Menneskeretten - en demokratisk udfordring

Print Print
26-01-2015

 

Jeg er bange for, at vi stille og roligt nærmer os det punkt, hvor den manglende politiske opbakning til menneskeretten bliver et demokratisk problem. For hvis for mange politikere for ofte ønsker menneskeretten hen, hvor peberet gror, risikerer vi, at den folkelige opbakning til menneskeretten eroderer.

Det er blevet et klippefast mantra i dansk politik, at vi naturligvis skal respektere de internationale menneskerettigheder. Men den fremtidige, demokratiske forandring af menneskerettighederne står over for den betydelige udfordring, at det politiske og folkelige ejerskab til menneskerettighederne i disse år ikke styrkes, men svækkes.

Direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder

Det er i år 25 år siden, de internationale menneskerettigheder gjorde deres indtog i dansk ret. Danmark blev 24. maj 1989 for første gang dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i den såkaldte Hauschildt-sag om dommerhabilitet. Få dage inden havde Folketinget 19. maj taget det første skridt til at inkorporere Menneskerettighedskonventionen ved at opfordre regeringen til at nedsætte et udvalg om spørgsmålet. Og i august 1989 udtalte Højesteret for første gang helt åbent, at den relevante, danske lovgivning skulle fortolkes i lyset af Menneskerettighedsdomstolens praksis i tilsvarende sager.
Den udvikling fandt sted på et tidspunkt, hvor det vist var ret virkelighedsfjernt for de fleste, at Danmark kunne have problemer med at overholde de internationale menneskerettighedsstandarder. Muren var endnu ikke faldet. Apartheid stod stærkt i Sydafrika. Kampen for menneskerettigheder og demokrati foregik i lande langt fra Danmark og angik forhold langt fra vores standarder. Danmark var i egen selvforståelse højt hævet over menneskeretten.
Sådan er det som bekendt ikke længere. Og det gode spørgsmål er, hvor vi gerne vil have, udviklingen går hen, når vi ser ud i fremtiden. Jeg tror personligt, at vi skal besinde os på en udvikling, hvor menneskerettighederne bliver slankere og klarere fokuseret på mere væsentlige problemer. Og udviklingen går allerede i den retning, men lad os starte med begyndelsen.

Et udefineret projekt
Det var allerede forud for de politiske forhandlinger om tilblivelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1948/49 et væsentligt stridsspørgsmål, hvordan menneskeretten skulle defineres og udvikles i Europa. Danmark, Storbritannien og Norge var blandt fortalere for præcise fortolkninger, der ikke efterlod for meget råderum til den fremtidige Domstol. Men flertallet foretrak rummelige bestemmelser, som Domstolen kunne udfylde i overensstemmelse med de standarder, der efterhånden måtte udvikle sig i den vestlige verden. Danmark gik ind i samarbejdet til trods for uenigheden om selve grundtanken i systemet – nemlig en dommerdreven menneskerettighedsudvikling.
Set fra et internationalt perspektiv er der derfor ikke noget underligt i, at menneskeretten blev en udfordring for Danmark, fordi Menneskerettighedsdomstolen stille og roligt hævede barren og stillede flere og flere krav til Europarådets medlemslande. Danmark iagttog passivt udviklingen, ligesom de andre lande i Europarådet forholdt sig passivt, medmindre de selv blev dømt af Menneskerettighedsdomstolen.
I dag er vi kommet dertil, at alle lande har større eller mindre problemer med menneskeretten. Det gælder også Danmark. Og der er også i Danmark mange, der har den opfattelse, at det ikke var Danmark, men menneskeretten, der var problemet. Nogle mener, at Danmark er selvtilstrækkelig, mens andre peger på, at det internationale menneskerettighedssystem undertiden producerer meget mærkelige resultater. Det er vist heller ingen overdrivelse, at gabet mellem international menneskeret og dansk retstradition undertiden kan være ganske stort, idet international fortolkningstradition afviger ganske betydeligt fra dansk fortolkningstradition.

Et led i globaliseringen
Udviklingen af den internationale menneskeret har fundet sted samtidig med andre og voldsomme samfundsudviklinger. Tænk bare på EU’s udvikling, den ny kommunikationsteknologi, den stigende internationale samhandel osv. Tænk også på individualiseringen af samfundet, der er gået hånd-i-hånd med styrkelsen af borgernes rettigheder. Og helt generelt bliver det nationale, politiske råderum mindre og mindre, fordi de større og større samfundsmæssige udfordringer ikke kan løses lokalt, men kræver internationalt samarbejde.
I det perspektiv er menneskerettens udvikling vel bare et blandt flere konkrete eksempel på nye udfordringer for vores demokrati. Men det gør det ikke mindre væsentligt, at vi finder et ståsted, hvorfra vi kan komme videre. I det mindste må vi løbende diskutere, om vores demokrati har fået udviklet det menneskeretlige, vi egentlig gerne vil beskytte og opfylde.

