Advokaten 2 - Christiansborgklummen

Print Print
04-03-2013

I starten af det nye år indgik regeringen sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en historisk aftale for vores efterretningstjeneste, PET. Det betyder, at vi for første gang nogensinde får et lovgrundlag for PET, et nyt uafhængigt tilsyn og en helt ny klagemulighed for borgerne.  

Kritikere har søgt at tale aftalens betydning ned. Det er jeg lodret uenig i. Alene det, at det nye udvalg får fem millioner kroner i ryggen, viser, at her er tale om en kraftig opprioritering. Til sammenligning havde det gamle tilsyn, Wamberg-udvalget et årligt budget på 400.000 kroner.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt,

Medlem af Folketinget (SF) og formand for Retsudvalget

Tilløbet til den nye lov er lang. I 1998 nedsattes Wendler Pedersen-udvalget, som skulle tage stilling til et nyt regelgrundlag for PET, samt en styrket demokratisk kontrol med tjenesten. Og fjorten år senere, efter et dybdegående gravearbejde, fremlagde udvalget så sine resultater i februar 2012. Det er disse resultater, med et par ændringer, som udgør grundlaget for den aftale, justitsministeren kunne offentliggøre for et par uger siden. 
Bag den nye lov ligger der altså et stort stykke arbejde og en lang række kvalificerede anbefalinger. Mange af dem kunne direkte genfindes i nogle af de forslag, SF gennem årene havde haft i folketingssalen om samme. Der var dermed et godt fundament for en forhandling.  
Men lad os dykke ned i, hvorfor en aftale om PET overhovedet er nødvendig.
Særligt de senere års forsøg på terror eller planlægning heraf gør det tydeligt, at Danmark er et mål. Vi har været heldige, ikke mindst fordi PET har vist sig uhyre kapabel. Det er derfor fortsat nødvendigt med en effektiv efterretningstjeneste. Men i et demokratisk samfund bør vi sikre, at kontrollen også øges, særligt samtidig med et stigende antal bevillinger og beføjelser – og det i respekt for, at en efterretningstjeneste i sagens natur ikke kan lægge alt frem i offentligheden. Gør den det, skades det internationale samarbejde, som en tjeneste i høj grad lever af, hvis den skal forhindre terror.
Kritikere har søgt at tale aftalens betydning ned. Det er jeg lodret uenig i. Alene det, at det nye udvalg får fem millioner kroner i ryggen, viser, at her er tale om en kraftig opprioritering. Til sammenligning havde det gamle tilsyn, Wamberg-udvalget, et årligt budget på 400.000 kroner.
Desuden skal det nye tilsyn føre kontrol med persondataoplysninger i meget bred forstand, både hvad angår indsamling, behandling, registrering og videregivelse. Det er faktisk en efterretningstjenestes virksomhed i en nøddeskal. Selv en Morten Storm-sag vil kunne kontrolleres, såfremt der er indsamlet eller udvekslet persondataoplysninger.
Og på et par punkter går den politiske aftale endda videre end Wendler Pedersen-udvalget. For SF var det vigtigt, at vi fik et sæt ekstra øjne på brugen af agenter. Det sker nu ved, at kontroludvalget får en grundig årlig rapport om brugen af dem – en forudsætning for at kunne spørge om det er, at man ved, de eksisterer.
Endelig har det for SF været en bekymring, at justitsministeren alene skulle sidde med ansvaret for at udpege det nye tilsyn. Ikke fordi vi ikke har tillid til, at ministeren ville gøre det glimrende. Men fordi debatten om politiklagenævnenes uafhængighed kørte i årevis – og at PET er for vigtig til at kaste ud i samme limbo. Kompromiset blev her det udmærkede, at udpegningen af tilsyn nu drøftes med kontroludvalget, som også kan komme med alternativer.
Kunne man have broderet og finpudset nogle flere ting i aftalen? Ja, det kunne man naturligvis godt. Men jeg synes faktisk, at vi har fået en fin og fremtidssikret aftale, der er landet ganske fornuftigt.