Advokaten 8 - Europæisk retspolitik - Retten til en forsvarer

Print Print
21-10-2014

 

Når det har vist sig vanskeligt at vedtage direktivet om ret til en forsvarer og andre retsakter om retssikkerhed, skyldes det – foruden de finansielle konsekvenser af sådanne regler – ikke mindst de relativt store forskelle mellem landene.
Det nye direktiv er blot et i rækken af direktiver, der skal sikre eller løfte niveauet af EU-borgernes retssikkerhed i straffesager.

Den sigtedes ret til en forsvarer er en grundlæggende rettighed i et retssamfund. I alle EU-landene er det en selvfølgelig rettighed. Det kan derfor umiddelbart forekomme besynderligt, at EU skulle udstede et direktiv om ret til en forsvarer. Imidlertid varierer indholdet af rettigheden en del fra land til land. Flere EU-lande har for bare få år siden måttet ændre deres lovgivning efter en sag fra Menneskerettighedsdomstolen. Hvad der ved første øjekast forekommer selvfølgeligt og ukompliceret, viser sig således at være noget mere komplekst og vanskeligt at regulere.

Af Thomas Elholm

I oktober 2013 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet det nye direktiv, der har en skrækkelig lang titel, som jeg dog alligevel vil citere her, fordi titlen faktisk kort og konkret beskriver, hvad det handler om: “Direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.”
Det nye direktiv er blot et i rækken af direktiver, der skal sikre eller løfte niveauet af EU-borgernes retssikkerhed i straffesager. I EU’s lovgivningsprogram for perioden 2010-2014 – ‘Stockholmprogrammet’ – indgår en række retsakter vedrørende retssikkerhed i straffesager. EU har nu vedtaget tre af disse. Foruden direktivet om retten til en forsvarer er der også vedtaget dels et direktiv om retten til oversættelse og translatør i straffesager dels et direktiv om retten til information for mistænkte og tiltalte i straffesager. Sidstnævnte er omtalt i Advokaten 6/2012.
Set i en større sammenhæng er EU’s bestræbelser på at styrke retssikkerheden for mistænkte og tiltalte et led i visionen om at skabe ét fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Det fremgår af EU-Traktaten, at dette er EU’s målsætning, og det har i øvrigt en nær sammenhæng med ideen om fri bevægelighed for personer og varer med videre. Det fremgår også af traktaten, at målet blandt andet skal nås via princippet om gensidig anerkendelse. Princippet går ud på, at myndigheder i ét EU-land skal anerkende afgørelser truffet af myndigheder i andre EU-lande. Det kan for eksempel være afgørelser om udlevering eller om sikring af beviser på tværs af grænser. I Danmark kender vi især udmøntningen af princippet fra arrestordenen, som siden indførelsen i 2002 har ført til flere udleveringer af danske statsborgere til andre EU-lande. En væsentlig forudsætning for, at princippet fungerer tilfredsstillende, er ifølge EU, at der er en høj grad af tillid mellem landene. Danske myndigheder skal ikke være skeptiske over for eksempelvis det græske eller rumænske straffesystem, men skal have tillid til, at også disse systemer og myndigheder fungerer retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og lever op til et acceptabelt minimumsniveau. De forskellige tiltag, som EU iværksætter inden for straffeprocessen, skal bidrage til at skabe denne tillid mellem landene.

Hård fødsel
Allerede i 2004 kom Kommissionen med et udkast til en retsakt om processuelle rettigheder i straffesager. Der kunne imidlertid ikke opnås enighed om forslaget, som derfor aldrig blev vedtaget. EU-retsakter om retssikkerhed har i det hele taget vist sig vanskelige at vedtage. Til gengæld har EU de sidste 10-15 år vedtaget stribevis af retsakter, som skal gøre det lettere for myndighederne at efterforske og retsforfølge på tværs af grænserne. Set i et retsstatsligt perspektiv er det uheldigt med denne ubalance mellem øgede muligheder for strafforfølgning og manglende regulering af retssikkerheden. Det gælder også, selvom alle EU-landene er bundet af EMRK og EU’s Charter. Det har en gruppe strafferetsforskere fra ti EU-lande dokumentet i en rapport fra 2014, som indeholder anbefalinger til EU inden for det straffeprocessuelle (se Advokaten 2/2014).
Men nu har EU altså fået hul på bylden og vedtaget tre retsakter om retssikkerhed. Det skyldes nok ikke mindst Lissabon-Traktatens ikrafttræden i 2009. Den gjorde det nemlig muligt at vedtage strafferetlige retsakter med kvalificeret flertal fremfor med enstemmighed. Det har formentlig også haft en betydning i forbindelse med direktivet om retten til en forsvarer. Selvom visse lande i udgangspunktet var imod forslaget kunne forhandlingerne i Rådet begynde, fordi der var kvalificeret flertal for en sådan retsakt.