Politisk og folkelig opbakning
Det moderne, repræsentative demokratis udgangspunkt er, at væsentlige værdi- og fordelingspolitiske prioriteringer skal forankres hos de folkevalgte. Politikernes beslutninger kan vi alle være enige eller uenige i, men i et demokrati forventes det, at vi udviser lovlydighed over for lovgivningen. Ikke fordi lovgiver er klog, men fordi lovgiver er legitim. Når lovgiver står bag menneskeretten, nyder rettighederne legitimitet i samfundet.
Det er derfor et faresignal, hvis politikerne ikke (længere) står bag menneskeretten. Jeg er bange for, at vi stille og roligt nærmer os det punkt, hvor den manglende politiske opbakning til menneskeretten bliver et demokratisk problem. For hvis for mange politikere for ofte ønsker menneskeretten hen, hvor peberet gror, risikerer vi, at den folkelige opbakning til menneskeretten eroderer. Uden politisk og folkelig opbakning kan menneskeretten, som navnlig skal sikre friheden fra statens uforholdsmæssige indgreb, blive opfattet som netop det stik modsatte – nemlig uforholdsmæssige indgreb i det politiske liv.

Danske dommeres bekymring
Danske dommere udtrykker i stigende grad bekymring over udviklingen. Menneskerettens væsentligste indvirkning på retssystemet har været en udvidelse af domstolenes virkefelt. Beskyttelsen af borgernes menneskerettigheder står i dag helt anderledes centralt end for 25 år siden. Og der er ikke tegn på, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.
Når domstolenes rolle alligevel er væsentligt forandret de sidste 25 år, så skyldes det først og fremmest den internationale udvikling af menneskeretten. Højesterets daværende præsident, Børge Dahl, udtrykte for et par år siden sin betænkelighed ved at sige, at det danske balancepunkt mellem jura og politik er demokratisk funderet, og at udviklingen internationalt ikke bør blive så dynamisk, at man ikke kan følge med nationalt.
Danske dommere har de sidste 25 år foretaget en grundig vurdering af, om Danmark overholder sine forpligtelser, men dommerne er meget forsigtige med ikke at udvide menneskeretten. Det står helt klart i Danmark, at hovedansvaret for at gennemføre menneskeretten ligger hos – og skal ligge hos – politikerne. Det grundsynspunkt fik enstemmig opbakning i det inkorporeringsudvalg, der i august måned afgav betænkning om eventuel inkorporering af yderligere konventioner i dansk ret.

Politikernes ansvar
Politikerne har et helt afgørende ansvar for både den hidtidige og den fremtidige udvikling af menneskeretten. Før i tiden udviklede danske politikere borgernes rettigheder uden særlige pejlemærker eller bindinger i grundloven eller menneskeretten, men i dag spiller de internationale menneskerettigheder en meget central rolle på en række politikområder. Før i tiden var ansvaret for overholdelsen af menneskeretten i hovedsagen politisk, mens det i dag er delt mellem jurister og politikere.
Der er utvivlsomt meget delte meninger om det kloge i den udvikling, Danmark har valgt at være en del af. Det er vist kun de mest enøjede meningsmaskiner, der vil mene, at menneskeretten enten kun er entydigt god eller entydigt dårlig. De fleste vil – om ikke andet så dog efter nogen omtanke – kunne finde både godt og skidt i udviklingen. Nogle vil mene, at det negative blot er en sten i skoen i en overordnet positiv udvikling, mens andre ser mere alvorligt på de negative konsekvenser.
Jeg mener, at det er af afgørende vigtighed, at der vedvarende er en helt grundlæggende accept af de internationale menneskerettigheder. Vores folkevalgte skal have og tage ansvaret for prioriteringen af grundlæggende samfundsmæssige værdier. Hvis gabet mellem den internationale menneskeret og den nationale menneskeret er blevet for stort, så skal vi arbejde for at lukke hullet.
Gabet mellem jura og politik kan mindskes, enten ved at politikerne sætter farten op og gør endnu mere for at leve op til de internationale standarder, eller ved at juristerne sætter farten ned og sikrer sig, at de nationale demokratier hænger med på udviklingen. Jeg tror, at vi skal besinde os og arbejde for en bedre, fremtidig forankring af menneskeretten i de nationale demokratier.
Vi skal ikke kaste barnet ud med badevandet og skrue udviklingen 10, 20 eller 30 år tilbage. Men jeg tror, at menneskeretten gør klogt i at søge i retning af et større politisk – og et mindre juridisk – ansvar for udviklingen. Juristerne må udvise større respekt for politiske vurderinger, og politikerne må tage et større ansvar for afvejningerne. Og de internationale organer må givetvis rette sigtet mod de væsentligste og alvorligste problemer. Ingen kan vide, hvordan det hele ender, men en åben og demokratisk debat har aldrig skadet nogen eller noget.

Menneskeretten – En demokratisk udfordring af Jonas Christoffersen udkom 3. oktober 2014 på Hans Reitzels Forlag

Jonas Christoffersen
Dr.jur., direktør, Institut for Menneskerettigheder.