Advokaten 10 - Europæisk efterforskningskendelse på vej

Print Print
16-12-2014

 

En anden ting er, at anmodning om efterforskningsskridt i nogle tilfælde bygger på et – efter min mening særdeles sundt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt – princip om, at efterforskningsskridt ikke må være i strid med det lands regler, hvor efterforskningen skal gennemføres. Det gælder for eksempel efterforskningsskridt som aflytning.

EU har vedtaget et nyt direktiv, som skal gøre det lettere at foretage efterforskningsskridt på tværs af landegrænser, herunder for eksempel aflytning og visse andre former for overvågning. De nye regler går under navnet europæisk efterforskningskendelse, og minder om systemet for den europæiske arrestordre. EU bevæger sig således skridt for skridt mod en stadig snævrere union, hvor de åbne indre grænser og den store mobilitet af varer og personer modsvares af øgede muligheder for myndighedernes retsforfølgning på tværs af landegrænser.

Af Thomas Elholm, professor i strafferet, Syddansk Universitet

Et overblik over EU’s strafferetlige regler kan gives på flere måder. En måde, hvorpå man kan anskue det efterhånden omfattende regelværk, er ved at opdele reglerne i følgende tre kategorier.
For det første er EU interesseret i at opbygge (til dels nye) stærke institutioner, som skal arbejde med at forbedre retsforfølgningen i EU. I forrige nummer af dette blad omtalte jeg det nye forslag til en fælles, supranational EU-anklagemyndighed.
For det andet fastsætter EU løbende regler vedrørende den materielle strafferet, det vil sige særligt regler med krav om, at medlemslandene skal kriminalisere dette og hint. Også strafferammer og sanktioner har EU’s bevågenhed.
Endelig, for det tredje, fastsætter EU hele tiden nye regler for, hvordan EU-landene skal anerkende og hurtigt effektuere hinandens afgørelser og domme. Det handler denne artikel om.
De tre typer af regler skal tilsammen bidrage til unionens målsætning, nemlig at skabe ét fælles retsområde for alle EU-borgerne, eller som det hedder i EU-traktaten: Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Gensidig anerkendelse – et EU-nøgleord
Et fælles og meget væsentligt træk ved EU-instrumenterne er ideen om ‘gensidig anerkendelse’ mellem EU-landene. Ideen føres ofte tilbage til et topmøde i Cardiff i 1999, hvor EU’s medlemslande blev enige om, at så længe de strafferetlige regler i EU ikke er harmoniserede, bør landene i videst mulige omfang anerkende hinandens domme og afgørelser. Heri ligger naturligvis også, at landene dermed skal anerkende hinandens forskellige regler.
Tre år senere indtræder det katastrofale terrorangreb på blandt andet World Trade Center i New York. Det bliver startskuddet til (en hurtig) vedtagelse af det hidtil vigtigste EU-instrument i denne sammenhæng, nemlig den europæiske arrestordre. Arrestordren er moduleret omkring ideen om gensidig anerkendelse. Det indebærer, at hvis en dommer i for eksempel Bulgarien udsteder en arrestordre på en person, der befinder sig i Danmark, så skal de danske myndigheder umiddelbart, og uden nærmere undersøgelse af eksempelvis mistankegrundlaget, udlevere denne person til Bulgarien. I nogle tilfælde skal personen udleveres, selv om den handling, der ligger til grund for arrestordren, end ikke er strafbar i Danmark. Vi skal med andre ord anerkende Bulgariens strafferetlige regler, selv om de måtte være forskellige fra vores regler og standarder. Det gælder såvel kriminaliseringen, som de straffeprocessuelle regler, som for eksempel mistankegrundlaget.  Systemet har ført til en hel del kritik og retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, men systemet har altså eksisteret siden 2003, og det har ført til væsentlig flere og hurtigere udleveringer mellem EU-landene.
Siden vedtagelsen af arrestordren har EU brugt ideen om gensidig anerkendelse i flere forskellige retsakter. Der er således vedtaget EU-regler om gensidig anerkendelse af blandt andet domme. Det gælder både domme til frihedsstraf og bødestraf. Der er også vedtaget en såkaldt bevissikringskendelse. Den går ud på, at et EU-land via udstedelse af en sådan kendelse skal have hurtig, nem og sikker adgang til at få bevismateriale udleveret fra andre EU-lande. Bevissikringskendelse angår dog kun beviser, som allerede er optaget i et land. Hvis danske myndigheder ligger inde med afhøringsrapporter, kan bulgarske myndigheder via en bevissikringskendelse forlange rapporterne udleveret. De kan derimod ikke via bevissikringskendelsen forlange, at Danmark foretager for eksempel afhøring eller aflytning. Derfor har EU nu vedtaget det nye direktiv om efterforskningskendelsen, som skal gøre det muligt netop at kræve den slags efterforskningsskridt foretaget i andre EU-lande.

