Christiansborgklummen

Print Print
29-01-2013

 

Problemet ved den udvikling er blot, at det ikke løser retspolitikkens opgave, nemlig at sørge for både at forebygge, opklare og straffe kriminalitet.

Retspolitikken er efterladt i en lidt flakkende tilværelse. Først med kurs mod bløde værdier. I anden omgang som en forlængelse af udlændingepolitiken.

Af Ole Hækkerup, Medlem af Folketinget (S)

Over de seneste 20 år er retspolitik, sammen med en række andre områder blevet samlet under begrebet værdipolitik. Begrebet bruges ofte for meget andet. Udlændingepolitik, men også miljøpolitik, ligestilling, osv.
Tanken er, at nogle emner handler om penge og nogen ikke gør. Det, der handler om penge og fordelingen af penge, er da også det, der helt grundlæggende har struktureret højre-venstre aksen i politik.
De nye emner, der begyndte at bryde mønstret var først nye værdier omkring ligestilling, miljø og en række ’blødere’ emner. I anden omgang blev det særligt udlændingepolitik, der kom til at bryde med det traditionelle mønster. Overalt i Europa er der efterhånden opstået et nyt højre med netop udlændingepolitik som hovedpunkt. Det ser meget forskelligt ud fra land til land, men udviklingen i Danmark er i hvert fald ingen dansk specialitet. Nærmest mere en variation af en europæisk tendens.
Det efterlader retspolitikken i en lidt flakkende tilværelse.
Først med kurs mod bløde værdier, i anden omgang som en forlængelse af udlændingepolitikken. Tænk blot på nedsættelsen af den kriminelle lavalder, som et tydeligt symbolpolitisk tiltag, der var en indrømmelse til det nye højre i Danmark.
I denne måde at forstå retspolitik på blev man enten tilhænger af straffe eller af forebyggelse. En ’får og bukke’ tilgang – også til retspolitikken.

Kort sagt ingen præventiv effekt
Problemet ved den udvikling er blot, at det ikke løser retspolitikkens opgave, nemlig at sørge for både at forebygge, opklare og straffe kriminalitet. Politisk var opdelingen sikkert opportun, men resultaterne udeblev.
Sænkningen af den kriminelle lavalder er et godt eksempel: Der kunne ikke påvises nogen forandring i kriminaliteten som følge af ændringen. Der var kort sagt ingen præventiv effekt. Men der var politisk effekt.
Tiden var altså kommet til at prøve at nytænke retspolitikken. Politik skal nu måles på, hvor effektivt det løser problemerne. Onde tunger vil påstå, at som forskelle udviskes i politik, bliver det mere og mere en konkurrence om, hvem der er bedst til at nå de mål, alle er mere eller mindre enige om.
Men her ligner dansk politik ikke resten af Europa. I Danmark trækkes retspolitikken stadig frem som en del af en værdipolitisk kamp. Fanger i fængslerne skal helst ikke resocialiseres, de skal på vand og brød – eller noget der ligner. Den kriminelle lavalder skal igen sænkes osv. I hvert fald hvis man spørger kernen i oppositionen af Venstre og Dansk Folkeparti.
Jeg tror, at netop de to partier på et tidspunkt har følt sig forrest i en europæisk tendens med omstilling til en ny værdi- og kulturkamp. Men netop værdipolitikken har flyttet sig fra en konkurrence om mål til om midler. Og her ender Danmark nu med at være til sidst i den europæiske udvikling. Jo mere krampagtigt, der holdes fast i at rets- og udlændingepolitik skal markere forskellene i dansk politik, jo mere hysterisk bliver det også. Og så ender det netop med beslutninger som lavere kriminel lavalder og meget andet af samme skuffe.
Foghs kultur- og værdikamp ender med at blive kvalt i snusfornuft. Men i tiden frem mod valget i 2015, vil forsøgene på at genoplive værdikampen kun blive mere og mere hysteriske.