Advokaten 8 - Med ord skal ’forbudte’ holdninger bekæmpes

Print Print
29-10-2012

Af Simon Emil Ammitzbøll, retsordfører, (LA)

Kort før sommerferien gav Liberal Alliance Folketingets partier mulighed for at styrke ytringsfriheden, da vi fremsatte et beslutningsforslag, som ville afskaffe blasfemiparagraffen og ændre racismeparagraffen, således at kun udtalelser, der medfører begrundet frygt for den offentlige fred og orden, straffes. Sidstnævnte paragraf så vi helst afskaffet helt, men af hensyn til vores EU-retlige forpligtelser måtte det blive ved en ændring. På forudsigelig vis fik beslutningsforslaget den kolde skulder af regeringspartierne, mens Venstre og De Konservative sparkede øjeblikkelige ændringer til hjørne ved at henvise til Straffelovrådet, som blandt andet bruger sin tid på at undersøge de juridiske konsekvenser ved at afskaffe blasfemiparagraffen.

Status er således, at argumenterne skal komme fra Straffelovrådet, før der kan ske ændringer af blasfemiparagraffen og racismeparagraffen for den sags skyld. Det er ærgerligt, for argumenterne for delvis at ændre og afskaffe disse paragraffer er allerede massivt til stede.  Det samme er behovet, for mens vi i kraft af vores grundlov tilstræber at sikre ytringsfriheden, så har vi en straffelovgivning, der i samme omgang begrænser den frie ret til at ytre sig. Det er hyklerisk, og derfor bør dette lovmæssige paradoks ændres.

I forrige århundrede udtalte den franske filosof Voltaire: “Jeg vil bekæmpe din mening, men dø for din ret til at have den.” Dette citat fortjener en renæssance, fordi det netop er en kraftig påmindelse til politikerne om, at et samfund skal kunne tåle at høre de ting, som det ikke nødvendigvis kan lide at høre. Således er det helt elementært for et frit samfund, at ytringer ikke indekseres i rigtige og forkerte, men at lovgivningen derimod giver plads til at det politisk ukorrekte, det intolerante og det åbenlyst tåbelige også må ytres. Det er nemlig helt forfejlet at tro, at ’forbudte’ holdninger kan bekæmpes med lov og magt. De kan muligvis skærmes af fra den offentlige debat, men de vil blot komme til udtryk i mere lyssky fora. Måske er det utopisk at tro, at hadske og ekstreme holdninger overhovedet kan bekæmpes, men med en fri og åben offentlig debat øges mulighederne for dette –

i modsætningen til forbudstankegangen, der blot frarøver samfundet muligheden for at bekæmpe sådanne holdninger med ord.

De problemstillinger, som er skitseret ovenfor, klæber sig til racisme- såvel som blasfemiparagraffen, og fællesnævneren for de to paragraffer er, at de begge er et politisk forsøg på at gemme bestemte holdninger væk fra offentligheden. Med til blasfemiparagraffen hører dog også den særlige problemstilling, at den er et levn fra en tid, hvor religion blev anset for at være samfundets sammenhængskraft. Sådan er det ikke længere, og derfor er paragraffen blot en forældet måde, hvorpå religiøse overbevisninger forskånes for den kritik, som alle mulige andre overbevisninger helt legalt skal stå på mål for. Seneste domfældelse foranlediget af denne paragraf fandt i øvrigt sted i 1946, og derfor giver dens fortsatte eksistens udelukkende sarte sjæle anledning til at spilde retssystemets tid.

Det er ikke nødvendigvis nogen let øvelse for et demokrati at tolerere ekstreme holdninger, men et demokrati viser først sin styrke, når det er i stand til dette. Blasfemiske og racistiske udtalelser bliver hverken mere eller mindre blasfemiske og racistiske af, at racismeparagraffen lempes og blasfemiparagraffen afskaffes, men med en opretholdelse af disse paragraffer tillader man desværre, at statsmagten kan definere, hvad der må ytres.