Advokaten 4 - Svært at spotte ofre for menneskehandel

Print Print
21-05-2013

Ofre for menneskehandel kan få tiltalefrafald og undgå udvisning for mild kriminalitet, som de begår som led i deres ulykkelige situation. Men ofte fortæller de ikke selv, at de er handlede, og myndighederne er heller ikke altid gode nok til at få det frem i lyset.

En ung, afrikansk kvinde bliver taget i lufthavnen, da hun forsøger at rejse ud af Danmark på en anden persons pas. Hun bliver idømt ti dages fængsel for dokumentmisbrug og udvist af landet. I hjemlandet venter den bagmand, som har tvunget hende til at arbejde som prostitueret i Danmark.
Forsøget på at forlade Danmark var samtidig kvindens forsøg på at slippe ud af bagmandens faste greb.
Desværre fortalte hun ikke de danske myndigheder eller sin advokat, at hun var offer for menneskehandel. Havde hun gjort det, var hun formentlig sluppet for både fængselsstraf og udvisning. Menneskehandel udløser nemlig tiltalefrafald, når der ikke er tale om grove former for kriminalitet. 
- Vi er nok endnu ikke gode nok til at spotte problemstillingen. Ofte siger ofrene ikke selv noget om det af skræk og rædsel for, hvad der kan ske dem, forklarer strafferetsadvokat Sysette Vinding Kruse.
Siden 2002 har regeringen udarbejdet handlingsplaner til bekæmpelse af menneskehandel. Den nyeste plan fra maj 2012 indeholder blandt andet en række konkrete tiltag, der skal tydeliggøre, hvem der har ansvaret for at opdage, at en person er offer for menneskehandel, og hvordan det skal kommunikeres videre ud i systemet.  Noget der ifølge Sysette Vinding Kruse tidligere var stor usikkerhed omkring. 
- Alle aktører – lige fra politi til advokater og domstole – skal nu bringe spørgsmålet op, hver gang man har en person, der kan være handlet, forklarer Sysette Vinding Kruse og understreger, at det også gælder andre former for menneskehandel end prostitution, for eksempel arbejde under slavelignende forhold – noget der kan være endnu sværere at opdage. 

Plads til forbedring
De nye retningslinjer betyder, at flere ofre for menneskehandel bliver identificeret i dag end tidligere. Alligevel mener Sysette Vinding Kruse, at der stadig er knaster i systemet.
- Jeg synes, der fortsat er plads til forbedring i samarbejdet, siger hun og fortæller om en sag, hun for nylig var involveret i, hvor det i sidste øjeblik viste sig, at en udvist kvinde var handlet.
- Det kom frem samme dag, som ankefristen udløb, hvor hun var i grundlovsforhør. Det var hendes held, at hun ikke allerede var sendt af sted, forklarer Sysette Vinding Kruse.
Det var NGO-organisationen Hope Now, der havde spottet, at kvinden kunne være handlet. Sysette Vinding Kruse ankede straks dommen, og Center mod Menneskehandel under Socialministeriet accepterede, at kvinden var handlet.
Men det kom dog ikke til at betyde, at Statsadvokaten påstod strafbortfald.
- Der skete ingenting. Udlændingestyrelsen ville stadig ikke have med sagen at gøre, og Statsadvokaten kørte derfor ankesagen videre med påstand om stadfæstelse af dommen om udvisning, mens kvinden sad varetægtsfængslet, forklarer Sysette Vinding Kruse.
Efter lang tids banken på døren, indvilligede Udlændingestyrelsen i, at det kunne formodes, at kvinden var handlet.  Men det har endnu ikke fået Statsadvokaten til at påstå strafbortfald i landsretten og dermed bortfald af udvisning.
- Det står ellers i retningslinjerne fra Rigsadvokaten, at hvis det kan lægges til grund, at en person er handlet, skal Statsadvokaten påstå strafbortfald. Det burde være nok, at et officielt center som Center for Menneskehandel udtaler sig. Men Statsadvokaten mener åbenbart, at landsretten skal prøve sagens realitet. Det synes jeg er spild af ressourcer, understreger Sysette Vinding Kruse.

FAKTA om ofre for menneskehandel
Siden 2007, hvor Center mod Menneskehandel blev oprettet, er 250 personer officielt vurderet som ofre for menneskehandel.  Dette skyldes sandsynligvis et større fokus på problematikken, et styrket samarbejde mellem aktører på feltet og udvikling af indsatsen generelt. Tallene er formentlig kun toppen af isbjerget og viser alene, hvor mange af ofrene for menneskehandel, det lykkes myndighederne at identificere. Det vurderes, at det reelle antal er noget større.
Kilde: Center mod Menneskehandel

Sysette Vinding Kruse
advokat hos Homann Advokater og med speciale i strafferetssager. Hun er medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg.


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2013/Advokaten 4/Svaert at spotte ofre for menneskehandel.aspx - d. 22-11-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.