Advokaten 3 - Folketinget og civilretten

Print Print
09-04-2013

Det er underligt at opleve, hvor lidt tid og interesse politikerne anvender på civilretlige forhold. Der er ellers nok at tage fat på, mener Preben Bang Henriksen.

Jeg skal forskåne læseren for adskillige andre forhold inden for civilretten, der burde underkastes en gennemgang. Der er såmænd nok at tage fat på…

Af Preben Bang Henriksen, medlem af Folketinget (V) og advokat (H)

Efter halvandet år i Folketinget er jeg generelt positivt overrasket over mine kollegers omfattende viden og interesse for kriminalretten og retsplejen vedrørende de kriminelle sager.  Der er sjældent møde i Retsudvalget, uden at fængselsvæsenets, politiets eller kriminalretsplejens forhold er under debat.  Tilsvarende gælder en stor del af Folketingets møder.  Det er klart, at pressens interesse for disse forhold er medvirkende årsag til den markante opmærksomhed på Christiansborg.
Det er imidlertid underligt at opleve, hvor lidt tid og interesse de samme politikere anvender på civilretlige forhold. Det hænger naturligvis i et vist omfang sammen med pressens manglende dækning af disse sager, men det er måske heller ikke nogen hemmelighed, at bevis-temaet er noget mere overskueligt i en voldssag end i en sag om overtrædelse af en konkurrenceklausul eller en ejendomshandel.
Det vil være synd at sige, at advokatorganisationerne har rendt politikerne på dørene, når det gjaldt om at påpege uhensigtsmæssigheder i det gældende civilretlige system, så førnævnte politikere er til dels undskyldte.
At reglerne om udenretsligt syn og skøn i dag praktiseres så langsomt, at de fleste opgiver denne form for bevissikring og dermed muligheden for et hurtigt forlig, er nærmest blevet en naturlig ting – ganske lige så naturligt som det forhold, at en forbruger, der klager til et klagenævn, skal vente et års tid – ikke på en afgørelse – men på en ikke-afgørelse! (Fri proces eller retshjælp er som bekendt ikke mulig, hvis sag anlægges direkte hos domstolene, hvorfor ventetiden ved klagenævnet i realiteten er et must).
Det er et juridisk krav og en indiskutabel selvfølgelighed, at et udlæg skal gå forud for en tvangsauktion. Det tog mig – for 34 år siden – som fuldmægtig temmelig lang tid at finde ud af, hvad en sådan ‘udlægsforretning’ egentlig gik ud på, for der sad jo som oftest kun fogeden og jeg, men når man så gik hjem med de 25 kreditforeningsinkassosager – og ikke mindst med et tilsvarende antal mødesalærer – så fremstod dette retsskridt straks som en selvfølgelighed.
At tvangsauktionen med udlægsforretning, vejledningsmøde og måske forberedende møde trækker ud i så lang tid, at debitor ikke har en kinamands chance for at afværge (herunder afværge de evigt påløbende ekstraomkostninger), ja også det er nærmest blevet en naturlov.
Heller ikke på det almindelige civilprocesområde kan man vel påstå, at alt fungerer optimalt.  Utallige sager om mangler ved fast ejendom – herunder mod uvederhæftige byggefirmaer – kan øjensynligt så let som ingenting trækkes ud til flere års sagsbehandling i byretten og i landsretten, med til sidst fuldstændig sikkerhed for at den kreditankende er gået fallit.
Mon ikke mange af mangelsagerne kunne løses mere tilfredsstillende, billigere og hurtigere, hvis dommeren, når han fik stævningen ind ad døren, tog en sagkyndig med ud, så på ejendommen under begge parters tilstedeværelse og mæglede et forlig.  Andre sager – herunder kreditankesagerne – kan selvfølgelig ikke ordnes i mindelighed, men måske noget hurtigere jf. ovenfor.
Jeg skal forskåne læseren for adskillige andre forhold inden for civilretten, der burde underkastes en gennemgang.  Der er såmænd nok at tage fat på, og da politikerne på Christiansborg som nævnt ikke er særligt orienteret på civilrettens område – ej heller via dagspressen – så bør advokatorganisationerne ikke holde sig tilbage med den relevante information til effektivisering af civilretten.