Advokaten 5 - Advokatmødet 2013

Print Print
25-06-2013

Intens diskussion om ‘måske tusind kroner’

Det blev en længere debat om tusind kroner, der kom til at sætte præg på debatten i Tivoli Hotels kongressal, da et par hundrede advokater var samlet til Advokatmøde 2013. Danske Advokater havde anbefalet sine medlemmer et nej til Advokatrådets forslag om en ekstra bemyndigelse. Det blev et ja.

- Efter hvad jeg kun har oplevet som et fortrinligt samarbejde med Danske Advokater siden min tiltræden som rådsformand i 2009, kom det faktisk lidt bag på mig og Advokatrådet, at der midt i februar i år var et initiativ i gang med at nedsætte et udvalg, der skulle kulegrave strukturerne og grænsefladerne mellem de to organisationer endnu en gang. Men det var der. Og et forslag herom blev også anmeldt til behandling på generalforsamlingen i dag.
Sådan lød det fra Advokatrådets formand, Søren Jenstrup, da han leverede sin mundtlige beretning til Advokatmødet 7. juni i Tivoli Hotels kongressal, hvor et par hundrede advokater var mødt op for at tage del i en diskussion, hvor der fra starten var fokus på både samarbejdet med Danske Advokater og økonomien.
- Vi greb dog straks fat i Danske Advokater, og på den måde som vi også hidtil har løst tilsvarende opgaver enedes vi om et fælles kommissorium og et fælles udvalg, der nu skal se på de spørgsmål, som er rejst. Det ser jeg frem til. Initiativet kom jo i øvrigt i umiddelbar forlængelse af, at Danske Advokater havde nedsat deres eget strukturudvalg og selvom Advokatsamfundets opgavevaretagelse i min optik er velafgrænset, vil jeg da gerne citere min gode formandskollega Lars Svenning Andersen fra hans leder i Danske Advokaters blad i februar i år: “Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” For naturligvis er der ikke noget i verden, der ikke kan gøres bare lidt bedre. Det er vi med på at drøfte nærmere og det vil naturligvis blive et af de vigtigste emner for det nyvalgte Advokatråd i den kommende tid, sagde Søren Jenstrup, og gik videre til økonomien.

Ikke et katalog over ‘nice to have’
- Jeg har i den forløbne fireårs periode været samtlige omkostningsområder igennem. Det er min opfattelse, at der optrædes med stor ansvarlighed, altså både mådeholdent og konservativt. De regnskaber, vi skal behandle her, er udtryk for den omkostning, der reelt og med rimelighed har været forbundet ved at drive Advokatsamfundet og Advokatnævnet i de pågældende regnskabsår, ligesom budgetterne på samme måde er udtryk for en nøgtern vurdering af den nødvendige udgift – ikke et katalog over ‘nice to have’ tiltag. Den usikkerhed, der trods alt hersker om udviklingen ikke mindst helt fremme i 2015, har gjort, at vi beder om en bemyndigelse på indtil tusind kroner ekstra for hvert af de to år. Skulle det blive nødvendigt at udnytte en sådan bemyndigelse helt eller delvist, vil jeg i øvrigt gerne give tilsagn om, at vi så melder årsagen ud straks, forklarede Advokatrådets formand, hvilket fik Danske Advokaters formand til at gå på talerstolen med en bemærkning.
- Når vi i 2007 blev sat i verden, var det for at udføre forskellige opgaver.  Vi skal have gensidig respekt for de forskellige holdninger, der er, ligesom vi har en forpligtigelse til at udføre de opgaver, vi hver især har. Med det kontingent, medlemmerne betaler til os, skal vi også tage de diskussioner, der er. Jeg er sikker på, at vi kan få en god dialog, sagde Lars Svenning Andersen.

