Advokaten 4 - Internationale guidelines for etik

Print Print
12-05-2014


Voldgift bruges blandt andet til at løse kommercielle tvister mellem parter, som har hjemsted i forskellige lande. Netop dette internationale element kan skabe usikkerhed med hensyn til indholdet af de etiske standarder, som de involverede advokater er undergivet. IBA har vedtaget et sæt guidelines, som kan få betydning for fastsættelse af den etiske standard for advokater i internationale voldgiftssager.

Der er mange uklarheder med hensyn til, hvilke etiske standarder partsrepræsentanter bør følge i internationale voldgiftssager. Det internationale element er som anført indledningsvis en af grundene hertil.

Af Steffen Pihlblad, generalsekretær, Voldgiftsinstituttet

International Bar Association (IBA) har 25. maj 2013 vedtaget ‘Guidelines on Party Representation in International Arbitration’. Disse guidelines er de seneste af i alt fire sæt guidelines om voldgift, som er vedtaget af IBA, hvoraf især ‘Guidelines on Conflict of Interest in International Arbitration (2004)’ har mødt stor anerkendelse i voldgiftskredse verden over.   
Det fremgår af præamblen til de seneste guidelines, at disse er inspireret af et princip om, at partsrepræsentanterne “should act with integrity and honesty and should not engage in activities designed to produce unnecessary delay or expense, including tactics aimed at obstructing the arbitration proceedings.”
IBA’s Guidelines finder anvendelse for alle, der repræsenterer en part i en international voldgiftssag. I praksis er det dog i langt de fleste tilfælde advokater, der medvirker som partsrepræsentanter.
Det internationale element, der ofte findes i en voldgiftssag, kan skabe usikkerhed med hensyn til indholdet af de etiske standarder, som advokaterne i sagen er undergivet, idet der i de forskellige lande kan gælde forskellige retskulturer og -traditioner, herunder etiske standarder, som tilmed kan være indbyrdes uforenelige.
For at minimere denne usikkerhed og for at sikre en fair proces i overensstemmelse med det fundamentale krav om, at parterne i en voldgiftssag skal behandles lige, (som i Danmark er gengivet i både voldgiftsloven og Voldgiftsinstituttets regler) har IBA udarbejdet de omtalte ‘Guidelines on Party Representation in International Arbitration’. Disse guidelines har til formål at angive ‘best international practice’ på de enkelte områder.
IBA’s Guidelines finder kun anvendelse, hvis parterne har aftalt dette. Selvom parterne ikke har aftalt dette, må det antages, at disse alligevel kan få værdi som retskilde, idet der i meget vid udstrækning er tale om en sammenskrivning af international praksis, der som sådan har en ikke ubetydelig værdi som retskilde.
I det følgende knyttes nogle kommentarer til udvalgte bestemmelser i guidelinen.

Kommunikation mellem kun den ene part og voldgiftsdommeren
En advokat skal som udgangspunkt afholde sig fra at kommunikere med en voldgiftsdommer, uden at den anden part får lejlighed til at medvirke i kommunikationen (ex parte kommunikation). Guidelinen indeholder imidlertid nogle undtagelser hertil. Det er for eksempel i guideline 8 (a) anført:

“It is not improper for a Party Representative to have Ex Parte Communications in the following circumstances:
(a) A Party Representative may communicate with a prospective Party-Nominated Arbitrator to determine his or her expertise, experience, ability, availability, willingness and the existence of potential conflicts of interest.”

