Advokaten 5 - Advokat ind i sjælen

Print Print
19-06-2014

 

Jeg har altid lagt vægt på at være urban og manerlig

Mogens Popp-Madsen har om nogen været ét med sit fag og altid tilgængelig for sine klienter. Det var absolut ikke et led i planen, at han skulle stoppe sidste år, men helbredet fortalte ham, at nu var det nok. Det er gået over al forventning at holde fredag, lørdag og søndag hver dag, som han siger, og en af de ting, han ikke savner, er den stadig mere rå tone blandt advokaterne.

Af Dorthe Plechinger
Foto: Sif Meincke

Jeg er ud af en juridisk slægt.
Min far og min farbror var jurister, og det stod klart for mig allerede fra skoletiden, at det var det, jeg havde lyst til. Jeg ville ikke være embedsmand, men gerne hjælpe folk og være i det pulveriserende liv, og derfor var det klart, at det var advokat, jeg ville være. Særligt har jeg altid været interesseret i forsvarsgerningen, og det er der, jeg mest har slået mine folder.

Der var stadig skrivepulte, pen og blæk, ja, selv kopimaskinen var ikke opfundet,
da jeg begyndte hos advokatfirmaet Falbe Hansen, Bruun & Bruun på Holmens Kanal 1. august 1959. På den måde har jeg haft hele udviklingen med. Den har været fantastisk, men har også medført forskellige problemer. Blandt andet synes jeg, at tonen blandt advokater i dag er blevet utrolig dårlig. På den måde kommer jeg ikke til at savne faget. Da jeg startede, var der en større respekt for hinanden, man talte og skrev også pænt til hinanden, og jeg har altid lagt vægt på selv at være urban og manerlig. Det er mit indtryk, at mange af de yngre advokater i dag ikke har den tid til at behandle tingene, som vi andre mente, vi skulle have. Og vi har også været to om sagerne. I dag er det ofte penge og hurtige resultater, der er et bannermærke for mange, og det repræsenterer ikke noget, jeg synes om. Omvendt har jeg forsøgt at undgå at blive den gamle, sure stodder. Jeg vil i stedet opfordre til, at man selvransager sig – og går en lang tur i Kongens Have.

Jeg har hele mit liv haft galopheste som hobby,
og når folk køber og sælger dyr, der er problemer med, henvender de sig jo gerne til én, de møder i den verden. Det har været ganske naturligt, at det var mig. Min interesse for heste og dyr har bragt mig til et utal af voldgiftssager om husdyr. Jeg har praktisk taget været i alle byretter i Danmark – bortset fra Fjerritslev. Der nåede jeg aldrig til. Så jeg har været hele Danmark rundt. Og jeg kunne lide det. Tidligere havde man særlige voldgiftsretter i alle byer, der i sager om husdyrhandler bestod af den lokale byretsdommer og to lægdommere, hvor den ene normalt var dyrlæge, og den anden gårdejer. Det vil sige, at man havde en ekspertise, som gjorde, at vi andre var glade for at komme der. I dag foregår den slags ved de almindelige domstole, og man kan ikke bebrejde en almindelig byretsdommer, at han eller hun ikke er ekspert på alle områder.

Min interesse for væddeløbssport har medført,
at jeg har rejst meget. Også i udlandet. Blandt andet var jeg til det engelske Derby i 1963 og havde den utrolige fornøjelse pludselig ude i paddocken at rende ind i en gemytlig, pæn, velklædt herre med cigar. Det viste sig at være Churchill. Han var en af de allerstørste hesteejere i England og havde dengang en af de bedste heste på lange distancer, Colonist II. Vi hilste pænt; han tog hatten af og sagde goddag. Det var lige inden sidste løb, og han spurgte høfligt, om jeg troede, hans hest havde nogen chance? Det mente jeg, for det var jo den, jeg var gået ud for at se. Det blev han glad for at høre, og den vandt også.

En af mine allerførste forsvarssager som fuldmægtig var for en svensker, der blev anholdt i København.
Han drev urforretning en gros i Stockholm, og man mente, han smuglede ure over den svenske grænse til Rusland. Der blev rejst en sag her i København, og jeg var så heldig at få ham frifundet for det hele og løsladt. Han gav en større middag på en bedre restaurant i København, og næste dag fløj han til Schweiz. Jeg fik et kort fra ham, hvori han takkede mig meget og skrev, at hvis jeg nogensinde fik problemer, måtte jeg endelig henvende mig til ham. En måned senere var der en reportage i fjernsynet om det svenske politi, der havde lavet razzia i Stockholm på hans kontor og hans lager. Her havde man blandt andet fundet en million russiske rubler! Hvad der siden er sket, ved jeg så ikke, men det var en meget sjov og spændende sag, som gav blod på tanden.

