Advokaten 4 - Skærpede udvisningsregler skaber juridisk uklarhed

Print Print
21-05-2013

Hele 50 gange er udlændingeloven ændret de sidste 15 år og ofte for at skærpe reglerne for udvisning. Samtidig er der opstået uklarhed om, hvornår en udlænding kan vises ud af landet, mener en førende strafferetsadvokat.

Stram. Strammere. Strammest.
Sådan har de danske regler om udvisning af udenlandske kriminelle udviklet sig i de senere år.
Hvor anklagemyndigheden førhen kunne vælge at nedlægge påstand om udvisning, så skal de nu konsekvent bede domstolene tage stilling til muligheden for udvisning, hver eneste gang en udlænding idømmes frihedsstraf. 
Domstolene får ikke megen hjælp til denne vurdering i udlændingelovens regler.
Her fremgår det blot, at en udlænding, der bliver idømt frihedsstraf, skal udvises, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det står altså klart, at udgangspunktet altid er, at der skal ske udvisning. Mere uklart er det, hvor meget – eller hvor lidt – kriminalitet, der skal til, for at en person kan udvises.
- Det er op til domstolene at sætte grænserne. Og her har vi set en zigzagkurs gennem årene, navnlig hvor folk er blevet udvist for mindre alvorlig kriminalitet, forklarer Gunnar Homann, der har specialiseret sig i udvisningssager og som er en af de strafferetsadvokater i Danmark, der har størst viden på området.
Sager om udvisning for lav kriminalitet er, ifølge ham, endt i Højesteret flere gange.
- Lige da de oprindelige skærpede regler på narkotikaområdet var trådt i kraft, kom man til at udvise folk, der var kommet hertil som ganske små og havde haft hele deres liv her, selvom de kun var blevet idømt 14 dages hæfte. Der skulle vi helt til Højesteret, for at de kunne sige, at det var i strid med vores forpligtelser.
Og i de senere år har Højesteret blandt andet måttet forholde sig til spørgsmål om udvisning af EU-borgere for beskeden kriminalitet. Langt de fleste sager bliver dog aldrig anket, og dermed får Højesteret heller ikke sat faste retningslinjer op for sager om kriminalitet i den lave ende.

Udvisning gælder i hele Europa
I sager om udvisning er selve frihedsstraffen oftest en biting i forhold til den ofte langt mere indgribende udvisning – det gælder ikke bare for den udviste, men også eventuelle pårørende.
En udvisning kan nemlig få ganske store konsekvenser, der går langt ud over Danmarks grænser. En person, der får et indrejseforbud på seks år eller derover, indberettes nemlig til Schengen-informationssystemet som uønsket. Det betyder, at en person, der er blevet udvist af Danmark, kan udelukkes fra hele Schengenområdet fra seks år og op til for bestandigt, hvis vedkommende ikke oprindelig kommer fra et EU-land.
- For nylig blev en person for eksempel dømt i Danmark for at have stjålet telefoner fra sovende passagerer i et tog. Han fik 50 dages fængsel og indrejseforbud i seks år. Han venter barn med en svensk pige. Men i og med at udvisningen bliver indberettet til Schengen-informationssystemet, kan de svenske myndigheder også nægte ham indrejse i Sverige. Det er en meget vidtgående konsekvens for en forholdsvis lav form for kriminalitet, mener Gunnar Homann.
Det er hans fornemmelse, at der er forsvarere i Danmark, der ikke er opmærksomme på disse mulige konsekvenser, fordi udlændingeloven med tiden er blevet noget af et kludetæppe, som det kan være svært at finde rede i.

