Advokaten 1 - Den etiske stedsans

Print Print
22-01-2014


En ny EU-dom statuerer, at en advokat, der er ansat i et selskab, ikke må møde for EU’s domstole på vegne af selskabet.  Dommen giver anledning til at minde om advokaters ofte glemte rolle som en integreret del af retsstaten og som en profession.

I takt med, at advokatstanden forlader sine professionelle rødder og ser juraen mere som en forretning end som et kald, bør advokater og offentligheden mindes om professionalisme og værdierne for den professionelle tjeneste og adfærd. Formentlig er netop det årsag til, at Domstolen i UKE-sagen slår hånden i bordet for på den måde at værne om standens betydning i retssamfundet og dermed dens berettigelse.

Af Carl Christian von Scholten Illum, advokatfuldmægtig

Advokatens forpligtelse til retsplejen er med til at sikre retsstatens integritet. Dette er en kendsgerning, der nærmest ignoreres i et land som Danmark, men som hyppigt formanes i de republikker, hvor de demokratiske principper er mere præsente.  I negligeringen ligger fare for, at en vigtig demokratisk institution fordufter eller mister sin betydning. 
Det danske møderetsmonopol har bestået i forskellige udformninger siden Christian IV’s forordning af 1638. Eneretten hviler på hensynet til en effektiv og koncentreret proces i et velfungerende domstolsvæsen, der er tilgængeligt for alle, og som har offentlighedens tillid. Dette forudsætter en fagkyndig og uafhængig advokatstand.
I Advokatsamfundets debatoplæg ‘Advokater i MDP og tværfaglige samarbejder’ (1999), p. 62-63, begrundes monopolet således:

“Advokaters eneret til at udføre retssager for andre indeholder selve oprindelsen til advokaterhvervet og er udtryk for, at adgangen til at få bistand fra en person, som er uafhængig og kyndig, med særlig viden om retssystemet, er en nødvendig bestanddel af retsstaten. Dette ‘procesmonopol’ hænger således nøje sammen med advokattitlen og de kvaliteter, denne repræsenterer, og er den oprindelige årsag til, at advokat-erhvervet blev underlagt regulering.”

Som citatet viser, er procesmonopolet selve oprindelsen til advokaterhvervet, mens advokaterhvervet omvendt er til for at iagttage procesmonopolet og de vigtige hensyn, der begrunder det.
For at procesmonopolet kan legitimeres, må omverdenen have tillid til standen som en helhed. Det stiller store krav til de enkelte advokater, der skal optræde med integritet.
I takt med at perspektivet for mange advokater begrænser sig til at gøre en god forretning, træder idealet om advokatens samfunds- og professionsmæssige rolle støt og roligt i baggrunden.
Advokatprofessionens iboende, uomtvistelige værdi, lader sig vanskeligt opretholde i takt med denne kommercialisering.  Måske er det grunden til, at Den Europæiske Unions Domstol (herefter ‘Domstolen’) på det seneste, inden for sit begrænsede mandat, har set sig nødsaget til at afkridte en grænse for på den måde at vise vejen for advokatstanden.
EU’s medlemslande er delt mellem dem, der tillader interne advokater at give møde for de nationale domstole, og dem, der ikke tillader det. I de forenede sager C-422/11 P og C-423/11 P, Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej (herefter‘ UKE’) mod Kommissionen, fandt Domstolen, at interne advokater ikke er berettigede til at repræsentere deres arbejdsgivere ved EU’s domstole.
Sagen opstod som følge af, at UKE, en polsk national tilsynsmyndighed inden for elektronisk kommunikation, den 14. maj 2010 ansøgte Den Europæiske Unions Ret (herefter ‘Retten’) om at få en beslutning truffet af Europa-Kommissionen annulleret.
UKE var repræsenteret af to af sine interne advokater. Retten konkluderede, at disse advokater, på grund af deres ansættelsesforhold til UKE, ikke var berettigede til at repræsentere UKE ved Retten efter artikel 19 i 3. protokol om Statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Denne kendelse blev appelleret til Domstolen.

Domstolen begrundede i præmis 23 baggrunden for sit standpunkt:

“Opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden, som udspringer af medlemsstaternes fælles retstraditioner, og som ligger til grund for artikel 19 i statutten for Domstolen, er, at advokaten betragtes som medvirkende i retsplejen, hvorved han i fuld uafhængighed og under varetagelse af det overordnede hensyn til retsplejen skal yde den juridiske bistand, som klienten har behov for […].”

Ved at lægge vægt på ‘advokatens rolle i Unionens retsorden’ betoner Domstolen dermed advokaten som en del af en profession. 