Jeg var forsvarer i en af de første sager om æresdrab – Ghazala-sagen,
hvor en ung pige fra det pakistanske miljø blev henrettet på stationspladsen i Slagelse, fordi familien var utilfreds med, at hun havde knyttet sig til en ung mand, de ikke syntes om, og så afgjorde familierådet, at man rykkede ud for at slå dem begge to ihjel. Det lykkedes dem kun at slå Ghazala ihjel, mens den unge mand nåede at flygte. Det viste jo en kedelig side af den menneskelige facon, og jeg lærte, at det pakistanske miljø har sine egne regler. Jeg har haft mange muslimer som klienter og har sågar været medvirkende til at få en af deres trosretninger godkendt i Kirkeministeriet, men jeg må jo nok sige, at det kan være svært at passe reglerne ind i det danske samfund. Omvendt har jeg også den indstilling, at man er nødt til at acceptere, at folk har en anden mening, og jeg har altid været meget liberal på det punkt.

Jeg har altid besøgt folk i deres hjem, når jeg synes, der var grund til det.
Jeg synes, man lærer klienterne bedre at kende, hvis man ser deres miljø. Jeg har også altid lagt vægt på den nære kontakt og ment, at hvis jeg ikke gik dybt ind i sagen på den måde, havde jeg ikke den fulde mulighed for at hjælpe dem. Dengang jeg fik bestalling – 13. august 1962 – skulle man skrive under på en erklæring til den daværende justitsminister, Hans Hækkerup, som lød, at man skulle varetage klienternes interesser på bedst mulig måde. Det kan man kun gøre, hvis man også interesserer sig for, hvem vedkommende er, mener jeg, og hvad årsagen er til, at vedkommende har fået det problem. Det er også mit bedste råd til unge advokater: I straffesager er der altid en årsag til, at folk er havnet i den situation, de er. Her skal man ligesom lægen gå i dybden for at finde ud af, hvad årsagen er, og man skal tage sig den tid, der er nødvendig.

Jeg har – til min families fortrydelse – lagt vægt på altid at være til stede.
Jeg har sagt til folk, at mellem 23 om aftenen og syv om morgenen ville jeg have fred, men ellers var de velkomne til at ringe. Også fordi de øjebliksindskydelser, man får, kan være af betydelig værdi i en sag, og måske har man glemt dem otte dage efter. Der er jo en ting, man skal huske: Hvis folk går og ruger over tingene, kan det være, at de glemmer, forbedrer eller digter – man får det ikke frisk fra fad.

Jeg synes, jeg har lov til at sige, at jeg har været mit fag.
Jeg gik som regel hjemmefra lidt over otte om morgenen og kom ofte først sent hjem om aftenen. Jeg kan vist godt på standens vegne sige, at der næppe er noget andet fag, hvor man arbejder så meget som hos advokater. Min indstilling har været, at jeg ville holde ud så længe, jeg kunne, og det dér med 70 og 75 år har egentlig ikke ligget mig på sinde. Men sidste år fik jeg sådan lidt hjerteflimmer, der gjorde, at jeg måtte tage det mere roligt. Derfor var det meget naturligt at beslutte sig for, at nu kunne det vist være nok. Min kone synes også, det var tilstrækkeligt. Jeg tænkte da på, hvad jeg nu skulle give mig til, men sandheden er, at dagene går hurtigt, og jeg har ingen problemer med at få tiden til at gå. Det er som bekendt fredag, lørdag og søndag hver dag, og jeg tror ikke, jeg direkte kommer til at savne arbejdet.


Mogens Popp-Madsen
81 år og uddannet jurist i 1959. Ansat hos Falbe Hansen, Bruun & Bruun som fuldmægtig indtil 1962, herefter advokat samme sted indtil 1980, hvor han blev selvstændig. Møderet for Højesteret fra 1975. Medlem af Ligningskommissionen i Gentofte fra 1981-93. Gift med advokatsekretær Ellis Mary Rasmussen. Bor på Frederiksberg.