Advokaten 2 - Advokatnævnet - Ytringer

Print Print
24-02-2014

 
"Jeg ser frem til Deres ytringer"

Z havde blandt andet klaget over, at modpartens advokat i forbindelse med anke af en dom fra byretten havde fremsat en række hånlige og nedladende ytringer om Z, som f.eks.: “Det er Deres gode ret at anke og tabe sagen i landsretten. Jeg ser frem til Deres udgydelser, der jo har stor underholdningsværdi.”

Advokaten skal altid agere sagligt, selvom de retoriske bølger går højt. Men hvor går grænsen for advokaters ytringer over for andre advokater eller modparter? Det er et tema i mange klagesager, som behandles i Advokatnævnet. Få et overblik over Advokatnævnets seneste praksis om advokaters ytringer.

Af Thomas Lorentzen, juridisk konsulent, Advokatnævnets Sekretariat

Ytringsfrihed er en grundlæggende demokratisk rettighed, som er nedfældet i blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), FN’s Menneskerettighedserklæring samt grundloven. Ytringsfriheden er dog ikke en absolut rettighed. Friheden til at sige sin mening er eksempelvis ikke til hinder for, at man efterfølgende må stå til ansvar for sine udtalelser. Advokater er som stand underkastet visse indskrænkninger i deres ytringsfrihed i forhold til andre borgere. Advokatnævnet har således i medfør af retsplejelovens § 126, stk. 1, mulighed for at sanktionere tilsidesættelse af god advokatskik, der efter doms- og nævnspraksis også kan omfatte advokaters ytringer.
I U.1996.449 V fastslog landsretten, at Advokatnævnets mulighed for at sanktionere advokaters ytringer i medfør af retsplejelovens § 126, stk. 1, ikke er uforenelig med grundlovens § 77, idet retten blandt andet lagde vægt på, at Advokatnævnets fældende afgørelser kan indbringes for domstolene.
I U.2012.616 H tog Højesteret blandt andet stilling til en advokats påstand om, at hans ytringer, der var sanktioneret af Advokatnævnet ved kendelse, var omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 10. Højesteret udtalte, at ytringsfriheden er begrænset af retsplejelovens § 126 om iagttagelse af god advokatskik. Højesteret bemærkede endvidere, at en sådan begrænsning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder, og at begrænsningen står i rimeligt forhold til formålet.
I Advokatnævnets vurdering af, om en given ytring udgør en tilsidesættelse af god advokatskik, indgår en række forskellige forhold. Ytringens rent sproglige indhold spiller naturligvis en afgørende rolle i denne vurdering, men såvel de nærmere omstændigheder som modtageren er også vigtige momenter i denne vurdering.

