Nyt fra Advokatnævnet - tre artikler

Print Print
26-01-2015

 

Nye retningslinjer for udmåling af bøder  

Advokatnævnet har på et møde 27. november 2014 justeret de retningslinjer for udmåling af bøder, som har været gældende siden 1. august 2007. De nye retningslinjer træder i kraft for afgørelser truffet af Advokatnævnet fra 15. februar 2015.

Af højesteretsdommer Jon Stokholm, landsdommer Elisabeth Mejnertz og byretspræsident Jørgen Lougart, henholdsvis formand og næstformænd i Advokatnævnet

Advokatnævnet behandler hvert år et stort antal klager over advokater, og i en del af disse afgørelser skal Nævnet fastsætte en sanktion for tilsidesættelse af retsplejelovens bestemmelser om god advokatskik. 
For at sikre ensartetheden i Advokatnævnets afgørelser er det nødvendigt med visse retningslinjer for sanktionsudmålingen i disse sager, dog således at sanktionen altid fastsættes konkret efter sagens omstændigheder og i overensstemmelse med almindelige principper for sanktionsfastsættelse. 

Sanktionsniveauet
Sanktionsniveauet for førstegangsforseelser fastholdes på det nuværende niveau.
‘Normalbøden’ – det vil sige bøden for en førstegangsforseelse uden skærpende eller formildende omstændigheder – er som udgangspunkt 10.000 kroner.
Bøden for en grov tilsidesættelse af god advokatskik er som udgangspunkt 20.000 kroner, men kan – blandt andet afhængig af grovheden af tilsidesættelsen – være højere.
Hvis der er tale om en ubetydelig forseelse eller en forseelse med væsentlige formildende omstændigheder, er der mulighed for både ved førstegangsforseelser og i gentagelsestilfælde at tildele advokaten en irettesættelse. 

Gentagelsesvirkning 
Advokatnævnet tillægger som udgangspunkt afgørelser, der er truffet inden for de seneste fem år gentagelsesvirkning. Advokatnævnet har besluttet, at en tidligere sanktion har gentagelsesvirkning, hvis advokaten inden for fem år efter den seneste afgørelse om sanktion på ny handler i strid med god advokatskik.
Beregningen af perioden for gentagelsesvirkning er ændret i forhold til den gældende praksis, hvorefter der kun er gentagelsesvirkning, hvis advokaten inden for fem år efter den seneste afgørelse om sanktion har fået en ny sanktion af Advokatnævnet. Efter den gældende praksis er der således lagt vægt på afgørelsestidspunktet fremfor tidspunktet for forseelsen.
De nye retningslinjer for beregning af perioden for gentagelsesvirkning finder kun anvendelse på sager, hvor gentagelsesvirkningen ikke allerede efter den gældende praksis er ophørt 15. februar 2015, hvor de nye retningslinjer træder i kraft.

Sanktionen i gentagelsestilfælde
Advokatnævnet finder, at det er væsentligt, at der sanktionsmæssigt er forskel på den situation, hvor en advokat en enkelt gang tilsidesætter god advokatskik, og den situation, hvor en advokat gentagne gange tilsidesætter god advokatskik.
For at indskærpe alvoren over for advokater, der gentagne gange tilsidesætter god advokatskik, finder Advokatnævnet, at det er væsentligt, at sanktionsniveauet i gentagelsestilfælde gradvis skærpes.
Ved sanktionsfastsættelsen vil Advokatnævnet tage udgangspunkt i tidligere pålagte sanktioner samt sagens konkrete omstændigheder, herunder om der er tale om en grov tilsidesættelse af god advokatskik. Hvis for eksempel en advokat tidligere er blevet pålagt en bøde på 10.000 kroner og på ny tilsidesætter god advokatskik, må det som udgangspunkt forventes, at der fastsættes en bøde på 20.000 kroner for den nye forseelse. Hvis den nye forseelse er grov, må det som udgangspunkt forventes, at bøden fastsættes til 40.000 kroner. Hvis der herefter er nye tilsidesættelser, vil sanktionsniveauet alt andet lige blive yderligere forhøjet.

Kumulation
Hvis flere forhold/sager om tilsidesættelse af god advokatskik pådømmes samtidig, vil Advokatnævnet som udgangspunkt anvende princippet om absolut kumulation, det vil sige, at der ikke gives en ‘rabat’ på sanktionen, men denne vil blive beregnet som summen af de enkelte bøder.
Idet der er tale om en skærpelse af Advokatnævnets gældende praksis om kumulation, vil princippet om absolut kumulation kun finde anvendelse for sager, hvor den seneste tilsidesættelse af god advokatskik er sket 15. februar 2015 eller senere.

