Advokaten 8 - Christiansborgklummen - Mediernes påvirkning på lov

Print Print
07-10-2013


Lovgivning betyder meget. Det gælder både for advokater og alle andre borgere. Jeg tillader mig dog at antage, at advokater er lidt mere paragrafinteresserede end gennemsnittet. Nogle ville sågar kalde jer for paragrafryttere, og I ville muligvis tage det som et kompliment.

Det kræver sinminister og tøris i maven at ignorere et politisk emne, som medierne massivt sætter fokus på.

Af Jeppe Mikkelsen (RV), medlem af Folketingets Retsudvalg

Derfor vil jeg fortælle lidt om, hvordan paragrafferne bliver til. Som I ved, har vi politikere en finger med i spillet. Mange snakker også om, at embedsværket spiller en rolle, om end tyngden af deres indflydelse diskuteres i ny og næ. Jeg kan dog forsikre jer om, at de som minimum skriver selve paragrafferne, så det ikke er halvstuderede, ikke-jurister som undertegnede, der skribler løs på kancelliets hellige skrifter. Bare rolig! Det lader vi juristerne trygt om.
Men det er nu hverken den lovgivende eller udøvende magts påvirkning på loven, jeg vil fortælle om. I stedet vil jeg rette fokus mod den fjerde statsmagt – nemlig medierne. Hvordan påvirker de vores daglige arbejde og i sidste ende lovgivningen?
Vi politikere og medierne lever jo på mange måder i et umage parforhold. Der er tale om en gensidig afhængighed. Vi kan godt lide profilering, og de kan godt lide kilder til deres historier. Derfor lever vi pænt og respektabelt med hinanden, selvom pressen jo også har til rolle at være vagthund, hvis opgave det er at bide os med tilpas styrke i haserne. De fylder utrolig meget i vores dagligdag og har sågar kontorer dør om dør med os. Det ser man mig bekendt ikke noget andet sted i verden.
Men måske er det egentlig meget passende, at de har hjemme sammen med den lovgivende magt, for man kan med rette kalde medierne for den fjerde statsmagt. De påvirker lovgivningsarbejdet enormt – og det først og fremmest ved at være dagsordensættende. For mediernes dagsorden har det skræmmende tit med at blive politikernes. Det kræver sin minister og tøris i maven at ignorere et politisk emne, som medierne massivt sætter fokus på. Derfor er det som politiker eller organisation også et magtfuldt redskab til at fremhæve egne synspunkter. Men til tider kan det også ødelægge mulighederne for videre forhandling. For så snart sager bringes op i pressen, har vi politikere en tendens til at kravle op på hver vores piedestal – godt hjulpet på vej af mediernes hungren efter konflikt. Og derfra kan der nemt være langt ned til logik og fornuftige kompromiser.
Det kan kun roses, når pressen samfundskritisk sætter fokus på områder, som negligeres af politikerne. Men til tider kan pressen også være med til at skabe ‘hovsa-lovgivning’, uden det dog direkte er deres skyld. Det kan ske ved, at man blæser sager op i urealistisk grad, hvorefter vi politikere fristes til at lovgive hurtigt for at fremstå handlekraftige. Den famøse ‘Knivlov’ var et ganske godt eksempel på, at politikerne hovedløst løb med på pressens dagsorden.
‘Hovsa-lovgivning’ kan også opstå, fordi medierne fanger en politiker på et forkert ben. Man kommer til at sige noget, som ikke er så heldigt – ofte fordi mediebilledet i dag er så hyperaktuelt, at vi har utrolig korte deadlines til at udtale os om utrolig komplicerede emner. Ved mindre fisk i den politiske andedam (som undertegnede f.eks.) er skaden ikke så stor. Jeg kan relativt nemt gå ud og trække i land igen. Men ved større fisk ser det anderledes ud. Her har en skæv udtalelse pludselig meget stor vægt.
Pressen har med andre ord enorm magt – på godt og ondt. Da jeg engang holdt oplæg sammen med en kommentator, konstaterede han, at han nok havde mere magt end mig. Jeg tror på nogle måder, han har ret. Og lad os krydse fingre for, at han bruger den i demokratiets tjeneste. Så vil jeg arbejde på at gøre det samme.