Advokaten 6 - Nyt direktiv skal sikre mistænktes ret til information i straffesager

Print Print
27-08-2012

I 2010 fremsatte Kommissionen et forslag til et direktiv om retten til information for mistænkte og tiltalte i straffesager. I april 2012 godkendte Rådet med visse ændringer direktivforslaget, der nu træder i kraft og skal implementeres i medlemslandene over de næste år. Direktivet er et af en række tiltag, som skal styrke retssikkerheden for mistænkte og tiltalte i straffesager ved at sikre et minimum af rettigheder i hele EU.

Af Thomas Elholm, professor, Syddansk Universitet

En del af EU-visionen
Set i en større sammenhæng er EU’s bestræbelser på at styrke retssikkerheden for mistænkte og tiltalte et led i visionen om at skabe ét fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. Det fremgår af EU-traktaten, at dette er EU’s målsætning, og det har i øvrigt en nær sammenhæng med ideen om fri bevægelighed for personer og varer etc. inden for EU. Det fremgår også af traktaten, at målet bl.a. skal nås via princippet om gensidig anerkendelse. Princippet går ud på, at myndigheder i ét EU-land skal anerkende afgørelser truffet af myndigheder i andre EU-lande. Det kan f.eks. være afgørelser om udlevering eller om sikring af beviser eller tvangsindgreb på tværs af grænser. I Danmark kender vi især udmøntningen af princippet fra arrestorden, som siden indførelsen i 2002 har ført til flere udleveringer af danske statsborgere til andre EU-lande. En væsentlig forudsætning for, at princippet fungerer tilfredsstillende, er ifølge EU, at der er en høj grad af tillid mellem landene. Danske myndigheder skal ikke være skeptiske over for f.eks. det græske eller rumænske straffesystem, men skal have tillid til, at også disse systemer og myndigheder fungerer retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og lever op til et acceptabelt minimumsniveau. De forskellige tiltag, som EU nu planlægger inden for straffeprocessen, og hvor direktivet om mistænktes ret til information er ét, skal bidrage til at skabe denne tillid mellem landene.

Et andet direktiv, som allerede er vedtaget, er direktivet om retten til oversættelse og translatør i straffesager. Begge direktiver er led i den såkaldte ’Road Map’ for at styrke mistænktes og tiltaltes rettigheder i straffesager. Der skal senere komme retsakter om bl.a. retten til forsvarer, retten til kommunikation med omverdenen og specielle rettigheder for særligt udsatte grupper.

Denne ’Road Map’ indgår i Stockholmprogrammet, der er EU’s femårige lovgivningsprogram for den indeværende femårsperiode, som løber fra 2010 til 2014. Bestræbelserne på at styrke retssikkerheden gennem fælles EU-minimumsstandarder inden for straffeprocessen går dog længere tilbage, nemlig til topmødet i Tammerfors i 1999. Det har imidlertid i mange år vist sig vanskeligt for EU-landene at nå til enighed om styrkelse af retssikkerheden. Flere forslag til retsakter har ikke kunnet vedtages, måske især på grund af kravet om enstemmighed i Rådet. Med Lissabontraktaten kan den slags retsakter nu vedtages med kvalificeret flertal, og EU har for alvor fået hul på arbejdet.

Forskelle mellem EU-landene
Både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder krav om, at mistænkte og tiltalte i straffesager skal informeres om en række ting. Men Kommissionen har fået lavet nogle undersøgelser, der viser, at der er forskelle mellem EU-landene, hvad angår udmøntningen og standarder for information til mistænkte i straffesager. Kommissionen har især hæftet sig ved, at der i mange tilfælde alene gives mundtlig information, og dette er efter Kommissionens mening ikke altid tilstrækkeligt. Kommissionen har endvidere bidt mærke i, at der har været flere sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor lande er blevet dømt for ikke at have sikret tilstrækkelig information til mistænkte. Det er disse forhold, som Kommissionen har taget udgangspunkt i, da direktivforslaget blev udarbejdet.

Direktivets krav
Direktivets krav gælder i straffesager fra det tidspunkt, hvor en person gøres bekendt med, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt. Kravene gælder uafhængigt af de mistænktes eller tiltaltes juridiske status, bopæl eller statsborgerskab.

Efter art. 3 skal mistænkte og tiltalte på det tidligst mulige tidspunkt informeres om deres rettigheder. Før afhøring skal de mundtligt mindst informeres om retten til en forsvarer, herunder muligheden for at få en beskikket forsvarer, om retten til oversættelse, om retten til oplysning om mistankegrundlaget (herunder de faktiske omstændigheder som tid, sted, handling etc. og de for strafansvaret relevante juridiske bestemmelser) og om retten til at forholde sig tavs.

