Advokaten 7 - Advokat ind i sjælen - Knud K. Damsgaard

Print Print
25-09-2014

 

Selvom advokat Knud K. Damsgaard til daglig har travlt med konkurs- og insolvenssager og med at lede firmaets afdeling i Tyskland, prioriterer han pro bono-arbejdet højt. Det har han altid gjort. Det giver en række personlige og spændende gevinster, men har også store fordele for hele advokatfirmaets renommé, mener han.

Af Dorthe Plechinger
 
Jeg synes ikke, konkurs- og rekonstruktionsarbejde er tørt stof. Du kommer helt ud i virksomheden, som af en eller anden årsag ikke er i stand til at betale kreditorerne. Det er især selve forhandlingsdelen, der er spændende – at få aktiverne realiseret så godt som overhovedet muligt. Antallet af konkurser er heldigvis faldet igen efter krisen, så der er i højere grad tale om virksomhedsoverdragelser. Det er nu alligevel sjovere og mere spændende at arbejde med en overdragelse af en virksomhed, der er ‘levende’.

En konkurs kan også være en følge af en bevidst handling, hvor ledelsen har forsøgt at få realiseret nogle aktiver og solgt ud, inden det gik helt galt. Den slags spændende ting skal man også undersøge. I et tilfælde var et selskab erklæret konkurs, og jeg kunne via Centralregistret for Motorkøretøjer se, at der var en Harley-Davidson indblandet. Jeg spurgte direktøren, hvor den var, men den var lige solgt, og han kunne da ikke huske, hvad den var solgt for. Så er det jo svært at komme videre. Jeg fortalte en vurderings- og handelsmand, hvordan jeg var blevet snydt, og det grinede han lidt af. En måned efter ringede han og fortalte, at han faktisk var blevet tilbudt denne Harley-Davidson. Så hev jeg jo fat i retten, vi kørte ud til det sted, hvor den stod, hentede den og fik den solgt. Han blev lidt sur, direktøren. Den stod kun i ca. 75.000 kroner, men det var jo ikke meningen, at vi nogensinde skulle have fundet den. 
 
Selvom der kun er 150 kilometer til den tyske grænse fra Odense, er der ofte store forskelle i kulturen og måden, man samarbejder på. Derfor er det både lidt sjovt og spændende for mig at få tyskere, der skal overtage en dansk virksomhed, til at tænke lidt ‘dansk’. Det har sådan set ikke noget med jura at gøre, men jeg kan godt lide at forklare dem, hvordan mentaliteten og kulturen er her. Det kan give problemer i forhold til de ansatte danskere, hvis man ikke kender de store forskelle. For eksempel er der en mere åben kultur på de danske arbejdspladser – man er ikke De’s i samme grad. Og det mener jeg, at tyskerne skal vide, når de køber en virksomhed her.

Det kan gå virkelig galt, når danskerne kommer til det tyske marked og ikke forstår sproget. For eksempel blev jeg kontaktet af en elektriker fra Thy, der havde fundet en samarbejdspartner i Hamburg, som skulle skaffe ham el-arbejde i Tyskland. Når kunden havde betalt, skulle tyskeren så aflevere pengene til danskeren. Det gik rigtig godt i starten, men pludselig holdt betalingerne op, og derfor ringede elektrikeren til mig efter hjælp. I papirerne kunne jeg se, at han faktisk havde taget kreditoplysninger på tyskeren, og at der i dem stod ‘Eide Stattliche Versicherung’ tre år i træk. Elektrikeren forklarede mig, at han var blevet enig med sin bank om, at det nok betød, at tyskeren måtte have gode forsikringer. Men jeg kunne fortælle ham, at ‘Eide Stattliche Versicherung’ faktisk betyder, at man har afgivet insolvenserklæring.

I Danmark kan du lidt sort-hvidt skitseret skrive en købsaftale på en serviet, hvis du har de rigtige oplysninger med. Men køber du ejendom i Tyskland, kan du lave en fuldstændig færdig aftale mellem sælger og køber, og dagen efter kan han alligevel løbe fra den. Aftalen er nemlig først gyldig i Tyskland, når man har skrevet den under hos notaren. Det er en af de store forskelle. I Tyskland skal notaren også læse alt op, før aftalen er gyldig, uanset hvordan han gør det. Og det kan tage lang tid og være meget kedeligt. Nu er det jo ikke alle tyske notarer, der har lige meget humor. Jeg var til en notarforretning, hvor der blev læst op fra højre til venstre, og til sidst spurgte notaren, om der var noget, man ikke havde forstået? Jeg forsøgte at være morsom og sige, at der var lige den der paragraf fem på den og den side, som jeg ikke havde forstået. Og så gik han i gang med at læse op igen.

