Advokaten 9 - Advokat ind i sjælen - Jeppe Søndergaard

Print Print
10-11-2014

 

Man kan blive helt afhængig af kollegialt arbejde 

For Jeppe Søndergaard fra Ret & Råd i Maribo har advokatfaget altid været en livsstil. Han har brugt megen tid på det faglige arbejde, som efter hans mening giver langt mere energi end ‘dårligt fjernsyn og en kedelig bog’. Det menneskelige aspekt er den røde tråd i hans karriere, der er meget bredt funderet – som det nødvendigvis må være, når man arbejder i provinsen, mener han.

Tekst: Dorthe Plechinger

Det var et af de bedste år i mit liv, da jeg tog et år på Nordsøen og fangede skidtfisk fra en ståltrawler. Jeg er født i Skagen, og har altid været fascineret af havet. Det var efter studentereksamen, jeg ville prøve noget andet og tjene nogle penge til studiet. Når vi kom ind i havnen, var det nogle lastfolk, der lavede alt det beskidte arbejde med at losse fiskene, mens vi holdt os langt væk fra den ulidelige stank… En af de ting, jeg lærte det år, var, at der er en løsning på alt. Vi tre halvstuderede røvere kunne ikke det hele – selvom de to andre var fiskere. Vi blev udsat for de mærkeligste ting, men vi fandt altid en løsning. Jeg har også taget med mig, at hvis man tager tingene med ro, tænker sig om og gør et godt stykke arbejde, skal tingene nok lykkes for en. Jeg lærte utrolig meget om mennesker ved at leve 14 dage ad gangen på så lille et område: Man har en meget høj grad af tillid til hinanden og kan ikke rigtig skjule noget – på den gode måde. 

Det har ikke ligget i kortene, at jeg skulle blive advokat. Min far blev først cand.jur. i en høj alder og har ikke arbejdet som advokat. Men det har nok alligevel ligget lidt i generne, for jeg har altid haft det godt med at finde ud af, hvordan en konflikt blev løst: Hvis en kammerat eller god ven havde problemer med en selvangivelse eller svært ved at skrive et brev til en offentlig myndighed, var jeg den type, der hjalp – før det blev et professionelt arbejde for mig. Jeg fandt ud af, at jeg var god til at fokusere på, hvad det egentlige problem var. Der er ofte mange ting, der viser sig at være uinteressante for selve konflikten, og derfor skal man lytte og lytte for at spore sig ind på, hvad kunden og modparten egentlig siger. Man har fået to ører og én mund, fordi man skal lytte dobbelt så meget, som man taler – hvilket nogle gange kan være svært for advokater.   

Det er helt sikkert det menneskelige aspekt, der fascinerer mig ved advokatfaget – at komme tæt ind på et andet menneske og bistå det med at løse en konflikt i en presset situation, kombineret med, at det er et meget varieret arbejde: Den ene dag står man med godsejeren, den anden med den hårde kriminelle, og den tredje med en fra samfundets bund. Nogen kan synes, det er en styrke at være så bred fagligt, andre mener, at det jo lige så meget er en svaghed, at man ingenting ved om en hel masse… Flere tror, at jeg kun er advokat for folk i Maribo. Det er jeg ikke. Kunderne kommer fra et væsentligt større område. Men vi har en blandet landhandel, for man bliver nødt til at være bredt funderet, hvis man er advokat i provinsen.

Jeg kan især lide straffesagerne, og et andet af mine hovedspecialer er dødsboer. Men der er også sager om fast ejendom, landbrug og mange former for familieret – især forældremyndighedssager. Ved straffesagerne er jeg fascineret af, at man hjælper en person, som er lidt ude i tovene. I gamle dage hed det jo sagfører, fordi man fører en sag for en person, lever sig ind i dennes situation og står ved personens side fra start til slut. Sager om dødsboer er på en måde det samme. Nogle  gange er de lige ud ad landevejen: Der er en ejendom, der bliver solgt, og nogle penge, som skal fordeles. Men andre gange oplever vi også her det menneskelige aspekt i konflikterne. Det giver mig altid en stor tilfredsstillelse at gå ind og læse baggrunden og måske få konflikten løst, tage mig af sagen for mennesker, der har mistet én, få lidt styr på det og løse konflikten hen ad vejen.

Der står en kvinde bag alt – derfor endte jeg i Maribo. Da jeg blev færdig som jurist, boede jeg i Helsingør. Jeg ville gerne være advokat, og det var ikke lige til at få job dengang i 1983, så jeg søgte overalt i Danmark. Jeg endte i Næstved, hvor jeg var i syv år, og mødte hende, jeg blev gift med. Hun boede i Maribo, så først pendlede jeg dertil, men fik så mulighed for at blive ansat i et firma der i 1991. Jeg har boet der siden og er meget glad for det. Det er et fantastisk dejligt naturskønt område, og når jeg har fri, elsker jeg at færdes i naturen og ved vandet. Min måde at slappe af på er at tage løbeskoene på og løbe rundt om søen. Jeg løb min maraton nummer 21 i september – i Medoc – og er også begyndt at træne til en halv Ironman næste år. Herude er man fri og frejdig, og man kan simpelthen ikke tænke dårligt på en løbetur, kun positivt.

