Advokaten 1 - Kend din Løgner II

Print Print
29-01-2013

 

Kan man nu også kende en løgner på hans eller hendes kropssprog? Sådan spørger en tidligere landsdommer, som en kommentar til interview med Michael Sjøberg i sidste nummer af Advokaten.

En replik fra Holger Kallehauge, tidl. landsdommer

Er det så let at afsløre en løgner, som en artikel i Advokaten 10/12 s. 22 – 24 synes at angive?
Cand. scient. pol Michael Sjøberg, partner i rådgivnings- og kursusvirksomheden, Human Advisor, har udviklet specialkurser i løgnedetektion. Han har tidligere arbejdet i forsvaret som afhørings- og efterretningsofficer.
Michael Sjøberg peger navnlig på kropssproget som en indikator for løgnagtige udsagn og opfordrer læserne til at observere afhørtes kropssprog, for eksempel håndbevægelser, føddernes placering , mundens form og åndedrættet. Hvis hænderne masserer nakken eller løsner kraven, hvis den afhørte suger læberne ind og munden bliver en tynd streg og afhørte eventuelt også tager sig til munden, er der fare på færde. Fødder, der peger mod udgangen, intensiv vejrtrækning, meget langsom tale og øjenbevægelser nævnes blandt andet også som tegn på løgnagtige udsagn.
Ingen vil vel bestride, at kropssprog betyder noget, og at en advokat under afhøring af en part eller modpart og vidner bør være opmærksom herpå og gør klogt i at følge alle den afhørtes reaktioner meget nøje.
Det gælder efter min mening nok primært mere dennes udsagn, ordvalg, udtryksform, talehastighed og pauser samt følelsesmæssige reaktioner. Hertil kommer kropssproget som endnu et element i det indtryk, den afhørte gør på retten.
Alt dette er rigtigt og heller ikke spor nyt.
Problemet består ikke i at gøre disse observationer. Det kan enhver – men i at fortolke dem rigtigt, og det er her, Michael Sjøbergs vurderinger virker alt for forenklede. Han springer rask og uden nærmere begrundelse for sin vurdering til at tage alle disse usikkerhedstegn som udtryk for, at afhørte lyver. Sådan virker referatet i Advokaten i hvert fald. Jeg har ikke hørt hans foredrag – tager derfor dette forbehold. Jeg ønsker jo ikke at gøre ham uret.

Urigtigt udsagn i god tro
Jeg vil blot advare imod forhastede slutninger på basis af en afhørts kropssprog.
Som dommer i mere end 30 år har jeg hørt mange forklaringer, sandfærdige og urigtige imellem hinanden, godt blandede, ofte i samme parts- eller vidneforklaring, nogle bevidst andre ubevidst urigtige – heraf er de sidstnævnte forklaringer langt de farligste. En bevidst urigtig forklaring som for eksempel et falsk alibi har altid et motiv. Det giver anledning til at være særlig opmærksom på risikoen for urigtig forklaring. Så heldig er man ikke, når nogen afgiver et urigtigt udsagn i god tro. Her er der ingen advarselslamper, der blinker, og her er kropssproget formentlig oftest helt roligt og naturligt.
Man skal være opmærksom på, hvor belastende det er at blive afhørt i retten. Man bliver indgående afhørt af to advokater på skift efter at være blevet sandhedsformanet.  Ind imellem  går dommeren ofte i gang med selv at stille spørgsmål, i bedste fald til sidst, når advokaterne er færdige. Afhøringen er yderst detaljeret og drejer sig tit om forhold af ældre dato, som først senere har vist sig at være af afgørende betydning for parternes civilretlige mellemværende. 
Stemningen i retslokalet er højtidelig undertiden højspændt. Forholdene er meget uvante for den afhørte, og presset kan også være betydeligt. Den afhørte sidder på en meget varm stol, meget ensom og bliver momentant hovedperson i sagen ofte uden eget ønske. Der er ingen hjælp at hente, mens det står på.
Hvis man ikke selv har prøvet det – det har jeg faktisk selv – ved man næppe, hvor belastende det kan opleves.
Det kropssprog, man udviser i en sådan situation, er præget af stress, og det behøver bestemt ikke at skyldes, at man er i gang med at afgive en bevidst urigtig forklaring, men kan lige så vel skyldes belastningen, det psykiske pres, det uvante i situationen og et overdrevent ønske om at gøre det godt – a la eksamensangst – og måske også frygt for, hvad det næste spørgsmål bliver. Man kan jo godt have noget, man nødigt vil omtale, uden at have besluttet at lyve om det, hvis det bliver berørt.

Vær forsigtig med fortolkning
Man skal være forsigtig med at fortolke en afhørt persons kropssprog. Men kan man da slet ikke kende forskel på urigtige og sandfærdige forklaringer i civile sager?
Let er det ikke, og en enkelt sikker metode findes ikke. Men man kan og skal som dommer altid gøre sig umage. Man skal lytte meget nøje til, hvad der bliver sagt. Man skal udvise empati og leve sig ind i den afhørtes situation, rolle i sagen og personlighed. Man skal prøve at forstå afhørte uden forudfattede meninger og navnlig ikke danne sig en mening om afhørtes udsagn, før man har hørt hele sagen. Man skal altid give afhørte ‘the benefit of doubt’. Måske bliver det slet ikke nødvendigt at afgøre, om en bestemt forklaring er rigtig.
En vis vejledning kan man dog få ved at lytte efter detaljer i en forklaring. Når en person skal forklare om en oplevelse eller en begivenhed, vil den i reglen være spækket med detaljer, for det er sådan, vi husker tingene – ofte mange efter rettens opfattelse helt ligegyldige detaljer. Alle har hørt den utålmodige dommer hvæse: “Ja, ja – kom nu til sagen.” Det bør man ikke gøre, for disse detaljer vidner om, at forklaringen er rigtig, selvoplevet og erindret i en konkret sammenhæng. Den bevidst urigtige, den konstruerede forklaring, er derimod i reglen kort, klar og forkert – blottet for dagliglivets biomstændigheder og ligegyldige banale detaljer.
Det er kun Karen Blixen og psykopater, der kan lyve med detaljer. Det har almindelige mennesker slet ikke fantasi til.
Mit råd er: Lyt hellere efter, om en forklaring er blottet for detaljer og vær i så fald på vagt – det er langt sikrere end at fortolke kropssprogets dunkle signaler.
Jeg ville i hvert fald ikke være tryg ved dommere, som måtte afgøre en forklarings troværdighed efter Michael Sjøgrens observationer på basis af kropssprog. Om efterretningstjenesten gør det, ved jeg ikke, men det er næppe heller tilrådeligt i den forbindelse.

Holger Kallehauge
Dommer i mere end 30 år, først i Københavns Byret siden i godt 20 år i Østre Landsret. Holger Kallehauge har blandt andet skrevet artikler i ‘Proceduren om afhøring af parter og vidner’ og undervist i bevislære og procedure.