Efterforskningskendelsen
Det nyligt vedtagne direktiv er opbygget på samme måde, som de øvrige EU-retsakter vedrørende det straffeprocessuelle EU-samarbejde. Indledningsvis defineres de typer af myndigheder, som medlemslandene kan give kompetence til at udstede en efterforskningskendelse. Det vil typisk være dommere og anklagere, men ifølge direktivet vil det også kunne være andre myndigheder, som et land udpeger, og som handler i egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager. En kendelse skal dog altid godkendes af en judiciel myndighed i udstedelseslandet.
Herefter opstilles i direktivet reglerne for udstedelse af kendelsen. Et særtræk ved EU-instrumenterne om gensidig anerkendelse er en række relativt korte tidsfrister for ekspedering af kendelsen. Medmindre særlige grunde forhindrer det, skal et land træffe afgørelse om anerkendelse af en kendelse inden 30 dage, og den pågældende efterforskningsforanstaltning skal iværksættes inden 90 dage.
Et andet særkende ved EU-reglerne om gensidig anerkendelse er, at reglerne opstiller en udtømmende liste over afslagsgrunde. Mange afslagsgrunde går igen fra retsinstrument til retsinstrument. Således kan en del af afslagsgrundene i efterforskningskendelsen genkendes fra den europæiske arrestordre, for eksempel kan kendelsen afslås, hvis det ønskede efterforskningsskridt ville stride mod regler om immunitet i det pågældende land, eller hvis det ville stride mod princippet om, at der ikke må føres straffesag to gange om det samme forhold.

Tydeligere regler om retssikkerhed
EU er tidligere blevet kritiseret for, at hensynet til menneskerettighederne ikke er anført som en udtrykkelig afslagsgrund i opregningen af afslagsgrunde – for eksempel i den europæiske arrestordre. I det nye instrument synes EU at have taget kritikken til sig. Der henvises udtrykkeligt til menneskerettighederne i listen over afslagsgrunde. Desuden fremgår følgende passus af præamblen:

“Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Unionen er baseret på gensidig tillid og en formodning om alle medlemsstaters overholdelse af EU-retten, navnlig de grundlæggende rettigheder. Denne formodning er dog afviselig. Hvis der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af en efterforskningsforanstaltning, der er anført i en europæisk efterforskningskendelse, ville medføre krænkelse af en grundlæggende ret, og at fuldbyrdelsesmedlemsstaten ville tilsidesætte sine pligter vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der anerkendes i chartret, bør fuldbyrdelsen af kendelsen afslås.”

En anden ting er, at anmodning om efterforskningsskridt i nogle tilfælde bygger på et – efter min mening særdeles sundt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt – princip om, at efterforskningsskridt ikke må være i strid med det lands regler, hvor efterforskningen skal gennemføres. Det gælder for eksempel efterforskningsskridt som aflytning. Af denne grund skal et land, der udsteder en kendelse om aflytning, give oplysninger om den igangværende strafferetlige efterforskning, så fuldbyrdelsesmyndigheden kan vurdere, om denne efterforskningsforanstaltning ville være tilladt i en tilsvarende national sag.

Danmarks stilling
Danmark har som bekendt – endnu – et forbehold vedrørende det strafferetlige EU-samarbejde. Forbeholdet har i mange år ikke haft nogen væsentlig juridisk betydning, fordi alle regler før Lissabon-Traktatens ikrafttræden i 2009 er vedtaget med enstemmighed. Dem er Danmark bundet af. Danmark er derfor – på lige fod med de øvrige EU-lande – bundet af reglerne om den europæiske arrestordre.
Det nye direktiv om en efterforskningskendelse er imidlertid vedtaget efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden med kvalificeret flertal. Vores forbehold forhindrer os i at deltage i en sådan vedtagelse. Danmark er derfor ikke bundet af direktivet. Det betyder, at vi må henholde os til de hidtil gældende regler for international retshjælp. På den ene side tvinges vi dermed ikke til at anerkende de mere vidtgående regler i direktivet, på den anden side har vi dermed ikke mulighed for at udstede en europæisk efterforskningskendelse og få fordelene af de (i nogle tilfælde) øgede muligheder for at opnå hjælp til efterforskningsskridt, som for eksempel aflytning.

Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør for Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet. Han har i en årrække været medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.