Advokaten 4 - Advokat ind i sjælen

Print Print
12-05-2014


Jeg vil forsvare djævlen selv – men ikke hans gerninger
Man bør skelne mellem det, der er mennesket, og det, der er gerningen, mener Merethe Stagetorn. Gennem tiden har hun mødt mange, der har en aversion mod at dykke ned i det parallelsamfund, som det kriminelle samfund udgør. Selv har hun aldrig sagt nej til at forsvare et menneske.

Tekst: Dorthe Plechinger
Foto: Camilla Schiøler

Jeg har aldrig sagt nej til at forsvare et menneske. Selv i de sager, hvor der er sket helt umulige ting, som man synes må være langt ud over, hvad der er af ondskab i verden, er der altid et menneske bag. Jeg har tit udtrykt det i metaforen, at jeg ville forsvare djævlen selv – og det ville jeg – men ikke hans gerninger. Man bør skelne mellem det, der er mennesket, og det, der er gerningen.

Jeg møder mange, der giver udtryk for, at det må være et interessant job. Men hvis jeg begynder at tale om det, bliver de hurtigt fjerne i blikket. Rent faktisk har mange – og med god grund – en vældig aversion imod at dykke ned i hele det parallelsamfund, som det kriminelle samfund udgør.  Det er lidt ubehageligt at erkende, at de mennesker, som begår grove forbrydelser, også skal hjælpes eller støttes. Det er en af grundene til, at jeg skrev en bog om mit arbejde i retssale og fængsler.
 
I princippet kan man komme ind i Københavns Byret, tilstå og få livsvarigt fængsel, fordi man har slået to mennesker ihjel. Det skete for eksempel, da jeg var forsvarer for en russisk kvinde, som havde slået to små børn ihjel, som hun passede. I denne meget sørgelige sag blev der udarbejdet en mentalundersøgelse, der sagde, at hun ikke var sindssyg. Men Retslægerådet mente, at hun havde en psykose, og sagen endte alligevel med, at hun blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Selvom det er en sag, som får fatale konsekvenser for både gerningsmand og ofre, så kan den afgøres i retten på blot en time.

Der er ofte mange og store følelser på spil i mine sager, og på en måde er det fair nok, at pårørende kan vende sig imod mig. Men jeg er aldrig blevet angrebet. Der var dog dramatik og voldsomme følelser involveret, da jeg ved Vestre Landsret i Aarhus forsvarede en mand fra et af de mellemøstlige lande for drab. Den dræbtes familie fulgte dagligt sagen. Da formanden for nævningetinget kom ind med afgørelsen – at manden blev frifundet for drabet – blev stolene bogstaveligt talt smidt gennem lokalet. Jeg kravlede lynhurtigt ned bag det panel, vi sad ved, der heldigvis stod lidt på afstand af salen. Det er i øvrigt den eneste gang, jeg har oplevet at få peberspray i øjnene. Det er sket, at min tidligere sekretær gennem 33 år har modtaget ubehagelige breve. Dem har hun dog lige så stille ladet glide i papirkurven.

Der er sket en stor ændring i opfattelsen af forsvarsadvokater, siden jeg selv blev beneficeret i 1980. Tidligere var det ikke et agtet hverv. Holdningen var, at det var en slags service, som staten stillede til rådighed. I dag oplever jeg, at respekten for forsvarsadvokaters arbejde er blevet væsentlig større.

Jeg har ikke følelser mod eller med klienten. Det dur ikke, hvis jeg prøver at overbevise retten om, at min klient i virkeligheden er et godt menneske og et forfærdeligt offer for omstændighederne. Dommerne ville kigge måbende og sige: Advokat Stagetorn, kunne vi måske gå videre! Jeg var på et par ugers kursus i Paris – fik et lille rejselegat fra Axel H. Petersens Fond – hvor jeg blandt andet fik lejlighed til at besøge franske retssale. Der så jeg en helt anden type af følelsesmæssigt engagement og teater, hvor også anklageren udtalte, at den anklagede var et forfærdeligt menneske. Jeg synes, vi har et godt system i Danmark, som jeg er stolt over, hvor anklager og forsvarer lægger deres synspunkter frem, hvorefter retten træffer afgørelsen.

