Advokaten 4 - Embedsværkets behov for frirum

Print Print
21-05-2013

Folketinget behandler for tiden et forslag til en ny offentlighedslov. Emnet er usexet, tørt og overset i nyhedsstrømmen. Men ikke desto mindre fortjener det, at man tager store ord om demokrati og embedsmisbrug i brug. Det er nemlig hamrende afgørende for offentlighedens adgang til at se magthaverne efter i kortene og forhindre magtmisbrug, fejl og fusk i den offentlige forvaltning, at der er adgang til aktindsigt. Og den adgang vil regeringen, Venstre og Konservative nu indskrænke.

Af Pernille Skipper, medlem af Folketinget (EL) og Folketingets Retsudvalg

Embedsværket og ministrene er ikke fejlfrie, og magten bliver til tider misbrugt. Sådan er det, desværre. Men skal det holdes på et minimum, skal befolkningen have adgang til at kigge dem over skulderen.

Justitsminister Morten Bødskov har fremlagt et lovforslag, der i det store og hele svarer til det forslag, som den tidligere regering ikke kunne få flertal for. Lovforslaget indebærer, at der på flere områder lukkes ned for adgangen til aktindsigt, blandt andet ved såkaldt ministerbetjening. Dermed kan borgere eller journalister ikke se indholdet, hvis et dokument blot kan tænkes at skulle bruges til politisk rådgivning af ministeren.
Tilbage i 2010 sagde Morten Bødskov, at offentlighed ikke kan forringe lovkvaliteten. Og han sagde, at forslaget om at undtage ministerbetjening fra aktindsigt, savnede enhver begrundelse. I dag sidder han selv på ministertaburetten, og mener, at der er behov for et ‘frirum’, hvor politikere og embedsmænd kan udvikle politik. Den radikale retsordfører har på samme måde forklaret, at forslaget er nødvendigt, fordi embedsværket skal kunne komme med “vilde ideer uden at læse om dem på forsiden af en avis få dage efter.” Bevares, det skal de da kunne.
Men jeg har svært ved at tro på, at embedsværket har et nærmest neurotisk behov for at skrive alle højtflyvende tankespind ned på papir, hvilket jo er en forudsætning for, at en aktindsigt overhovedet er relevant. Og jeg mindes heller ikke at have set embedsværkets ‘vilde ideer’ udstillet på avisforsider på noget tidspunkt. Dermed er det svært at forestille sig, hvordan de kreative tanker bliver begrænset af adgangen til aktindsigt, som vi kender den i dag. Faktisk er det så svært, at hverken justitsministeren eller ordførerne for regeringspartierne, Venstre og Konservative har kunnet præcisere det nærmere, selvom de alle er blevet spurgt i talrige folketingsdebatter, fjernsyns- og radioprogrammer. Derudover harmonerer det påståede behov meget dårligt med det faktum, at der allerede i dag er lukket for aktindsigt, når ideerne flyver pr. mail rundt i et ministerium. ‘Interne dokumenter’ er nemlig allerede i dag lukket land. Det nye forslag handler om at lukke yderligere ned, så også dokumenter sendt fra underliggende styrelser til ministeriet kan undtages. Men justitsminister og følge holder fast – der er et behov.
Over for hensynet til dette påståede behov for et fortroligt rum står hensynet til vores demokrati. Adgangen til aktindsigt er nemlig en adgang til at se magthaverne efter i kortene og afsløre embedsmisbrug, magtmisbrug og fejl. Og der er talrige eksempler på skandalesager, der er afsløret af kritiske medier, netop fordi der i dag er adgang til aktindsigt. Embedsværket og ministrene er ikke fejlfrie, og magten bliver til tider misbrugt. Sådan er det, desværre. Men skal det holdes på et minimum, skal befolkningen have adgang til at kigge dem over skulderen.
Derfor er der god grund til at tage de helt store ord i brug, når man kritiserer dette lovforslag. Nok kan aktindsigt og offentlige øjne være irriterende. Nok kan der være ansøgninger om aktindsigt, som er hamrende irrelevante. Men adgangen eksisterer, fordi det er demokratiets mulighed for at holde øje med dem, der allernådigst har fået magten af selv samme demokrati.