Advokaten 9 - Guide til dna som bevis

Print Print
04-11-2013


Dna-beviset er uden nærmere introduktion blevet præsenteret i de danske retssale ved behandling af straffesager. De juridisk uddannede aktører skal dermed forholde sig til et bevis, som baserer sig på biologi, genetik og sandsynlighedsberegning. Det er ikke altid uproblematisk. Få retsgenetikerens og dommerens guide til den retsgenetiske undersøgelser og de spørgsmål, som ofte kommer i retten.

Af Hans Jakob Larsen, retsgenetiker, ph.d., Retsgenetisk Afdeling, Det sundhedsvidenskabelige fakultet, Københavns Universitet og Kari Sørensen, dommer, Retten på Frederiksberg

Blod, spyt, sæd. Det er biologisk materiale fra et menneske, der kan danne grundlag for en dna-profil – en slags genetisk fingeraftryk. Dna udgør menneskets arvemasse og findes i de fleste af menneskets celler. Det kan være fundet som spor efter en forbrydelse, for eksempel fra blodet på en knust rude efter et indbrud eller sæd på en voldtaget kvinde. Dna kan også tages af politiet fra en identificeret mistænkt person, typisk ved et mundskrab med spyt (referenceprøve).
Ved en rutineundersøgelse i en straffesag undersøges kun en lille del af arvemassen. Retsgenetisk Afdeling på Københavns Universitet står for disse undersøgelser i Danmark og udarbejder de retsgenetiske erklæringer. Der udarbejdes en erklæring dels vedrørende det fundne spors dna-profil, dels vedrørende sammenligningen til den mistænktes dna-profil. Det er disse erklæringer, som fremlægges i retten under en straffesag.
Både sporet og den mistænkte undersøges for 16 (tidligere ti) bestemte områder i cellens dna, kaldet dna-systemer. De undersøgte dna-systemer, som kun udgør ca. en milliontedel af den totale mængde dna i cellen, er blandt andet karakteriseret ved, at de i høj grad varierer fra person til person. Mange af disse dna-systemer er der international konsensus om at anvende. Dna-profiler kan således (via Interpol) sammenlignes på tværs af landegrænser.

Sådan bruger du skemaet
I skemaet er der vist eksempler på dna-profiler. I kolonne A er vist de 16 udvalgte dna-systemer, som undersøges til brug for en dna-profil. Dna-systemerne er angivet med deres internationale betegnelser, for eksempel D3S1358.
Inden for hvert af de undersøgte 16 dna-systemer har et menneske normalt to dna-faktorer, svarende til, at vedkommende har arvet én dna-faktor fra sin mor og én dna-faktor fra sin far. I de tilfælde, hvor der hos en person kun ses én dna-faktor i et dna-system, skyldes det sædvanligvis, at personen har arvet identiske dna-faktorer fra begge forældre. Den samlede mængde dna-faktorer udgør dna-profilen og angives i den retsgenetiske erklæring som en række tal.
I kolonne B er vist et eksempel på dna-profilen for en identificeret person (for eksempel en mistænkt). I det første dna-system, D3S1358, kan man se, at personen har arvet identiske dna-faktorer fra sine forældre, idet der kun er angivet ét tal (17), svarende til, at personen har arvet faktor 17 fra både sin mor og sin far. I det næste dna-system, HUMVWA31/A, ses, at personen har arvet faktor 14 fra den ene forælder og faktor 19 fra den anden forælder. Når politiet tager en dna-prøve fra en identificeret, mistænkt person, vil man normalt altid kunne frembringe en komplet dna-profil for personen, svarende til dna-profilen i figurens kolonne B.

A

B

C

D

E

De 16 dna-systemer, som undersøges

 

