Advokaten 2 - Advokat ind i sjælen

Print Print
24-02-2014


Jeg kan lide de sager, hvor der virkelig er noget på spil
Karen Dyekjær har på mange måder været en foregangskvinde: Hun blev advokat i en tid, hvor branchen endnu ikke fuldt ud havde accepteret kvinder, og nepotismen var udbredt. Hun arbejdede og uddannede sig i udlandet, før det var almindeligt. I dag holder hun som ekspert i blandt andet konkurrenceret fast i faget som senior counsel med lige stor passion.

Af Dorthe Plechinger
Foto: Sif Meincke

Jeg valgte jura lidt i blinde. Det var logikken, retorikken og argumentationen samt den mere filosofiske og samfundsmæssige del af studiet, der lød spændende, så valget stod mellem jura og litteratur. Men jeg blev hurtigt grebet af juraen og dét, at det drejede sig om mennesker og menneskelige konflikter – det vil sige normale menneskers normale måde at være på. Dengang sagde man, at du skal have en klæbehjerne og en gylden pung for at læse jura, men jeg synes ikke, det handlede om at lære udenad. Det interessante og meget fængslende er jo, hvad der står i indholdet. Det synes jeg stadig, og jura er et fantastisk spændende studium.

Jeg fik en ganske fortrinlig stilling som advokat i USA hos Cleary Gottlieb Steen & Hamilton på Wall Street, da jeg fik orlov fra Justitsministeriet i slutningen af 1960’erne. Jeg var den alleryngste i hierarkiet, men var involveret i mange slags sager, hvor opgaven for eksempel kunne være at gennemtrawle beviser i en voldgiftssag eller bistå i finansieringsprojekter. Det giver smag for de store sager med masser af penge – firmaet repræsenterede blandt andet Lehman Brothers. Jeg tog dog hjem, da jeg blev tilbudt at overtage undervisningen af retsfilosofi på Københavns Universitet, fordi det område interesserer mig dybt. 

Der er mere show off og teater i de amerikanske retssager end i de danske. Og selvom der også er ligheder, er systemerne vidt forskellige. I USA skal du blandt andet overbevise juryen – 12 lægmænd – om, at du har ret. Herhjemme skal du tale til dommerne, og de lader sig altså ikke forføre: Det ville klinge hult, hvis du stod og fremførte en sentimental eller aggressiv retorik af den type, man kender fra USA. Men jeg kan godt lide den spænding, der er i en amerikansk retssal, den særlige atmosfære, den lydhørhed overfor, hvordan du kan turnere et argument. Der har du en suspense, som kan få adrenalinen op.

“Vi ansætter ikke kvinder,” lød det direkte fra et enkelt af de daværende gamle kontorer, da jeg efter USA-opholdet ville være advokat og søgte en stilling. Jeg havde et fremragende CV, men der var nogle advokatfirmaer, som simpelthen ikke ansatte kvindelige fuldmægtige i slutningen af 1960’erne. Det var en anden tid, men heldigvis også med den allersidste rest af en kønsdiskrimination. Jeg har også været med ved selve generationsskiftet i faget: Tidligere var far, søn og sønnesøn typisk advokater i samme firma, så hvis du havde en far, der var advokat, kunne du påregne en sikker ansættelse. Også nepotismen stod dog for fald.

Jeg var med i hele overgangen til en mere professionel og international advokatstand og én af de første, der sagde, at vi skulle have et firmanavn – et brand – i stedet for at hver enkelt advokat havde sit eget lille firma. I dag er det jo en selvfølge. Rent forretningsmæssigt var det også anderledes. Vi havde en myndig HK’er som ‘overdame’ til administrationen og mange sekretærer, fordi man brugte båndoptagere og stenografi, og vi advokater tog stilling til alt muligt – om håndtagene for eksempel nu var pudset godt nok. Sådan noget ville jeg jo ikke drømme om at tage stilling til i dag. Det må nogle andre gøre.

Jeg kan sidde i time- og dagevis for at forstå et teknisk problem omkring for eksempel et patent. En masse sager handler om, at du skal forstå teknikken eller de forretningsmæssige omstændigheder, og så skal du fremføre det for en dommer, som typisk ikke har nogen teknisk baggrund, og kunne kondensere komplicerede kemiske formler til klar tekst og gode metaforer, hvor du koncentrerer dig om det væsentlige. Det er en evne, som er fantastisk vigtig for en advokat, og denne proces samt spillet og sporten i sagerne bliver ved med at fascinere mig.

Det er altid morsommere at vinde end at tabe. Og for mig er det især tilfredsstillende at nå et rigtigt resultat, der bidrager til retfærdigheden. Derfor gør efterspillet til en af mine største sager, AMBI-sagen, mig stadig bedrøvet som advokat, fordi man stødte mod en mur. Jeg vandt den ellers fuldt berettiget i første omgang ved EU-Domstolen for de første klienter, der tog kampen op, men konsekvenserne herhjemme ved at vinde var for store, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at begrænse sagen. Det var hundrede procent forkert, at min klient tabte sagen, hvilket vi også senere har fået bekræftet af EU-Domstolen, men ak, ingen penge tilbage. 