 

Nye retningslinjer for offentliggørelse
Advokatnævnet har vedtaget nye retningslinjer for offentliggørelse af Advokatnævnets afgørelser med oplysning om advokatens navn. Retningslinjerne, som trådte i kraft for afgørelser truffet efter 5. december 2014, medfører, at der fremover sker offentliggørelse med advokatens navn af afgørelser om bøder på 20.000 kroner eller derover, hvilket er en ændring i forhold til tidligere, hvor afgørelser om bøder på 10.000 kroner eller derover altid blev offentliggjort. Efter de nye retningslinjer kan Nævnet beslutte, at en afgørelse om bøde på under 20.000 kroner også offentliggøres, herunder især hvis kendskabet til afgørelsen vil have en betydning for andres valg af advokat.
Som udgangspunkt afventer offentliggørelse udløbet af fristen for indbringelse af Advokatnævnets afgørelse for retten. Dog offentliggøres afgørelser om bøder på 40.000 kroner eller derover samt afgørelser om frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed som udgangspunkt samtidig med, at kendelsen sendes til parterne.
Retningslinjerne kan læses i deres helhed på Advokatnævnets hjemmeside (www.advokatsamfundet.dk).

 

Skærpelse af bødeniveau ved manglende indsendelse af klientkontoerklæring

Advokatnævnet har på et møde 27. november 2014 besluttet, at manglende indsendelse af klientkontoerklæring fremover som udgangspunkt anses for en grov tilsidesættelse af god advokatskik. Den ændrede praksis vil finde anvendelse på klientkontoerklæringerne for 2014, som skal indsendes til Advokatrådet senest 31. marts 2015.

Af Tine Rønde, juridisk konsulent, Advokatnævnets sekretariat

Gennemførelsen af de foranstaltninger, som er fastsat i klientkontoreglerne til kontrol af, om advokater overholder reglerne, er af afgørende betydning for, at advokaterne kan bevare deres særlige rettigheder med hensyn til at opbevare klientmidler. Overholdelse af kravet om indsendelse af klientkontoerklæring er desuden af afgørende betydning for Advokatrådets mulighed for at udøve kontrol med advokaternes behandling af betroede midler.
Advokatnævnet har på et møde 27. november 2014 besluttet, at manglende indsendelse af klientkontoerklæring fremover som udgangspunkt anses for en grov tilsidesættelse af god advokatskik. Det må derfor forventes, at sanktionen for manglende indsendelse af klientkontoerklæring fremover som udgangspunkt vil blive sanktioneret med en bøde på 20.000 kroner, hvis der er tale om førstegangstilfælde. 
Hvis der konkret er formildende omstændigheder, for eksempel at advokaten har indsendt klientkontoerklæringen inden Advokatnævnets behandling af sagen, kan det medføre en lavere sanktion. Omvendt vil det som udgangspunkt blive betragtet som en skærpende omstændighed, hvis advokaten flere gange inden for en kortere årrække har undladt at indsende klientkontoerklæring.
Skærpelsen af bødeniveauet skal blandt andet ses i lyset af, at Advokatnævnet i tidligere sager har frakendt advokater retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis advokaten i flere tilfælde ikke har indsendt klientkontoerklæringen.
Den ændrede praksis vil finde anvendelse på klientkontoerklæringerne for 2014, som skal indsendes til Advokatrådet senest 31. marts 2015.

 

Bevisbyrden ved klager over tilsidesættelse af god advokatskik 
Advokatnævnet har ved to kendelser af 28. november 2014 pålagt indklagede advokat bevisbyrden for, at klager var ydet mundtlig ankevejledning, og at klager var indforstået med, at en retssag blev hævet. Kendelserne er udtryk for en skærpelse af Advokatnævnets praksis om advokaters bevisbyrde i sager, hvor klienten ikke har mulighed for at bevise advokatens undladelse, og hvor undladelsen har en retsfortabende virkning for klienten.

Af Tine Rønde, juridisk konsulent, Advokatnævnets sekretariat

Når Advokatnævnet behandler en klage over, at en advokat har tilsidesat god advokatskik, er det som udgangspunkt klageren, der har bevisbyrden for, at advokaten har tilsidesat sine pligter. På baggrund af de oplysninger, som fremlægges under sagsforløbet, kan bevisbyrden imidlertid vende i løbet af sagen. Bevisbyrden er således ikke en stationær størrelse, men en byrde som på baggrund af de konkrete omstændigheder kan skifte frem og tilbage mellem klager og indklagede. 
Advokatnævnet har tidligere i enkelte sager efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder fundet, at bevisbyrden var vendt, således at advokaten blev pålagt bevisbyrden for, at der var givet tilstrækkelig rådgivning, jf. Advokatnævnets kendelse af 2. maj 2011 og kendelse af 27. maj 2013, som begge – for så vidt spørgsmålet om tilsidesættelse af god advokatskik – blev stadfæstet af domstolene.
Advokatnævnet har ved to kendelser af 28. november 2014 mere generelt udtalt sig om spørgsmålet om bevisbyrden. Ved kendelserne blev indklagede advokat pålagt bevisbyrden henholdsvis for, at klager var ydet mundtlig ankevejledning, og at klager var indforstået med, at en retssag blev hævet, selvom der mellem parterne var uenighed om det faktiske hændelsesforløb.
Kendelserne af 28. november 2014 er udtryk for en skærpelse af Advokatnævnets praksis om advokaters bevisbyrde i sager, hvor klienten ikke har mulighed for at bevise advokatens undladelse, og hvor undladelsen har en retsfortabende virkning for klienten.

