Advokaten 7 - Menneskehandler eller bare handlet?

Print Print
18-09-2012

Man møder sjældent menneskehandlere i den gængse straffesag, men mange ofre i slipstrømmen, der dømmes og udvises, selvom de rent faktisk kan frifindes for deres kriminalitet, hvis de har været tvunget ud i kriminalitet som følge af menneskehandel.

Af Anne Brandt Christensen, advokatog formand for HopeNow

Overskriften ’Politiets blind øje’ og illustrationen af nøgne plasticindpakkede handlede kvinder i en foliebakke i Advokaten nr. 3 er afgjort en fængende kombination. Realiteten er dog, at man som forsvarer, anklager eller dommer ikke møder ret mange mennesker, som anklages for menneskehandler. Derimod møder man med overvejende sandsynlighed – og uden at være klar over det - handlede mennesker på anklagebænken i sager om dokumentfalsk, ulovlig indrejse, tyveri, arbejde uden tilladelse og lignende tiltaler for brud på straffeloven og udlændingeloven. Mange af de handlede mennesker i Danmark stifter bekendtskab med det danske retssystem som anklagede, ikke som ofre for menneskehandel. Og ofre for menneskehandel dømmes som kriminelle og udvises i en lind strøm, for alt for få kender indikatorerne på menneskehandel og det konventionsgrundlag, der bør gøres gældende i den type sager, så offeret ikke dømmes og udvises som kriminel. Mange ofre for menneskehandel identificeres ikke officielt af danske myndigheder og får derfor ikke den hjælp, de faktisk er berettigede til. I HopeNow har vi observeret denne trend i det daglige arbejde, vi har udført siden 2007 for og med ofre for menneskehandel i Danmark. 

Straffrihed er mulig
Danmark har underskrevet og ratificeret FN-konventionen fra 2000 om grænseoverskridende organiseret kriminalitet samt den tilhørende Protokol (Palermo-protokollen) om handel med mennesker, herunder særligt kvinder og børn. Danmark har også tiltrådt Europarådets Konvention om indsatsen mod menneskehandel, som trådte i kraft i 2008. Sidstnævnte konvention er i særdeleshed relevant i en retssag, hvis man har med et menneske at gøre, som kunne være offer for menneskehandel. Artikel 26 i Europarådets Konvention og Vejledningen til Konventionen (2005) foreskriver nemlig straffrihed for kriminalitet, hvis en person er tvunget til at begå kriminalitet på grund af menneskehandel. Det betyder, at personen ikke skal erkende sig skyldig i retten, men at forsvareren i stedet påberåber sig straffrihed efter artikel 26. Men det er vanskeligt at finde rundt i praksis, for der er endnu ikke en fast procedure eller et system for, hvorledes og hvem der officielt identificerer ofre for menneskehandel. Udlændingestyrelsen er for nylig vendt rundt på en tallerken – faktisk samtidig med at Styrelsen blev underlagt Justitsministeriet – og vil ikke længere foretage identifikation af ofre, hvis der er rejst tiltale.

Det er nu i stedet domstolene, som skal træffe beslutning om, hvorvidt den tiltalte er offer for menneskehandel eller ej. Konsekvensen er, at denne ændring lægger en ganske betydelig opgave hos forsvareren i relation til at løfte beviset for, at klienten faktisk er offer for grov kriminalitet og menneskerettighedskrænkelser. Der er ej heller endnu udarbejdet retningslinjer til anklagemyndigheden for, hvornår der kan meddeles tiltalefrafald til ofre for menneskehandel for overtrædelser knyttet til, at de pågældende er handlede, eksempel­vis dokumentfalsk i forbindelse med indrejsepapirer. Dette har skabt en del forvirring og nærmest Kafkaske situationer.  

Indikatorer på trafficking
Det er ikke nemt at afgøre, hvornår der er tale om menneskehandel, men tvivlen bør i langt højere grad end i dag komme det potentielle offer til gode. Indikatorer på menneskehandel kan være mange: Er personen indrejst på falske papirer, har fået sine papirer (falske eller lovmæssige) inddraget, er blevet bedraget, har en oparbejdet gæld i forbindelse med rejsen til landet, er udsat for vold, trusler, kontrol, udnyttelse mv. Indrejsen på falske papirer – og dermed tiltale for dokumentfalsk – er næsten et obligatorisk element ved menneskehandel, omend man dog sagtens kan være handlet og transporteret på gyldige papirer, som ofte ses med østeuropæiske kvinder. 

Mennesker, som har været udsat for menneskehandel, er ofte traumatiserede, har svært ved at huske og meget svært ved at stole på nogen – også selvom man forklarer, at systemet i Danmark ikke er bygget på korruption som i en del af ofrenes hjemlande. Det er svært at opnå den fornødne tillid, der skal til, før et offer fortæller sin historie, og mange gange er personen ikke selv klar over, at han/hun er blevet handlet, men skammer sig i stedet over sin situation. Mange gange er personen endvidere blevet grundigt instrueret af bagmænd/kvinder om at fortælle en falsk dækhistorie, ikke at stole på myndigheder eller advokater og truet med, hvad der sker, hvis man fortæller bare en flig af sandheden. 