Det evigt tilbagevendende spørgsmål til en forsvarer er frifindelsen af ens klienter. Som ung er det jo altid sjovt, hvis man får frifundet en klient, men jo ældre man bliver, jo mindre betyder den del. Vi ved, at 98 procent af vores klienter bliver dømt – og at de også har gjort det, de er anklaget for. Så er der nogle, der bliver frifundet, selvom de har gjort det – det kan bare ikke bevises. Jeg jubler ikke som sådan, når min klient bliver frifundet og bliver heller ikke ked af det. Jeg ved, at jeg har gjort et professionelt stykke arbejde, som jeg altid gør.

Det faglige arbejde har altid været en af hjørnestenene for mig. Man kan blive helt afhængig af kollegialt arbejde! Selvom man synes, man har rigeligt at se til i forvejen og ikke lige umiddelbart mener, man kan påtage sig mere, giver det faglige arbejde så meget energi og inspiration, at det kommer flerfold tilbage. I stedet for at sidde derhjemme og se noget dårligt fjernsyn eller læse en kedelig bog, er det langt mere berigende at være sammen med kolleger. Og her er man sammen på en friere måde, hvor man ikke har en konkret sag sammen. Det giver mig utrolig meget at møde kolleger i samme situation, kolleger, der – som jeg – arbejder meget, har en stor arbejdsglæde, og som brænder for det her fag. I Advokatrådet var jeg i samtlige seks år medlem af Responsumudvalget, og det satte jeg stor pris på. Jeg sætter også utrolig stor pris på mit hverv som beskikket medlem af Procesbevillingsnævnet. Det kan være en meget vigtig beslutning, om man skal give fri proces til et menneske, som vil føre en sag. Men det er lige så vigtigt, at man ikke giver fri proces til de forkerte. Dermed kan andre blive udsat for en retssag fra en, som måske ikke har så meget grund til at føre en sag.

En anden af mine kæpheste er den gratis retshjælp i Maribo. Her kan jeg nogle gange hjælpe ti mennesker i løbet af en time. Det er altså en stor fornøjelse. Mange mennesker sidder ofte og tumler med et eller andet problem, men det er stadig en hæmsko for dem at træde over tærsklen til et advokatkontor. Det er svært, det koster en masse penge – og der er mange fordomme forbundet med det. Ved den gratis retshjælp kan man lige komme ind og blive tilrettevist med, om det er noget, man skal gå videre med, eller om det kan afsluttes med en rådgivning. Det, synes jeg, er en fantastisk god ordning. 

Jeg føler det ikke selv, men hører i dag nok til den ældre generation, hvor det at blive advokat blev betragtet som et kald. Det var ikke så meget et arbejde som en livsstil. Derfor har jeg brugt utrolig meget tid på mit arbejde. Advokatjobbet er ikke særlig familievenligt med de arbejdstider og den måde, vi arbejder på, men er man selvstændig, bliver man nødt til at arbejde hårdt for at få virksomheden til at løbe rundt. Jeg er da så småt begyndt at gøre mig tanker om min alder og mit job. Men kun så småt, for det er jo en foranderlig verden, og jeg tager tingene, som de kommer. Min datter er lige blevet ansat som advokatfuldmægtig her, og det kan da være, at hun på et tidspunkt har lyst til at overtage stafetten. Da hun fortalte, at hun ville være advokat, udbrød jeg: Nej, hvordan kunne du dog forestille dig dét? Har du da ikke set en far, som jo aldrig var hjemme ved jer? Så spurgte hun, om jeg ikke altid havde sagt, at jeg kunne lide mit arbejde – og hvad var så problemet? Den bed jo lidt. Jeg troede, at jeg havde afskrækket hende ved at arbejde så meget, men det har jeg så ikke.

Jeg har fire mantraer for den gode advokat. Du skal være hæderlig, have arbejdsvilje, vise gensidig respekt og have selvdisciplin. Da jeg i sin tid startede som advokat, lærte vi, at noget af det vigtigste, vi havde, og som vi aldrig måtte give køb på, var vores hæderlighed. Hæderlighed er en lidt speciel størrelse, for vi kan af og til blive presset af vores klienter for at gøre noget, der ikke er i orden, og der er det vigtigt at have sin hæderlighed på plads, så man har en kurs at navigere efter – altså mavefornemmelsen og rutinen. Det er vigtigt hele tiden at træne hæderligheden i forholdet til klienterne. For det er ikke altid en nem størrelse at finde grænsen mellem at skulle tjene sin klient bedst muligt og tjene sin hæderlighed. 

Jeppe Søndergaard
57 år, uddannet cand.jur. på Københavns Universitet i 1982, indehaver af Ret & Råd i Maribo, speciale i blandt andet strafferet, landbrug, arv og dødsbobehandling, inkasso, tvangsauktioner med videre. Medlem af Advokatrådet fra 2005-2011 og her blandt andet medlem af Responsumudvalget og efterfølgende Advokatrådets Uddannelsesudvalg. Bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Beskikket medlem af Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces samt medlem af erhvervsbestyrelser.