Advokaten 6 - Advokat ind i sjælen - Kirsten Reimers-Lund

Print Print
25-08-2014

 

Jeg har masser af meninger
Tidligere havde familieretsadvokat Kirsten Reimers-Lund mange tvangsfjernelsessager. Men en tragisk sag satte en stopper for at tage de sager. I dag er hun udelukkende på klienternes side i blandt andet skilsmisse- og samværssager. Det forhindrer hende ikke i at have stærke, private holdninger til børnenes ret til at blive hørt og taget alvorligt.

Af Dorthe Plechinger

Jeg valgte at læse jura, fordi timerne lå bedst i forhold til det at have børn. Og i 1972, hvor jeg havde fået mit første barn, var der kun meget få vuggestuer. Jeg fandt med det samme ud af, at jura var sjovt og spændende – det var lige mig. Midt i det hele fik jeg meningitis. Der var en frygtelig influenza-epidemi i 1973, og det forsinkede mig noget, for jeg kunne slet ikke læse og ikke engang se fjernsyn i en lang periode. Og så måtte jeg ligesom til at begynde forfra. Men jeg blev færdig inden for nogenlunde normeret tid.

Det var lidt et tilfælde, at jeg kom til at arbejde med familieretssager. Som studerende fik jeg tilbudt et job som sagsbehandler på det familieretlige kontor i Justitsministeriet, og der blev jeg, til jeg var færdig. Jeg opgav at få et job i departementet, som der var stor prestige forbundet med. Jeg havde fået to børn til, var ikke sikker på at have høje nok karakterer og kunne ikke få en garanti for, at jeg ikke ville blive udstationeret. I stedet tog jeg imod et tilbud fra Povl Holm-Jørgensens advokatkontor i 1977, hvor man især havde arve- og familieretssager. Senere blev jeg selvstændig og arbejdede med alle slags sager, men blev kontaktet af socialrådgiver Hanne Reintoft, der fortalte, at der var bevilget penge til at oprette en retshjælp i Mødrehjælpen – om jeg ville stå for den? Og så var jeg inde i familie- og arveretten igen.

Dengang var der ikke særlig meget prestige i at være familieretsadvokat. Holdningen var, at det var noget, alle kunne. Sådan lidt allround. Området har også lidt under, at det var nemmere at få gang i sin forretning, hvis man startede med familieretten, når man slog sig ned med et skilt på torvet, og det var ikke altid ensbetydende med, at man var særlig dygtig på området. De familieretlige advokater har nok også selv været med til at tale deres fagområde ned i en række artikler om A- og B-advokater, og hvis vi ikke kan respektere os selv, kan vi jo heller ikke forvente, at andre skal gøre det, vel? Advokat Hellen Thorup, der som den første familieretlige advokat kom i Advokatrådet, og som jeg senere afløste, har også været med til at højne prestigen. I dag møder jeg mange kolleger inden for eksempelvis erhvervsjura, som jeg har den dybeste respekt for, der også viser, at de respekterer mit arbejde højt.

Der er sikkert nogle, der synes, jeg er en strid kælling, fordi jeg ofte forsøger at få klienten til at holde fast, hvis han eller hun har ret. Jeg kan selvfølgelig ikke træffe afgørelser for folk om, hvorvidt de skal skilles, men fortælle, hvad der sker, hvis de bliver det nu eller senere. Det kan være, at klienten helst vil have det overstået hurtigt, men jeg vil være helt sikker på, at han eller hun fuldstændig har forstået konsekvenserne af for eksempel at opgive et krav – at det ikke kan gøres om. Der skubber jeg nok på folk. Om det er en fejl eller fordel, vil jeg overlade til andre at bestemme. Problemet i disse skilsmisse- og samværssager er jo ofte, at det er meget store beslutninger, klienterne skal tage, på et tidspunkt, hvor de i virkeligheden er meget uegnede til at tage dem.

Jeg er advokat og repræsenterer en klient. Det forhindrer mig ikke i at have min egen mening om, hvad der er bedst for et barn. Men selv i de tilfælde, hvor jeg tænker, at barnet kunne være bedre tjent med at have en anden forælder eller bo hos den anden, er mit udgangspunkt, at jeg repræsenterer klientens synspunkt. At jeg skal udtrykke det, som klienten kunne have udtrykt, hvis han eller hun havde haft min uddannelse eller viden. Det er ikke Kirstens personlige holdninger. Derfor bliver jeg en gang imellem lidt bange, når jeg hører advokater bruge udtrykket, at vi skal tage hensyn til børnene. For hvad ligger der i det? At man for eksempel ikke i en forældremyndighedssag giver 100 procent af dét, som klienten gerne vil have frem, af hensyn til børnene? 

En bestemt tvangsfjernelsessag fik mig til helt at droppe den slags sager, og den påvirker mig stadig her 18 år efter. Sagen, som jeg førte ved landsretten, handlede om en tidligere narkoman, der var gået under jorden, fordi man ville fjerne hendes lille datter. Den endte med, at kommunen undlod at fjerne datteren, og moderen, der i øvrigt kom fra det, vi kalder en bedre familie, sagde, at hun var helt clean. Et års tid efter blev jeg ringet op på Mødrehjælpen med beskeden, at den nu 2-årige pige var død af en overdosis. Barnet havde drukket moderens metadon. Det var sket en gang før, men de havde ikke meldt det til politiet fra sygehuset, som de selvfølgelig skulle have gjort, og anden gang døde barnet altså. Jeg satte mig først ned ved mit skrivebord, og derefter gik jeg bare hjem. Når folk tidligere har spurgt, om jeg slet ikke tænkte på børnene i tvangsfjernelsessagerne, har jeg svaret, at der kun er én, der taler forældrenes sag, og det er mig, mens der står et helt system – dommere og Statsforvaltningen – og passer på børnene. Derfor har jeg altid gjort mit alleryderste for klienten og håbet, at dette system ville virke. Og det gjorde det ikke her. 

