medlemmer, men en del sager – og ikke mindst sociale sager – føres ofte for den enkelte via retshjælp eller fri proces. Elmer og Partnere har adskillige ansatte advokater, der har specialiseret sig i erstatningsret og socialret.

Læs hele sagen
UfR 2014.314Ø – Kommune havde handlet ansvarspådragende og blev pålagt erstatning for ikke at iværksætte arbejdsprøvning.
Læs også UfR 2015.124Ø – Kommune blev pålagt erstatningsansvar for manglende arbejdsprøvning efter sygedagpengeloven.

 


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2015/Advokaten 1/tema borger vs forvaltningen.aspx - d. 18-11-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.