Advokaten 8 - Løsladt og gældsat

Print Print
07-10-2013


Dummebøder giver kafkask situation for løsladte
Ny forskning støtter Advokatsamfundets argumenter for at ændre regler for betaling af sagsomkostninger i straffesager. Den nuværende ordning medvirker til at fastholde dømte i et kriminelt parallelsamfund, truer retssikkerheden og straffer dem, der ønsker at blive resocialiseret, urimeligt hårdt, siger retssociolog Annette Olesen.

Tekst: Rie Duun

“Jeg kan heller ikke forstå, da jeg røg i spjældet, der siger de til mig ‘Sølver, du har ret til en advokat. Har du ikke råd til en, så får du beskikket en og bla, bla, bla.’ Men hvorfor får jeg så en regning på 80.000? Så kan det sgu da være lige meget. (...) hvordan kan man så sende en regning for det bagefter? (...) som jeg forstod det, så hvis du ikke har råd til en advokat, så kan vi beskikke en til dig. Det er det samme som at sige, at så får du en alligevel, og så koster det dig ikke noget. Men nej, nej. Du kommer til at betale nøjagtig det samme, som hvis du havde haft råd.”
“… der har vi lige siddet og diskuteret, hvad man egentlig betaler for, og det ved jeg stadigvæk ikke den dag i dag, og det er min tredje dom, ikke.”
Citaterne er fra retssociolog ph.d. Annette Olesens afhandling ‘Løsladt og gældsat’, som bygger på en lang række interviews med 41 dømte i staffesager. Afhandlingen dokumenterer, at det eksisterende regelsæt, hvor dømte ofte løslades efter straf med en gæld, der forekommer dem uoverskuelig og ubetalelig, meget effektivt modarbejder samfundets interesse i at sluse tidligere straffede ind i et normalt og lovlydigt liv.
- Jo mere retskaffent den tidligere straffede forsøger at leve, jo flere negative følger af gælden vil han ofte opleve, siger Annette Olesen.
Hendes afhandling belyser, at gælden påvirker fire væsentlige kriminalpræventive faktorer meget negativt. Det gælder arbejde, uddannelse, permanent bolig og nye sociale samt ressourcestærke relationer.
For eksempel er incitamentet til at skaffe sig et arbejde og have en officiel indkomst ikke stor, når man mange år frem i tiden alligevel skal leve af et rådighedsbeløb svarende til kontanthjælp, fordi Skat inddriver gælden til sagsomkostninger blandt andet gennem lønindeholdelse. Det betyder, at den tidligere straffede  i praksis hverken kan eje bolig eller aktiver af en vis økonomisk værdi, da der kan gøres udlæg i aktiverne for at inddrive gælden. Endelig giver flere af de interviewede udtryk for, at de har svært ved at etablere nye, nære relationer for eksempel til en kæreste, fordi de ikke vil byde vedkommende de økonomiske vilkår, de selv er underlagt.

Dømt ude af samfundet
Som gældsat og tidligere straffet betyder det ifølge Annette Olesens forskning, at der kan være visse fordele ved at leve i et kriminelt parallelsamfund, hvor man ikke bruger banken og ikke har en registreret indtægt eller bolig, så besøg af Skat, politi og fogeden begrænses. Derfor mener hun, at reglerne om at pålægge sagsomkostninger i straffesager i realiteten kan fastholde straffede i en kriminel løbebane. Desuden kan der være nogle fordele ved at indgå i bandemiljøerne, når man er gældsramt og løsladt.
- At være del af en gruppe eller rockerbande kan være en fordel, hvis man bliver løsladt med en stor gæld, og derfor ikke har interesse i at have en registreret folkeregisteradresse eller et officielt job. De månedlige bidrag fra klubkassen under afsoningen kan dække forskellige uforudsete udgifter, og klubhuset kan i en periode sikre kost og logi. Derudover har banderne ofte et stort netværk til potentielle arbejdsgivere, der har en forståelse for, at man skal have hele eller dele af lønnen udbetalt sort, forklarer hun.
Gælden indvirker derfor på flere måder negativt på det resocialiserende arbejde med de tidligere straffede, mener Annette Olesen.