Dna-profil fra en identificeret person, fx mistænkte. Komplet profil

Spor-dna-profil.  Indeholder dna fra kun en person. Komplet profil

Spor-dna-profil. Indeholder dna fra flere personer. Blandingsprofil

Spor-dna-profil. Ikke resultat i alle systemer. Ukomplet profil

D3S1358

17

17

14,16,17

17

HUMVWA31/A

14,19

14,19

14,16,18,19

-

D16S539

12,13

12,13

12,13

-

D2S1338

19,23

19,23

17,18,19,23

-

D8S1179

16

16

12,13,16

16

D21S11

31,33

31,33

29,31,32,33,35

-

D18S51

14,18

14,18

10,14,16,18

-

D19S433

12,15

12,15

12,13,14,15

12,15

HUM-TH01

7,9

7,9

6,7,9,10

-

HUMFIBRA/FGA

28

28

19,24,28

-

D10S1248

13,14

13,14

13,14,15

-

D22S1045

12,16

12,16

12,14,15,16

-

D2S441

11,13

11,13

11,11.3,13

-

D1S1656

16

16

12,14,16,17.3

-

D12S391

17, 19

17, 19

17,19,20,22,23

-

SE33

22,24

22,24

22,24,28,30,32

-

Amelogenin

X,Y

X,Y

X,Y

X,Y

- : Intet resultat                         

Hvad dna-profilen kan fortælle os
Da en person kan bidrage med højst to dna-faktorer i et dna-system, kan dna-profilen for et spor sikret fra et gerningssted i de fleste tilfælde give nyttig oplysning om antallet af bidragsydere til sporet, og således fortælle noget om, hvor mange personers dna, der er i sporet. Hvis der i et eller flere af dna-systemerne er fundet op til tre eller fire dna-faktorer, indeholder sporet dna fra mere end én person. Er der fundet op til fem eller seks dna-faktorer, indeholder sporet dna fra flere end to personer og så fremdeles. Det nederste dna-system (Amelogenin) fortæller om køn, således at X,Y taler for, at materialet indeholder dna fra en mand. Er der kun påvist X, taler det for, at materialet indeholder dna fra en kvinde. Dna-profilen indeholder ingen sikre informationer om udseende, etnicitet eller anlæg for arvelige sygdomme.
I figurens kolonne C ses et eksempel på dna-profilen for et spor sikret fra eksempelvis et gerningssted. Sporets dna-profil er komplet. Dette ses ved, at der er påvist dna-faktorer i alle dna-systemerne. Da der er påvist højst to dna-faktorer i de undersøgte dna-systemer, ser det desuden ud til, at sporet stammer fra kun én person.
I modsætning hertil er der i kolonne D vist et eksempel på en såkaldt blandings-dna-profil for et spor, som indeholder dna fra flere end to personer. At det er en blandingsprofil ses ved, at der er påvist op til fem dna-faktorer i de undersøgte dna-systemer. Spor sikret fra for eksempel skranken i en bank efter et røveri vil typisk resultere i en blandingsprofil, idet flere mennesker end røveren har overført dna til skranken, for eksempel kunder som blev betjent før røveriet.
Dna-profiler fra spor fundet på et gerningssted er ikke altid komplette, det vil sige, at alle dna-faktorerne ikke altid er påvist. Dette ses i den retsgenetiske erklæring ved, at der er angivet bindestreger ud for nogle af dna-systemerne. Dna-profilen kan være ukomplet, fordi nogle af dna-systemerne af en eller anden grund ikke kan undersøges, for eksempel fordi der på gerningsstedet kun har været sparsomt dna til stede, eller at dele af sporet efterfølgende er gået til grunde som følge af fugt, varme eller lyspåvirkning. Et eksempel på en ukomplet dna-profil for et spor ses i skemaets kolonne E.
Ved at sammenligne dna-profilen for sporet (eksempelvis spor fra et gerningssted) med dna-profilen for en identificeret person (eksempelvis en mistænkt), kan det i de fleste tilfælde afklares, hvorvidt dna-analysen taler for eller imod, at sporet eller en del af sporet stammer fra denne person, fremfor en tilfældig, anden person. I figuren er der sammenfald mellem den identificerede persons dna-profil (kolonne B) og dna-profilerne for sporene (kolonne C, D og E). Dette ses ved, at alle dna-faktorerne, der udgør dna-profilen for den identificerede mistænkte person, er påvist i de dna-systemer, hvor der er fundet et resultat for sporene.
Hvis der er sammenfald mellem en dna-profil for et spor og en dna-profil for en person, kan der i de fleste tilfælde beregnes en bevismæssig vægt i form af et tal, den såkaldte likelihood-kvotient. Tallet er anført i den retsgenetiske erklæring og udtrykker, hvor mange gange mere sandsynligt det er at observere resultatet, hvis sporet faktisk stammer fra personen, end hvis sporet stammer fra en tilfældig, anden person i en relevant befolkningsgruppe. Hvis likelihood-kvotienten for eksempel er 1.000 betyder det sædvanligvis, at sandsynligheden for, at en tilfældig anden persons dna-profil passer med sporets, er en ud af tusind. Se nærmere herom i vor tidligere artikel i Advokaten 8, 2011.

