Advokaten 3 - Procesledelse ved EU-Domstolen

Print Print
09-04-2013

Under den mundtlige forhandling har parterne sjældent mere end 15-20 minutter til rådighed til deres indlæg. Anmoder man om mere, eksempelvis på grund af sagens kompleksitet, giver Domstolen normalt afslag. Den tildelte tid til procedure håndhæves strengt, og der er eksempler på, at Domstolen simpelthen har slukket for mikrofonen, hvis en advokat ikke har kunnet disponere sin tid.

EU-Domstolen udøver en for danske forhold usædvanlig hårdhændet styring af retssagsprocessen. Det giver blandt andet korte sagsbehandlingstider, velforberedte advokater og indlæg af høj kvalitet. Kunne danske byrets- og landsdommere tage ved lære?

Af Rass Holdgaard, advokat, Kammeradvokaten

EU-Domstolen er berygtet for en meget kontant procesledelse, som vi ikke er vant til ved danske domstole.
Den skriftlige fase i retssager ved EU-Domstolen er meget kort og koncentreret. I præjudicielle sager afgiver parterne ét skriftligt indlæg, og der gives ikke fristforlængelse. I direkte sager afgiver parterne sædvanligvis maksimalt to indlæg, men Domstolen kan vælge at afskære replik og duplik, hvis den mener, at sagen er tilstrækkeligt oplyst efter svarskriftet. I begge sagstyper er der vejledende retningslinjer for indlæggenes længde. Efter den seneste procesreform har Domstolen derudover nu fået mulighed for at fastsætte en maksimal længde for skriftlige indlæg. Det hænder også, at Domstolen beder en part om at fremsende et nyt og forkortet indlæg, hvis det første var for langt. Omvendt kan Domstolen bede (eventuelt blot enkelte af) parterne om at afgive et yderligere skriftligt indlæg om konkrete spørgsmål, som Domstolen mener ikke er tilstrækkeligt belyst.
Når den skriftlige fase er afviklet, er det ikke givet, at der overhovedet bliver afholdt mundtlig forhandling. Det har parterne ikke ubetinget krav på, og en anmodning om mundtlig forhandling skal begrundes. Beslutter Domstolen, at der skal afholdes mundtlig forhandling, meddeler den parterne datoen for forhandlingen og tidsrummet – typisk mellem halvanden til tre timers varighed. Har man en anden aftale på det tidspunkt, for eksempel en hovedforhandling ved en national domstol, må man ændre planer eller sende en substitut. Domstolen ændrer nemlig aldrig det fastsatte tidspunkt for den mundtlige forhandling.
Samtidig med indkaldelsen får man fra Domstolen retningslinjerne for afholdelsen af netop den mundtlige forhandling. Det er ikke usædvanligt, at Domstolen i den forbindelse anmoder parterne om at fokusere på et eller flere helt konkrete spørgsmål i deres procedurer, som Domstolen finder særlig relevante. Det hænder også, at Domstolen i indkaldelsen anmoder advokater, der repræsenterer samme eller sammenfaldende synspunkter, om at koordinere deres indlæg, så man slipper for gentagelser.  
Under den mundtlige forhandling har parterne sjældent mere end 15-20 minutter til rådighed til deres indlæg. Anmoder man om mere, eksempelvis på grund af sagens kompleksitet, giver Domstolen normalt afslag. Den tildelte tid til procedure håndhæves strengt, og der er eksempler på, at Domstolen simpelthen har slukket for mikrofonen, hvis en advokat ikke har kunnet disponere sin tid.
I de fleste sager følger Domstolens dommere og generaladvokaten meget opmærksomt med under den mundtlige forhandling, og besvarelse af spørgsmål fra Domstolen er af central betydning. Man skal ikke blive overrasket, hvis dommerne ryster opgivende på hovedet ad de tilrejsende advokater, afbryder midt i et indlæg med skarpe og kritiske spørgsmål for derefter at afskære advokaterne fra at færdiggøre deres forberedte indlæg. Hvis Domstolen mener, at der ikke er behov for mere advokattale efter de første indlæg, udelukker den simpelthen advokaterne fra at give mundtlig replik.
Man kan vel mene, at denne form for processtyring, som er særlig markant hos visse af Domstolens toneangivende dommere og generaladvokater, er urimelig og arrogant. Selvom det måske ikke altid er forkert, så er stilen også udtryk for, at dommerne er engagerede i sagen og forventer høj kvalitet fra de mødende advokater. Dommerne kræver umisforståeligt, at advokaterne er meget velforberedte og hjælper Domstolen med at komme til sagens kerne og forstå dens problemer. Når dommerne mener, at de har nået dét mål, lægger de til gengæld ikke skjul på, at advokaterne derefter spilder deres tid.