Opgøret med trappestigemodellen
Indtil 1998 var reglerne for udvisning mere enkle og forudsigelige.
Her skelede man til den såkaldte trappestigemodel, når man på dansk jord tog stilling til spørgsmålet om udvisning. Ifølge modellen var længden af udlændingens ophold i Danmark og den konkrete straf afgørende for, om der kunne ske udvisning. Jo længere en udlænding havde været i landet, jo grovere kriminalitet skulle der med andre ord til, før den pågældende kunne udvises. Om der derefter skulle ske udvisning i den konkrete sag, kom til at afhænge af en afvejning mellem den pågældendes tilknytning til Danmark og måske manglende tilknytning til hjemlandet.
Reglerne afspejlede dermed en proportionalitetsafvejning mellem på den ene side statens interesser for beskyttelse mod grove forbrydelser og på den anden borgerens ret til at blive i det land, som han havde en tilknytning til.
Siden 1998 er udlændingeloven ændret op mod halvtreds gange – ofte som led i politiske forhandlinger.  Første væsentlige skærpelse af udvisningsreglerne skete som resultat af et fokus på især gambianske narkohandlere i Istedgadekvarteret, som ikke kunne udvises, fordi de havde stor tilknytning til landet.
Gunnar Homann sad på det tidspunkt i det Udvisningsudvalg, som skulle se på reglerne.
- Mens udvalget arbejdede, gennemførte man en lovændring, hvor man indførte en særlig vid udvisningsadgang for dem, der bliver dømt skyldige i narkokriminalitet. De kunne nu udvises, uanset hvor længe de havde været her og uanset karakteren af deres ophold, forklarer han. 

Udvalg anbefalede trappestigen
Den skærpede kurs var et brud med trappestigemodellen.
Narkokriminelle kunne fremover risikere udvisning, uanset om de havde boet i Danmark hele deres liv, var stærkt familiemæssigt tilknyttet landet og måske kun havde fået en meget begrænset straf.
Udvisningsudvalget fik nu til opgave at se på, om den nye model for narkokriminalitet kunne overføres til andre former for kriminalitet.
- Vi pegede på, at man kunne overveje at indføre det på manddrab, røveri, voldtægt og andre meget grove forbrydelser. Men udvalget endte enstemmigt med at anbefale, at man holdt fast i trappestigesystemet med visse justeringer. Trappestigemodellen sikrede i bund og grund, at vi ikke kom på kollisionskurs med konventionerne, forklarer Gunnar Homann.
Alligevel blev løsningen, at modellen fra narkokriminalitet i 1998 blev bredt ud til også at gælde for andre typer af kriminalitet. Og siden da er adgangen til at udvise blevet skærpet adskillige gange.

Udvisning uanset hvad
Betydningen af den gamle trappestigemodel forsvandt samtidig gradvis. Det endelige dødsstød kom i 2011 med en ny regel, som betød, at hvis der var tvivl om, hvorvidt en udvisning var i strid med konventionerne, så skulle tvivlen ikke komme udlændingen til gode. 
- Det vil sige, at der nu skulle ske udvisning, medmindre det med sikkerhed stred mod vores internationale forpligtelser, siger Gunnar Homann og lægger vægt på ordene ‘med sikkerhed’. For netop disse ord mødte nemlig modstand i udlandet og blev derfor fjernet fra loven igen allerede året efter.
Gunnar Homann mener, at skærpelsen af udvisningsreglerne er problematiske.
- Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kommer vi ikke udenom. Men i stedet for at sætte nogle retningslinjer op i loven, har Folketinget besluttet at overlade det til domstolene. Det er procestungt, at vi på den måde skal diskutere udvisning hver gang, mener han.

Gunnar Homann
Advokat med speciale i blandt andet udlændingeret, som han også har deltaget i flere lovforberedende udvalg om. Han er forfatter til juridiske bøger om udlændingeret og medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.

Den internationale forpligtelse
Udlændingelovens § 26, stk. 2 henviser til, at Danmarks internationale forpligtelser kan forhindre udvisning af udlændinge. Disse internationale forpligtelser er blandt andet Menneskerettighedskonventionen, hvor især artikel 8 om retten til privat- og familieliv kommer på tale.
Vurderingen af om artikel 8 bliver overtrådt ved en udvisning afhænger af, om udlændingen har etableret familie- eller privatliv i Danmark. Er dette tilfældet, skal der ske en konkret vurdering af den pågældende udlændings situation.