Højst ‘mere end 1.000.000’
Til beregningen af likelihood-kvotienten er der fra den danske befolkning indsamlet statistisk materiale, som belyser, hvor almindeligt eller sjældent de enkelte dna-faktorer optræder. Når der er påvist resultater i alle de 16 dna-systemer i form af en komplet dna-profil, vil det rå, beregnede tal for likelihood-kvotienten ofte være betydelig højere end 1.000.000. Sådanne størrelser er imidlertid ikke realistiske, når de gås efter i sømmene. Beregningen hviler nemlig på nogle antagelser, der holder vand langt hen ad vejen, men som i sin yderste konsekvens ikke altid er i overensstemmelse med virkeligheden. Blandt andet antages det, at vi alle er ubeslægtede, og at det er tilfældigt, hvem vi får børn med, samt at der aldrig kan ske forureninger og forbytninger af prøver. For at sikre, at disse antagelser ikke medfører, at vægten af dna-beviset overdrives, har Retsgenetisk Afdeling valgt i erklæringen højst at anføre likelihood-kvotienten som ‘mere end 1.000.000’.
Selvom sporet notorisk indeholder materiale fra den mistænkte person, kan likelihood-kvotienten godt være under 1.000.000. Dette kan for eksempel skyldes, at sporet indeholder dna fra flere personer og giver en blandingsprofil, og/eller at det ikke har været muligt at opnå resultat i alle de 16 dna-systemer i sporet, således at dna-profilen er ukomplet. I så fald kan den beregnede likelihood-kvotient i nogle tilfælde være eksempelvis under 10. Selvom likelihood-kvotienten er lav, giver dna-beviset – anvendt korrekt ved at inddrage alle oplysningerne i sagen – stadig brugbar information.

Den mistænkte er udlænding
Når et dna-bevis knytter et spor til en mistænkt udlænding, sættes der ofte i retten spørgsmålstegn ved, om dna-beviset kan anvendes. Spørgsmålet rejses givetvis, fordi den retsgenetiske erklæring forholder sig til ‘en tilfældig person i den danske befolkning’. Det korte svar – som uddybes i det følgende – er, at dna-beviset ofte umiddelbart kan bruges, selv om den mistænkte ikke er etnisk dansker.
Ved beregning af likelihood-kvotienten beregnes, hvor mange gange mere sandsynligt sammenfaldet er, hvis sporet stammer fra den mistænkte, end hvis sporet stammer fra en tilfældig anden person i en relevant befolkningsgruppe. Man må her spørge sig selv: Hvad er den relevante befolkningsgruppe? Hvis sporet er sikret i forbindelse med en sag i Danmark, vil det oftest være relevant at antage følgende: Hvis sporet ikke stammer fra mistænkte, må sporet stamme fra en anden person fra den danske befolkning (idet disse personer simpelthen er hyppigst forekommende i Danmark). Retsgenetisk Afdeling vil derfor som hovedregel bruge statistisk materiale, der som beskrevet oven for er indsamlet fra den danske befolkning, når der er tale om sager fra Danmark, hvorimod afdelingen i en sag fra Grønland vil anvende statistisk materiale fra den grønlandske befolkning.
Mistænktes egen oprindelse har således ikke umiddelbart indflydelse på, hvilken befolkning det er relevant at sammenligne med. Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor det er relevant at vurdere sporets dna-profil i forhold til personer fra andre befolkningsgrupper, nemlig hvis man på forhånd ved, at gerningsmanden kommer fra en anden befolkningsgruppe end den danske, for eksempel positivt er klar over, at gerningsmanden er fra Vietnam. Det følgende eksempel illustrerer en sådan situation:
En kvinde bliver overfaldet og knivdræbt i et butikscenter i en større dansk provinsby. Øjenvidner oplyser, at gerningsmanden er asiatisk af udseende, og ved hjælp af en overvågningsoptagelse kan man godtgøre, at gerningsmanden taler vietnamesisk. Gerningsvåbnet bliver efterfølgende sikret, og der foretages en dna-profilanalyse af materiale fra knivens skæfte. Der findes sammenfald mellem dna-profilen for materialet fra skæftet og dna-profilen for en yngre, vietnamesisk mand, der er anholdt nær gerningsstedet umiddelbart efter drabet. Manden tiltales for drabet.
På grund af vidneforklaringerne og overvågningsoptagelserne har man i denne sag på forhånd grund til at antage, at gerningsmanden er vietnameser. Stridsspørgsmålet er herefter ikke, om materialet fra kniven stammer fra den mistænkte vietnameser, eller om det stammer fra en tilfældig, anden person fra den danske befolkning. Det relevante spørgsmål er derimod, om sporet stammer fra den mistænkte, eller om sporet stammer fra en tilfældig anden vietnameser. Det kan her være relevant at bede Retsgenetisk Afdeling om at foretage en ny beregning baseret på offentliggjort statistisk materiale fra den vietnamesiske befolkning. En sådan ny beregning vil dog sjældent afvige dramatisk fra en tilsvarende beregning baseret på den danske befolkning, og likelihood-kvotienten vil under alle omstændigheder i praksis altid være højere end 1.000.000, hvis der er tale om en komplet dna-profil fra kun én person (kolonne C).