Procesledelse kræver forberedelse
Det kræver naturligvis en høj grad af forberedelse fra Domstolens side at udøve denne form for styring af retssagsprocessen.
For advokaterne er procesformen tilsvarende krævende. Skriftlige indlæg skal være selvforklarende og udtømmende, og argumentationsrækkerne skal være klare og præcise. Når man ikke kan forvente at få lejlighed til at afgive flere indlæg, må man naturligvis som advokat have meget stort fokus på at levere al sin argumentation så præcist som muligt i det første skriftlige indlæg. Man pakker ikke sine anbringender ind eller giver dem i overskriftsform, så de kan foldes ud som overraskelsesangreb under den mundtlige forhandling. Når man samtidig må forvente, at alle dele af det skriftlige indlæg vil kunne blive genstand for en grundig og kritisk inkvisition under den mundtlige forhandling, skal hvert anbringende gennemtænkes, måles og vejes, inden det fremføres.
Den mundtlige forhandling kræver naturligvis først og fremmest udarbejdelse af selve proceduren. Den skriver man normalt helt ud og sender til tolketjenesten dagen forinden. I Domstolens vejledning til advokaterne hedder det klart og utvetydigt: “Under den mundtlige forhandling må der ikke ske gentagelse af, hvad der allerede er gjort gældende skriftligt.” Det kan være vanskeligt at overholde, når man netop i den skriftlige fase har bestræbt sig på at få alt med. Men Domstolen håndhæver dette krav, og derfor skal det mundtlige indlæg navnlig bruges til at sætte sine argumenter helt på spidsen og kommentere på nyt fra andre parter, som man ikke tidligere har haft mulighed for at forholde sig til. Med den begrænsede tid, der er til rådighed, er det vigtigt, at man i proceduren foretager en betydelig selektion, så man kan aflevere de centrale pointer så enkelt, hurtigt og struktureret som muligt. Opbygning til en stor oratorisk finale i slutningen af det mundtlige indlæg er generelt ikke hensigtsmæssigt, fordi man ikke kan være sikker på, at Domstolen ikke vil afbryde og stille spørgsmål, så man ikke får lejlighed til at færdiggøre sit indlæg.
Den anden og ofte mindst lige så tidskrævende del af forberedelsen af den mundtlige forhandling ved EU-Domstolen går ud på at gennemtænke mulige spørgescenarier og udarbejde beredskaber med svar på eventuelle spørgsmål fra dommerne og generaladvokaten. Dette er en meget tidskrævende, men også frugtbar proces, fordi det tvinger advokaterne til at sætte sig i dommernes sted og overveje, hvad dommerne måtte mene, at de mangler fornuftige svar på.

Fordele ved stram styring og spørgelyst
Selvom EU-Domstolens kontante form kan føles ganske ubehagelig, har den klare fordele, som de fleste af dens brugere faktisk værdsætter.
For det første signalerer dommernes spørgelyst – både skriftligt og mundtligt – engagement, mod og åbenhed. Dommerne deler undervejs deres foreløbige overvejelser og betænkeligheder med parterne i en grad, som er sjælden ved danske domstole. Den inkvisitoriske spørgestil opleves sjældent, som om dommerne er forudindtagede, partiske eller bedrevidende. Spørgsmålene giver advokaterne mulighed for både at udbygge deres synspunkter på centrale punkter og at rydde misforståelser af vejen. Parterne forventer derfor heller ikke, at Domstolen rent faktisk afgør sagen på grundlag af svarene på de spørgsmål, der stilles undervejs. Det er bestemt ikke sjældent, at en part får Domstolen overbevist om, at den stillede de forkerte spørgsmål under forberedelsen, og at Domstolen derfor afgør sagen på et andet grundlag.
For det andet bidrager den aktive procesledelse og de stramme formkrav ved EU-Domstolen til at fokusere sagerne i en grad, der er helt ukendt herhjemme. Når parterne ikke er i tvivl om, hvorvidt Domstolen under den mundtlige forhandling har forstået sagens problemstillinger, kan de korte mundtlige indlæg ofte nå mindst lige så dybt og præcist ind til sagens kerne som de meget lange procedurer, vi kender ved danske domstole. Domstolens præcise og kritiske spørgsmål skaber også en god dynamik i dialogen mellem advokaterne og mellem advokaterne og Domstolen. Når advokaterne med spørgsmålene får indblik i, hvad Domstolens medlemmer finder vigtigt og måske underbelyst, kan de med større sikkerhed vurdere, om Domstolen (efter advokaternes egen opfattelse) har forstået og accepteret deres centrale anbringender. Hvis man er så heldig, at det er tilfældet, kan man koncentrere sig om at besvare spørgsmålene. Hvis man derimod mener, at spørgsmålene viser, at Domstolen ikke har forstået og accepteret ens anbringender, kræver det en anderledes form for kreativitet at svare på en måde, der respektfuldt forklarer, hvorfor Domstolen har stillet de forkerte spørgsmål.
For det tredje signalerer Domstolens aktive procesledelse meget klart, at dommerne i det hele taget prioriterer effektiv sagsbehandling højt, og at de derfor kræver, at advokaterne ikke spilder dommernes og de andre advokaters tid – og dermed klienternes og det offentliges penge. Domstolen har i en årrække haft meget stort fokus på – og held med – at effektivisere sagsbehandlingen betragteligt (se min artikel i Advokaten 9 2012). Selvom Domstolen de seneste år er blevet kritiseret for at gå for vidt i sine bestræbelser på effektivisering, er det vel grundlæggende en god ambition og et godt signal at sende. Og der er ikke tvivl om, at kravet om effektivitet og fokus medvirker til at skærpe koncentrationen og øge kvaliteten af advokaternes bidrag.
Endelig skal man vel ikke underkende værdien af, at den til tider intense dialog mellem dommerne og parterne gør den mundtlige forhandling betydelig mere levende og underholdende for alle parter og tilhørere.