Bestemmelsen omhandler en advokats interview af en potentiel voldgiftsdommer for at kunne vurdere, om parten skal pege på den pågældende som voldgiftsdommer.
Baggrunden for forbuddet mod ex parte kommunikation er, at sådanne samtaler nemt kan skabe berettiget tvivl om voldgiftsdommerens habilitet. Det fremgår imidlertid af guideline 8, at sådanne samtaler ikke kan kritiseres, hvis samtalerne er begrænset til at få afdækket den potentielle voldgiftsdommers habilitet, kvalifikationer og tilgængelighed.
Det kan for eksempel indgå i en sådan samtale, hvilke bøger og/eller artikler voldgiftsdommeren har udarbejdet om det område, som parternes tvist udspringer af, og om han eller hun har været indlægsholder på konferencer med videre vedrørende emnet.
Desuden kan voldgiftsdommerens nærmere relationer og interesser i sagen afdækkes, således at eventuelle interessekonflikter konstateres så tidligt som muligt i forløbet. Det er i den forbindelse nødvendigt, at advokaten fremlægger oplysninger om identiteten på de deltagende parter og de øvrige involverede, for eksempel modpartens advokat, de forventede vidner og sagkyndige med videre. Oplysninger om voldgiftsrettens hjemsted, processproget, lovvalget, ved hvilket institut sagen foregår og den forventede tidsplan for sagens gennemførelse kan også indgå. En advokat må desuden under et ex parte interview være berettiget til at komme med en generel beskrivelse af sagen. Hvis samtalen derimod kommer til at dreje sig om voldgiftsdommerens syn på sagens materielle forhold, vil samtalen komme i konflikt med forbuddet mod ex parte kommunikation og voldgiftsdommeren bliver inhabil. Det må også gælde, selvom der alene er tale om voldgiftsdommerens helt foreløbige syn på sagen.  
Den citerede guideline 8 (a) har ikke noget modstykke i de danske advokatetiske regler. Det må dog forventes, at hverken Advokatrådet eller Advokatnævnet vil anse en advokat, der medvirker i samtaler som beskrevet i guideline 8 (a), for at handle i strid med god advokatskik.  

Kommunikation med vidner
Guideline 20 og 24 omhandler forholdet mellem på den ene side advokaten og på den anden side vidnet, herunder partsudpegede eksperter. Den anførte relation er kontroversiel, netop fordi den er uens reguleret i de forskellige lande.

Guideline 24 er formuleret som følger:
“A Party Representative may, consistent with the principle that the evidence given should reflect the Witness’s own account of relevant facts, events or circumstances, or the Expert’s own analysis or opinion, meet or interact with Witnesses and Experts in order to discuss and prepare their prospective testimony.”

Det anførte indebærer, at advokaten under et møde sammen med vidnet kan drøfte, hvordan vidnets budskaber bedst kan præsenteres for at gøre det nødvendige indtryk på voldgiftsretten. Som led heri må advokaten kunne udarbejde et udkast til manuskript, som vidnet kan gøre brug af, samt ‘brainstorme’ over, hvilke spørgsmål der må påregnes fra modpartens advokat, og hvordan disse mest hensigtsmæssigt kan besvares. Advokaten må naturligvis ikke medvirke til, at vidnet afgiver bevidst forkert forklaring.

Til sammenligning følger det af pkt. 18.3 i de danske advokatetiske regler:

“En advokat, der repræsenterer en part i en retssag, kan kontakte et vidne forud for vidneafhøringen for at klarlægge, hvad vidnet kan forklare og for at sætte vidnet i stand til at forberede sig på vidneafhøringen.
En advokats dialog med et vidne skal altid ske på en måde, der er egnet til at understøtte, at vidnet så korrekt som muligt bidrager til sagens oplysning.
Når det er påkrævet, skal advokaten orientere modpartens advokat om den kontakt, advokaten agter at tage eller har haft med et vidne. Sådan information skal navnlig gives, hvis vidnet har en særlig relation til modparten. Der vil normalt ikke være behov for en orientering af modparten, hvis advokaten har ført vidnet i en forudgående instans, hvis vidnet er ansat hos den part, advokaten repræsenterer, eller hvis parten har en anden særlig tilknytning til vidnet. Det forhold, at et vidne føres af modparten, påvirker ikke i sig selv advokatens adgang til at kontakte et vidne.”

De anførte bestemmelser i de advokatetiske regler finder efter ordlyden kun anvendelse i forhold til retssager, men det antages at bestemmelserne også må kunne finde anvendelse ved behandlingen af voldgiftssager, jævnfør Lars Økjær Jørgensen og Martin Lavesen, De Advokatetiske Regler, side 220.
De advokatetiske regler indeholder – i modsætning til IBA’s regler – ingen særlige bestemmelser om advokatens rolle i forbindelse med udarbejdelsen af skriftlige vidneerklæringer. Det må dog antages, at pkt. 18.3 også må kunne finde anvendelse ved udarbejdelsen af sådanne erklæringer, som i international voldgift er et almindeligt led i bevisførelsen, og som i de senere år også har vundet større og større indpas i dansk retspleje.

