Advokaten 10 - Advokat ind i sjælen - Våbendrager eller Vejviser – Jura kan føre til alt

Print Print
16-12-2014

 

Forsvarsadvokat Manfred W. Petersen, 73 år, var længe om at gøre sine jurastudier færdige, fordi han havde travlt med også at være rejseleder ved Tjæreborg-busserne. Men han blev cand.jur. og har nu været forsvarsadvokat i mere end 40 år. Fra årsskiftet har han besluttet at deponere sin bestalling, men kan i bakspejlet se tilbage på en karriere med både store sager, vigtige mærkesager og mennesker.

Tekst: Dorthe Plechinger

Jeg besluttede allerede for to år siden at trappe ned. Jeg har heldigvis haft en ordning her hos Nyborg & Rørdam, så jeg kan komme og gå, som jeg vil, og det er jo meget favorabelt. Men i løbet af året er jeg nået frem til, at det er fornuftigt at træffe en beslutning om, hvornår man holder op. Så det gør jeg 31. december. Det er godt, når man selv kan beslutte at stoppe, fremfor at nogen kommer og spørger, om det ikke er på tide. Jeg vil savne fællesskabet, og det med at komme her på kontoret – og selvfølgelig også kontakten til klienterne. Men jeg tror ikke, jeg vil savne de mange, lange dage i retten, når solen skinner udenfor!

Min far havde nok gerne set, at jeg blev slagter. Jeg er ud af en sønderjysk slagterfamilie i flere generationer på begge sider. Men jeg ville være højskolelærer. Efter gymnasiet begyndte en af mine kammerater at læse jura, og jeg tænkte, at juraen jo kan føre til alt – også til at blive højskolelærer. Og så flyttede jeg fra Haderslev og begyndte at læse jura i Aarhus i 1961. Det var dog ikke det morsomste, så jeg tog sideløbende noget arbejde som rejseleder hos Tjæreborg – og det fascinerede mig. Det var i de gode, gamle dage, hvor man rejste i busser, og jeg kan vist roligt sige, at jeg har rejst Europa tyndt – det blev ofte til 40-50.000 kilometer om året. Jeg flyttede til København efter første del af studiet og traf samtidig min kone. Og dengang skulle man være gift, hvis man skulle have en toværelses, så det blev vi. Her begyndte jeg at tænke på at blive færdig, og i slutningen af 1969 blev jeg cand.jur. efter otte-ni års studier. Det var dengang, man selv bestemte farten.

Under studietiden havde jeg fulgt nogle straffesager. Blandt andet i Højesteret Mona-sagen, som jeg senere kom til at beskæftige mig med. Det var en drabssag fra 1960’erne, hvor en hovmester fik livsvarigt fængsel for et drab på en lille pige. Jeg aftjente min værnepligt som civil med blandt andet tre måneders skovarbejde i Gribskovlejren – det senere statsfængsel! – og 15 måneders udstationering på Kofoeds Skole, hvor jeg blandt andet tilbød retshjælp. Jeg ville dog gerne beskæftige mig med mere juridisk arbejde og kom i forbindelse med den fremtrædende forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen, som arbejdede på at få genoptaget Mona-sagen. Vi fandt nyt frem, men ikke nok til at få sagen genoptaget. Jeg begyndte senere som advokatfuldmægtig hos ham, men fortsatte i øvrigt også med retshjælp på Kofoeds Skole.

Det lå nok i Jørgen Jacobsens natur, at man blev kastet ud i sagerne og fik lov at arbejde selvstændigt. Allerede i fuldmægtigtiden havde jeg domsmandssager med bevisførelse – blandt andet en tredages domsmandssag. Jeg må jo have gjort det på en måde, så domstolene accepterede det – selvom det normalt er den beneficerede advokat, der skal møde. Det får man ikke lov til mere. I 1973 blev jeg advokat og beskæftigede mig i starten også med alle mulige andre ting end straffesager – man var jo mere generalist dengang og kom hele paletten rundt. Men det var primært straffesagerne, der interesserede mig. Det gjorde og gør de især på grund af det menneskelige aspekt – at man kan hjælpe nogle mennesker. Ofte er det den lille mand, der står over for et system med store ressourcer og et stort apparat, og gennem mit arbejde på Kofoeds Skole var jeg kommet i kontakt med nogle mennesker, der befandt sig i skyggesiden af samfundet. Selvom der også kan være meget papirarbejde i straffesager, har jeg aldrig ønsket mig at blive en advokat, der mest beskæftigede sig med papirarbejde og erhvervsforhold.