Det undrede mig, da jeg en dag blev kaldt til møde hos den store tyske virksomhed Citti i Kiel. Vi var nogle år forinden blevet stillet nogle spørgsmål om danske retsforhold af dem, som vi i firmaet havde besvaret, og derefter hørte vi ikke yderligere. Jeg tog derned og havde et langt møde, hvor ejeren også var med. Han fortalte mig senere, at de i virkeligheden havde indkaldt mig til mødet for at teste, om jeg kunne tysk. De havde haft en advokat i København, hvor alt foregik på engelsk, og det var han træt af. Det blev en af de mest spændende sager, jeg har haft, fordi jeg herefter var med i hele forhandlingsforløbet, da Citti skulle etablere sig og ville købe Hørkram i Danmark. Det lykkedes. Vi satte prisen, hvor den skulle være, og jeg er stadig advokat for dem.

Det kan være en stor fordel for en virksomhed, at en af deres advokater arbejder pro bono – at det ude i byen hedder sig, at man på det og det advokatfirma har et rådsmedlem eller et kredsmedlem. Det betyder noget i forhold til klienterne at kunne vise, at medarbejderne ikke ‘bare’ er advokater i firmaet, men at de arbejder for standen som sådan. Jeg har også selv prioriteret pro bono-arbejdet og været hele rækken igennem i kredsbestyrelsen, som næstformand i Advokatrådet og også formand i en kort periode. Det er spændende at komme tættere på ‘magten’, og fordelen er, at du både kan være med til at præge udviklingen og få et stærkt netværk. I dag sidder jeg i Konkursrådet. Her er jeg kommet til at kende mange andre repræsentanter for det samme område: Professorer, dommere, SKATs rådgivere… Det giver gode meningsudvekslinger, men også en bedre forståelse af det, man selv går og arbejder med. Man får nogle andre input med hjem og en mere overordnet forståelse for helheden. Det er berigende både for mig og mit firma.

Jeg kan også i høj grad bruge min advokatbaggrund som formand for Sygeforsikringen danmark, det vil sige mine analytiske evner og hele den juridiske baggrund. Det hjælper også at være advokat, når vi ifølge Finanstilsynets strenge krav skal til ‘eksamen’ hvert fjerde år. Det er faktisk tilfældigt, at jeg er havnet her, og skyldes egentlig, at jeg er gift med min kone. Min svigerfar var nemlig med i lokalbestyrelsen i Odense, og da han gik af, spurgte han, om det var noget for mig. Jeg meldte mig ind, og i 2004 blev jeg så valgt som formand. De er ved at falde ned af stolen i udlandet, når de hører, at vi med 135 mand er i stand til at betjene 2,3 millioner medlemmer. Men vi har fået opbygget et fantastisk indberetningssystem. Mere end 90 procent af alle indberetninger kører elektronisk.

Det bliver fra den ene dag til den anden, at jeg stopper. Jeg tror ikke, at jeg er en, der trapper ned rent arbejdsmæssigt. Det der med, at så kommer man to timer om dagen… jamen, hvis klienten har brug for dig om eftermiddagen, nytter det jo ikke noget, at du er gået hjem. Jeg kan lide mit arbejde, og så længe jeg kan det, er det også dumt at gå hjem.

Blå Bog
Knud K. Damsgaard er 63 år, partner ved Focus Advokaterne i Odense og leder af firmaets Tysklandskontor i Hamburg. Uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet i 1976. Har møderet for Højesteret og landsret. Certificeret voldgiftsdommer og Insolvensadvokat. I seks år næstformand og i en halvårlig periode formand for Advokatrådet.
Knud K. Damsgaard har siden 2005 været medlem af Konkursrådet, der er nedsat af Justitsministeriet for at rådgive ministeren inden for insolvensområdet. Siden 2004 har han endvidere været formand for Sygeforsikringen danmark og sidder i flere bestyrelser.