Advokaten 8 - Juraen er mit værktøj til at opnå retfærdighed

Print Print
29-10-2012

Knud Foldschack startede på jura ved en tilfældighed, og allerede første dag på studiet besluttede han sig for, at uddannelsen skulle bruges til at skabe mere retfærdighed i verden. Han har netop modtaget Dreyers Fonds hæderspris for sit arbejde.

Af Hanne Hauerslev, pressechef

Af hjertet tak, Knud Foldschack. Sådan lyder en graffiti i en port ved det tidligere ungdomshus på Nørrebro.
Graffitien gjorde advokat Knud Foldschack lige så rørt, som han blev for den pris, han modtog fra Dreyers Fond her i oktober.
- Det er jo to meget forskellige anerkendelser – men på hver sin måde betyder de rigtig meget for mig. Jeg er både overvældet og utrolig glad for at mærke den massive respekt for, at tingene lykkes. Her tænker jeg især på, at det kunne lade sig gøre at få 900 mennesker på Christiania til at træffe en fælles beslutning, og at det lykkedes at få skabt et nyt Ungdomshus. For mig er det selve nerven i mit engagement – at få tingene til at lykkes, siger Knud Foldschack.
Dreyers Fonds Hæderspris får han for sit “årelange løsningsorienterede arbejde i krydsfeltet mellem det skæve og regelrette Danmark.” Det er ikke nogen tilfældighed, at det er blevet hans felt. Opvæksten på børnehjem, institutioner og kostskoler har givet ham en stærk trang til at kæmpe for retfærdighed.
- Selvfølgelig handler det om at kende juraen, som er mit værktøj, og som jeg bruger ligesom filminstruktøren bruger sit kamera eller snedkeren sit vaterpas. Men det handler lige så meget om at læse loven mellem linjerne for at udforske, hvordan det umulige kan lade sig gøre.
Ydmyghed og respekt over for andre mennesker, fremhæver Foldschack som helt centrale elementer for at kunne nå resultater.
- Det er vigtigt aldrig nogensinde at sætte sig selv i den dømmende rolle, men i stedet lytte. Derfor kunne jeg aldrig drømme om at presse en løsning ned over hovedet på andre. For at nå frem til et resultat, er det vigtigt at respektere det alternative Danmark, for det er en væsentlig del af samfundet. Det er her fra, vi får energi til nytænkning. Historien viser, at al udvikling udspringer fra brudprocesser, og derfor er det så utrolig vigtigt, at vi giver plads til det, forklarer Foldschack, der mener, at evnen til at skabe løsninger i krydsfeltet mellem det alternative og regelrette Danmark også skal findes i en noget nær buddhistisk tålmodighed.

Buddhistisk tålmodighed
- Det handler om at vente med at plukke frugten til det tidspunkt, hvor den falder ned fra træet – uden at den rammer jorden først. Det kræver masser af tålmodighed at skabe den tillid, der skal til mellem parter, der står så hårdt over for hinanden – som for eksempel christianitterne og politikerne gjorde. Det kræver en god portion tålmodighed og sans for det psykologiske i sagen, og det forsøger jeg virkelig at gå til på ydmyg vis. For bag ved kampene og volden er der en virkelighed, som har mange facetter. Ved både at se det positive og anerkende de negative ting, opstår der langsomt mulighed for at løse problemerne. Derfor bliver jeg også rigtig glad for at få Dreyers Fonds pris, fordi den er et klart signal om, at den proces, jeg står for, er rigtig for samfundet, forklarer Knud Foldschack, der allerede i 1975 kridtede sin karrieresti op.
- Jeg startede alene på jura, fordi der ikke var nogen adgangsbegrænsning dengang, så jeg rent faktisk kunne få en universitetsuddannelse. Allerede første dag tænkte jeg: Hvis det her skal fungere, må jeg bruge juraen som redskab til at gøre en forskel. Som jurist har du jo nærmest fået operatørnøglen til maskinrummet, og jeg føler, at det forpligter til at engagere sig i den klemte del af befolkningen. Når tingene så lykkes, så har jeg samme følelse, som jeg tror arkitekten har, når han ser på sit færdige bygningsværk.