Der findes to typer af forsvarsadvokater: Våbendrageren og Vejviseren. Det er ikke noget, jeg har fundet på, men er beskrevet af en svensk forsker. Jeg opfatter nok primært min rolle som våbendrageren: Den, der påtager sig de sager, han bliver bedt om – og det mener jeg, man bør gøre som forsvarsadvokat, hvis man vel at mærke har tid til det. Og så skal man i samråd med klienten kæmpe med de lovlige midler, man har, for hans eller hendes interesser og præsentere sagen bedst muligt for retten for at opnå det bedst mulige resultat. Det er væsentligt at få retten til at lytte. Som en meget erfaren retsjournalist for mange år siden fortalte mig, er det vigtigt at have rettens øre, så ens synspunkter bedre kan slå igennem ved domstolen. Det afgørende for denne forsvarertype er ikke at forholde sig til, om en klienten er skyldig eller ej, hvis klienten nægter sig skyldig, men hvad der er bevist eller ikke bevist. Det er retten, der skal træffe denne afgørelse. Heroverfor står Vejviseren, der er mere indstillet på at vise klienten den rette vej og sige fra over for klienten, hvis hans egen moralopfattelse kommer i strid med klientens ønsker.

Der er nogle, der kan lægge de belastende sager fra sig. Det synes jeg ikke helt, jeg har kunnet. Men man må jo komme videre, og jeg har da ikke gået rundt og lidt under, at jeg har det arbejde… Jeg har nok også altid været god til at tage mig tid til andre ting. For eksempel brugt meget tid på rejser. Man har jo gode muligheder for at tilrettelægge sin tid og sige fra i de perioder, hvor man ikke ønsker at tage sager. I andre perioder har det selvfølgelig brændt på, og jeg har investeret meget tid, men altid tilstræbt at have nogenlunde almindelige arbejdstider. Det har ikke været mig at arbejde 60 -70 timer om ugen.

Jeg har det stadig dårligt med afgørelsen i æresdrabssagen fra Slagelse – Ghazala-sagen. Det var en frygtelig sag, der gjorde dybt indtryk på os alle: En ung pakistansk kvinde blev dræbt af sin bror med hjælp fra andre. Jeg var forsvarer for faderen, som i 2006 blev dømt og fik livsvarigt fængsel for at stå bag drabet på sin datter.  Sagen varede i lang tid, og man kommer meget tæt på folk i sådan en situation. Min klient er en ældre pakistaner, der har boet i Danmark i mange år og drevet en virksomhed her. Han er en af de mest sympatiske personer, jeg har mødt i mit arbejde, og jeg har stor respekt for ham. Jeg har det dårligt med den bevisbedømmelse, der fandt sted, men også med den behandling, han efterfølgende har fået: Selv ved livsvarigt fængsel har man normalt visse rettigheder til ledsaget udgang efter godt fem års fængsel. Men det har ikke været en mulighed for ham ‘af hensyn til retsfølelsen’, siger man. Og foreløbig har han, der nu har afsonet ni år, i løbet af de sidste to år kun fået lov at komme hjem fire gange i alt! Det, synes jeg, er forskelsbehandling i forhold til andre i lignende sager. Når han nu er dømt, er en mønsterfange og en gammel mand med alvorlige helbredsproblemer, der bare gerne vil besøge familien til højtider og fødselsdage, så er det urimeligt, at man ikke kan behandle ham anderledes.

Som forsvarer skal man være meget kritisk over for anklagemyndighedens bevismateriale. Og i øvrigt bruge sin sunde fornuft. Det viser Blekingegadesagen: En våbenekspert havde foretaget nogle undersøgelser, der skulle vise, hvordan gerningsmanden havde skudt i forbindelse med drabet på politimanden i Købmagergade. Ifølge dem var der tale om et sigteskud. Jeg boede i området og mente, at det nok ikke helt kunne passe. Sammen med en kollega kørte jeg derfor hen til stedet og lavede nogle simple målinger, og det er temmelig åbenlyst, at Købmagergade ikke er plan, men går opad mod Nørreport! Det betød, at jeg derfor kunne gå hjem og skrive til Statsadvokaten, at man måtte lave nye beregninger. Dermed kom man til at ændre konklusionen – at der var tale om hofteskud og ikke et sigteskud. Jeg mener, at man ofte bør besigtige gerningsstedet, hvis det kan lade sig gøre, fordi man her kan få en anden opfattelse af tingene end ved at se på skitser, fotografier og den slags. I Danmark er det jo sådan, at politiet laver efterforskningen, men det betyder ikke, at forsvaret ikke også har muligheden for det – hvis forsvareren ved sin efterforskning ikke hindrer eller modvirker sagens opklaring.

