Advokaten 8 - Advokat ind i sjælen Hellen Thorup

Print Print
21-10-2014

 

Jeg bliver forhåbentlig aldrig helt udlært
Advokat Hellen Thorup har det ‘forbløffende godt’ med ikke at arbejde så meget mere, men hun tager stadig på mediatorkurser i London hvert år, fordi hun aldrig bliver færdig med at lære. Egentlig var det lidt af et tilfælde, at hun overhovedet blev jurist, fortæller hun her, som det også var, da hun som den første familieretsadvokat kom i Advokatrådet, og da hun endte med at blive en kendt radiostemme i et helt årti…

Tekst:  Dorthe Plechinger

Foto: Camilla Schiøler

Det var så flovt, at jeg var for fummelfingret til at blive en god tandlæge. Og jeg stoppede på Tandlægehøjskolen i Aarhus efter knap et år. Men hvad skulle jeg så? En af mine forældres bekendte spurgte mig, om jeg nu skulle læse jura. Det havde jeg slet ikke overvejet, da der ingen jurister er i vores familie, og jeg vidste ikke, hvad uddannelsen indebar eller kunne føre til. For mig blev det vigtigt at gennemføre uddannelsen så hurtigt som muligt, så min far kunne se, at jeg ikke var helt håbløs. Han betalte uddannelsen for os tre børn, da vi ikke var berettigede til den SU, der var dengang. Men efterhånden som jeg forstod juraen, viste det sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv. Jura handler jo om alle vores aktiviteter i dagligdagen – når vi køber noget, gifter os, dør, skal arve eller når vi slår nogen ihjel. Det handler om det, vi foretager os, og hvordan man som samfund regulerer det på den mest logiske måde. Jeg kan rigtig godt lide logikken i juraen.

Jeg kom fra Aarhus Universitet og ville gerne ind i advokatbranchen i København. Det var ikke nemt. Sidst på studiet havde jeg mødt en højesteretssagfører fra København på et kursus og spurgt ham, hvordan det lå med at blive ansat på et højesteretskontor? Han svarede, “På de store højesteretskontorer i København ansætter man ikke kvinder, for de laver skandaler.” Jeg endte dog som fuldmægtig hos en advokat.  Men ikke en højesteretsadvokat. Og jeg undgik at lave skandale! Det var sidst i 60’erne. En ny lov tillod at opdele ejendomme i ejerlejligheder, og kontoret havde en klient, der ejede mange ejendomme. De skulle opdeles, og jeg skulle som fuldmægtig fremvise lejlighederne om søndagen, hvilket var meget lærerigt. Efterhånden ville jeg dog gerne væk derfra. Ikke kun fordi der i 1960’erne var mange regler for kvinders påklædning, når de var på arbejde der – ingen lange støvler, lange bukser eller hotpants – men også for at have mulighed for at lære om andre emner.

Havde nogen under uddannelsen spurgt mig, om det var familierets-vejen, jeg ville gå, ville mit svar have været, at Vorherre bevares, det er da kun kvinder, der gør det! Men da jeg så advokat Lilli Hornbak annoncere efter en fuldmægtig, vidste jeg bare, at det var det, jeg gerne ville. Jeg kom til samtale, og der var en tydelig kemi imellem os, så det var hende, der kom til at oplære mig i familieretssagerne. I 1974 var hun på ferie i Kenya og faldt ned og kom svært til skade. Hun kom hjem på en båre og lå på hospitalet med en halskrave – hun lå vist tre måneder eller mere. Jeg måtte overtage hendes sager og ikke mindst straffesagerne, som jeg aldrig havde prøvet før. Det førte så til, at jeg blev interesseret i straffesager. Så snart jeg havde mulighed for det, søgte jeg om beneficium og fik det. Indtil jeg blev 70 år havde jeg derfor også straffesager.  

Mange mænd siger, at de ikke ønsker at have med familieret at gøre, fordi det tager for meget på dem følelsesmæssigt. Det er jeg sikker på, at det gør, men det gælder også for os andre. Man lærer dog at håndtere det, fuldstændig som læger lærer at håndtere kræftsyge patienter. Lur mig, om det ikke også ofte handler om penge for mandlige advokater? Familieretten er jo et lavtlønsområde, og det er der især to grunde til: De mennesker, der skal betale os, skal gøre det ud af deres surt sammensparede penge, eller det offentlige skal betale i form af fri proces. Begge steder er der en begrænset mulighed for at få et stort salær, og man kan ikke få indtægter på niveau med konkursbo-advokater, skatteretseksperter eller andre. Det har ikke noget med dygtighed at gøre, men det er altså nemmere at tage et ordentligt salær, når man sidder med en klient fra et stort million- eller milliardfirma end med almindelige mennesker. Og hvis det var pengene, jeg havde valgt, kunne jeg jo bare springe fra. Drivkraften for mig har været at arbejde med mennesker. Jeg kan huske, at min tidligere chef sagde til mig, da jeg var bange for at have lavet en fejl og var meget ulykkelig, at ‘jamen, det handler jo kun penge. Det kan vi godt leve med. Det var meget værre, hvis det var en sag om et barn.’