Overførsel af dna-spor
Retsgenetiske undersøgelser kan være ekstremt effektive til at belyse, hvem et dna-spor stammer fra. Undersøgelserne fortæller imidlertid sjældent særlig meget om, hvordan eller hvornår et spor er afsat. Når likelihood-kvotienten ved et dna-profilsammenfald er meget høj, vil stridspunktet i retten ofte gå fra spørgsmålet om, hvem sporet stammer fra, til spørgsmålet om, hvordan og hvornår sporet er havnet på det sted, hvorfra det er sikret.
Et dna-spor fra et gerningssted er således ikke nødvendigvis relateret til forbrydelsen. For eksempel kan et dna-spor i form af spyt på en flaske eller et cigaretskod flyttes – tilfældigt eller ved at blive bevidst ‘plantet’ – fra ét sted til et andet, og ved bevisbedømmelsen må man være særlig opmærksom herpå. Blod, sæd og lignende væsker kan i princippet opsamles og flyttes. Dog kan dette formentlig være vanskeligt at gennemføre uden at vække mistanke og vil i visse tilfælde kunne afsløres ved supplerende undersøgelser af sporet, eller ved, at omstændighederne er mistænkelige.
Dna-spor kan i visse tilfælde overføres ved direkte kontakt, for eksempel ved et håndtryk, hvor dna fra person A overføres til person B. Hvis person B herefter berører en genstand, er det i nogle tilfælde muligt at påvise dna fra person A på genstanden, uden at person A selv har berørt genstanden. Dette kaldes sekundær overførsel.
En anden mulighed er, at dna-sporet er blevet overført fra én effekt til en anden. Dette kan ske ved, at effekterne har været i direkte kontakt med hinanden eller ved sekundær overførsel, for eksempel ved at en mor ordner vasketøj, får en smule sædceller fra sin mands undertøj på hænderne og herefter skifter ble på sit spædbarn med det resultat, at der kan findes sædceller i bleen. Sandsynligheden for sådanne overførsler afhænger af både fysiske, kemiske, biologiske og adfærdsmæssige faktorer, og man må i de konkrete tilfælde vurdere, hvorvidt der er grund til at tage dem i betragtning.
Teksturen af de overflader, som dna-sporet overføres fra og til, kan have betydning. Grove overflader, som en karklud, kan således opsamle mere materiale end glatte overflader, som et våben. Tilsvarende kan omstændighederne og karakteren af kontakten have betydning (tidsrum, intensitet, fugt, etc).
Det forhold, at der måtte være beregnet forskellige likelihood-kvotienter for forskellige spor, kan sædvanligvis ikke belyse, om tilstedeværelse af sporet skyldes direkte kontakt eller sekundær overførsel. Man kan altså ikke konkludere, at sporet er afsat ved direkte kontakt, fordi likelihood-kvotienten er 1.000.000, eller omvendt, at sporet er afsat ved sekundær overførsel, fordi likelihood-kvotienten er 17.
Sammenfattende må vurderingerne nok baseres på ‘sund fornuft’ og ud fra det princip, at jo flere overførsler, der skal til for at forklare tilstedeværelsen af et dna-spor, des mere usandsynlig bliver forklaringen. En gennemgang af det hidtidige videnskabelige arbejde om overførsel af dna findes i en nylig artikel i Forensic Science International: Genetics 7 (2013) 434-443.

Hans Jakob Larsen
Retsgenetiker, ph.d., Retsgenetisk Afdeling, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Kari Sørensen
Dommer, Retten på Frederiksberg. Underviser sammen med retsgenetikere i brug af dna-beviset i straffesager.