Advokaten 1 - Christiansborgklummen

Print Print
22-01-2014

 

Vi kan ikke helt undgå tvangsindgreb, men vi kan sikre at der i højere grad sker varsling, og at det sker med den nødvendige respekt for den enkelte og dennes ejendomsret.

Begræns tvangsindgreb

Af Karsten Lauritzen (V), retsordfører, medlem af retsudvalget

Når danskerne får besøg af myndighederne, så er det meget sjældent politiet. Det er i stedet styrelser og tilsyn, der har ret til at krænke den private ejendomsret for at efterse og kontrollere om reglementet overholdes. Det kan der være mange gode grunde til, men hver gang et tvangsindgreb foretages, er det i praksis et brud på boligens ukrænkelighed, som beskrives i grundlovens § 72.

Myndighederne skal som hovedregel varsle tvangsindgreb senest 14 dage før de rykker ud, men langt størstedelen af indgrebene sker uden forudgående varsel. 
Der findes 201 love, der giver myndigheder hjemmel til at foretage tvangsindgreb – næsten en fordobling fra 1996, hvor der fandtes 111. Offentlige myndigheder foretager hvert år over 100.000 tvangsindgreb. Det er en bekymrende udvikling, eftersom den på det nærmeste foregår uden demokratisk kontrol. At visse offentlige myndigheder administrerer deres tvangsindgrebsbeføjelser uden respekt for grundloven § 72, er Skat desværre et godt eksempel på. De har endda nægtet at oplyse Folketinget om, hvor mange tvangsindgreb de foretager uden varsling. Læg dertil, at netop Skat har haft en stribe af sager omkring brug af yderst tvivlsomme metoder i sagsbehandlingen. Som borger kan man ikke blive andet end bekymret for sin retssikkerhed.
Det er især inden for landbruget, at der foretages mange tvangsindgreb. En stribe statslige myndigheder skal efterse, om de enormt mange regler på området overholdes. Mange landmænd kan berette, at besøgene i perioder foregår på ugentlig basis. Berlingske Tidende skrev for nyligt om en landmand, der blev ringet op af en offentlig myndighed og fik at vide, at han havde et kvarter til at komme hjem, ellers ville de bare gå ind. Uden dommerkendelse kan fødevaremyndighederne altså gå ind hos en privat erhvervsdrivende. Det står i skærene kontrast til at politiet ikke har mulighed for at ransage en asyllejr, på trods af at der åbenlyst befinder sig tyvekoster. Man må spørge sig selv, om det er retfærdigt?  
Vi kan ikke helt undgå tvangsindgreb, men vi kan sikre, at der i højere grad sker varsling, og at det sker med den nødvendige respekt for den enkelte og dennes ejendomsret. At praksis på dette området er skredet betydeligt, og vi folkevalgte har mistet helikopter-perspektivet, illustreres af at ingen reelt ved, hvad der kommer ud af alle tvangsindgrebene. Jeg har gentagende gange spurgt regeringens ministre, og enten vil man ikke svare, eller også ved man det ikke. Begge forklaringer er bekymrende set fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt. Samtidig er der helt åbenlyse eksempler på, at tvangsindgrebene ikke står mål med lovovertrædelserne. Sidste års mest omtalte eksempel var sagen om en 89-årig mand, der rensede sine tagrender ved hjælp af en rendegraver. Arbejdstilsynet mente, det var en livsfarlig situation, og idømte ham en bøde på 10.000 kr. Man skulle mene, at den 89-årige selv er i stand til at afgøre, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at rense tagrender, og at statslige myndigheder ikke bør tiltvinge sig adgang til matriklen for at blande sig i det spørgsmål. Jeg betragter det som en krænkelse af ånden i grundlovens ord om den private ejendomsrets ukrænkelighed. Naturligvis skal der være rum for fortolkning, men denne fortolkning skal trods alt have rod i grundlovens ånd, og ikke blot være tilpasset offentlige myndigheders ønsker.
Omfanget af tvangsindgreb er en væsentlig debat, som desværre ikke har fået så meget opmærksomhed. Imidlertid er det et spørgsmål som både regering og folketing bør tage meget seriøst og bruge kræfter og resurser på i det kommende år. Det er mit nytårsforsæt som retsordfører for Venstre.