Advokaten 4 - God advokatskik i inkassosager

Print Print
21-05-2013

Advokatnævnet modtager ofte klager over advokaters håndtering af sager om inkasso og indberetning til RKI. Men hvilke undersøgelsespligter påhviler advokaten i forbindelse med inkassosagen? Det giver Advokatnævnets seneste praksis et klart billede af. Få også overblik over nævnets praksis vedrørende udenretslige inkassoomkostninger.

Af Vibeke Tarpgaard, chefkonsulent, Advokatnævnets sekretariat og Hanne Christensen, Juridisk konsulent, Advokatnævnets sekretariat

De fleste privatpersoner og forretningsdrivende oplever det at modtage et inkasso-brev fra en advokat og derved blive kategoriseret som ’dårlig betaler’ som noget ubehageligt, ligesom en indberetning til RKI kan have særdeles indgribende betydning for den enkelte. Dette er formentlig – sammen med de mange formelle regler på netop dette retsområde – blandt årsagerne til, at Advokatnævnet ofte modtager klager over advokaters håndtering af netop sager om inkasso og indberetning til RKI. Advokatnævnets sekretariat vil med denne artikel bidrage til et overblik over regler og praksis vedrørende de problemstillinger i disse sager, som nævnet oftest støder på.

Hvem er skyldneren?
I sager om fremmedinkasso vil advokaten normalt få sagen om skyldsforholdet overdraget direkte fra kreditor eller fra et inkassofirma, hvorefter advokaten retter henvendelse til skyldner. Oftest vil det naturligvis ikke give anledning til problemer at fastslå, hvem der er rette skyldner i sagen, men det kan i nogle tilfælde være relevant at foretage en nærmere undersøgelse af spørgsmålet  –  f.eks. hvis oplysningerne om skyldners navn og adresse er gamle, eller hvis der er tale om selskabskonstruktioner.
Advokatnævnet har i december 2012 afsagt to kendelser, der fastslår, at advokaten har en særlig pligt til at undersøge dette nærmere, hvis der i første brev til debitor samtidig trues med indberetning til RKI, eller hvis der er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt der er tale om rette debitor. Dette gælder også i forbindelse med en sag mod et selskab – her bør advokaten ligeledes sikre, at sagen indledes mod det rette selskab.

Bestridte fordringer
I mange sager vedrørende god advokatskik i inkassosager vil der være tale om bestridte fordringer – altså den situation, at skyldner over for kreditor eller senere over for advokaten gør indsigelser mod fordringens eksistens eller opgørelse.
Det er ikke i sig selv i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso, jf. U 2004.99 H, men advokaten er forpligtet til at vurdere kravets berettigelse, og hvis der er gjort indsigelser mod fordringens eksistens eller opgørelse at undersøge, om indsigelserne er berettigede. En advokat må således ikke medvirke til at inddrive fordringer, der ikke består, og tager advokaten en bestridt fordring til inkasso, skal advokaten ved inkasseringen forholde sig til indsigelserne og redegøre for årsagen til, at kravet fastholdes på trods af indsigelsen.
Advokaten har ikke pligt til forud for, at en sag antages til inkasso at spørge skyldner, om denne har indsigelser mod fordringen. Advokaten skal derimod som udgangspunkt foretage en undersøgelse hos sin klient af, om skyldner har fremsat indsigelser mod kravet.  Denne undersøgelsespligt må antages at være opfyldt, hvis det f.eks. fremgår af akterne i sagen, at der er sendt flere rykkere, og at skyldner ikke har reageret.
Derimod er en advokat, der er fast inkassoforbindelse for en klient, normalt beføjet til at gå ud fra, at fordringer, der overlades ham til inkasso, er ubestridte, medmindre klienten har oplyst, at skyldner har indsigelser mod kravet. Har advokaten således indrettet samarbejdet med klienten på fornuftig vis, kræves det ikke, at advokaten i hvert enkelt tilfælde foretager en konkret undersøgelse hos klienten af, om der er fremsat indsigelser mod fordringen forud for fremsendelse af et uforbeholdent inkassopåkrav.
Fra Advokatnævnets seneste praksis kan henvises til en kendelse fra februar 2012, hvor nævnet i relation til advokatens pligt til at forhold sig til indsigelserne bl.a. udtalte følgende (anonymiseret til denne artikel):  

