Advokaten 8 - Portræt af Poul Søgaard

Print Print
21-10-2014

PORTRÆT

Højesteret er jo en del af samfundet, hvor normer og retsregler udvikler sig. Den vigtige udvikling ligger i at finde den optimale måde at behandle sagerne på for at få det bedste resultat.


En uhøjtidelig præsident

 

Helt uhøjtidelig. Sådan har kolleger beskrevet Højesterets præsident, Poul Søgaard. Den tidligere advokat satte sig for bordenden i Højesteret i juni, og vil fortsætte udviklingen med mere åbenhed og mere teknik i retssalene.

Tekst: Hanne Hauerslev

Førstehåndsindtrykket siges at danne sig på under et minut, når vi møder et menneske, og når det er Poul Søgaard, der tager imod i sit kontor i Højesteret, byder på te og nybagte småkager, så giver kollegernes karakteristik af ham mening på et splitsekund. Stemningen er nemlig ganske rigtigt uhøjtidelig, og faktisk en del mindre højtidelig end de prætentiøse rammer og udsigten til Christiansborgs ridebane ellers lægger op til.
“Han er fuldstændig jævn og ligetil, en mand som ikke på nogen måde vil lade det høje embede stige ham til hovedet. Det ville ligge ham fjernt at gøre nogen stads af sig selv,” lyder det fra en kollega, der på trods af de venlige ord foretrækker at være anonym. Og ja, Poul Søgaard er en mand med begge ben på jorden.  Det hænger måske sammen med den karriere, der ligger forud for udnævnelsen til højesteretspræsident, som startede med en advokatfuldmægtigstilling i Viborg.
- Jeg startede tilbage i 1976 i et lille advokatkontor i Viborg. Der var fire partnere, og dengang var det faktisk et mellemstort advokatkontor, som tog sig af alt lige fra ejendomshandler til virksomhedsrådgivning. Efterhånden kom der mange straffesager til, og i mange år var jeg beskikket forsvarer og brugte en stor del af min tid på de sager. Det interesserede mig virkelig den her umiddelbarhed ved at møde i en straffesag i byretten. Du får hele sagen frisk fra fad og er med i hele forløbet, fortæller Poul Søgaard.

Fra advokat til dommer
Arbejdet i Viborg gjorde det naturligt at tage mange landsretssager, og efter 15 år som advokat fik den da 45-årige advokat lyst til at prøve en ny vinkel på sit fag.
- Jeg havde siddet en del år som medlem af Flygtningenævnet, og dermed var jeg med til at træffe afgørelser. Jeg kunne godt lide den proces, så da jeg samtidig fik en opfordring fra nogle landsdommere til at søge ind som konstitueret dommer, så lagde jeg billet ind her. Det viste sig at passe rigtig godt til mig, og derfor blev jeg senere ansat som dommer i landsretten, hvilket var helt usædvanligt dengang for advokater.
- Vestre Landsret dækker hele Jylland, og jeg tilbragte en del tid med at rejse ud til bi-tingstederne i Aalborg, Aarhus, Kolding, Sønderborg og Esbjerg, hvor afdelingerne tilbragte en uge om måneden for at behandle straffesager. Jeg kunne virkelig godt lide det her med at komme ud lokalt, mærke kulturforskellene, lytte til dialekterne og opleve et kollegialt sammenhold. Socialt var det rigtig interessant.  
- Den store forskel på at fungere som advokat og dommer er, at du som dommer må forholde dig til alt det, der kommer ind på dit bord, hvor du som advokat selv vælger klienterne og dermed deres sager. Jeg har kunnet trække på mine kompetencer som advokat på den måde, at jeg ved, hvordan advokaterne tænker. Jeg kan komme med en anden indgangsvinkel til mit arbejde som dommer – det gælder jo uanset hvad din baggrund er, altså om du er tidligere professor, advokat, dommerfuldmægtig eller ansat i statsadministrationen. Hver især har vi vores personlige indgang til at se på en sag. Som dommere skal vi jo mødes i kernen af sagen, men der kan være forskellige veje derind.
- Det, som forskellighed kan give til en sag, er noget, vi arbejder meget med i dag ved domstolene. Vi rekrutterer bredere, sådan at dommerstanden afspejler forskellighederne inden for juraen. Når vi er flere til at behandle en sag, skal forskelligheden være med til at give et mere dækkende billede, siger Poul Søgaard, der tog tilløb en enkelt gang, før han skiftede fra Vestre Landsret til Højesteret.
- Familien havde det rigtig godt i Viborg. Jeg har tre børn, og den yngste gik i niende klasse. Han spillede håndbold og var med i en Team Danmark ordning, som betød, at han gerne ville blive. Så da der kom en stilling, overvejede jeg at søge, men slog det ud af hovedet. Det var for bøvlet at flytte, og det var noget, hele familien skulle samles om. Men allerede et halvt år efter blev der igen en stilling ledig, og på det tidspunkt kunne det passe med, at vores søn kunne komme på Katedralskolens kostafdeling, og fortsætte i gymnasiet der.
- Det var da et stort spring. Både for familien, der altid havde boet i Jylland, og for mig rent fagligt. Hvor man kan sige, at der kunne være sager med store udfordringer i landsretten, så er der ganske enkelt det i hver eneste sag i Højesteret. Til gengæld behandler du flere sager i landsretten. Arbejdsformen er også meget forskellig. Sagerne er gennemtygget, når de kommer her. Ofte kan der ligge en lang proces forud med først administrative afgørelser og herefter er sagen prøvet i to instanser. Hertil kommer, at det i dag efter reformen alene er de helt principielle sager, vi får ind – og ikke eksempelvis sagerne om strafudmåling.