Ytringer over for andre advokater
Der synes i nævnets praksis at være en tendens til, at advokater har vide rammer for deres sprogbrug over for andre advokater. Dette er givetvis ud fra en forudsætning om, at advokaterne som udgangspunkt må kunne klare sådanne stridigheder indbyrdes.
I Advokatnævnets kendelse af 26. november 2013 (sagsnr. 2012-1088) havde advokat Y klaget over advokat X’s adfærd, idet denne i et brev til advokat Y vedrørende en konkret tvist blandt andet havde anført: “Hvis Deres fremgangsmåde er et forsøg på at imponere Deres omgivelser, må De være blevet slemt skuffet. I hvert fald imponerer De ikke mig – ej heller i denne sag.”
Advokatnævnet fandt med dissens fra to medlemmer, at formuleringen i brevet lå inden for grænsen af den faglige kritik, som advokater i forbindelse med en konkret tvist kan tillade sig at udtrykke over for hinanden. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at advokat X ikke havde tilsidesat god advokatskik.
Et eksempel på ytringer fremsat om en anden advokat i medierne findes i Advokatnævnets kendelse af 19. juni 2013 (sagsnr. 2011-2013), hvor advokat Y havde klaget over, at advokat X i TV og i en artikel i et dagblad havde kritiseret advokat Y’s arbejde og salærberegning ved blandt andet at have udtalt: “Den strategi, der er valgt fra advokat X’s side, er der ingen andre […], der ville følge”, “Det er ikke klog administration kun at sætte sin formue i én aktietype” og “Jeg er da ked af, hvis man får et stort honorar for at gøre et dårligt stykke arbejde.”
 Advokatnævnet fandt, henset til at ytringerne var en del af en længerevarende offentlig debat, hvor også advokat X havde haft mulighed for at udtale sig, at advokat Y’s ytringerne ikke var gået længere end, hvad der var foreneligt med god advokatskik.
At der er grænser for advokaters sprogbrug over for hinanden, viser Advokatnævnets kendelse af 19. juni 2013 (sagsnr. 2012-638), hvor advokat X under en retssag mod advokat Y, der tidligere havde lejet kontor hos advokat X, flere gange og til trods for retsformandens irettesættelse under retssagen kaldte advokat Y for: ‘en løgner’, ‘en gemen løgner’, ‘en simpel løgner’ og ‘den værste løgner’.
Advokatnævnet fastslog, at et sådant ordvalg var uværdigt for en advokat uagtet den eventuelt ophedede situation. Da ytringerne i øvrigt var fremført gentagne gange under hovedforhandlingen fandt nævnet, at god advokatskik var tilsidesat. Advokat X har indbragt afgørelsen for retten.

Ytringer fremsat i forbindelse med retssager
Der må tillægges en advokat ganske vide grænser for under en retssag at fremkomme med ytringer om advokatens eller klientens opfattelse af sagens faktiske og retlige omstændigheder, hvis disse ytringer med rimelighed kan siges at understøtte klientens påstande og anbringender i sagen. Advokaten skal således altid agere sagligt, selvom de retoriske bølger går højt. Advokaten kan for at varetage sin klients interesser have god grund til at demonstrere sine synspunkter på en håndfast og skarp facon både skriftligt og mundtligt, hvilket nødvendiggør et vist frisprog. Det forekommer på den baggrund ikke sjældent, at modtageren kan opfatte ytringerne som voldsomme og krænkende.
I Advokatnævnets kendelse af 22. oktober 2013 (sagsnr. 2011-2663) havde Z klaget over, at modpartens advokat i forbindelse med en retssag om samvær havde fremsat forskellige krænkende udtalelser om ham. Ytringerne blev fremsat i processkrifter og var en gengivelse af modpartens synspunkter om, at Z havde udsat sin datter for seksuelle krænkelser, og at han i øvrigt havde psykiske problemer. Beskyldningerne blev fremsat på et tidspunkt, hvor anklagemyndigheden havde indstillet efterforskningen mod Z for mulig seksuel krænkelse af datteren. Beskyldningerne blev efterfølgende genstand for en straffesag mod modparten, som blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267 for at have fremsat beskyldninger om, at Z havde krænket sin datter seksuelt.
Advokatnævnet frifandt advokaten med bemærkning om, at ytringerne – som var en gengivelse af klientens synspunkter – med rimelighed kunne siges at understøtte klientens påstand og anbringenderne til støtte herfor.
I Advokatnævnets kendelse af 18. september 2013 (sagsnr. 2011-5139) havde Z klaget over, at en advokat, som var forsvarer for T, der var tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod blandt andre Z’s datter, i sin procedure havde fremsat krænkende udtalelser om Z’s familiære forhold, som var urigtige. Z fandt det særligt krænkende, at en del af proceduren var gengivet i et lokalt dagblad.
Advokatnævnet fandt det ikke godtgjort, at forsvarsadvokatens ytringer i proceduren, i forhold til det under retssagen oplyste, havde en sådan karakter, at advokaten var gået videre end en berettiget varetagelse af klientens interesser tilsagde. Endvidere fastslog nævnet, at advokaten ikke kunne gøres ansvarlig for, at hans procedure efterfølgende blev citeret i et lokalt dagblad.
Et sidste frifindende eksempel på ytringer fremsat i forbindelse med en retssag findes i Advokatnævnets kendelse af 22. oktober 2013 (sagsnr. 2012-1371), hvor advokat Y på vegne af et pengeinstitut havde klaget over, at advokat X i en duplik havde fremsat nogle injurierende udtalelser om pengeinstituttet og dets ansatte. Sagen handlede blandt andet om nogle kautionistforpligtelser og tilblivelsen af disse. Advokat X havde i den forbindelse blandt andet anført: “Sagsøgers repræsentanter […] havde samarbejde omkring at formå de sagsøgte, under angivelse af urigtige oplysninger […]”, “[…] bevidst svigagtige dispositioner fra sagsøgers daglige ledelse,[…]” og “[…] på samme måde som de øvrige sagsøgte er blevet vildledt af sagsøgers […] svigagtige handlinger.”
Advokatnævnet fandt, at advokat X’s ytringer i processkrifterne vedrørende modparten og dennes ansatte – uanset de i ytringerne indeholdte beskyldninger – med rimelighed kunne siges at understøtte klienternes påstand om frifindelse og anbringenderne til støtte herfor. Advokat X var således ikke gået videre, end berettiget varetagelse af klienternes interesser tilsagde.

