Advokaten 6 - Historisk dom om børnesoldater i krig

Print Print
27-08-2012

Den første dom fra Forbryderdomstolen siden dens oprettelse er en realitet, men flere sager afventer domstolens kritiske øjne.

Af Ole Sigetty, advokat(H), NÈMETH & SIGETTY

Den Internationale Forbryderdomstol (International Criminal Court – ICC) afsagde den 14. marts 2012 sin første dom. Thomas Lubanga Dyilo blev fundet skyldig i medvirken til krigsforbrydelser for i perioden september 2002 til august 2003 at have brugt børn under 15 år som soldater i den oprørshær, han var leder af, og som medlemmer af sit private vagtværn.

Thomas Lubanga Dyilo nægtede sig skyldig og påstod, at han gav ordre til netop ikke at bruge børnesoldater. Thomas Lubanga Dyilo hævdede endvidere, at en række vidner var manipuleret til at afgive falsk forklaring, hvilket domstolene til dels gav ham medhold i.

Krigsforbrydelserne fandt sted under den interne konflikt i den demokratiske republik Congo i 2002/2003, hvor Force Patriotique pour la Libération du Congo (FPLC) med Thomas Lubanga Dyiolo i spidsen kæmpede mod blandt andet Armée Populaire Congolaise. Thomas Lubanga Dyilo fungerede såvel som militær som politisk leder af oprørsbevægelsen (den politiske gren kaldet Union des Patriotes Congolais – UPC) og støttede i den egenskab indsættelsen af børnesoldater i sin hær ved hjælp af f.eks. taler til folk i landsbyer og brug af børn som personlige bodyguards.

Med forældrenes accept
Dommen er bemærkelsesværdig, fordi den er den første afgørelse fra ICC, siden oprettelsen i 2003. Dommen er interessant, fordi den slår fast, at brug af børnesoldater er en krigsforbrydelse, selvom om børnene har forældrenes accept, og uanset om de deltager i egentlige kamphandlinger, når blot børnene f.eks. som civile hjælpere for soldaterne bliver udsat for “egentlig fare som et potentielt mål”.

Under afhøringerne forsøgte flere vidner at udvide sagen til at omfatte misbrug af unge piger til andet end soldatertjeneste – nemlig sexslaveri – men det afviste domstolen. Dommen er ikke desto mindre interessant også i den henseende, idet den kan give et fingerpeg i retning af, at sexslaveri er en forbrydelse mod menneskeheden, uanset om det sker med forældrenes accept typisk i forbindelse med religiøs overbevisning. Der må nødvendigvis være særligt fokus på misbrug af unge piger i det internationale (juridiske) samfund.

Sagen mod Thomas Lubanga Dyilo fandt sted ved ICC i Haag, Holland, i perioden 26. januar 2009 til 14. februar 2012 med afsluttende procedure 25. og 26. august 2011. Der blev under sagen afhørt 36 vidner inklusive tre eksperter indkaldt af anklageren, 24 vidner indkaldt af forsvaret og 3 vidner indkaldt af ofrene, der også var repræsenteret under sagen blandt andet af The Office of Public Council for Victims.

ICC vil senere tage stilling til sanktionsspørgsmålet, der efter traktaten giver mulighed for op til 30 års fængsel – dog i særlig grove tilfælde livstidsfængsel. 

Supplement til domstolene
ICC blev etableret på initiativ af FN og begyndte formelt 1. juni 2002, men fungerer ikke som et FN-organ. ICC’s selvstændige statut blev etableret ved 60 landes ratificering af en bindende traktat kaldet Rome Statute of the International Criminal Court.

Statutten er særdeles omfattende, fordi den indeholder såvel materiel strafferet som retsplejeregler.

Materielt omfatter Rom Statutten (Statutten) folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Traktaten indeholder en ret omfattende oplistning af, hvad de nævnte typer af kriminalitet f.eks. indebærer (se artikel 8, punkt (e) vii: brug af børnesoldater).

ICC har som udgangspunkt jurisdiktion i tre tilfælde: Hvis den anklagede er borger i en medlemsstat, hvis den påståede kriminelle handling fandt sted inden for en medlemsstats område, eller hvis sagen er henvist til ICC af FN’s Sikkerhedsråd. Hensigten med ICC er, at den skal supplere de nationale domstole. ICC har således kun jurisdiktion, hvis den nationale domstol er ude af stand til eller uvillig til at efterforske og dømme i en sag (statuttens artikel 17).

Traktaten er nu underskrevet og ratificeret af over 90 lande, herunder de fleste europæiske lande inklusive Danmark, de fleste mellem- og sydamerikanske lande, en række afrikanske lande m.fl. Et stort antal lande har desuden underskrevet, men endnu ikke ratificeret traktaten, ligesom USA og Israel har tilbagekaldt deres underskrifter af traktaten (det er omstridt, om det kan lade sig gøre).

Nye sager i vente
På nuværende tidspunkt undersøger ICC sager i Congo, Uganda, Den Centralafrikanske Republik, Darfur i Sudan, Kenya, Libyen og Elfenbenskysten. Tre af sagerne er startet af medlemsstater, to er startet af FN’s Sikkerhedsråd, og to er taget op af ICC selv.

I ICC’s regi er 21 personer pt. under anklage, medens der er udstedt arrestordre mod 18 personer. Fem personer er i varetægt under ICC, otte personer er at betragte som flygtninge (heraf en formentlig død) og to personer er under udlevering til ICC.

Senest er eksdiktator Muammar Gaddafis efterretningschef Abdullah al-Senussi blevet anholdt i den nordvestafrikanske stat, Mauretanien. Såvel ICC som Libyens overgangsregering ønsker Abdullah al-Senussi udleveret til retsforfølgelse fra Mauretanien, der ikke har ratificeret Rome Statutes of the International Criminal Court. Om det vil lykkes for en af parterne henstår til dato i det uvisse. Men det er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at det internationale samfund lægger pres på alle stater for at støtte og acceptere ICC’s virke.

Det må afklares, før sagen når ICC
1. Er forholdet tilstrækkelig væsentligt/groft til materielt at være omfattet af statutten?
2. Er der tale om religiøs tradition accepteret af befolkningen, eksempelvis i tilfælde af børnesoldater og sexslaveri?
3. Er forholdet udbredt og systematisk ved forbrydelser mod menneskeheden, hvor mange ofre behøves?
4. Nyder den anklagede diplomatisk immunitet, f.eks. som statsoverhoved, er vedkommende afsat eller har han/hun f.eks. dannet en eksilregering?
5. Kan og vil et land, der ønsker at retsforfølge et tidligere statsoverhoved etablere en retfærdig domstol. Både Kenya og Sudan er blevet beskyldt for at etablere skindomstole og skinundersøgelser for netop at beskytte forbrydere, som ICC ønsker at retsforfølge. Det såkaldte Iraqui High Tribunal, der dømte Saddam Hussein i sin statut afskar medlemmer af Bàath partiet som dommere.
6. Indebærer dødsstrafmulighed i et land, at sagen ikke kan behandles i nævnte land, men må henvises til ICC?