Nogle klienter kan godt være vanskelige, fordi de har en kaotisk tankegang under forløbet. Jeg har for eksempel lige nu en drabssag, hvor det er umuligt at finde hoved eller hale i, hvad sigtede siger. Det første, jeg gør, er, at lade klienten fortælle – ofte i timevis. Helst så længe, at klienten føler, at han er kommet hele vejen rundt om sagen. Først herefter kan jeg sammenligne med det, som fremgår af sagsakterne, og foreholde klienten det, og så har vi en drøftelse, som forhåbentlig medfører, at klienten forstår sagens gang og i givet fald accepterer en domfældelse.

Tvind-sagen har betydet meget for mig. Det var en stor oplevelse at være forsvarer i sagen. Her var vi en række forsvarere, der havde hver sin klient, men vi arbejdede som en helhed. Klienterne var intelligente mennesker, der forstod sagens problemer uden at fornægte dem. Tvind-sagen var interessant, fordi den samtidig var et stykke Danmarkshistorie fra 1970’erne om særlige skatteregler og skattefrihed. Dommen faldt i 2006 – på en sommerdag i Ringkøbing – og her blev min klient endelig frifundet. Jeg lærte meget af denne sag, men det gør jeg nu altid, uanset hvem klienten er.

Det kan være svært at forstå, at man som forsvarsadvokat ikke må bruge de samme våben som anklageren – og at få det forklaret til klienten. Når klienten for eksempel siger: “Du kan da ringe til Alfred, for han ved, jeg var med ude at bowle den aften,” må jeg forklare ham, at man som forsvarer skal holde sig fra at tale med vidner. Det er også svært at forklare, at han ikke kan få sagens dokumenter udleveret – ikke engang egne dokumenter i sager om for eksempel økonomisk kriminalitet. Klienten må blot gøres bekendt med indholdet. Det siger Retsplejeloven, og hvis man vil prøve det for en dommer, får man i 19 ud af 20 sager nej. Det kan virke utilfredsstillende og er svært at forklare.

Jeg står stadig i køkkenet på La Glace et par timer i juletravlheden. Det passer mig fint at kunne hjælpe min datter Marianne, der har overtaget stedet, med at tage opvasken. Det er hyggeligt at holde min egen forbindelse til La Glace ved lige, og så er der en glæde ved straks at kunne se resultatet af arbejdet. I mine sager kan der gå måneder og sågar år, før jeg ser resultatet.

Advokatfaget er hårdt med meget arbejde. Jeg begyndte selv først som advokat, da mine børn var 13 og 15 år. Jeg er ikke i tvivl om, at mange advokater i dag er overbebyrdet med arbejde, og at særligt kvinder ikke altid får den nødvendige hjælp af deres mand. Du kan bare se på, hvor mange yngre kvindelige advokater der er i forhold til mandlige, og hvor mange kvinder der har bestalling, når de er 50. Det, synes jeg, er ærgerligt. Jeg ville gerne se mange flere kvindelige advokater.

Jeg har ikke tænkt mig at trappe ned. Der er en tryghed ved at vide, at min søn, som jeg er i kontorfællesskab med, vil sige til mig, hvis jeg skal holde op. Jeg har arbejdet som en hest fra midten af 1980’erne og til omkring 2005. I dag kører jeg en mere almindelig hverdagsuge. Det er da klart, at tidspunktet nærmer sig, og jeg vil også gerne være mere på vores gård og dyrke flere gulerødder – og rejse lidt mere. Vi må se, hvad der sker.

Merethe Stagetorn
Advokat, 71 år, er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1965 og var advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten fra 1965 til 1967. I 1977 stiftede hun advokatfirmaet Stagetorn, og siden 1980 har hun været beskikket forsvarer. Var fra 1978-89 indehaver af konditoriet La Glace. Siden 1983 har hun haft møderet for Højesteret og fra 1992 været tilknyttet Københavns Universitet som censor. Stagetorn har været formand for Foreningen af Beskikkede Advokater og er medlem af Strafferetsplejeudvalget samt en række bestyrelser.
Stagetorn har blandt andet repræsenteret Mogens Glistrup, Peter Brixtofte, cykelrytteren Bo Hamburger, Tvinds skoleleder Bodil Ross Sørensen med flere. Hun repræsenterede også museet Trapholt i sagen om den blendede guldfisk. I 1998 udgav hun bogen ‘Forsvarsadvokaten — Hverdag i retssale og fængsler’. Hun har tillige udgivet flere juridiske lærebøger.