Advokaten 6 - Folkedomstol på havnen i Allinge

Print Print
14-08-2013

Hvad skal der til for at blive udvist af Danmark? Det var spørgsmålet, da Folketingets retsordførere og 200 tilhørere var samlet i Advokatrådets telt på Folkemødet. Og meningerne var delte, da de stod over for en udvisning af en ung serber, der i jalousi havde slået en anden ned.

Tekst: Hanne Hauerslev

Han er ung, og det de fleste vil kalde for en rigtig sød fyr. Kæresten er dansk, jobbet er solidt og uddannelsen står lige for døren.
Alligevel sidder Ratko nu anklaget for vold mod en tilfældigt forbipasserende en sen nattetime uden for det lokale diskotek, og derfor har han en udvisning hængende over hovedet.
Nu står han så ikke alene foran den bornholmske retspræsident, men også Folketingets retsordførere, medlemmer af Folketingets Retsudvalg og de næsten 200 tilhørere, der er mødt op i Advokatrådets telt på Folkemødet for at give deres helt private dom. Selvom Ratko er skuespiller er hans historie bygget over en dom, og mens solen skinner og blæsten rusker i teltet, vil deltagerne i processpillet over de næste par timer tage stilling til, om de er enige i dommens resultat.
Simon Emil Ammiztbøll fra Liberal Alliance er en af de første på banen med en klar udmelding om sagen, der bygger på en dansk dom: Ratko må tilbage til Serbien, for han har boet i Danmark i få år, han har ingen børn og han kommer fra et land, som det rent faktisk er muligt at vende tilbage til, mener han.
Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen er tidligere domsmand og lægger vægt på, at der er tale om grov kriminalitet. Ratko har slået en mand ned, fordi han tror, at manden har lagt an på kæresten. Det viser sig, at offeret er en tilfældig mand, som var på vej hjem en sen nattetime fra en privat fest. Han går forbi det lokale diskotek, hvor han bliver slået ned.
Karsten Lauritzen fra Venstre mener, at det havde pyntet på situationen, hvis Ratko bare havde udvist lidt anger, så man kan se, at han er ked af det. At handle i affekt kan man se mildt på en enkelt gang, men den unge serber har desværre været i en tilsvarende situation før, hvor han har slået tilfældige ned, og derfor vil Venstres retsordfører ikke være med mere.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup synes hverken at anger eller affekt er afgørende. Hvis en dansker flytter til Serbien må han også overholde reglerne der, for man må indrette sig der, hvor man bor, fastslår han. Og når det nu engang er strafbart at slå andre ned, må han ud af landet med det samme. Afsoningen kan passende foregå i Serbien, fastslår Skaarup.
Ville det have været anderledes, hvis Ratko havde været gift og haft et barn?
En idé kunne være at indføre et klippekortsystem, mener en af tilhørerne. Det fungerer fint, når det gælder kørekortet. Måske kunne det være en idé at gøre det samme, når det gælder udvisning, er forslaget.
Selvom Jeppe Mikkelsen og Pernille Skipper begge mener, at en udvisning er for hård en straf, fordi straffen på den måde bliver dobbelt, så er der bred enighed om i teltet på havnen, at Ratko må ud af landet, så snart han har fået sin straf for vold i Danmark. Folkets domstol har talt og viser sig at ligge helt i tråd med den oprindelige dom, der lyder på seks måneders fængsel og herefter en udvisning til Serbien.

Fire forrygende dage på Folkemødet
Der var fuldt hus i teltet på havnen i Allinge i de fire dage, hvor Advokatrådet havde slået teltdørene op for at byde inden for til processpil, advokatvagt og masser af debat om retssikkerhed.
Justitsminister Morten Bødskov kikkede ind forbi for en snak om især unge og retssamfundet, og Folketingets retsordførere og medlemmer af Retsudvalget deltog i en ivrig debat i en udvisningssag, hvor de retlige dilemmaer pludselig blev helt konkrete – for når den unge Ratko både virker sympatisk og har en lys fremtid for sig, skal han så sendes tilbage til Serbien efter at være havnet i et værthusslagsmål?
Skatteadvokatvagten var velbesøgt og det samme var den almindelig advokatvagt, hvor både Advokatrådet og de bornholmske advokater havde sagt ja til at give gode råd med på vejen til de godt 100, der valgte at kikke forbi. Alt fra arveret til aftaleretten var oppe at vende, og alle gik derfra med et godt råd og måske en nøglering med Advokatsamfundets logo.
Advokatrådet havde arrangeret både processpil og debatter i samarbejde med Domstolsstyrelsen, Institut for Menneskerettigheder, Rigspolitiets Konfliktråd m.fl.