Advokaten 3 Advokat ind i sjælen

Print Print
28-03-2014


Rollemodel? Det var dog en forfærdelig tanke!
Tamilsagen, skatteretskommissionen, oliekoncessioner, Storebæltssagen og sagen mod Waterfront – den 71-årige advokat Per Magid har været involveret i dem alle. Men selv fremhæver han en sag, hvor han hjalp en ældre polsk flygtning til opholdstilladelse. Nu bliver Magid tildelt Dreyers Fonds store hæderspris med blandt andet begrundelsen ‘en markant rollemodel’.

Af Dorthe Plechinger

Jeg har en atypisk karriere. Jeg startede hos Folketingets Ombudsmand og i Justitsministeriet, men valgte advokatarbejdet, fordi man kan se konkrete resultater af det, man laver, og kan hjælpe enkeltpersoner. Jeg kom dog i vidt omfang til at arbejde med sager, der ikke vedrørte enkeltpersoner. Som lektor i Folkeret og EU-ret på universitetet fik jeg berøring med internationale sager. Dette og lysten til at bo i New York gjorde, at jeg var heldig at komme på et advokatkontor i New York. Her arbejdede jeg med kontrakter mellem stater på den ene side og private virksomheder på den anden, det vil sige koncessioner og låneaftaler. Jeg tog af sted i den tro, at jeg skulle lære noget bestemt, men lærte noget andet. Jeg lærte navnlig et stort New York advokatkontor at kende indefra. Det har været af værdi i mit senere arbejde.

Da jeg kom hjem fra USA, fik jeg mulighed for at bruge det, jeg havde lært.

Jeg hjalp danske virksomheder, der havde juridiske problemer i USA med at vælge, forstå og styre deres amerikanske advokater, arbejde med at råde virksomheder i forhandlinger med staten og senere med at råde staten i forhandlinger med private virksomheder. Blandt andet skulle naturgasprojektet gennemføres. Det har de samme elementer i sig. Jeg fik også fornøjelse af at arbejde med Råstofforvaltningen, hvor jeg hjalp med den første oliekoncession på Østgrønland. Her kom jeg ind i bestyrelsen for det dansk-grønlandske olieselskab Nunaoil, der var ejet af den danske stat og Det Grønlandske Hjemmestyre. Det førte til, at jeg ofte kom til Grønland og blev fascineret af befolkningen og landet.

Den sag, der har optaget mig mest, er Tamil-sagen.
Den har jeg været optaget af på samme måde, som når man ser et ulykkestilfælde. Det var rystende. En del af forløbet var ravende galt og fik alvorlige følger for den, der var genstand for overgreb. Det, der især rystede mig, var, at man allerede ved indledningen af forløbet sigtede Justitsministeriets departementschef, som jeg var bisidder for, for overtrædelse af straffeloven. Det var et klart politisk overgreb og for mig fuldstændig uforståeligt, at det kunne ske i vores land i fredstid. Da jeg fik at vide, at statsministeren havde bedt statsadvokaten om at gå ind i sagen, samtidig med at den blev undersøgt af en højesteretsdommer, var jeg klar over, at den var gal. Jeg fik samme dag et møde med justitsministeren. Til ham sagde jeg, “at dét, der var ved at ske, var kafkask, og hørte til længere mod øst,” underforstået, at det svarede til en stalinistisk brug af anklagemyndigheden til at skaffe sig af med folk. Og i stedet for at spørge, hvad jeg bildte mig ind at komme med den slags beskyldninger, så han nedtrykt på mig og sagde, at “det går nu nok alt sammen”. Den sag viste mig, hvor skrøbeligt vort samfund er. På det tidspunkt var det sidste værn domstolene. Om jeg er stolt af den sag? Det er ikke det ord, der melder sig. Det lykkedes jo ikke at forhindre, at sigtelsen blev rejst. Den blev frafaldet kort efter, men da var skaden jo sket.

En af mine mest lærerige og tilfredsstillende indsatser var i en sag, hvor jeg hjalp en humanitær organisation
i et spørgsmål om en polsk flygtning. Hun var kommet hertil som flygtning og havde fået opholdstilladelse. Så rejste hun ud af landet. Da hun kom tilbage, sagde myndighederne, at hendes opholdstilladelse var bortfaldet, og at hun ikke kunne få den igen. Jeg fik aktindsigt, og her var et papir, der talte til hendes ugunst med hensyn til, om hun ved udrejsen havde haft intention om at komme tilbage. Jeg havde en diskussion med en udmærket person i den humanitære organisation, som mente, at vi slet ikke skulle kommentere det papir. Men jeg holdt på, at det blev vi nødt til for at forklare, hvorfor det ikke skulle forstås på den måde, som det umiddelbart så ud til. Det gjorde vi, og flygtningen fik sin opholdstilladelse igen. Det lærte mig, at det er vigtigt for en advokat at adressere sin klients svage punkter, få dem frem i lyset, sætte dem i rette sammenhæng og forklare, hvorfor de ikke skader klienten – i stedet for at søge at skjule dem.