”K fremsatte allerede ved e-mail af 19. april 2007 indsigelser over for Advokataktieselskabet X og igen ved e-mail af 29. maj 2009. Advokat Y bekræftede i begge tilfælde modtagelsen af indsigelserne, men uden i øvrigt at forholde sig til den første indsigelse blev den indledte fogedsag mod K fortsat, og igen uden på noget tidspunkt at have forholdt sig til indsigelserne indleverede Advokataktieselskabet X ved advokat Y den 26. november 2010 et betalingspåkrav til fogedretten.
Advokatnævnet finder, at advokat Y ved således at foretage inkassoskridt og ved at indlevere et betalingspåkrav til fogedretten uden at forholde sig til K’s indsigelser, uanset at advokat Y efterfølgende, men efter at der var sket forkyndelse for K, hævede sagen, har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. […]”

Indberetning til et kreditoplysningsbureau (RKI)
For at kunne gennemføre inkassovirksomhed hurtigt og effektivt benytter mange advokater sig af muligheden for at orientere skyldner om indberetning til RKI eller indberette skyldner til RKI i forbindelse med, at fordringen tages til inkasso.
Indberetning til RKI har dog særdeles indgribende betydning for skyldner, hvorfor ikke alene indberetning til RKI, men også oplysningen/truslen om at gøre brug heraf, kan være et stærkt virkende overtalelsesmiddel. Efter Advokatnævnets praksis sondres der således heller ikke mellem oplysning/trussel om indberetning til RKI og selve indberetningen til RKI.
Det anses for at være i strid med god advokatskik, hvis en advokat ikke forud for sin orientering af skyldner om indberetning til RKI eller indberetning af skyldner til RKI har foretaget en konkret undersøgelse af, om der er fremsat indsigelser mod kravet. Dette fremgår bl.a. af Advokatnævnets kendelse af 4. november 2008, hvor en advokat, der havde kreditor som fast klient, ikke forud for sin henvendelse til skyldner af sin klient var blevet orienteret om, at skyldner havde fremsat indsigelser mod fordringen, og hvor nævnet bl.a. udtalte følgende (anonymiseret til denne artikel):

”Efter forarbejderne til inkassoloven er en advokat, der af en klient anmodes om at inkassere en fordring, forpligtet til at vurdere kravets berettigelse. Kravet til advokatens undersøgelse af fordringen afhænger af sagens konkrete omstændigheder, herunder kravets karakter og advokatens kendskab til og samarbejde med kreditor.
Indklagede, der har kreditor som fast klient, var ikke forud for henvendelse til klager af sin klient blevet orienteret om, at klager havde gjort indsigelser over for kreditor. Indklagede har derfor ikke tilsidesat god advokatskik ved ikke at foranstalte selvstændige undersøgelser af, om fordringen var bestridt.
Indklagedes brev af 12. august 2008 må anses for at indeholde en trussel om at indberette klager til RKI Kreditinformation A/S, hvis der ikke blev betalt inden 10 dages fristen. Nævnet finder, at indklagede derved har handlet i strid med god advokatskik, da indberetningen ifølge RKI’s egne regler alene kan ske, såfremt der foreligger en ubestridt fordring. Indklagede burde derfor forinden have foretaget konkret undersøgelse af, om der var fremsat indsigelse mod fordringen, f.eks. ved henvendelse til kreditor.”

Kendelsen blev indbragt for retten af indklagede og stadfæstet af Retten i Århus og ved Vestre Landsrets dom af 30. marts 2012. Det fremgår bl.a. af landsrettens præmisser (anonymiseret til denne artikel): 

”En indberetning til RKI (Experian A/S) kan have alvorlige følger for den indberettede. Advokat X anfører således selv i inkassobrevet af 14. august 2008 til K, at RKI’s registre efter domserhvervelse er tilgængelig for bl.a. banker, kreditforeninger, offentlige myndigheder og f.eks. virksomheder, der sælger varige forbrugsgoder på anbefaling. Videre skriver advokat X, at K må forvente, at mange af disse virksomheder mv. i givet fald ikke længere vil betragte K som kreditværdig.
Det tiltrædes derfor, at advokat X har handlet i strid med god advokatskik ved i inkassobrevet at oplyse K om indberetningen til RKI uden at have foretaget en konkret undersøgelse af, om der var fremsat indsigelse mod fordringen, f.eks. ved henvendelse til [kreditor].
Den omstændighed, at en henvendelse til [kreditor] i det foreliggende tilfælde ikke ville have medført, at advokat X havde fået oplysning om Ks indsigelser, kan ikke føre til et andet resultat.”