Ved anholdelse eller varetægtsfængsling skal informationen være skriftlig. Der skal udleveres et såkaldt ’Letter of Rights’. Tanken er, at det skal indeholde information om retten til aktindsigt, om retten til at underrette konsulat og/eller familie, om retten til medicinsk behandling, om grundlovsforhør og om klagemuligheder. I to bilag til direktivet giver EU sit forslag til, hvilke informationer Letter of Rights bør indeholde. Informationen skal være på et sprog, som den pågældende forstår.

Direktivets art. 7 indeholder bestemmelser om retten til aktindsigt før og efter afslutning af efterforskningen. Efter direktivets art. 7, stk. 1, skal retten til aktindsigt under varetægtsfængsling omfatte dokumenter, som har væsentlig betydning for afgørelsen af, om varetægtsfængslingen er lovlig. Efter art. 7, stk. 2, skal mistænkte og deres forsvarer generelt have aktindsigt i det omfang, som er nødvendigt for at sikre en retfærdig proces og forberedelse af den mistænktes eller tiltaltes sag. Aktindsigt kan dog begrænses bl.a. af hensyn til andre personers liv og statens sikkerhed.

Art. 7 førte til en vis debat ved forhandlingerne om direktivet, men kombineret med de allerede gældende standarder efter EMRK gør bestemmelsens brede formuleringer, det indskrænkede anvendelsesområde og undtagelsesmulighederne imidlertid, at reglerne om aktindsigt næppe får radikale konsekvenser.

Desuden indeholder direktivet bestemmelser om træning af personalet hos de relevante myndigheder, der skal afgive informationen, samt procedurer for at sikre, at informationen er korrekt afgivet. Direktivet indeholder også en bestemmelse om, at kravene i direktivet ikke må føre til en ringere standard end den, som allerede gælder i de forskellige lande. Direktivet er et såkaldt minimumsdirektiv. Det skal sikre en vis minimumsstandard vedrørende information af mistænkte og tiltalte overalt i EU. Det står dog hvert land frit at anvende en højere standard, og EU ønsker ikke, at minimumsstandarden skal give nogle lande anledning til at sænke deres standarder. Det har været en generel bekymring i forbindelse med EU’s arbejde for at sikre minimumsstandarder vedrørende retssikkerheden i EU, at de vedtagne minimumsregler skulle få nogle lande til at sænke deres niveau. Det problem forsøger EU altså at løse på denne måde.

Danmarks stilling
Mistænktes ret til information fremgår allerede – mere eller mindre direkte – af en række internationale retsakter, herunder af EU’s charter om grundlæggende rettigheder (art. 47 og 48) og Den europæiske menneskerettighedskonvention (art. 5 og 6). Disse retsakter giver allerede en vis minimumsbeskyttelse, og direktivet er på ingen måde revolutionerende. Man kan spørge, om direktivet overhovedet bidrager til at forbedre retssikkerheden. I den forklarende rapport, hvor Kommissionen redegør for baggrund og formål med direktivet, fremgår det ikke, at direktivet medfører højere minimumskrav i forhold til menneskerettighedskonventionen. Men måske kan direktivet siges at præcisere informationskravet, og måske kan kravet om skriftlighed siges at være et fremskridt. Også forslagene til, hvilke informationer der bør gives, som er indeholdt i to bilag til direktivet, kan måske siges at være en fordel. I det ene bilag indikeres, hvilke informationer Letter of Rights bør indeholde i forbindelse med anholdelse og varetægtsfængsling. Det andet bilag vedrører situationer, hvor man udsættes for en europæisk arrestordre. Om direktivet er et fremskridt afhænger vel også af, hvilket land der er tale om.

Også i et dansk perspektiv kan man spørge, om direktivet øger mistænktes og tiltaltes informationsniveau. Danskere i udlandet kan måske nyde godt af direktivet, hvis det ellers medfører forbedringer i det land, hvor man udsættes for strafforfølgning. Om strafforfølgning i Danmark bemærkes derimod for det første, at direktivet er vedtaget med hjemmel i art. 82, stk. 2 i Traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde. På grund af retsforbeholdet deltager Danmark ikke i vedtagelsen og implementeringen af direktivet med hjemmel i denne bestemmelse. Både Irland og Storbritannien har valgt at udnytte deres (særlige) mulighed for at deltage i direktivet, selvom disse lande også har taget forbehold for det strafferetlige EU-samarbejde. For det andet bemærkes, at direktivet formentlig ikke ville forbedre situationen nævneværdigt for mistænkte og tiltalte i Danmark, selvom direktivet skulle implementeres her. Umiddelbart synes Danmark at leve op til intentionerne i direktivet.