Det fremgår herom i guideline 20, som omfatter erklæringer udarbejdet af vidner og partsudpegede eksperter:
“A Party Representative may assist Witnesses in the preparation of Witness Statements and Experts in the preparation of Expert Reports.”

Den lidt uldne formulering “… may assist …” må antages ikke at være til hinder for en udbredt praksis, hvorefter advokaten, hvad enten der er tale om ‘Witness Statements’ eller ”Expert Reports”, er dybt involveret i udarbejdelsen af erklæringen.
Baggrunden herfor må navnlig være at sikre, at erklæringen på en klar, tydelig og præcis måde behandler de spørgsmål, som der ønskes svar på, og (i forhold til Expert Reports) at dette sker med respekt for arbejdsdelingen mellem voldgiftsretten, som skal afgøre parternes tvist, og eksperten, som skal bidrage til at oplyse sagen. For at leve op til kravet i guideline 24, om at “the evidence given should reflect the Witness’s own account of relevant facts, events or circumstances, or the Expert’s own analysis or opinion.”   

Uforenelighed mellem de etiske regler
Den uens tilgang i de citerede passager – og den tilsyneladende mere restriktive regulering i de danske advokatetiske regler om advokatens adgang til at kommunikere med vidner, herunder kravet om at modparten i visse tilfælde skal orienteres om kontakten med et vidne – bør give anledning til nærmere etiske overvejelser hos danske advokater, der medvirker som partsrepræsentanter i internationale voldgiftssager. Dette gælder så meget desto mere, når de advokatetiske regler angiver ikke alene at gælde ved advokaters udøvelse af virksomhed under brug af advokattitlen i Danmark, men også ved danske advokaters udøvelse af sådan virksomhed i udlandet, jævnfør pkt. 4.1 i de advokatetiske regler.
Dilemmaet er med andre ord: Skal den danske advokat, som repræsenterer en dansk virksomhed i en international voldgiftssag mod en udenlandsk virksomhed, følge sit hjemlands (strengere) etiske regler med den konsekvens, at det fundamentale voldgiftsretlige princip om parternes ligebehandling tilsidesættes (og chancen for at vinde sagen dermed reduceres), eller skal advokaten krænke sit hjemlands etiske regler, og i stedet følge ‘best international practice’ som beskrevet i IBA’s regler med fare for, at dette får disciplinære konsekvenser for vedkommende ved Advokatnævnet?
De advokatetiske regler, som er udarbejdet af Advokatrådet, er vejledende retningslinjer for, hvad der er god advokatskik. Det er Advokatnævnet og domstolene, der gennem en fortolkning af retsplejelovens § 126, stk. 1, med bindende virkning fastlægger indholdet af ‘god advokatskik’. Ved fastlæggelsen af indholdet af denne retlige standard må man gå ud fra, at Advokatnævnet og domstolene har et særligt blik for indholdet af de advokatetiske regler. Det må dog antages, at også andre retskilder kan indgå ved fastsættelsen af ‘god advokatskik’. Det gælder især på områder, som ikke er særskilt reguleret i de advokatetiske regler. Det er for eksempel nærliggende at antage, at Advokatnævnet ved behandlingen af sager om krænkelse af god advokatskik i forbindelse med advokaters ageren i internationale voldgiftssager vil være åbne overfor at inddrage IBA Guidelines.
Det anførte indebærer, at danske advokater efter omstændighederne kan være berettiget til at følge de mere lempelige etiske standarder, som måtte fremgå af IBA’s Guidelines (eller andre etiske regler, der kan udledes af parternes lovvalg eller voldgiftsrettens anvisninger i øvrigt), også selvom dette indebærer risiko for overtrædelse af de advokatetiske regler.