Derfor kommer personens historie ofte frem lidt efter lidt – ikke for at ’pynte på’ historien – men fordi personen er bange og har svært ved at tro, at det danske retssystem rent faktisk vil handle på det, der fortælles. Dette vanskeliggør både identifikationen og efterforskningen af en eventuel sag. Kombineres dette med tilbøjelighed til at betragte ofrene/vidnerne som upålidelige pga. sproglige og kulturelle misforståelser, manglende kendskab til retsgrundlaget, som giver ofre beskyttelse, manglende kendskab til hvordan menneskehandel hele tiden udvikler sig som kriminalitet og menneskerettighedskrænkelse, så er det egentlig ikke så underligt, at menneskehandel er en svær nød at knække.

Det betyder samtidig også, at der er plads til forbedring. Europarådet har i Konventionen indsat en monitoreringsgruppe af eksperter på anti-trafficking området, kaldet GRETA, som i december 2011 udkom med en rapport om Danmarks efterlevelse af Konventionen: En rapport som ikke just er noget Danmark bør prale af, men som giver en klar fremstilling af problemstillingerne beskrevet ovenfor og som, hvis den anvendes sammen med Vejledningen til Europarådets Konvention, kan tilvejebringe en solidt menneskeretsfunderet tilgang til løsning af mange åbne spørgsmål om hensigtsmæssig beskyttelse af ofre for menneskehandel.    

Skyldig eller uskyldig?
“Man har svært ved at acceptere, at der er nogle kvinder, der prostituerer sig selv og i den forbindelse lader sig udnytte.” Denne udtalelse illustrerer ganske fint den fremherskende, men fejlagtige anskuelse, at der er forskel på ofre for menneskehandel, og at en kvinde, som allerede var i prostitution, da hun blev handlet af bagmænd, selv er ude om det og ikke er berettiget til hjælp. Opfattelsen af forskellen på ofrene er, om de er uskyldige eller skyldige ofre, om de vidste, de skulle arbejde i prostitution eller ej i Danmark. Intet kunne være mere fejlagtigt i henhold til konventionsgrundlaget, Straffelovens § 262a og den danske regerings Handlingsplan til Bekæmpelse af Menneskehandel. Et menneske kan ikke give sin tilladelse til at blive udnyttet, når udnyttelsen reelt sker, fordi en anden udnytter ens sårbare situation ved bedrag, fysiske og psykiske trusler. Enhver tilladelse fra personen selv bliver irrelevant ved en sådan udnyttelse.

En kvinde, som er i prostitution i sit hjemland, og som accepterer, at hun skal arbejde i prostitution i udlandet, men som, når hun kommer til Danmark, skal arbejde under helt andre forhold end det aftalte, f.eks. aflevere flere penge til bagmanden/madammen, have flere kunder end hun var villig til, udsættes for fysisk og psykisk vold, kan være et offer for menneskehandel, præcis som det ’uskyldige’ offer, der ikke var klar over, hun skulle arbejde i prostitution. Det afgørende er alene den udnyttelse, der sker, og krænkelsen af kvindens basale menneskerettigheder, ikke hvad vi mener om kvindens livsstil eller om prostitution generelt. 

Straffeloven
Tre elementer skal være til stede, for at der er tale om menneskehandel og fremgår af straffelovens § 262a:
Handlinger – som finder sted i forbindelse med menneskehandel (det at rekruttere, transportere, overføre, skjule og modtage en person).
Metoder – til gennemførelse af handlingen (skal være udøvelse af magt, tvang eller trussel herom, frihedsberøvelse, bedrag, misbrug af magt eller af en persons situation/sårbarhed).
Formål – med menneskehandel skal være udnyttelse (der som minimum omfatter prostitution, seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende former eller fjernelse af organer).

Ret til time out
Hvis man officielt identificeres som offer for menneskehandel i Danmark, har man ret til en såkaldt 30-dages refleksionsperiode. Tanken med de 30 dage er, at man kan hvile sig, komme til hægterne og overveje, hvad der skal ske fremover. Hvis man samarbejder med de danske myndigheder og myndighederne fra ens oprindelsesland om at få rejsedokumenter og at vende hjem, kan man få yderligere 70 dages refleksionsperiode i Danmark.

Anne Brandt Christensen
Advokat Anne Brandt Christensen har siden 2007 beskæftiget sig med bekæmpelse af menneskehandel og undervist i ind- og udland. Hun er formand for den danske non-profit NGO HopeNow, som arbejder for og med mænd og kvinder, som er ofre for menneskehandel og som udnyttes til prostitution og tvangsarbejde i Danmark. Læs mere på www.hopenow.dk