Jeg blev indført i mediation allerede i midten af 1990’erne.  Familieretsforeningens bestyrelsesmedlem, advokat Annelise Lemche, kendte advokater i England, og herigennem fik hun og foreningen to engelske advokater til Danmark, som underviste os – et hold på cirka ti – i mediation. Det er siden blevet udbygget til en hel uddannelse gennem Advokatsamfundet. Jeg tager stadig med kollegerne fra dengang til London på kursus hos disse engelske advokater, selvom det snart er 20 år siden, vi startede. Der er så meget, jeg hele tiden kan lære om mediation, og jeg bliver forhåbentlig aldrig helt udlært, for så er jeg jo færdig!  Den teknik, man lærer i mediation, har jeg kunnet bruge både i retten, ved møder og i privatlivet. Man lærer, hvordan man skal tale med mennesker, hvis man vil have dem ud af en konflikt, og hvordan man får en dialog ud af det, så parterne føler sig hørt og forstået, uden at man nødvendigvis er enig med dem. Jeg ser bonussen de gange, hvor jeg formår det, ved at jeg næste gang bliver anbefalet af modpartens klient.

Jeg var den første familieretsadvokat, som kom i Advokatrådet. På et tidspunkt kom der en betænkning fra et udvalg under Justitsministeriet, som handlede om familieret. Jeg var helt ung og grøn og alt mulig, men jeg blev meget ophidset over betænkningen og syntes, at det var for dårligt, at man ikke “spurgte nogen som os, der havde med emnet at gøre hver eneste dag!” Så blev jeg opfordret til at komme med i Advokatrådets Lovudvalg. Herefter kom jeg i Erhvervsudvalget, blev spurgt, om jeg ville i Kredsbestyrelsen, og pludselig blev jeg også opstillet til Advokatrådet. Jeg har ikke bedt om noget af det, men har på den anden side heller aldrig sagt nej eller fortrudt det. Det allerbedste ved at medvirke i fagligt arbejde er, at du får et utroligt godt kollegialt fællesskab – et kæmpe netværk med andre advokater med forskellige arbejdsområder fra hele landet. Jeg har lært forbløffende meget i de udvalg, hvor jeg har siddet. Jeg synes jo også, det tjener standen, at medlemmerne er med i det faglige arbejde og for eksempel får størst mulig indflydelse på lovgivningen og vores egne vilkår i branchen.

Vi fik frokost – tre stykker mad – som tak for at være eksperter i udsendelsen Radioadvokaterne. Vi var to mænd og to kvinder, der på skift hver tirsdag svarede på alle mulige spørgsmål fra lytterne. Udsendelsen flyttede på et tidspunkt til Aarhus. To af os fortsatte med at tage turen dertil, og i alt var jeg med i ti år. Det var en stor fornøjelse og meget udviklende – og jeg kunne også godt se, at jeg blev ‘brandet’ af det. Jeg svarede på spørgsmål om familie- og arveretten og kan huske, at jeg blev rystet over nogle af de ting, som folk ringede ind om. De kunne for eksempel være meget utilfredse over, at de ikke havde fået besked om, at deres gamle mor var død og begravet, og at ‘lillesøster har arvet det hele’! Så sidder man der og tænker, om vedkommende ikke hellere skulle spørge sig selv, hvorfor han eller hun ikke vidste, at moderen var død? Men jeg måtte jo bevare en vis professionel distance, og i stedet forklarede jeg om udlæg for begravelsesomkostningerne, og hvad det indebærer…

Lige pludselig var jeg 70 år – det havde jeg ikke set komme. Måske kunne jeg have fået forlænget min lejekontrakt, men jeg valgte i stedet at slippe for belastningen ved at være selvstændig: At man hver måned skal tjene til huslejen, de ansatte og sig selv. Så jeg opsagde alle kontrakter og hele personalet, flyttede hjem til mig selv og lejede mig ind i et kontorhotel. Det har jeg nu haft i tre år på Rådhuspladsen, og det fungerer fabelagtigt godt. Det er en dejlig beliggenhed, smukke lokaler, de modtager mine telefoner og stiller om til mig herhjemme, modtager al min post samt stiller lokaler til disposition, når jeg har møder med en klient. Nu kan jeg slappe af og selv bestemme, hvor meget jeg vil tjene. I dag arbejder jeg ikke særlig meget, og det har jeg det forbløffende godt med, men jeg ved selvfølgelig ikke, om det holder…

Hellen Thorup
Født i Odense og uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Advokat fra 1973, møderet for landsret og Højesteret. Uddannet som mediator ved engelske mediatorer 1997. Har blandt andet været medlem af Advokatsamfundets Lovudvalg for familie- og arveret, Erhvervsudvalget, 1. kredsbestyrelse, har undervist på fuldmægtiguddannelsen i person-familieret, medlem af og formand for Fagudvalg for familie- og arveret af flere omgange, formand for Retshjælpsudvalget, medlem af Advokatrådet fra 1989 til 1995 med mere. Var i 2002 med til at modtage Dreyers Fonds Hæderspris for P4’s spørgepanel i Radioadvokaterne.