Store forskelle mellem landene
Når det har vist sig vanskeligt at vedtage direktivet om ret til en forsvarer og andre retsakter om retssikkerhed, skyldes det – foruden de finansielle konsekvenser af sådanne regler – ikke mindst de relativt store forskelle mellem landene.
Kommissionen har foretaget en række undersøgelser, som påviser disse forskelle. De er også kommet frem i forbindelse med sager for Menneskerettighedsdomstolen, blandt andet i forbindelse med dommen i den såkaldte Salduz-sag fra november 2008. Domstolen fastslår, at hvis retten til en retfærdig rettergang skal være tilstrækkelig effektiv, må sigtede have ret til en forsvarer allerede fra første politiafhøring. Den tilføjer, at der kan være konkrete omstændigheder, som gør det tvingende nødvendigt at begrænse rettigheden, men selv i sådanne tilfælde må begrænsninger i retten til en forsvarer ikke “unduly prejudice the rights of the accused.” Hvis den tiltalte afgiver selvinkriminerende udtalelser under en politiafhøring, uden at have fået adgang til en forsvarer, kan disse udtalelser ikke bruges som grundlag for domfældelse i retten, uden at det krænker sigtedes rettigheder efter EMRK art. 6.
Dommen i Salduz-sagen fik flere lande til at overveje ændringer af deres lovgivning. I for eksempel Frankrig har man visse typer af sager, hvor den sigtede ikke straks får adgang til en forsvarer, og i Skotland blev det anset for et klart brud på Salduz-doktrinen, at man kunne varetægtsfængsle sigtede i op til seks timer uden adgang til forsvarer.
Der har imidlertid været en del usikkerhed om, hvordan Salduz-dommen skulle fortolkes. Gælder retten til en forsvarer for eksempel alene i sager, hvor sigtede indbringes og tilbageholdes på politistationen? Hvordan skal undtagelsen om tvingende konkrete omstændigheder fortolkes? Hvad ligger der nærmere bestemt i retten til en forsvarer? Der var med andre ord efter Salduz-dommen en masse forhold, som EU-lovgiver kunne kaste sig over.

Vanskelige forhandlinger
Direktivet, der er inddelt i 15 artikler, rummer en række detaljer, som der ikke er plads til at komme ind på her.
Selvom det danske retsforbehold gør, at direktiver ikke er bindende for Danmark, er der nok alligevel en del forhold, som det måske kunne være interessant for en forsvarsadvokat et se nærmere på.
Overordnet set, er det imidlertid først og fremmest interessant, at direktivet rummer hele 59 fyldige præambelbetragtninger. De udgør 2/3 af direktivets tekst, der kun består af 18 artikler. Det viser noget om vanskelighederne med at blive enige om direktivet. Der er store og meget væsentlige forskelle mellem landenes straffeprocessuelle systemer, og EU-bestemmelser om retten til en forsvarer kan få vidtrækkende konsekvenser for de nationale straffesystemer.
En af de forskelle, som længe prægede forhandlingerne, var spørgsmålet om finansiering af forsvareren. I nogle lande, som Belgien, Frankrig og Storbritannien, stilles allerede tidligt juridisk bistand til rådighed for den sigtede, hvis vedkommende ikke kan betale selv. I andre lande, som Polen, Tyskland og Østrig, er dette ikke tilfældet. De sidstnævnte lande havde generelt den indstilling, at der altid og meget tidligt i en straffesag kunne eller skulle tilbydes sigtede ret til en forsvarer (sigtede skulle blot selv betale), mens gruppen af de førstnævnte lande var noget mere tilbageholdende med at lade direktivet omfatte vidtgående krav om adgang til en forsvarer, fordi det ville være omkostningstungt.
I direktivet har man valgt ikke at komme ind på finansieringen, og herudover skelnes mellem to situationer: Hvis sigtede er frihedsberøvet; hvis sigtede ikke er frihedsberøvet. Ved frihedsberøvelse bør landene sørge for at sigtede effektivt kan udnytte sin ret til en forsvarer, blandt andet ved at sørge for advokatbistand – medmindre vedkommende har givet afkald på advokat. Hvis sigtede ikke er frihedsberøvet bør landene alene tilstræbe at gøre almindelige oplysninger om retten til en forsvarer tilgængelige, for eksempel ved en folder på politistationen.
Et andet væsentligt spørgsmål i forbindelse med direktivet er tidspunktet for den sigtedes ret til en forsvarer. Det fremgår af artikel 3, at sigtede under alle omstændigheder har ret til en forsvarer på blandt andet følgende tidspunkter (afhængigt af, hvilket der indtræffer først): inden politiafhøring, inden konfrontationer eller rekonstruktioner af gerningssted med videre og ved frihedsberøvelse, uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen.
Et tredje forhold, som førte til langvarige forhandlinger, var spørgsmålet om en minimumsgrænse for, hvilke sigtelser der kunne udløse retten til en forsvarer. Holland ønskede, at direktivet ikke skulle finde anvendelse i sager, hvor der ikke kunne eller ville blive tale om frihedsberøvende sanktioner. Det var for uklart og vidtrækkende for visse lande. Løsningen blev, at hvis der ikke kan idømmes en frihedsberøvende sanktion, finder direktivet alene anvendelse ved straffesager ved domstolene. Hvis Danmark i fremtiden måtte blive bundet af direktivet, vil netop spørgsmålet om en minimumsgrænse blive relevant, fordi Danmark – i lighed med enkelte andre lande, som for eksempel Luxembourg – anvender straf for selv meget små forseelser, herunder færdselsforseelser.  

Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør for Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet. Han har i en årrække været medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.