Advokaten 9 - Advokat i udlandet

Print Print
23-11-2012

Advokat og partner Peter Tærø Nielsen måtte droppe sin venlige ledelsesmæssige tilgang, da han startede et advokatkontor i Warszawa, hvor han rådgiver skandinaviske kunder.

Af Rikke Gundersen, journalist

Hvis han selv skal beskrive sin ledelsesmæssige stil, har den altid været åben og venlig, da han arbejdede i Danmark. Men da han flyttede til Polen, var han nødt til at ændre den blide tone.
En udfordring som Peter Tærø Nielsen beskriver som den største forskel ved at arbejde som partner i sit eget advokatfirma i Polen med 21 polske kolleger.
- Jeg blev nødt til at ændre min sædvanlige venlige facon til at være stoneface. Det var en voldsom personlig overvindelse, fortæller Peter Tærø Nielsen.
Den 58-årige danske advokat arbejdede i 1980’erne og starten af 1990’erne i Kolding med international entrepriseret. Her fik kundernes efterspørgsel og Murens fald ham på polske tanker.
- Flere af kunderne begyndte at stille spørgsmål om muligheder for selskab eller salgskontor i Polen, om bolig og opholdstilladelse, men jeg kunne ikke finde nogen lokalt, som kunne hjælpe, siger Peter Tærø Nielsen.
Og dermed faldt beslutningen i sommeren 1990 på, at han selv ville starte i Polen.
- Jeg er iværksætter af natur, så jeg syntes, det var spændende at prøve at starte et nyt sted. Jeg tænkte, at der måtte være et marked her, eftersom flere og flere ville have rådgivning i forhold til Polen, siger den danske advokat.

Skandinavisk aftryk på kontoret
I de første mange år drev han det polske kontor fra Danmark. Men rejserne blev mere og mere intense, og i 2004 vekslede han og familien bopæl mellem Danmark og Polen hver fjortende dag.
- Det kunne ikke holde i længden at flytte frem og tilbage, så vi var nødt til at vælge, og så valgte vi Polen, fordi vi trives godt her og ville prøve noget nyt, siger Peter Tærø Nielsen.
Siden 2006 har han haft fast kontor sammen med sine polske kolleger midt i Warszawa ud til en af byens hovedgader, hvor firmaet flyttede ind kort efter, at den danske stifter fik fast bopæl i byen. I en moderne bygning på anden sal ligger kontoret. Typisk er der mange tunge farver i polske kontorbygninger og polske hjem, men hos Peter Nielsen & Partners Law Office er væggene hvide. 
- Jeg ønskede, at kontoret skulle signalere et kompromis mellem den skandinaviske lethed og de polske tunge mørke farver, fordi vi brander os på at servicere skandinaviske kunder i Polen, siger Peter Tærø Nielsen, som lod kollegerne vælge de beige gulvtæpper.
Det er heller ikke typisk i Polen, at man indretter sit kontor med et personligt touch, men på Peters kontor finder man alligevel nogle malerier, som han har taget med fra sit hjem. Derudover er hæve-sænkebordet fra Danmark kommet med, så ryggen ikke får problemer. Skrivebordsstolen er klassisk sort ligesom på de andre advokaters kontor og reolerne lys eg.

Lær af polakkernes entusiasme
Selvom den danske advokat havde arbejdet sammen med de polske partnerkolleger og de andre advokater i kontoret gennem 15 år, inden han flyttede til Warszawa, så var det en stor omvæltning at skulle have en hverdag sammen. Det var denne omvæltning, der fik ham til at indse, at han var nødt til at ændre sin venlige facon til at være mere kontant.
- Mentaliteten er anderledes. Folk tager ikke selv initiativ til noget, for man er bange for det ansvar, der følger med, siger Peter Tærø Nielsen, som i de fleste år indtil 2011 har været ledende partner.
Han oplevede, at kontoret blev styret af to polske partnere, som skulle kontrollere alt, hvad de andre lavede. Det var bestemt ikke effektivt efter danskerens opfattelse.
- I starten forsøgte jeg på min egen facon at få stoppet kontrollen for at få de andre til selv at tage initiativer. Men det virkede ikke. Jeg var nødt til at skærpe tonen og fortælle, hvordan det skulle være, siger Peter Tærø Nielsen og giver et andet eksempel på polakkernes manglende vilje til at tage ansvar.
- Når en polsk advokat sidder med en klient, viser advokaten, hvilke juridiske muligheder klienten har, men han undgår at svare på, hvilken vej han vil rådgive klienten til at vælge. Det føler han ikke, at han har rygdækning for, siger den danske advokat og forklarer, at det hænger sammen med den polske lovgivning, som er meget mere detaljeret end den danske.
- Det tager initiativet og risikovilligheden ud af jurister. Der er ingen plads til det frie skøn, siger advokaten med en anbefaling til sit moderland om at passe på med at detailregulere for meget.
Han ser et andet problem i det polske retssystem.
- I Polen er dommeruddannelsen en selvstændig uddannelse modsat Danmark, hvor man arbejder sig op og kan blive valgt til dommer. Det betyder, at der kan sidde dommere på for eksempel 28 år i Polen. Derved kommer der nogle vanvittige afgørelser nogle gange – både fordi dommeren ikke har erfaring og samtidig er bange for at tage ansvar, siger Peter Tærø Nielsen.
Til gengæld er der en anden faktor, som danskerne med fordel kan lære noget af fra polakkerne, fortæller den danske advokat. Polakkernes entusiasme og arbejdsiver.
- Da jeg rejste fra Danmark til Polen, gik det fra tredje til femte gear, mens det gik den modsatte vej, når rejsen gik hjemad. Polakkerne er mere begejstrede for deres arbejde, mens det for mange i Danmark mere virker som en pligt, siger Peter Tærø Nielsen og tilføjer, at det kan hænge sammen med den undertrykkelse, som polakkerne har oplevet.

Kort om Peter Tærø Nielsen, 58 år, advokat i Polen
1980:             Cand. jur., Aarhus Universitet
1980 - 1981: Advokatfuldmægtig, advokatfirmaet Lars Christensen, N. O. Kyed & Partnere, Odense
1982 - 1984: Advokatfuldmægtig og efterfølgende advokat, advokatfirmaet Erik Poulsen, Esbjerg
1984 - 1995: Partner og adm. direktør, Ole Nielsen & Partnere Advokater, Kolding
1995 - 2012: Stifter og partner, Hulgaard Advokater, Kolding og Aarhus
1990:             Stifter og nu seniorpartner, Peter Nielsen & Partners Law Office, Warszawa, Polen

Peter Tærø Nielsens tre grunde til at tage et job i udlandet
At arbejde i udlandet giver en erfaring, som er ubetalelig. Du lærer at se tingene fra mange flere vinkler.
Når du er i Danmark, kan man ofte komme til at tænke, at tingene nok er på samme måde andre steder. Men ved at komme ud lærer du af dine fejl på den hårde måde, hvis du bare går ud fra, at tingene er som i Danmark.
Du får kontakter i det pågældende land, så du altid kan gribe telefonen og stille faglige spørgsmål, når du er tilbage i Danmark.

Peter Tærø Nielsens råd til, hvordan du kommer til udlandet med dit job
Vælg en arbejdsplads, hvor det er relevant at inddrage udlandet.
Sørg for, at dine sprogkundskaber er på et højt niveau – både mundtligt og skriftligt.
Få familiens opbakning, lige meget om de tager med ud eller ej.