Udelukkelse af advokat for at undgå inhabilitet hos voldgiftsdommeren
Et advokatskifte fører nogle gange til, at en allerede udpeget voldgiftsdommer bliver inhabil. For at undgå, at det sker – ofte med forsinkelse og øgede omkostninger til følge – er det i guideline 5 og 6 bestemt:

“5. Once the Arbitral Tribunal has been constituted, a person should not accept representation of a Party in the arbitration when a relationship exists between the person and an Arbitrator that would create a conflict of interest, unless none of the Parties objects after proper disclosure.
6. The Arbitral Tribunal may, in case of breach of Guideline 5, take measures appropriate to safeguard the integrity of the proceedings, including the exclusion of the new Party Representative from participating in all or part of the arbitral proceedings.”

Bestemmelserne om inhabilitet i både voldgiftsloven og Voldgiftsinstituttets regler er formuleret sådan, at voldgiftsdommerens hverv skal ophøre, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til berettiget tvivl om vedkommendes upartiskhed eller uafhængighed. Det anførte indebærer i praksis, at voldgiftsdommeren – og ikke den partsrepræsentant, der udløser inhabiliteten – trækker sig fra sagen.
Det følger af Guideline 5 og 6, at det ikke nødvendigvis er voldgiftsdommeren, der i disse tilfælde skal trække sig, men derimod advokaten, hvis han eller hun accepterer hvervet som partsrepræsentant (og dermed udløser inhabiliteten hos voldgiftsdommeren), efter at voldgiftsretten er blevet nedsat.
Det er klart, at det i mange tilfælde vil være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis en part under sagens forløb, for eksempel kort tid før der skal afholdes mundtlig forhandling i sagen, skifter advokat med den konsekvens, at en ellers habil voldgiftsdommer skal trække sig som følge af den nu opståede interessekonflikt. I sådanne tilfælde kan det forekomme berettiget, at voldgiftsretten som alternativ til udskiftningen af voldgiftsdommeren kan udelukke den nye advokat fra at medvirke.
En sådan løsning er ikke uproblematisk, og må forbeholdes tilfælde, hvor udskiftning af voldgiftsdommeren er meget upraktisk, og hvor der eventuelt foreligger mistanke om, at den pågældende part med advokatskiftet ønsker at forsinke sagen.

Uklarhed om hvilke etiske standarder
Der er mange uklarheder med hensyn til, hvilke etiske standarder partsrepræsentanter bør følge i internationale voldgiftssager. Det internationale element er som anført indledningsvis en af grundene hertil. En anden grund er, at voldgiftsprocessen i meget vidt omfang hviler på, hvad parterne har aftalt. Voldgift er således ikke – som for eksempel retssagsbehandling – massivt reguleret af retsregler, der har til formål at skabe klarhed om partsrepræsentantens rettigheder og pligter.
Det er derfor en fordel, at der nu findes et sæt IBA guidelines, som voldgiftsretten og parterne kan konsultere med henblik på at anvende de ‘best practice’ standarder, der er udviklet gennem international voldgiftspraksis, og som har til formål at sikre, at sagen gennemføres i overensstemmelse med fundamentale principper om ligebehandling og fairness.

Steffen Pihlblad
Generalsekretær, Voldgiftsinstituttet. Deltog i februar 2014 i 17th Annual IBA International Arbitration Day, hvor emnet var “Advocates’ Duties in International Arbitration: Has the time come for a set of norms?”.

Guide til nye IBA Guidelines
IBA’s guidelines indeholder en regulering af advokatetiske spørgsmål i internationale voldgiftssager, herunder

  • Præambel, definitioner og anvendelsesområde (Guideline 1-4).
  • Særlige spørgsmål om advokatskifte (Guideline 5 og 6).
  • Adgangen til ex parte kommunikation med voldgiftsdommeren (Guideline 7 og 8).
  • Fremlæggelse af processkrifter og beviser, herunder vidneerklæringer mv. og edition (disclosure) (Guideline 9-17).
  • Forholdet til vidner og sagkyndige (Guideline 18-25).
  • Sanktioner for tilsidesættelse af de enkelte guidelines (Guideline 26 og 27).