Facts om Foldschack
Født i 1952, cand.jur. 1981, advokat i 1984.
I en årrække selvstændig advokat i Advokatfirmaet Paabøl & Foldschack. Siden 2003 partner i advokatvirksomheden Foldschack og Forchhammer i Skindergade.
Bestyrelsesformand i en række fonde og økologiske virksomheder, blandt andet Solhvervfonden, Øllingegård Mejeri og Fonden Ecofarma.
Advokat for Christiania og tidligere for den fond, der tilbød at købe Ungdomshuset. Var også advokat for de pårørende til de kidnappede danske søfolk på coasteren Danica White.
Bor privat i økologisk landbrugskollektiv sammen med advokat Lulla Forchhammer.

Fornem pris til Foldschack
Dreyers Fond tildeler årets advokathæderspris på 400.000 kroner til advokat Knud Foldschack.
Han har igennem en lang årrække arbejdet med opgaver, som involverer parter med meget forskellige udgangspunkter og holdninger, lyder det fra Dreyers Fond, der lægger vægt på hans evne til at skabe fælles løsninger inden for lovgivningens rammer trods parternes ofte meget forskellige udgangspunkter.
- Det er dette vedholdende arbejde i krydsfeltet mellem det “skæve Danmark” og det regelrette Danmark, som hædersprisen er en anerkendelse af. Knud Foldschack har blandt andet evnet at få parterne til på demokratisk vis at bidrage til og tiltræde vidtrækkende aftaler, som i flere tilfælde har stor samfundsmæssig betydning og bevågenhed, siger advokat Birte Rasmussen fra Dreyers Fonds bestyrelse.
Dreyers Fonds hæderspris tildeles hvert år i oktober en arkitekt og en advokat, der har udmærket sig inden for sit felt. Prisen blev første gang uddelt i 1982. På arkitektsiden tildeles prisen i år landskabsarkitekt Marianne Levinsen.
Dreyers Fond blev stiftet i 1976 af ægteparret arkitekt Thorvald Dreyer og advokat Margot Dreyer, der blandt andet havde tjent en stor formue på ejendomme, som Thorvald Dreyer selv tegnede.
- Parret var meget velbeslået og ville gerne bruge deres midler på at støtte både advokater og arkitekter. Med tiden er formuen vokset betragteligt, og i dag er vi på top 25 listen over de største danske fonde målt på uddelinger og formue, siger direktør Bo Rygaard.
Det seneste år har fonden uddelt 16 millioner kroner – pengene har støttet alt fra bogprojekter til rejseaktiviteter.
Læs mere om Dreyers Fond på www.dreyersfond.dk.


Modtagere af Dreyers Fonds Hæderspris
2011 Advokat Jens Paulsen
2010
Advokat Anne Birgitte Gammeljord
2009
Advokat Birgitte Refn Wenzel
2008
Advokat Erik Hørlyck
2007 Advokat Jørgen Boe
2006 Advokat Jørgen U. Grønborg
2005 Advokat Henning Zacho Larsen
2004 Advokat Henrik Christrup
2003 Advokat Gunnar Homann
2002 Advokat Jon Stokholm.
2002 Radioadvokaterne ved advokaterne Hellen Thorup, Sys Rovsing Koch, Jan Schiøtt-Petersen og Henrik Høpner samt redaktør Thyge Stenstrup
2001 Advokat, professor dr. jur. Mads Bryde Andersen
2001 Advokat, professor dr. jur. Erik Werlauff
2001 Advokat Steffen Juul
1998 Advokat Merethe Stagetorn
1991 Advokat Niels Fisch-Thomsen
1987 Advokat Børge Koch
1986 Advokat Ernest Hartwig