To strategier for overlevelse
Mange førstegangsvaretægtsfængslede er slet ikke klar over, at de senere bliver pålagt udgifterne til sagsomkostninger, hvis de bliver dømt.
- 38 af de 41 dømte, som jeg har interviewet, var i første omgang slet ikke bekendt med, at de skulle betale for sagens omkostninger, og det betyder ofte, at de får en regning, som de ikke har haft mulighed for at holde nede, fordi de ikke forstår spillets regler, og ikke ved, hvor de kan spare, siger Annette Olesen.
Men senere, når de dømmes anden og tredje gang, har de indsatte lært at navigere, og de finder deres egne strategier.
Annette Olesen har belyst to forskellige reaktionsmønstre hos de varetægtsfængslede. Hun kalder dem ‘de spenderende’ og ‘de sparsommelige’. Begge handlemønstre har uhensigtsmæssige konsekvenser set med samfundets øjne.
De spenderende er typisk indsatte, som er ligeglade med den gæld, de pådrager sig, fordi de ikke anerkender den og ved, at de aldrig vil komme til at betale den.
- De kan endda sommetider se det som en slags hævn over samfundet at skabe så mange udgifter for staten som muligt, velvidende at de aldrig vil betale en krone af dem, fortæller Annette Olesen.
- De er virkelig dyre for samfundet, og de er slet ikke bevidste om, hvilke konsekvenser det kan få for dem senere i livet, at de for eksempel sjældent vil få mulighed for at eje noget, siger Annette Olesen.
Den anden gruppe er de sparsommelige, som sparer på deres straffesags udgifter, hvor de kan. Det fører dem ind i en retssikkerhedsmæssig gråzone.
- De sparsommelige er optaget af at pådrage sig så lidt gæld som muligt, og de vil derfor være tilbøjelige til at tilstå, undlade at anke og til at afslå eller minimere den advokatbistand, som de har ret til, vurderer Annette Olesen.

Gæld som overraskelse
Endnu et problem i den danske praksis er, at de dømte ikke altid får oplyst, hvor meget de skal betale. Omkostninger til forsvarsadvokaten oplyses, men det gør de øvrige sagsomkostninger til eksterne tekniske undersøgelser eller særlig ekspertbistand ikke nødvendigvis. Derfor har de straffede ikke mulighed for at gøre indsigelser mod kravet, før fristen på 14 dage efter domsafsigelsen er overskredet.
Det har Advokatsamfundets Strafferetsudvalg også bemærket i sit forslag til ændringer af reglerne, der blev fremlagt som en del af en større rapport sidste år.
Rapportens hovedkonklusion er et forslag om, at der generelt bør tages hensyn til den dømtes reelle betalingsevne og formueforhold, når der pålægges sagsomkostninger – en praksis som man kender fra bødestraffe ved færdselsforseelser.
Formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Sysette Vinding Kruse, mener, at det er en kafkask situation.
- Op til flere år efter domsafsigelsen kan man risikere at få meddelelse om sagsomkostninger, der skal betales. På det tidspunkt har man ingen kontakt med sin forsvarer længere, og de færreste ved, at de kan indbringe sagen for retten. Vil man endelig det, bliver det sandsynligvis en anden dommer end den, der kender sagen, som skal tage stilling.

Dummebøder
- De indsatte forstår det heller ikke. De omtaler sagsomkostningerne som dummebøder fra staten, siger Annette Olesen.
Eftergivelse af gæld vedrørende sagsomkostninger er i Danmark en meget langsom procedure, idet Skat generelt først overvejer gældseftergivelse efter en periode på 5-10 år.
- En tidshorisont på 5-10 år er der ingen af dem, jeg har interviewet, der kan overskue. Man er nødt til at være realistisk, se på folks livsbetingelser og forstå, at de fleste, der falder tilbage i ny kriminalitet, gør det kort tid efter deres løsladelse. De første år er de bare sårbare. Og så nytter det ikke, at vi laver regler for eftergivelse, der har årelange udsigter. Det er et spørgsmål om, hvor meget uformel straf man ønsker at påføre mennesker, der gerne vil tilbage i samfundet. Skal de straffes økonomisk i et år eller to år? Jeg mener slet ikke, de bør straffes mere, siger Annette Olesen.