Kan danske dommere lære noget af dommerne i Luxembourg?
Når man efter en tur under projektørlyset i Luxembourg mørbanket venter på sit fly tilbage til Danmark og de danske civile retssager, er forskellene slående. EU-Domstolens procesform og tradition er på mange måder udansk, og meget bør og kan vi givetvis ikke kalkere i den danske civilproces. Hertil kommer, at EU-Domstolen har helt anderledes store ressourcer til rådighed i hver enkelt sag.
Men procesledelsen ved danske domstole går måske til tider i den anden grøft.
Især byretterne og landsretterne spiller undertiden en meget tilbagetrukken rolle under afviklingen af civile retssager. Navnlig i sager af en vis kompleksitet stiller retternes manglende styring krav om en høj grad af selvdisciplin hos de involverede advokater og et tæt og godt samarbejde mellem advokaterne. Men advokater har travlt og samarbejder måske ikke altid så godt, som man kunne ønske sig.
Det er derfor ikke usædvanligt, at retssagsafviklingen herhjemme bliver en langtrukken affære, hvor advokaterne først langt inde i skriftvekslingen får identificeret, hvad der egentlig ønskes dom for, hvad der skal gøres gældende, og hvordan beviset skal føres. Det betyder, at påstandene undervejs må ændres flere gange, at der fremsættes stribevis af mere eller mindre relevante opfordringer og bevisbegæringer, og at de samme anbringender bliver fremført som variationer over forskellige temaer i en række processkrifter, hvorefter alt – for en sikkerheds skyld – gentages i påstandsdokumentet, til tider også under forelæggelsen og til sidst i timelange procedurer. Og det er desværre sædvanligt, at denne form for procesførelse ingen mærkbare – det vil sige fra retten udtrykkeligt tilkendegivne – konsekvenser har, eksempelvis for sagsomkostningernes størrelse.
Danske dommeres strenge neutralitet – eller passivitet – og respekt for forhandlingsmaksimen betyder også, at advokaterne til tider kan være i tvivl om, hvor meget dommerne rent faktisk har forstået, når man er kommet til vejs ende i deres procedure. Derfor er det vel forståeligt, at advokater undertiden føler behov for at forklare alt, imødegå alt og således – vi har jo mundtlighed i den danske retspleje – procedere grundigt og længe, så man er sikker på, at alle synspunkter er med, når dommerne trækker sig tilbage for at skrive dommen. Når man deltager i denne form for retssagsafvikling herhjemme, kan man savne lidt af den aktive procesledelse, man oplever i Luxembourg.
Mange danske sager kunne sandsynligvis afvikles væsentlig hurtigere, mere økonomisk for parterne og statskassen og med en højere kvalitet, hvis dommerne i byretterne og landsretterne lænede sig mere frem i sædet og håndfast styrede processen med de midler, som retsplejeloven giver dem. Selv under behørig respekt for den danske retsplejetradition – grundlovens § 65 om offentlighed i retsplejen, forhandlingsmaksimen og reglerne om af nova – er der i mange civile sager masser af rum for, at dommerne kan stille større krav til advokaterne.

 

Med inspiration fra Luxembourg kunne danske dommere bidrage til effektiviteten og kvaliteten i retssagsbehandlingen herhjemme ved f.eks. i højere grad
·         at stille kritiske spørgsmål og insistere på klare og bindende svar fra parterne under de forberedende retsmøder for derefter at gengive disse spørgsmål og svar i retsbogen, så sagens ramme på et tidligt tidspunkt bliver lagt fast,
·         at kræve tidsplaner for den resterende skriftveksling og for hovedforhandlingen på et tidligt tidspunkt og derefter beramme sagen,
·         at kræve fokuserede processkrifter om enkelte, centrale spørgsmål, som dommeren definerer,
·         at kræve konkrete begrundelser for advokaters anmodninger om yderligere skriftveksling og bevisførelse og stille kritiske spørgsmål til de skrifter, der indeholder gentagelser eller ikke er relevante for de nedlagte påstande,
·         at give konkrete retningslinjer for, hvad der bør fokuseres på under netop denne hovedforhandling,
·         at stille opklarende og kritiske spørgsmål under alle dele af hovedforhandlingen, og
·         at markere klart, f.eks. i begrundelsen for fordelingen af sagsomkostningerne, at langtrukken og ufokuseret procesførelse ikke er acceptabel.