Advokatprofessionen og uafhængighed
Begrebet ‘profession’ kommer fra det latinske begreb professio, der igen er afledt af profes, som betyder at erklære noget åbent, eller bekende sig til noget udenfor og større end sig selv.
Advokaten erklærer ved sin edsaflæggelse, at han vil arbejde inden for rammerne af fagets regler, normer og etiske grundlag. Dermed forlader han rollen som privatperson og forlenes til gengæld med professionens bestemte autoritet.
Når de etiske principper er højt på dagsordenen i advokatprofessionen, hænger det sammen med de krav, som omverdenen stiller, og som professionen dermed skal stille til sig selv. Respekt for standen kræver, at den enkelte advokat optræder med integritet.
De grundlæggende etiske principper skal tjene som et kompas, der skal guide advokaten i udøvelsen af professionen. For at undgå deviationer, skal den fine balance mellem advokatens pligter udøves i uafhængighed.

I UKE-sagens præmis 24 fandt Domstolen derved:

“Kravet til advokatens uafhængighed forudsætter således, at advokaten ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold […]. Som Retten har fastslået med rette i den appellerede kendelses præmis 18, defineres begrebet advokatens uafhængighed nemlig ikke kun positivt ved henvisning til fagetiske forpligtelser, men også negativt, dvs. ved henvisning til et manglende ansættelsesforhold […].”

Advokater skal være uafhængige af staten og frie til at forfølge klienters interesser uden udefrakommende kontrol, herunder fra staten. Det ligger dybt forankret i advokatrollen. Selvregulering er et privilegium, der kommer med de væsentlige forpligtelser, som skal beskytte individers rettigheder.
Klienternes interesser skal dog balanceres op imod, og til tider tilsidesættes af bredere, mere formløse forpligtelser, såsom advokatens forpligtelser som en ‘rettens tjener’, som et medlem af en offentlig profession, og som en borger med et ansvar for at opretholde retsstaten. Derfor skal advokater også til en vis grad være uafhængige af deres egne klienter.
Først når advokaten er uafhængig af også sine egne klienter, kan man regne med, at advokaten affører sig sin privathed og træder ind i det regelbundne regime af forudsigelighed og forpligtethed som garant for det fælles gode, der er essensen af en profession. 

Den etiske stedsans
Immanuel Kant lærte os i det kategoriske imperativ at behandle mennesker som mål i sig selv, og at det at stræbe efter at muliggøre andres værdighed og lykke er det overordnede formål med menneskelige relationer.
Som det er fremgået, er professioner historisk set sociale institutioner, der prioriterede tjeneste til klienter over egeninteresser, og som skabte rum til en professionel autonomi, der skulle udøves på vegne af det fælles gode. Det er formentlig grunden til, at juraen, og i særdeleshed advokaterhvervet, forbliver et vigtigt og tilfredsstillende kald.
Når advokater undergraver den professionelle autonomi ved at placere egne interesser forud for andres, risikerer advokater at fortabe retten til at kalde sig professionelle og miste den respekt, der er grundlaget for deres virke. 
Etik kan være implicit, når det er i bestandig erindring, men bør være eksplicit, hvis det er i risiko for at blive glemt og undergravet. Samtidig skal den etiske stedsans opøves.
I takt med, at advokatstanden forlader sine professionelle rødder og ser juraen mere som en forretning end som et kald, bør advokater og offentligheden mindes om professionalisme og værdierne for den professionelle tjeneste og adfærd. Formentlig er netop det årsag til, at Domstolen i UKE-sagen slår hånden i bordet for på den måde at værne om standens betydning i retssamfundet og dermed dens berettigelse. 
Retssagsarbejdet påvirker advokaters selvforståelse og etik. Når advokater ikke regelmæssigt beskæftiger sig med retssagsarbejde, indtræder der unægtelig forandringer i den selvforståelse og etik, der er helt central for professionen.
I den ideelle verden ville man derfor have en formel adskillelse mellem den egentlige advokatprofession og den del af advokatbranchen, der ikke deltager i den retlige proces. Sidstnævnte – som oftest er tættest på klienternes ‘store penge’ - kunne dermed forlade advokatbranchen og slutte sig til ledelseskonsulenterne, revisorerne, finansmæglerne og bankiererne.
En sådan adskillelse vil dog være utopi på et marked og i et miljø, hvor penge styrer.
Man bør starte med at ændre national lovgivning i overensstemmelse med de grundlæggende værdier til beskyttelsen af retsstaten, som Domstolen nu har slået fast. 
Interne advokater i en stor del af EU’s medlemslande, blandt andre Storbritannien, Slovakiet, Finland, Sverige, Norge og Danmark, er berettigede til at møde for deres arbejdsgivere ved de nationale domstole. En ændring vil således have radikale virkninger for disse medlemsstater.
Spørgsmålet er dog, om ikke et sådant paradigmeskift er nødvendigt, hvis advokater skal nyde den tillid og anseelse, der er essentiel for den profession, som er med til at sikre retsstatens integritet, beskyttelsen af individers rettigheder og en god retspleje.
Skal advokatprofessionen overleve, må advokatstanden vedvarende arbejde for og have advokatprofessionens vigtige rolle og dens forudsætninger om etik, integritet og uafhængighed i erindring.
Domstolen gør sit for at hjælpe den på vej.

Carl Christian von Scholten Illum
Advokatfuldmægtig Lassen Ricard. Cand. jur. fra Københavns Universitet 2011.