Større gennemsigtighed
Efter næstformand Jørgen Holsts gennemgang af regnskaberne for Advokatrådet, Erstatningsfonden og Understøttelsesfonden, foldede en ivrig diskussion sig ud. Helle Larsen fra Advokathuset Mariager Fjord, var den første på talerstolen.
- Det er spændende at høre, at der er mange projekter, der er til gavn for retssamfundet, men jeg håber på en højere grad af gennemsigtighed fremover. Det er vigtigt for os, der bidrager, at vi kan se, hvad der foregår økonomisk i Kronprinsessegade 28. Vi skal også huske på, at der er en fast ejendom, der har værdi på cirka 40 millioner kroner, og at der faktisk ligger en formue her.
Søren Jenstrup forklarede herefter, at ejendommen i sin tid blev foræret til advokaterne.
- Ejendommen tilhører standen, og Advokatrådets klare holdning er den, at den ikke skal realiseres, og undersøgelser viser i øvrigt, at der ikke er nogen driftsmæssig gevinst af betydning ved et salg, fastslog han. Han understregede tillige, at der i takt med at medlemsbidraget forhøjes, også vil være et større ønske om gennemsigtighed i regnskabet, sådan at det er tydeligt, hvad pengene bruges til.
Afgående rådsmedlem Pernille Backhausen gik herefter på talerstolen med budskabet om, at “sjældent har så mange kloge mennesker brugt så meget tid på så lidt”.
- Vi kender alle de spørgsmål, der kommer her, for de kommer til enhver generalforsamling. Er kvaliteten, som den skal være? Er det muligt at spare penge? Personligt vil jeg ikke betale hverken fem, seks eller syv tusind til noget, der ikke er i orden. Vi skal selvfølgelig kendes for kvalitet og ordentlighed, og vi skal ikke kaste os ud i projekter, der ikke er penge til.
- Når vi ser på Kronprinsessegade 28 er det tydeligt, at der ikke er købt inventar meget længe. Der er ingen vederlag til Advokatrådets medlemmer. Medarbejdernes løn ligger ikke på markedsniveau. Men en nævnssag koster 10.000 kroner at gennemføre. Og hvis der kommer 300 ekstra klagesager, så mangler der tre millioner kroner i budgettet. Bliver der en retssag ud af processen, bliver det endnu dyrere. Vi skal ikke samle til bunke, men vi skal sørge for, at der ikke kommer minus på kontoen, understregede hun.

Ja eller nej til bemyndigelsen
Mens regnskabet blev godkendt med applaus, spøgte bemyndigelsen på de tusind kroner stadig, og Jørgen Holst forklarede, at selvom budgettet er forsvarligt, kan det ikke udelukkes, at der opstår et behov for udvidelse, når man ser to et halvt år frem i tiden.
- Vi har ikke længere en likvid buffer, fordi kontingentet har været nedsat i en periode, hvor der var et ønske om at tære på de opsparede midler.  I en hvilken som helst professionel bestyrelse, må man sikre et forsvarligt kapitalberedskab, og det mener vi, der bør bakkes op om, sagde han, og det fik Lars Svenning Andersen på talerstolen igen.
- Det er klart, at vi interesserer os voldsomt for Advokatsamfundets budget, for en lang række af vores medlemsvirksomheder er presset på økonomien, og de ser ikke kontingenterne til de to organisationer som adskilt. Hvis det samlet set er for stort, ved vi, at der kun er et sted, man kan melde sig ud, og det er hos Danske Advokater, sagde Lars Svenning Andersen, der samtidig opfordrede til at stemme nej til den ekstra bemyndigelse.
Det fik herefter tolv advokater på talerstolen med argumenter for og imod bemyndigelsen. Formanden for Københavns Advokatforeningen, Phillip Thorsen, var den første, og han opfordrede til en hurtig afstemning.
- Vi er en lille branche, som bistår andre med deres stridigheder. Nu skal det samme ikke gælde vores egen branche, og derfor mener vi fra Københavns Advokatforenings side, at det vil være en god idé hurtigt at få en afstemning, om der skal være en bemyndigelse eller ej, i stedet for at diskutere og grave grøfterne dybere.
Advokat Jeppe Søndergaard, fra Maribo, opfordrede til at stemme for de tusind kroner.
- Jeg betaler 6.000 kroner til Advokatsamfundet, 6.500 kroner hos Danske Advokater og 250.000 kroner for at være medlem af Ret og Råd-kæden. Nu står vi så her og diskuterer de måske tusind kroner. Der er jo ingen proportioner i det her. Jeg synes hellere, at vi skulle støtte op om alt det gratis arbejde, der bliver udført i Advokatsamfundet og få den ro der skal til, sådan at udvalget kan komme i gang med sit arbejde.
Dirigent Niels Bo Andersen besluttede på baggrund af diskussionen at gå direkte til en skriftlig afstemning, der endte med 82 stemmer for bemyndigelsen på tusind kroner og 75 stemmer imod.
Søren Jenstrup afsluttede forhandlingerne på generalforsamlingen med at takke for opbakningen, og han understregede, at bemyndigelsen – som også berørt under drøftelserne – ikke vil blive betragtet som ‘nice to have’.
- Jeg håber, at alle har tillid til, at vi sparer der, hvor vi kan. Der vil selvfølgelig kun blive taget hul på den, hvis det bliver nødvendigt.