Jeg kan lide de sager, hvor der virkelig er noget på spil for klienten. Og det er de rettighedsfikserede mere end de pengefikserede sager, der altid har tiltrukket mig. De kedeligste er typisk sager om penge, hvor det handler om, hvorvidt du skal betale x-tusinde mere eller mindre, forretningen er gået videre, og der er ingen, der interesserer sig for det mere. At have staten som modpart er en særlig udfordring. På den måde er AMBI-sagen nok sagen for mig i den forstand, at det handlede om rettigheder og var en stor sag med meget store konsekvenser, men ikke, når det gælder det uretfærdige resultat eller dét, at det drejede sig om et skattespørgsmål. Heldigvis har jeg da også mange gange oplevet at få medhold på områder, hvor det har påvirket retsudviklingen. Det gælder for eksempel en sag, hvor Levi’s blev frifundet for et krav om bøde for påstået prisfusk. En sag, som blev ført af principielle grunde for at afprøve de metoder, myndighederne brugte. Og det at afværge en konflikt ved at manøvrere sig frem til et forlig eller aflevere en gedigen præcis og brugbar juridisk analyse, der er handlingsdirigerende, er en anden del af advokatgerningen, som er både spændende og resultatorienteret. 

Du vil ikke gå grædende hjem, hvis du taber i en af de store EU-sager som Lissabon- eller Maastrichtsagen. Her ved du, at det ofte ikke er et spørgsmål om at vinde, men om at føre sin sag fagligt godt igennem og fremføre argumenterne, så der kan træffes den rigtige afgørelse og en holdbar dom. Her føler du dig virkelig som rettens tjener. EU-ret giver store faglige udfordringer, og det kan jeg godt lide. Men det gælder også i mange andre sager, for jura handler generelt om at analysere et stort kompliceret område, se, hvad der er problemet, researche det og komme til et resultat, der er holdbart. Det er ikke så let, og dårlige jurister kan ikke det der. En af mine fordele på området er, at jeg efterhånden har en bred baggrund, og jo ældre, du bliver, jo klogere bliver du.

Jeg vil ikke føre sager, som jeg ved, ikke kan vindes – det der med unødig trætte er jeg meget imod. En advokat skal sortere sagerne og finde ud af, om de er egnet til at føre i retten. Fra USA kender vi Your Day in Court, der går på vigtigheden af at få lov at fremføre sine argumenter i en retssal. Men selvom du altid skal forsvare din klient hundrede procent, er det uetisk at føre en sag, du ved, du ikke kan vinde. Konflikter skal ikke opfattes som en kilde til indtægt. Det er også derfor, jeg er meget betænkelig ved for vid brug af gruppesøgsmål og det med at anlægge en samlet sag, som du aldrig selv ville have anlagt, og gøre det til en pengemaskine. Det er ikke meningen, og det giver advokater et dårligt ry. Det må vi som stand være imod. 

Jeg er mit fag og er ikke parat til at slippe det endnu. Derfor er jeg nu senior counsel. Det er en glimrende måde at holde fast i og have føling med faget, og jeg savner ikke den meget aktive rolle som partner. Jeg arbejder betydeligt mindre i dag, end jeg har gjort, og sådan skal det også være. Til gengæld har jeg stor glæde af at tage mig til andre ting. For 20 år siden ville jeg have kedet mig på en golfbane. Det gør jeg ikke nu. Jeg elsker også at være sammen med min familie og mine børnebørn. Bare fornemmelsen af at kunne sige ‘ja’ til at hente et af børnebørnene, gør mig glad. Tidligere kunne mine børn ikke drømme om at ringe til mig om sådan noget, for de vidste, at det kunne jeg simpelthen ikke.

“Pas på ikke at komme til at lide af big shot-isme.” Det får jeg nogle gange lyst til at sige til især unge mandlige advokater. Det kan ske, at de tror, de er så fantastisk vigtige, fordi de sidder med de her store nuller og synes, de kan det hele og er nogle helvedes karle: I’m a big shot. Jeg synes, de skal huske på to virkelig gode ting ved advokatarbejdet: Det faglige samarbejde med kolleger og den faglige fornøjelse ved at gøre et godt arbejde!

Karen Dyekjær
73 år og har siden 2010 været senior counsel hos LETT Advokatpartnerskab, hvor forretningsområderne blandt andet er EU- og konkurrenceret, Life Science, rets- og voldgiftssager. Hun har siden 1978 haft møderet for Højesteret. 
Karen Dyekjær er uddannet jurist i 1964 og har blandt andet erhvervet en MCJ og LLM ved New York University, School of Law. Har arbejdet hos Cleary Gottlieb Steen & Hamilton i hhv. New York og Bruxelles. Blev i 1970 ansat som advokatfuldmægtig hos Plesner, i 1972 advokat og i 1974 partner. 
Er gæsteforelæser ved Aarhus og Syddansk Universitet i retssagsbehandling og voldgift, lifescience jura samt tilknyttet som censor ved Københavns Universitet. Er medlem af Retsplejerådet, stifter af og i mange år formand for bestyrelsen for Dansk Forening for Konkurrenceret, Danske Advokaters fagudvalg for Konkurrenceret m.m. Har skrevet flere artikler samt bogen “Life Science Jura – med vægt på lægemiddelindustrien”.

Advokat ind i sjælen
I en ny serie fortæller senioradvokater om deres liv som advokater, og hvordan de med tiden ikke blot har en profession, men er blevet ét med deres arbejde. De fortæller om, hvad der fik dem til at brænde for jobbet som advokat, de giver deres bedste erfaringer videre til de nye generationer, og de løfter sløret for, hvordan de vil trappe ned, når tid er.