Relevant modtagerkreds
En advokats ytring, som eventuelt ville ligge inden for grænserne, hvis den var fremsat over for eksempelvis modparten, kan alligevel udgøre en tilsidesættelse af god advokatskik, hvis ytringen udbredes til en bredere kreds af modtagere.
I Advokatnævnets kendelse af 26. november 2013 (sagsnr. 2012-1256), havde direktør Z klaget over, at en advokat, der repræsenterede modparten i en tvist om et entrepriseforhold, i et brev havde anført, at direktør Z’s oplysninger om nogle hæftelsesforhold tangerede skyldnersvig. Advokaten henviste til og citerede straffelovens § 283, og tog på sin klients vegne forbehold for at anmelde forholdet til politiet. Advokaten sendte endvidere kopi af brevet til en kurator for et andet selskab samt til to underentreprenører.
Advokatnævnet fandt, at advokat X ved at have udbredt sit synspunkt om en mulig overtrædelse af straffeloven på denne måde til en bredere kreds var gået videre, end en berettiget varetagelse af hans klients interesser tilsagde, hvorved god advokatskik var tilsidesat.

Latterliggørelse
Et sidste eksempel på, hvordan en advokat ifølge Advokatnævnet ikke bør ytre sig, findes i nævnets kendelse af 21. august 2013 (sagsnr. 2012-252). Z havde blandt andet klaget over, at modpartens advokat i forbindelse med anke af en dom fra byretten havde fremsat en række hånlige og nedladende ytringer om Z, som f.eks.: “Det er Deres gode ret at anke og tabe sagen i landsretten. Jeg ser frem til Deres udgydelser, der jo har stor underholdningsværdi.”
Endvidere klagede Z over, at advokaten i sit svarskrift til Advokatnævnet blandt andet havde anført: “Z er rablende vanvittig. Han har i fuld alvor anlagt sag mod min klient med påstand om, at min klient skal udlevere nogle private fotos, som min klient arvede efter sin moder. […] Manden lider af galopperende storhedsvanvid […].”
Advokatnævnet bemærkede i sin afgørelse, at der i civile sager gælder ret vide grænser for advokaters ytringsfrihed, men at advokaten ved sine ytringer om Z, herunder også i forbindelse med sagens forberedelse for Advokatnævnet, klart havde overskredet grænserne for, hvad der er acceptabelt, hvorfor god advokatskik var tilsidesat.   

Thomas Lorentzen
Juridisk konsulent, ansat i Advokatnævnets sekretariat siden november 2012. Har en baggrund fra blandt andet anklagemyndigheden.

De nævnte sager er alle offentliggjort i Advokatnævnets videndatabase. Se www.advokatsamfundet.dk/advokatnaevnet.