 

Mens vi venter på konsulenterne

Kan det gøres mere effektivt? Det er det spørgsmål, der skinner klart igennem det arbejde, der for øjeblikket foregår i både Skifteretsudvalget og Effektiviseringsudvalget, der skal vurdere, om sagsbehandlingen kan gøres kortere og bedre. 200 advokater gav deres argumenter for og imod effektivisering i fire workshops, og de to udvalgsformænd både lyttede og fik nye perspektiver med hjem til eftertanke.

I Boston Consulting Group og Deloitte sidder konsulenterne for øjeblikket og analyserer, hvad der skal til, for at gøre arbejdet i skifteretterne og i den civile proces mere dynamisk til fordel for borgerne og samfundet som helhed.
Mens konsulenterne gør deres arbejde færdigt, fik 200 advokater mulighed for at komme med deres tanker om forandringerne i fire workshops på Advokatmødet 2013.
Skal vi have forandring uden fornyelse, provokerede journalist Niels Krause-Kjær, der fik diskussionen op at flyve mellem de fire procedører, Henrik Stagetorn, Karen Dyekjær, Sune Fugleholm og Oluf Engell, der havde fået til opgave at samle argumenter for eller imod de opstillede dilemmaer i hver deres gruppe, mens de to udvalgsformænd, landsretspræsidenterne Bjarne Christensen og Bent Carlsen lyttede og noterede synspunkterne.
Skal to-instansprincippet i det danske retssystem bevares, eller er det tid til fornyelse, lød det første dilemma, som Karen Dyekjær havde fået til opgave at forsvare.
- For hvad sker der, hvis dommeren har en øv-dag? Skal der være mulighed for at få sin dom prøvet ved en ny instans? Ja, argumenterede hun. Hvis vi får en ankebegrænsning, vil det betyde et stort pres på første instans, og hvor er der så en reel besparelse?
- Hvis der skal ske effektivisering, er der andre veje at gå end at begrænse ankemuligheden. Det er nemlig vigtigt, at vi ikke giver køb på at få de rigtige domme, til gengæld kunne det være en mulighed, at dommerne arbejdede mere, lød det.

Beløbsgrænsen har sølvbryllup
Henrik Stagetorns workshop havde taget stilling til flere påstande, blandt andet at to-instansprincippet skal fastholdes men beløbsgrænsen forhøjes fra 10.000 til 50.000 kroner, og en sag mod staten skal ikke kunne ankes, hvis borgeren vinder. 
- Retssikkerhed er at få den rette afgørelse i tide. Som det er nu, tager sagerne for lang tid, og mange fravælger byretten og landsretten af den grund. Det betyder, at borgeren mister tilliden til retssystemet. Småsagsprocessen har vist, at det kan lade sig gøre at køre mindre sager i uformelt regi, og det fungerer nogenlunde nu. Samtidig er der problemer andre steder. For eksempel når det gælder retssager om tvangsfjernelser af børn. En dårlig sag bliver ikke bedre af at blive gentaget. Alligevel bliver 67 procent af sagerne anket i landsretten. Mellem 97,6 og 97,9 procent bliver stadfæstet. Og det samme gælder i en lang række andre sager, sagde Stagetorn, der også argumenterede for at sætte beløbsgrænsen for anke op til 50.000 kroner.
- Beløbsgrænsen på de 10.000 kroner for anke til landsretterne kan holde sølvbryllup i år, for det er 25 år siden, at den blev sat. Dengang var det mange penge. Hvis vi sætter en højere grænse, vil det ikke gå ud over retssikkerheden alligevel, for selvom dommeren har en øv-dag, som det hedder på nudansk, og dommen er en om’er, så har vi heldigvis Procesbevillingsnævnet, som har en betydelig kompetence. Det her handler ikke bare om to instanser, men om kvaliteten af afgørelsen. Som Gomard desuden skriver i procesretten, så ser tre par øjne bedre på en sag end et par. I dag har vi allerede adgang til tre sæt i byretterne. 
Herefter fik samtlige 200 advokater valget mellem at stemme for at bevare to instanser eller for hurtighed i retssystemet. Et stort flertal på 79 procent stemte for at bevare to-instansprincippet i det danske retssystem, og fik altså dermed hurtigheden sat til dørs, om end flere tænksomt bemærkede, at det ikke burde være en reel modsætning.