Voteringen bag lukkede døre
Selvom Poul Søgaard er bevidst om, at ansvaret for at behandle en sag i sidste instans er stort, er en afgørelse ikke noget, der holder ham vågen om natten.
- I den proces er det en stor fordel, at vi behandler en sag ad gangen. Det betyder, at vi dommere er koncentreret om sagen i et intenst forløb over nogle dage, hvor vi groft sagt ikke tænker på andre sager. Fordybelsen i en problematik er væsentlig, og voteringen er meget grundig.
Ved voteringen, der foregår for lukkede døre, rejser den yngste dommer sig, og argumenterer for sit forslag til afgørelse af sagen. Det tager ofte en til halvanden time. Hvis de næste i rækken er enige, bliver deres votering en del kortere – men er der uenighed eller nuancer i afgørelsen, kan en senere voterende også have behov for tid til en grundig argumentation for sit standpunkt.
- Der er tradition for, at der ikke afbrydes under voteringen, men når vi kommer til, at dommen skal skrives, brydes meningerne, men jeg må sige, at det altid foregår urbant. Der er ingen, der hverken skælder eller smælder, selvom folk nok kan blive ret ivrige, for vi er alle bevidste om det store ansvar, og vi gør, hvad vi kan for at finde frem til det rigtige resultat. Derfor skal en sag også have den tid, som er nødvendig, og der må ikke være en sten, som ikke er vendt. Det er netop det, vi i fællesskab skal sikre ved blandt andet at tale os ned i hver sætning. Hvis vi skriver noget i en dom, som ikke holder vand, bliver det et problem for hele retssystemet.


Evolution fremfor revolution
Med 353 år på bagen er der sket en del, siden Højesteret havde en parykklædt, enevældig konge for bordenden. Nogen revolution er der aldrig sket, men evolutionen sker løbende, og det er også det, man kan forvente sig i den kommende tid, understreger Poul Søgaard.
- Højesteret er jo en del af samfundet, hvor normer og retsregler udvikler sig. Den vigtige udvikling ligger i at finde den optimale måde at behandle sagerne på for at få det bedste resultat. Det gør vi ikke nødvendigvis ved at bruge to år på en sag, men ved at bruge de ressourcer, der skal til. Ambitionen er, at vi får en gennemløbstid på et års tid, uden at det går ud over kvaliteten, og at det sker inden for et par år. Den seneste reform har trukket tingene i den rigtige retning, og vi vil gerne arbejde yderligere for, at sagsbehandlingstiden bliver kortere, ikke mindst af hensyn til dem, der er part i sagerne. Det kan for eksempel være borgere, der er i klemme i forhold til det offentlige – måske på grund af en arbejdsskade eller en skattesag. I dag kan en sag måske være ti år undervejs, fra den starter i det administrative system til den er endeligt afgjort i domstolssystemet.
En anden udvikling, som højesteretspræsidenten vil fortsætte, er at skabe mere åbenhed.
- Vi holder møder med forsvarsadvokater og rigsadvokatur om straffesagerne, ligesom vi fortsætter møderne med advokatorganisationerne. Det er positivt med både formelle og uformelle samarbejdsfora, for det giver os gode input og bedre forståelse for hinandens arbejdsvilkår, hvilket alt sammen er med til at optimere sagsbehandlingen.
Teknisk forsøger Højesteret at følge med udviklingen.
- Vi har fået opgraderet en af retssalene, men av-udstyr og forbedrede it-løsninger i den gamle retssal står højt på ønskelisten, så det kommer.
En ting, man ikke skal forvente sig, er, at der bliver ændret ret meget på den formelle tone og højtidelige stemning i retssalene i Prins Jørgens Gård.
- Under hovedforhandlingen lytter de fem – eller flere – kappeklædte dommere i tavshed til advokaterne. Men det kan ske, at en dommer undervejs eller efter advokatens indlæg stiller opklarende spørgsmål. Det skal advokaterne ikke blive forskrækkede over. Det bliver dog ikke som i amerikanske film, for det er vigtigt ikke at gribe for meget ind i advokatens systematik ved at spørge om noget, vedkommende bare ikke er nået til at forklare.


Poul Søgaard
Højesteretspræsident siden juni 2014, hvor han afløste Børge Dahl.  
Har arbejdet som dommer i landets øverste domstol siden 1997.
Han er 67 år, blev født i Terndrup, student fra Aalborghus Statsgymnasium og studerede jura i Aarhus.
Fra 1976 var han advokat i en årrække og var medindehaver af firmaet Ejlersen og Ringgaard-Christensens Efterfølger.
I 1991 skiftede han spor og blev landsdommer i Vestre Landsret i Viborg.
Ved siden af stillingen som dommer har Poul Søgaard blandt andet arbejdet i Flygtningenævnet og Naturklagenævnet.
Desuden var han formand for Domstolsstyrelsen fra 2001 til 2006.
Den afgående Børge Dahl har bestridt posten de seneste fire år.