En væsentlig drivkraft i arbejdet
har været at prøve at hjælpe folk, der uforskyldt eller med begrænset skyld er kommet i vanskeligheder. Men der er også en intellektuel udfordring i at trænge ind i og forstå nye områder og forhold og få gengivet det på en overskuelig og sammenhængende måde. En væsentlig inspiration for mig de seneste 20 år har været at arbejde sammen med yngre jurister, uden hvis hjælp jeg slet ikke havde kunnet gennemføre sagerne. Samarbejde har betydet og betyder fortsat meget. Jeg har altid prøvet at finde unge, der var dygtigere end jeg selv til at klare ærterne, og det gør det jo rigtig skægt at arbejde med dem.

Rollemodel? Det var dog en forfærdelig tanke!
Det, jeg kan lære de endnu ikke færdiguddannede, er en arbejdsmetode og måde at gribe ting an på og at gøre arbejdet i fællesskab. Der er selvfølgelig mange elementer i det, dels juraen, dels at finde ud af, hvad der er faktum, og hvordan man skal fremstille dem, og hvordan juraen kan bruges i forhold til faktum. Men så er der også den menneskelige del af arbejdet. Man kan være en god advokat på flere måder, men meget forenklet handler det om at være hæderlig, at have et ønske om at hjælpe andre og kunne udtrykke sig klart. Man skal også have evnen til at leve sig ind i klientens forhold, men alligevel holde en vis professionel distance – man kan jo ikke være en god advokat for sig selv eller sin familie, og det er vigtigt, at man ikke fuldstændig overgiver sig til klienten.

Jeg er bestemt ikke nogen mønsteradvokat,
for en god advokat bør kunne stille sig op og forsvare en hvilken som helst klient. Jeg har været i den begunstigede situation, at jeg har kunnet sige nej til en sag, hvor jeg ikke var overbevist om, at jeg ville kunne gå i brechen med fuldt engagement. Det er én af advokatgerningens fordele, at man kan sige nej til en sag, hvis man ikke har tillid til, at personen er troværdig eller ikke har sympati for den virksomhed eller organisation, der beder om hjælp.

Jeg har arbejdet meget.
Det har da ikke været uden omkostninger, og jeg er gået glip af meget, men det er ikke sådan, at jeg nu beklager det. Forudsætningen har været, at jeg har haft en meget forstående familie. Advokatarbejdet er indgribende, men det er andre fag også. I en periode arbejdede jeg med sagerne Danmark mod Norge om den maritime grænse mellem Grønland og Jan Mayen samt Finlands sag mod Danmark om forbud mod opførelsen af Storebæltsbroen for Den internationale Domstol i Haag samt Tamil-sagen. Samtidig. Jeg har altid ment, at det skulle være muligt at være både advokat og partner på deltid, men det er klart, at der er sager, hvor man bliver nødt til at arbejde igennem og ikke kan gå hjem kl. 16.

Jeg får ro og ny energi ved at høre musik.
Under Storebæltssagen ved Den Internationale Domstol spillede den berømte Beaux Arts trio i Haag. Det var om søndagen, hvor vi skulle starte sagen om mandagen. Jeg fik billetter. Procesdelegationen – i alt ca. ti personer med Tyge Lehmann i spidsen – tilbragte en del af søndagen med at høre kammermusik. De udenlandske medlemmer af delegationen virkede anerkendende over den her danske procesdelegation, som – inden det hele skulle gå i gang – tog sig tid til den slags.

Min arbejdsmæssige nedtrapning går helt af sig selv.
Som 60-årig har man ikke lige så stor arbejdsevne, som man havde som 50-årig, og når man er 70, kan man ikke arbejde lige så meget, som da man var 60. Så nedtrapningen behøver ingen planlægning. Men foreløbig vil jeg fortsætte mit arbejde – så længe andre tror, jeg kan være til nytte, og jeg er enig med dem.

Per Magid
Uddannet cand.jur. i 1967 og var hos Folketingets Ombudsmand og i Justitsministeriet, før han blev advokat hos Kammeradvokaten, og i 1974 hos Jonas Bruun (nu Bruun & Hjejle), hvor han i 1976 blev partner. I slutningen af 70’erne boede han i New York med familien og arbejdede hos White & Case, og i 1979 fik han Møderet for Højesteret.
Per Magid har undervist som lektor i international ret og EU-ret ved Københavns Universitet. Han underviser i voldgiftsret samt offentlig ret på efteruddannelseskurser for advokater. Har siden 1996 været voldgifts- og forligsmand under ICSID, og siden 2006 beneficeret advokat ved Højesteret.
Blandt flere store sager var han den danske regerings agent og advokat ved Den Internationale Domstol i Haag i sagen mod Norge om afgrænsningen af havområdet mellem Grønland og Jan Mayen samt i sagen mellem Finland og Danmark om passageretten gennem Storebælt. Han har været bisidder for departementschef Poul Lundbæk Andersen i Tamil-sagen og for Karsten Dybvad i Skattesagskommissionen samt som advokat blandt andet gennemført undersøgelse af Combus, Tårnfalken, DSB First og sagen om Waterfront.
Per Magid sidder i Procesbevillingsnævnet og i bestyrelsen for en række danske selskaber og fonde.
Han har netop modtaget Dreyers Fonds hæderspris for igennem sin markante advokatkarriere at være et fyrtårn i branchen med en meget stærk faglighed og høj integritet.