Kendelse om bevisbyrde ved ankevejledning
I Advokatnævnets sag nr. 2014-101, som blev afgjort ved kendelse af 28. november 2014, havde klager blandt andet klaget over, at advokaten havde undladt at informere om muligheder og betingelser for at anke en dom. Der var mellem parterne enighed om, at de havde haft telefonisk kontakt i forbindelse med domsafsigelsen. Det var imidlertid omtvistet, hvorvidt advokaten under den telefoniske kontakt mundtligt havde vejledt sin klient om ankefristen.

Advokatnævnet udtalte i sagen blandt andet: 
“For en advokat er det en helt central opgave at yde ankevejledning og give rettidig meddelelse om ankefrist med henblik på at sikre, at advokatens klient har mulighed for at varetage sine interesser. Det har således en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten ikke rettidigt orienterer om tidspunktet for ankefristens udløb.  
Det er på denne baggrund Advokatnævnets opfattelse, at advokaten som den professionelle part har pligt til at sikre sig, at der er givet fornøden ankevejledning, og at bevisbyrden for, at det er tilfældet, påhviler ham.
Nævnet lægger herved vægt på, at klienten ikke har nogen mulighed for at bevise advokatens undladelse, og det er derfor op til advokaten selv at sikre sig beviset for, at der er ydet fornøden ankevejledning – f.eks. i form af skriftlighed.”

Advokatnævnet fandt herefter ud fra en konkret vurdering, at advokaten ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han telefonisk havde vejledt sin klient om ankefristen, og at han derfor havde tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Kendelse om bevisbyrde ved hævelse af sag
I Advokatnævnets sag nr. 2013-2576, som ligeledes blev afgjort ved kendelse af 28. november 2014, var klager og indklagede advokat blandt andet uenige om, hvorvidt advokaten telefonisk havde drøftet spørgsmålet om hævelse af sagen med sin klient, og om klienten var indforstået med, at sagen blev hævet.
Advokatnævnet fastslog i sagen, at det for en advokat er en helt central opgave at rådføre sig med sin klient, hvis advokaten vurderer, at klientens sag bør hæves med henblik på at sikre, at klienten har mulighed for at varetage sine interesser. Advokatnævnet fastslog endvidere, at det kan have en retsfortabende virkning for klienten, hvis advokaten hæver sagen uden klientens godkendelse.
Advokatnævnet fandt på denne baggrund med tilsvarende præmisser som i sag nr. 2014-101, jf. ovenfor, at advokaten havde bevisbyrden for, at klienten havde godkendt, at sagen blev hævet, og at advokaten ud fra en konkret vurdering ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han havde drøftet spørgsmålet om hævelse af sagen med sin klient, herunder at klienten var indforstået med, at sagen blev hævet.
Advokaten havde derfor tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.

Advokatnævnets praksis for fremtiden 
Det må forventes, at Advokatnævnet for fremtiden ligeledes vil pålægge advokaten bevisbyrden i andre lignende sager, hvor advokatens undladelse af at underrette eller rådføre sig med sin klient har en retsfortabende virkning for denne, og hvor klienten ikke har mulighed for at bevise advokatens undladelse.
Som eksempel kan nævnes vejledning om at afbryde en forældelsesfrist, indgåelse af forlig på vegne af klienten eller afgivelse af bindende proceserklæringer med retsfortabende virkning for klienten.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der også for fremtiden vil kunne opstå situationer, hvor Advokatnævnet konkret vælger at afvise en sag på dens beskaffenhed, fordi indklagede advokat over for Nævnet formår at sandsynliggøre, at han eller hun vil kunne løfte sin bevisbyrde, men hvor det ikke kan ske i en form, som kan finde sted for Advokatnævnet.

Vigtige meddelelser bør gives skriftligt
Bevisbyrden kan ofte løftes på forskellige måder, og der gælder ikke noget generelt krav om, at advokaters kommunikation med deres klienter skal ske på skriftligt grundlag med henblik på bevissikring. Det afhænger således af den konkret aftalte kommunikationsform i den enkelte sag, hvordan meddelelser fra advokaten til klienten bør gives. 
Det kan imidlertid af Advokatnævnets to kendelser af 28. november 2014 udledes, at de indklagede advokater (muligvis) kunne have løftet deres bevisbyrde, hvis de havde sikret sig skriftlige beviser.
Med henblik på at undgå at komme i lignende situationer fremover er det derfor anbefalingen, at advokater sørger for at sikre sig, at vigtige meddelelser til klienten (også) bliver givet på skriftligt grundlag – særligt hvis der er tale om meddelelser eller rådgivning om spørgsmål, som kan have en retsfortabende virkning for klienten.

Tine Rønde
Juridisk konsulent, Advokatnævnets sekretariat.