Advokatnævnet har også ved sine seneste kendelser fulgt denne praksis, hvorefter der gælder større krav til advokatens undersøgelse af fordringens berettigelse i relation til at varsle/true med indberetning til RKI end ved den indledende inkasso.  Der kan bl.a. henvises til en kendelse fra februar 2012, hvor Advokatnævnet bl.a. udtalte følgende (anonymiseret til denne artikel):

Det er ikke i sig selv i strid med god advokatskik at tage en bestridt fordring til inkasso. Efter forarbejderne til inkassoloven er en advokat, der af en klient anmodes om at inkassere en fordring, forpligtet til at vurdere kravets berettigelse. Kravet til advokatens undersøgelse af fordringen afhænger af sagens konkrete omstændigheder, herunder kravets karakter og advokatens kendskab til og samarbejde med kreditor.
Advokatnævnet finder, at advokat X ved at foretage inkassoskridt ikke har handlet i strid med god advokatskik. Advokatnævnet har særligt lagt vægt på, at advokat X af sin klient […], fik oplyst, at K var rette debitor. Advokatnævnet har endvidere særligt lagt vægt på, at advokat X, efter at Y i e-mail af 21. maj 2010 gjorde indsigelse mod kravet, herunder at fordringen ikke eksisterede, og at han var rette debitor, foreholdt disse indsigelser for [sin klient], som fortsat ønskede kravet fastholdt, hvilket blev meddelt K ved brev af 26. juli 2010 samtidig med, at advokat X forholdt sig til indsigelserne.
Advokatnævnet finder dog, at advokat X har handlet i strid med god advokatskik ved i brev af 14. maj 2010 at have truet med indberetning til RKI Kreditinformation, da en indberetning til RKI Kreditinformation forudsætter, at der foreligger en ubestridt fordring. En advokat, der ønsker at foretage en sådan indberetning er derfor forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af kravet for derved at sikre sig, at kravet ikke er bestridt.
Advokatnævnet har lagt vægt på, at advokat X ikke forinden havde foretaget konkret undersøgelse af, om der var fremsat indsigelse mod fordringen, eksempelvis ved henvendelse til kreditor.”

Det bemærkes, at ovennævnte kendelse efterfølgende er indbragt for retten.
Desuden kan henvises til yderligere en kendelse fra februar 2012, hvor Advokatnævnet pålagde advokaten en bøde på 10.000 kr., og hvor Retten i Lyngby efterfølgende ved dom af 12. oktober 2012 har ændret afgørelsen, således at bøden blev nedsat til 5.000 kr.
I den nævnte sag var rykkerbrevene fra kreditor udsendt til to personer, der sammen var skyldnere i sagen. Den ene af de to personer havde dog aldrig modtaget rykkeskrivelserne, da hun var fraflyttet adressen, og hun modtog derfor først i forbindelse med advokatens inkassoskrivelse krav om betaling og samtidig hermed en trussel om indberetning til RKI, såfremt der ikke blev betalt. Advokatnævnet fandt, at advokaten, som ikke forud herfor havde foretaget en konkret og individuel undersøgelse, havde handlet i strid med god advokatskik ved i inkassoskrivelsen til den person, der var fraflyttet den oprindelige adresse, at have fremsat trussel om registrering i RKI.

Af byrettens præmisser i sagen fremgår bl.a. følgende (anonymiseret til denne artikel):

”Selvom det må lægges til grund, at fordringen i den konkrete sag ikke var bestridt, må det ganske sidestilles hermed, at skyldneren ikke var, eller det forekom nærliggende, at hun ikke var, gjort bekendt med fakturaen og rykkerskrivelserne, og dermed ikke havde haft mulighed for at bestride fordringen.
Når sagsøgeren på trods heraf i sit første brev til skyldneren truede med, at hun ville blive registreret som dårlig betaler hos RKI, såfremt hun ikke betalte det krævede beløb inden 10 dage, er der handlet i strid med god advokatskik.
Det er skærpende, men ikke afgørende, at det af brevet fremgår, at indsigelser skal fremsendes skriftligt, men ikke er angivet at en eventuel indsigelse vil suspendere truslen om registrering hos RKI.
Det er uden betydning for sagens afgørelse, om skyldneren havde indsigelser mod kravet.
Sagsøger har derfor handlet i strid med god advokatskik.
Da sagsøger som anført ovenfor har sikret sig, at han får oplysninger om eventuelle indsigelser, som [kreditor] modtager, og da det fremgår af X’s forklaring, at [kreditor] også vil oplyse, hvis rykkerskrivelser er kommet retur, således at sagsøger i disse tilfælde bliver opmærksom, hvis debitor ikke har haft mulighed for at fremkomme med indsigelser, findes den skete overtrædelse af god advokatskik at være en mindre forseelse, hvorfor bøden fastsættes til 5.000 kr.”

