Advokaten 4 - Leder - Velkommen til Folkedomstolen 2014

Print Print
13-05-2014

Overskriften kan måske give anledning til en række forskellige associationer, men det er nu noget ganske bestemt, jeg her har i tankerne: I år kan vi for tredje år i træk byde velkommen til Folkedomstolen på Bornholm. Det gør vi i tæt samarbejde med repræsentanter for Domstolsstyrelsen og Dommerforeningen, der igen i år er med hele vejen fra planlægningen – der starter i vintermånederne – til den sommerdag, hvor dommere, advokater, Folketingets Retsudvalg og interesserede besøgende fylder teltet på Havnen i Allinge.
Det første år på Folkemødet havde vi fokus på en sag, der udviklede sig fra en sommerflirt til en voldtægt. Sidste år stod den unge, voldsdømte serber til en udvisning. Og i år stiller vi skarpt på et hjemmerøveri, hvor et vidne kommer til at spille en stor rolle.
Vidnebeviset er et af de områder, der er forsket mest i inden for bevisretten. Og med god grund. Forskningen viser nemlig, at vi mennesker ikke altid er så gode vidner, som vi selv tror. Uanset hvor sikre vi er på, hvad vi har set, så er vores oplevelse af virkeligheden farvet af både personlig erfaring, fordomme og en række andre faktorer.
Et af de bedste eksempler er fra en film, hvor en gruppe ventende togpassagerer uvidende deltog i et eksperiment. De ventede på én perron, mens der på en anden udspillede sig en situation mellem to skuespillere: En ung fyr trækker en stålkam op af lommen, mens han passerer en nydelig ældre herre. Han griber fat i den unge mand, og det udvikler sig til håndgemæng.
Det kommer der nogle overraskende vidneudsagn ud af. Mange i gruppen får blandt andet overbevist hinanden om, at den unge trak en kniv op af lommen. Ja, nogle af vidnerne kan oveni købet beskrive, hvor drabelig kniven så ud.
Den teknologiske udvikling har naturligvis også haft betydning for bevisførelsen i straffesager, hvor vidnebeviset sjældent er det eneste bevis, men ofte suppleres af tekniske beviser, for eksempel i form af DNA-beviset. Alligevel spiller vidnebeviset fortsat en stor rolle, så derfor vil vi gerne invitere til en test af, hvor godt et vidne, du er. De fleste af os tror, at vi er fremragende vidner. Men er vi nu også det? Jeg vil derfor opfordre til at tjekke vores program for Folkemødet, hvor du blandt andet vil finde et spændende arrangement, hvor du kan teste dine evner som vidne.
Der er rigtig mange andre aktiviteter i Advokatsamfundets telt på Havnen i Allinge fra morgen til aften. Vi har masser af debatter om retssikkerheden i samfundet, og de bornholmske advokater stiller også i år op i Advokatvagten, hvor gode råd er gratis. Jeg glæder mig til at byde velkommen i teltet til Folketingets Retsudvalg, der nu for tredje gang stiller talstærkt op som jury for en dag og ikke mindst til de besøgende, der gerne vil være tæt på en retssag, som giver rum til eftertanke. På gensyn på Bornholm!