International måben
Danmark er det eneste skandinaviske land, der ikke tager hensyn til den straffedes socio-økonomiske situation, når sagsomkostningerne regnes ud og pålægges, og internationalt er fagfolk ofte målløse over, at man i Danmark ikke kan se, at det er en rigtig dårlig forretning for samfundet, siger Annette Olesen.
Både i Sverige og Norge tager man hensyn til den dømtes indtægt og andre forhold, når regningen gøres op efter domsafsigelsen. Derfor bliver mindre velstillede personer oftest slet ikke pålagt at betale sagsomkostninger. I Grønland skal den dømte også kun undtagelsesvis betale sagens omkostninger.
- Hvis jeg var justitsminister ville jeg egentlig være lidt flov over det her problem, som man mig bekendt håndterer mere elegant i alle andre EU-lande. Derudover ville jeg være bekymret for, om nogen en dag ville efterprøve om pålæggelse af sagsomkostninger i straffesager i Danmark er i strid med retten til retfærdig rettergang ved Menneskerettighedsdomstolen, når vi nu ikke har en reel eftergivelsesmulighed herhjemme, siger Annette Olesen.
Både Sysette Vinding Kruse og Annette Olesen efterlyser flere økonomiske argumenter til at lægge pres på politikerne.
- Som forskere har vi endnu ikke været gode nok til at belyse, om det samfundsøkonomisk er en dårlig forretning at gældsætte de mennesker, der gerne vil reintegreres og være et aktiv for samfundet, men på grund af gælden mister incitamentet til at arbejde og uddanne sig. Dem, der bare vil ud at begå mere kriminalitet, tæller jo i forvejen ikke med i regnskabet, de bonner under alle omstændigheder kun ud på udgiftssiden, siger Annette Olesen.
Der findes i dag ikke et samlet overblik over de samfundsmæssige omkostninger ved den gældsspiral, som tidligere straffede placeres i, og de konsekvenser det har for deres livsvalg. I alt inddriver Politi og Skat gennemsnitligt 20 procent af den samlede gæld, der bliver pålagt som sagsomkostninger.
- Derfor er det også værd at bemærke, at Advokatrådets forslag om at tage betalingsevne med i betragtning, når man pålægger omkostninger, ikke kommer til at koste staten penge. Langt hovedparten af sagsomkostningerne inddrives aldrig, og den del, der faktisk inddrives, kommer fra folk, som kan og vil betale. De ville alligevel blive pålagt at betale sagsomkostninger, siger Sysette Vinding Kruse.
Advokatrådets rapport førte allerede for halvandet år siden til, at Rådets Strafferetsudvalg fik foretræde for Folketingets Retsudvalg.
I indeværende år vil Folketinget nedsætte et udvalg, som skal gennemgå problemerne omkring pådømmelse af sagsomkostninger med henblik på en revision af reglerne.

Sysette Vinding Kruse
Advokat og partner hos Homann Advokater, dr.jur. i 1984 med afhandlingen ‘Erhvervslivets Kriminalitet’. Medlem af Advokatrådet, formand for Strafferetsudvalget. Formand for forskellige fonde og selvejende institutioner, og har fra 1979 sammen med blandt andre læger og sygeplejersker fra Vestre Fængsel drevet landets første metadonambulatorium for stofmisbrugere med langvarigt misbrug bag sig. Fra november 2007-2011 formand for Foreningen af Beskikkede Advokater i København.

Annette Olesen
Retssociolog, videnskabelig assistent på Juridisk Institut, Syddansk Universitet.
Cand.scient.soc. og PhD i jura i 2013 med afhandlingen “Løsladt og gældsat".
Medlem af redaktionsrådet for Retfærd Nordic Journal of Law and Justice siden 2011.

Gælden eftergives sjældent
Straffedes gæld til sagsomkostninger i Danmark:

  • I 2013 deler 60.000 skyldnere 113.349 fordringer på gennemsnitligt 17.892 kr.
  • Restancer udgjorde i jan. 2013 2.028 mio. kr. 
  • Fra 2010-2012 er gælden steget fra 1.918 mio. kr. til 2.028 mio. kr.
  • Fra 2010-2012 er inddrivelsen steget fra 23 mio. kr. til 24 mio. kr.
  • Fra jan. 2009 til maj 2013 har 172 personer fået eftergivet i alt 8,1 mio. kr.
  • I samme periode har 268 personer fået gældssaneret knap 5.5 mio. kr.

Løsladt og Gældsat af ph.d. Annette Olesen er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets forlag, 390 sider, 475 kr.