Skal skifteretterne samles?
Skal landets skifteretter regionaliseres eller helt centraliseres? Det var spørgsmålet, som de to andre workshops skulle tage stilling til. Advokat Sune Fugleholm havde fået til opgave at argumentere for centraliseringen.
- Man kan spørge sig selv, om vi ikke lige skal tørre sveden af panden, for vi har jo lige haft en domstolsreform. Men svaret er nej. Vi er et lille land med en fin infrastruktur, og vi har alle muligheder for at kombinere kvalitet og effektivitet i en nødvendig ressourcefornyelse. Den næste succes skal være en koncentration af skiftesagerne. 
- Det bærende er digitalisering. I forvejen er skifteretterne ganske små, og de kan ikke være mindre, som ellers er en naturlig følge af digitaliseringen. Her er faktisk et sted, hvor størrelse betyder noget. Det er ikke bare noget konsulenterne siger, men almindelig erfaring.
- Den centraliserede tinglysning i Hobro har vist, at sagsbehandlingstiden kan gøres kort samtidig med, at der sker færre fejl end tidligere. Det samme kan ske i ny, central skifteret, for selvom vi har hørt anekdoterne om tinglysningsfejl i begyndelsen, har centraliseringen af tinglysningen været et af de mest succesfulde paradigmeskifte i retssystemet, argumenterede Sune Fugleholm, der også trak sparekortet.
- Har vi overhovedet råd til i et samfund som vores at sige nej til kortere sagsbehandlingstid, mulighed for at den tilbagelevende ægtefælle selv kan klare sin sag på ti minutter samtidig med at vi får færre fejl og større retssikkerhed. Det vil give domstolene overskud på ressourcer, som der er rigelig brug for andre steder.

If it ain’t broken – don’t fix it
Oluf Engell havde fået til opgave at argumentere imod centraliseringen.
- Selvom alt naturligvis kan optimeres over tid, er det min vurdering, at det system, vi har i dag, er det bedste, og det vil være forkert at lave om på det bare for at lave om. I Sverige er dødsboskifte f. eks. noget revisoren eller banken klarer. Vil vi have det på samme måde? Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for, at alt, der kan forandres, skal forandres. Man bør måske i stedet sige: If it ain’t broken – don’t fix it. 
- Domstolene er en overskudsforretning, og her er spørgsmålet, om vi så skal prioritere mellem kvalitet og gevinst. Når vi taler om digitalisering, er det kun min generation, der finder det ubehageligt. Når det er sagt, skal vi huske på, at digitalisering er en anden måde at sige selvbetjening på. Når lillemor selv løser en del af ekspeditionen – er det gratis for samfundet, for hun skal jo ikke have løn. Men hvis du øger selvbetjeningen betyder det samtidig dårligere service og kvalitet.
Med digitaliseringen giver man også køb på nærhed, tilgængeligheden og det lokale kendskab, argumenterede han.
- Det lokale kendskab er befordrende for arbejdet i skifteretterne. Det giver værdi for brugerne, at her sidder jurister, der har særligt kendskab til de geografiske forhold som landbrug eller fiskeri.
- Konsulenterne siger, at der kan spares årsværk ved at centralisere, og se nu, hvor godt det er gået, da vi centraliserede SKAT. Men på det her område er det forkert at forvente samme store besparelser. Jeg hæfter mig også ved tempoet omkring hele denne vurdering, som skal ske på under et år. Det giver ikke plads til empiriske undersøgelser, sluttede Oluf Engell og gav ordet videre til Niels Krause-Kjær.
- Der bliver skudt på digitaliseringen. Skal borgerne have magten tilbage over borgerens liv, spurgte han og skød dermed dagens sidste afstemning i gang, hvor der blev taget stilling til centraliseringen af skifteretterne.

 Resultatet var et tæt løb. 51 procent var for samling af skifteretterne, 49 procent imod.