Da jeg startede som familieretsadvokat fik moderen altid forældremyndigheden. Faderen havde typisk samvær en weekend om måneden. I dag har forældrene ofte en syv-syv-ordning, hvor barnet bor lige meget hos begge. Jeg er meget bekymret for, at det først er, når børnene er voksne, vi vil finde ud af, om det er en god idé. Vi har alle brug for en base. Jeg tror, vi alle kender det med, at når kontoret skal males, ens stol står et andet sted, eller en anden har taget ens plads ved frokostbordet, så føler man sig helt hjemløs. Nogle gange synes jeg, der måske er lidt mere forældreretfærdighed end børneretfærdighed i den nuværende lovgivning.

Jeg har det virkelig dårligt med, at børn skal inddrages i det hele, høres og udtale sig i samværssager. Vi lægger et alt for stort ansvar på dem, som vi ikke kan være bekendt. De er jo superloyale og elsker både mor og far. Hvis mor og far er lykkeligt gift og bor i København, og den ene af dem får tilbudt et job i Aalborg, er der ikke nogen, der spørger barnet, om han eller hun vil med, det er bare at makke ret. Men det her allermest sårbare skilsmissebarn placerer du lige midt i skudlinjen. Ofte snyder vi også børnene lidt ved at foregive, at de bliver hørt. I en af mine sager ville en far gerne have mere samvær, hvilket moderen syntes var en ret dårlig idé. Barnet kom til en samtale, hvor han udtrykte, at han gerne ville blive en time længere om søndagen hos sin far, men ellers ikke ønskede at lave om på aftalen. Så kom afgørelsen: Man gav en times mere samvær om søndagen, og man gav faderen en dag mere oveni! Barnet må da føle sig fuldstændig til grin. Begrundelsen var, at det er bedst for barnet at bevare kontakten med begge forældre osv. Arh… så kan man jo lige så godt sige, det skal være en syv-syv-ordning, ikke? Indimellem får man nogle standardbegrundelser, som simpelthen ikke er præcise nok.

Skulle jeg give unge kolleger et råd, må det være, at de meget gerne må gå til opgaven med stor respekt og ydmyghed og tage klienterne og sagerne alvorligt – men at de ikke behøver tage sig selv så helvedes højtideligt. Jeg har stået med mine pailletter i revyen i Advokatsamfundet i mange år, og det er der da ikke gået noget skår af mig for. Nu ryger jeg sikkert direkte for Ligestillingsrådet, men jeg synes altså nogle gange, at især mandlige advokater kan have tendens til kun at tale om deres kæmpesucceser, hvorimod vi kvindelige advokater i højere grad også kan sidde og grine over de sager, hvor vi har dummet os.   

Det er både sjovt og spændende at være med til at præge en lovgivning, når man nu har nogle meninger – og jeg har masser af meninger! Jeg har været udpeget til forskellige lovforberedende udvalg i 13 år, og det tager enormt lang tid, og man skal være parat til selv at betale for det. Men det er et arbejde, jeg er stolt af. Jeg synes også, det er en rigtig god idé som advokat at gå ind i det almindelige faglige arbejde – jeg har blandt andet siddet i bestyrelsen for Københavns Advokatforening og seks år i Advokatrådet som formand for Familieretsudvalget. Jeg kan godt lide den tradition om at deltage i det faglige arbejde, og også den med, at man sidder der i en tidsbegrænset periode, så andre også kan komme til.

Nu er jeg 64 år. Jeg blev for snart seks år siden ramt af en alvorlig sygdom, men er nu erklæret fuldstændig rask. Sygdommen betød, at der blev taget noget tid fra mit arbejde, men også, at jeg besluttede ikke mere at ville have så mange ansatte. I dag sidder jeg i kontorfællesskab med fem unge mandlige advokater i 40’erne. De synes ikke, det vigtigste på denne jord er at tjene penge, at der også skal være et liv, og at man skal have det sjovt – uden at de på nogen måde er useriøse! Måske påvirker det mig, så jeg heller ikke føler, jeg selv behøver sidde til kl. 18-19 om aftenen? Måske synes jeg også, at jeg skal gøre nogle andre ting nu, for jeg kan jo ikke indhente det, hvis jeg pludselig falder død om. Og har man før hørt om nogen, der fortryder, at de ikke sad på kontoret altid? For mange år siden besluttede jeg at holde op, når jeg bliver 70 år. Grunden er, at jeg jo nok selv er den sidste, der opdager det, hvis jeg ikke fungerer godt mere. Til gengæld tror jeg heller ikke, jeg stopper før – det har jeg det for sjovt til.   

Kirsten Reimers-Lund
Advokat i 1980, har haft møderet for Højesteret siden 1983, er uddannet mediator i 2000, nu familieretsadvokat i Advice Advokatfirma med speciale i arve-, familie- og personret.
Medlem af Københavns Advokatforenings bestyrelse 1990-1995, Advokatrådet 1995-2001, formand for Advokatrådets Familieretsudvalg 1995-2001 med videre.
Udpeget til lovforberedende udvalg – Arvelovsudvalget, Ægtefælleskifteudvalget og nuværende medlem af Retsvirkningslovsudvalget.
Forfatter til bøgerne: Separation og skilsmisse, Børn – et fælles ansvar, Giftes skal/skal ikke, Den nye Arvelov samt Jeg skal skilles.