Der er sket en voldsom teknisk udvikling, siden jeg startede. Og det er godt. Man har i dag nogle helt andre bevismidler end førhen, såsom DNA, teleoplysninger, rumaflytninger og den slags. Dermed har man ofte mulighed for at belyse sagerne på en bedre måde, og de kan bidrage til at give større sikkerhed for det grundlag, man afgør sagerne på. I voldtægtssager kan man for eksempel helt udelukke visse personer. Da jeg begyndte, var der også meget begrænset litteratur om strafprocessuelle emner. I dag findes der et hav af litteratur om behandling af straffesager! Og den måde, man indhenter viden i retspraksis, er også helt anderledes. Dengang måtte man jo starte med at gennemgå registrene i Ugeskriftet og de få domssamlinger, der var. I dag kan man via internettet i løbet af få øjeblikke finde al relevant retspraksis – hvilket jo er en betydelig fordel.

Vi var lidt til grin, da vi i 70’erne begyndte at kritisere den udbredte brug af isolation under varetægtsfængsling. Men vi fik ret i en undersøgelse i 1994, der var foranstaltet af Justitsministeriet: Den viste, at isolationsfængslingerne kan være psykisk skadelige på både kort og lang sigt. Og siden har der været en opstramning og en væsentlig reduktion i både omfanget og længden af isolation. Vi var en række fagpersoner, der i 1979 dannede Isolationsgruppen under Dansk Retspolitisk Forening, og den bestod af både fængselspræster, psykiatere, psykologer, advokater – og andre, der syntes, forholdene var kritisable. Årsagen var, at en ny lov i 1978 havde givet domstolene kompetence til at afgøre, om folk skulle isoleres under varetægtsfængsling eller ej, og den førte til, at op mod halvdelen af alle varetægtsarrestanter – det vil sige over 2.000 mennesker – nærmest rutinemæssigt var isolerede i kortere eller længere tid. Der var folk, der sad over et år! En undersøgelse viser, at fra 2001 er antallet reduceret med 76 procent. I 2012 var tallet kommet ned på 132 personer eller 2,4 procent – og det må siges at være en væsentlig reduktion. Det er jeg meget tilfreds med!  

En forsvarsadvokat har både nogle rettigheder og nogle pligter. Det har jeg lyst til at sige som et godt råd til yngre advokater, som jeg har mødt rigtig mange dygtige af: Man bør ikke sortere i sagerne eller forbrydelsernes art – selvom der er nogle af sagerne, man hellere vil have. Man skal også være hæderlig i sit arbejde, for man har en række af beføjelser og får indsigt i mange former for materialer. Man skal være loyal over for klienten, men ikke lade sig misbruge. Der er jo en del, der er kommet galt af sted de senere år. Man skal forsvare klienten med alle lovlige midler og selvfølgelig afvise det, hvis man bliver bedt om at gøre ting, der ikke ligger inden for regelsættet. Hvis man klart afviser den slags, er det mit indtryk, at man får respekt fra sin klient. Lige så vel som vi jo kræver, at anklagemyndigheden overholder spillereglerne, skal vi som forsvarsadvokater også selv gøre det.

Manfred W. Petersen
Advokat med møderet for Højesteret og har i over 40 år haft strafferet og procedure som sit hovedarbejdsområde. Var fra starten og til 1982 sammen med advokat Jørgen Jacobsen, derefter i 15 år sammen med advokat Bent Unmack-Larsen. De sidste 17 år hos Nyborg og Rørdam Advokatfirma. Har tidligere i en årrække været medlem af Strafferetsudvalget og Kursusudvalget. Manfred W. Petersen har ført et stort antal landskendte sager for både landsret og Højesteret, blandt andet Højesteretssagen om anonyme vidner, Blekingegadesagen, de færøske sager om skibsfinansiering, danmarkshistoriens største røverisager mod pengetransporter i Glostrup og Dansk Værdihåndtering, sagen om knibtangsmanøvren på Nørrebrogade i forbindelse med Ungdomshussagen, Ghazala-sagen m.fl.
Den 31. december deponerer han sin bestalling som advokat.


ADVOKAT IND I SJÆLEN
Portrættet af Manfred W. Petersen er det sidste i serien, hvor senioradvokater har fortalt om deres liv som advokater, og hvordan de med tiden ikke blot har en profession, men er blevet ét med deres arbejde.  De ti portrætter, som Advokaten har bragt, findes på hjemmesiden Advokatsamfundet.dk.