Advokatnævnet har efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragt sagen for Østre Landsret.

Inkassoomkostninger
Reglerne om de omkostninger, der kan pålægges debitor at betale i en inkassosag, er beskrevet nærmere af advokat Morten Schwartz Nielsen i Advokaten 3/2013.
I dette afsnit beskrives kort nævnets praksis i relation til reglerne:

Rykkergebyr og inkassogebyr
Det er i relation til opkrævning af rykkegebyret en betingelse, at der er en rimelig grund til at udsende rykkeren. Tilsvarende er det i relation til opkrævning af inkassogebyret en betingelse, at der er en rimelig grund til at overdrage sagen til en anden (f.eks. en advokat eller et inkassobureau) med henblik på inddrivelse.
I praksis er det ikke ganske klart, om disse krav er opfyldt, hvis debitor har gjort indsigelser og der herefter udsendes en rykker og/eller sagen overdraget til tredjemand med henblik på inddrivelse.
Om opkrævning af rykkegebyr fremgår af forarbejderne til rentelovens bestemmelse, at der ikke er rimelig grund til at rykke for betaling, hvis skyldner har meddelt, at han ikke kan/vil betale.

I U 2008.1083 V anføres imidlertid følgende:

”Det forhold, at der er gjort indsigelser mod kravet, findes ikke i sig selv at udelukke, at en kreditor kan afgive rykkerbrev med inkassovarsel og overgive kravet til inkasso med den virkning, at der kan kræves rykkegebyr og inkassogebyr efter rentelovens § 9 b, stk. 1.”

Advokatnævnet har i en kendelse fra juni 2012 fulgt resultatet af landsretsafgørelsen i en sag, der vedrørte inddrivelse af en parkeringsafgift, som var bestridt. Advokatnævnet frifandt advokaten og anførte med henvisning til landsrettens afgørelse, at det forhold, at der er indsigelser mod et krav ikke i sig selv findes at udelukke, at en kreditor kan afgive rykkerbrev og opkræve inkassogebyr efter rentelovens § 9 b, stk. 1.

Inkassoomkostninger
Inkassoomkostninger kan ifølge retspraksis pålægges, selvom der er gjort indsigelser, jf. U 2004.99 H og U 2008.1083 V.

Efter bekendtgørelsen om inddrivelsesomkostninger skal følgende krav være opfyldt:

  • der skal være sendt en rykkerskrivelse til skyldner, hvoraf det fremgår, at manglende betaling inden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og
  • det skal være relevant at anmode tredjemanden om at inddrive fordringen, og
  • størrelsen på inkassoomkostningerne må ikke overstige de beløb, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2012 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling med senere ændringer.

Advokatnævnet afsagde i december 2012 kendelse i en sag om inkassoomkostninger. Sagen vedrørte inddrivelse af betaling for a conto varme og fællesudgifter til en ejerforening, og der var pålagt 3.075 kroner i inkassoomkostninger. Der var inden da rykket for kravet med oplysning om, at sagen uden yderligere varsel ville overgå til inkasso, hvis beløbet ikke blev betalt inden 10 dage. Advokatnævnet fandt, at der med opkrævningen af inkassoomkostninger var handlet i strid med god advokatskik, da der ikke var sendt en rykkerskrivelse med angivelse af, at manglende betaling inden fristen på mindst 10 dage ville kunne medføre, at der blev pålagt yderligere inddrivelsesomkostninger.
Advokatnævnet har desuden behandlet flere sager, hvor skyldner har klaget over størrelsen af de af advokaten opkrævede inkassoomkostninger.  Inkassoomkostninger bliver af Advokatnævnet bedømt efter de almindelige salærparametre. I en kendelse fra oktober 2012 anvendte Advokatnævnet således de almindelige salærparametre ved vurderingen af advokatens inkassoomkostninger, og Advokatnævnet nedsatte herefter skønsmæssigt inkassoomkostningerne til et beløb, som også svarede til det beløb, hvad som advokaten maksimalt kunne opkræve i henhold til bekendtgørelsen nr. 601 af 12. juli 2012 med senere ændringer i anledning af forsinket betaling.