Advokaten 3 Leder Giv borgerne en følelse af fair play

Print Print
28-03-2014

Når Advokatsamfundet konstant har fokus på at styrke borgernes retsstilling – ikke mindst over for staten – er det udtryk for ønsket om at underbygge noget helt centralt i den demokratiske retsstat: At alle er lige for loven og derfor i udgangspunktet skal have samme muligheder for på et ordentligt grundlag og inden for rimelig tid at få deres retskrav prøvet ved uafhængige domstole.
Temaet i dette nummer af Advokaten er “den store mod den lille". Jeg er sikker på, at I ofte møder den problemstilling i praksis. Muligheden for rådgivning er meget væsentlig for borgernes oplevelse af retssikkerhed og fair play. Derfor er et af Advokatsamfundets kerneområder at sikre, at borgerne har mulighed for at gå til en advokat. Det gælder lige fra den mundtlige førstehåndsrådgivning i advokatvagterne til den organiserede offentlige retshjælp og retshjælpsforsikringsordningen. Vi har den grundlæggende tilgang, at enhver borger har krav på at kunne få sin retsstilling ordentligt belyst.
I et samfund så kompliceret som vores er det klart, at første stop i den afklaringsproces typisk vil være den myndighed, der har borgerens sag og står for den regulering – det indgreb – som borgeren er usikker på, ikke forstår eller opfatter som direkte urimeligt.
Jeg er overbevist om, at én af de vigtigste opgaver for at modvirke polarisering mellem stat og borger, er at styrke borgernes adgang til uvildig rådgivning. Det er langt fra alle borgere, der har ret i deres klager. Men hvad hjælper det på retsfølelsen, hvis man ikke har tillid til den myndighed, der giver et afslag, man ikke forstår?
Her spiller advokaten en vigtig rolle. Selv den borger, der ikke har ret, kan bevare troen på retssamfundet, når han får mulighed for at sidde over for en advokat, der tager sig tid til at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Og derved vil samfundet både kunne spare ressourcer og gå styrket fra mødet med borgeren.
Vi oplever i dag en stigende mistillid over for en række myndigheder – ingen nævnt, ingen glemt – som omvendt erklærer, at deres hovedopgave er at genvinde denne tabte tillid. Må jeg foreslå, at man i den sammenhæng ofrer ekstra energi på at sikre, at klageadgangen og vilkårene for borgernes adgang til forståelse af deres ret gøres mere brugervenlig og tilgængelig? Det store skridt på vejen er efter min bedste overbevisning, at borgeren får en behandling, som lever op til rimelige forventninger i en retsstat, hvor retsstilling og indgreb ofte er komplekse og uforståelige for borgerne i almindelighed. Dette gælder såvel selve adgangen til uvildig rådgivning som en rimelig godtgørelse af omkostningerne ved at opnå den. Da ikke mindst, hvis disse indgreb viser sig helt eller delvist ikke at kunne holde vand.